Vil i med mig hjem at lege? JA, DET VIL DE GERNE!

“Vil i gerne med mig hjem?” -“Ja, det vil de gerne!!!”, udbrød Tristan begejstret til Lisette, som slet ikke kunne stå for den lille mand med de store brune øjne!

To små mennesker på 3 1/2 år har nu været hjemme fra børnehaven i 6 uger. Vi har nemlig valgt ikke at sende dem afsted så længe Lisette kan arbejde hjemmefra, da Tristan har haft utallige (alvorlige) luftvejsinfektioner. Især Tristan savner sin børnehave rigtig meget -også selvom han har sin bedste legekammerat lige ved hånden, som altid gerne vil lege.

Et stk tommeltot uden negl

I går klemte Tristan Nohrs finger i døren, så hele neglen røg af i ét ryk…

Mor her blev en smule bleg, da jeg først hørte Nohr skrige hjerteskærende, og bagefter så noget dingle fra hans finger! AV! Vi måtte lige et tjek til vagtlægen for at få tjekket fingeren, for Nohr var klamtsvedende af smerte, og blev helt forkvalmet af sine smerter. Heldigvis var den ikke umiddelbart brækket. For at toppe pinslerne, skulle Nohr ydermere til kiropraktor i dag -så han blev udsat for en del ubehageligheder. Drengene blev derfor lovet en tur i BR. Bortset fra en Tristan-har-været-til-læge-og-nu-får-du-lidt-legetøj-i-br-tur i sidste uge har drengene kun været hjemme og på udendørs ture i lokalområdet, så de var noget nær lykkelige over en tur i BR!

To små banditter med nyt legetøj

Tristan er vild med Spiderman, og fandt lynhurtigt en lidt for dyr æske…

…som han straks forelskede sig i. Vi havde nu bare planer om, at de kunne vælge en ting hver til 150-200 kr (de var trods alt afsted i sidste uge også), men Lisette kunne på ingen måde stå for den lille mand, med de store brune øjne, da hun overhørte følgende:

Tristan (til æsken med tre Avengers-figurer): “Vil i gerne med mig hjem at lege?”, hvorefter han glædestrålende vendte sig om og råbte til Lisette: “JA!!!! DET VIL DE GERNE!!!!!”

Den lille mand kan virkelig snøre sine mødre om sin lillefinger!

Nohr valgte en stor Paw Patrol-brandbil

Han har de seneste uger fablet om noget, han ville se i fjernsynet. Vi har bare ikke forstået en brik af det! Da Nohr i sidste uge var i BR, så han legetøjet, og jublende sagde han igen det mærkelige ord, vi ikke forstod -som så var Paw Patrol. Han har nu en fin lille samling med to større biler og fire små -og der bliver leget med det konstant. Efter 6 uger hjemme, trængte de nu også til lidt nyt legetøj at se på. De fik bare snøret os for lidt mere, end vi havde planlagt.

En is ved Skovsøen i Odense. Det trænger man åbenbart til, når man har fodret ænder
Is og hygge i skoven

Vi har fundet så mange fine naturområder i Odense midt i det her Coronashow

…og drengene bliver luftet stort set hver dag. Enten i haven eller til nærliggende legepladser, den smukke skov og ved Skovsøen, hvor der fodres ænder. Hvor er der dog mange steder vi ikke har set, fordi vi altid har føjtet rundt til forlystelsesparker, Zoo mm. Når det så er sagt, så tror jeg sgu vi fælder en lille tåre, når vi igen står i Legoland eller Tivoli Friheden med fire forventningsfulde, glade unger. Det har dog sikkert lange udsigter -og så er en tur i BR vel som et lille plaster på såret.

Hvad får DU tiden til at gå med i disse Coronatider?

Double up på første dag i børnehave

To stolte drenge på vej i børnehave

I dag var en stor dag -både for Tristan og Nohr og for os mødre: Første dag i børnehaven! Jeg har svært ved at fatte, at vi allerede er nået dertil!

På vej ind i børnehaven
Velkommen Tristan og Nohr

Beredt med de fine børnehaverygsække de havde fået af dagplejen, og med en smule utryghed hos Nohr, åbnede vi lågen ind til de næste 2 1/2 år af deres liv. Lågen har vi åbnet mange gange, for både Isabella og Nicolaj har gået i samme børnehave. Og nu står vi her så igen. Næsten som om vi aldrig rigtig var væk.

Madpakker!

Madpakker er det nye sort

Vi startede med at gå ind og finde drengenes garderobepladser. De går i hver sin børnehavegruppe (læs mere om grunden i “De skiller vores tvillinger ad!”), men begge grupper har garderobe i samme rum. Meget bekvemt. Madkasse og drikkedunk blev taget op, tasken hængt på knagen og frugten lagt på hylden sammen med drikkedunken. Derefter gik Tristan og Nohr ind og lagde madkasserne i køleskabet -kun for at hente dem igen kort efter for at tage en mad. Det der madpakkesjov var alligevel lidt spændende. I børnehaven må børnene spise når de vil, pånær et stykke tid inden frokost, så de kan samle lidt appetit til frokosten, som spises sammen i de respektive grupper. Vi indså hurtigt, at vi vist hellere må give dem en større madpakke med i morgen, for selvom de kun var der i et par timer, var begge madkasser tomme.

Seje cykler! Heldigt at brormand kan hjælpe med at fylde benzin på
Konstruktionsrummet

Så mange spændende ting

Tristan og Nohr begyndte hurtigt at udforske børnehaven. Vi prøvede at give lidt slip, og sad ved et bord og drak kaffe, mens de tjekkede legerum, konstruktionsrummet og legepladsen ud. På et tidspunkt kom de kørende inde i børnehaven på udendørs løbecykler. Der måtte vi lige guide dem udenfor. Herhjemme har de to løbecykler indenfor, så de tænkte nok slet ikke over det.

De andre børn i børnehaven synes det var lidt spændende med de to nye børn, og de var søde til at tage sig af dem. For eksempel blev begge drenge transporteret rundt som sidekick på cyklerne i bedste cykeltaxastil.

Møre!

Efter et par timer var drengene mere end møre. Alle indtrykkene, de nye mennesker, nye legetøj mm havde i dén grad udmattet drengene. Vi sagde derfor tak for i dag efter frokosten, og så kørte vi ud til Rosengårdcentret, så drengene helt selv kunne vælge den madkasse og drikkedunk, de ville have. Nohr faldt straks i søvn i bilen mod centret, mens Tristan faktisk slet ikke sov lur i dag -og Nohr vågnede efter 30 min. De var meget nemme at putte! De sover ellers stadig 2-3 timers middagslur normalt.

I centret fik de lidt mere mad på Det Grønne Køkken (salatbar/buffet) og en is, og så købte vi nyt regntøj, gummistøvler og et tæppe til hver til lurene i børnehaven. Følger de storesøsters mønster, skipper de nok snart luren i hverdagene. De valgte nogle super fine madkasser fra Sistema og små matchende drikkedunke. Nohr valgte i farven blå og Tristan naturligvis i pink -yndlingsfarven. De madkasser de havde med i dag, er også nye, købt i Berlin, men de skulle også have lov at vælge en selv.

Nye madkasser!

Første dag i børnehaven gik rigtig godt. I morgen skal drengene være der selv indtil frokost, hvor de hentes igen. Måske de sover lur onsdag. Lisette har fri hele ugen til at køre dem ind. For mit vedkommende skal jeg på job.

Tænk at de allerede skal i børnehave…

De skiller vores tvillinger ad!!!

“De skiller vores tvillinger ad, når de skal i børnehave!!!”, skrev Lisette desperat til mig i en SMS forleden! “WHAT?!!??!?”, var mit intelligente svar, for det var bestemt ikke hvad vi havde fået stillet i udsigt, da jeg for mange måneder siden ringede til børnehaven for at sikre mig, at drengene kunne komme i samme gruppe, inden jeg sagde ja til pladserne

To små drenges første besøg i børnehaven

“De skiller vores tvillinger ad, når de skal i børnehave!!!”, skrev Lisette desperat til mig i en SMS forleden! “WHAT?!!??!?”, var mit intelligente svar, for det var bestemt ikke hvad vi havde fået stillet i udsigt, da jeg for mange måneder siden ringede til børnehaven for at sikre mig, at drengene kunne komme i samme gruppe, inden jeg sagde ja til pladserne. Vi hørte det endda ikke fra børnehaven, men fra dagplejemødrene, som havde ringet ud for at aftale en dag, hvor de kunne komme på besøg med dagplejen. Vi var målløse, stiktossede vrede og kede af det, for vi kunne absolut ikke se nogen grund til at skille drengene ad, når de nu fungerer så godt sammen! Drengene har hver sin stærke, selvstændige personlighed, og er gode til at være adskilt, men de har også et behov for hinanden og at have hinanden i deres nærvær, så mentalt havde vi slet ikke forberedt os på, at man kunne finde på at skille dem ad!

Nohr var vild med at cykle rundt i børnehaven, omend benene var lidt for korte til at nå pedalerne

I går besøgte vi så børnehaven med Tristan og Nohr. Vi kender børnehaven rigtig godt, for Isabella og Nicolaj gik der også, og den er absolut fantastisk (og vores førstevalg, da vi skulle have plads til drengene). Nu ankom vi med drengene, med lidt ondt i maven og samtidig spænding, garderet med en masse gode argumenter for, hvorfor drengene ikke skulle deles. Og vi argumenterede. Og argumenterede lidt mere. Og der blev argumenteret frem og tilbage mellem lederen og pædagogerne. Vi lyttede til børnehavens argumenter, som i starten var for vage, indtil en af pædagogerne kom over til os og havde de helt rigtige argumenter for at drengene skulle i hver sin gruppe. Hun fortalte om børnehavens erfaring med at dele tvillinger, om at de i virkeligheden kun var delt ved frokosttid og et par timer om torsdagen, om at hende, og den anden fantastiske pædagog som drengene skal have, deler garderobe og samarbejder om børnene o.s.v.. Hun viste os børnehavens to andre tvillingepar, som også er i hver deres gruppe, og som fungerede super godt. Men det der i virkeligheden gjorde udslaget var da hun sagde, at drengene ville have rigtig godt at danne sig “sin egen identitet”, så de ikke blev kendt som “drengene” eller “tvillingerne”, men som Tristan og Nohr (hvilket vi også altid selv betegner dem som, og aldrig tvillingerne). At de stadig havde rigtig meget tid sammen hver dag, men også fik lov til at være dem selv uden at skulle holde øje med brormands gøren og laden.

Tristan ser lidt mut ud på dette billede, men i virkeligheden havde han lige fået øje på et lille insekt.

Mens vi stod og sludrede med pædagogerne, tog Tristan og Nohr på eventyr i børnehaven, hvor de større børn var super søde til at tage dem under deres vinger. De solede sig i de større børns opmærksomhed, og bekymrede sig overhovedet ikke om, hvor mor og mor befandt sig. Tristan og Nohr legede med hver sin flok, i hver sin ende af børnehaven, og efterhånden som de gode argumenter for en adskillelse hobede sig op, kom der ro i mødrenes maver. Jeg tror nu egentlig godt vi kunne få gennemtrumfet, at de kunne komme i samme gruppe, men ved nærmere eftertanke skal det nok blive helt godt det her. Det var så skønt at se drengene fise rundt i børnehaven, som om de aldrig havde lavet andet, og selvom det bliver enormt svært at sige farvel til verdens bedste dagplejemødre i Dagplejen Firkløveren, så tror jeg faktisk at drengene er klar til børnehave -adskilt, men heldigvis kun i kort tid hver dag. Og drengene? De blev mega sure da vi skulle hjem fra børnehaven, for de ville så gerne blive der lidt længere <3

Den sejeste Popsi og Krelle temafødselsdag

Voksenbordet med hjemmelavet Popsi og Krelle pynt

Vores små yndlingsmennesker er lige fyldt to år i søndags, 30. september. De er vilde med Popsi og Krelle, hvis sange de ser hver eneste dag på YouTube. Og de blev ikke mindre vilde med dem, da de så dem på Børnetorvet i Odense for et stykke tid siden. Derfor var det åbenlyst, at de naturligvis skulle invitere vores Læs videre “Den sejeste Popsi og Krelle temafødselsdag”

Tristan og Nohr 2 år

Nohr og Tristan

Det er underligt at tænke på, at vores to små drenge, som jo lige er blevet født (!), i går fyldte to år. De to små mennesker er så fantastiske og bringer så meget glæde i vores hverdag. Det er fantastisk at være tvillingemor og opleve deres stærke bånd. De griner, krammer og er kærlige overfor hinanden – og alle andre for den sags skyld. Dem har vi været heldige med! Læs videre “Tristan og Nohr 2 år”

Tristan og Nohr 22 mdr

I dag fylder vores yndlingstumlinger 22 måneder. Der er kun 2 måneder til de fylder to år. Det er slet ikke til at forstå. Jeg er fuld af lykke over at blive beriget med sådan nogle skønne tvillingedrenge. De er simpelthen sjove, kærlige og har meget glæde af hinanden. Der krammes. Meget. De trøster hinanden, og leder efter en sut til ham der er ked af det -og de er super søde til at dele. Giver man en af dem to ting i hånden, får brormand altid den ene.

Nohr tv, Tristan th

Tristan er en vildt empatisk lille dreng, som simpelthen er så sød ved andre børn, og meget kærlig overfor sine søskende. Samtidig har vi aldrig haft et barn med meget temperament. Når han bliver sur, bliver han meget sur…og stædig, og absolut ingen bestikkelse eller afledning virker. Han har det sødeste lille sure fjæs, hvor han skyder underlæben frem og ser virkelig forurettet ud. Man er slet ikke i tvivl. Og så bliver han god igen, og bliver sit normale smilende og grinende jeg. Tristan er igang hele tiden. Hvis han ikke løber rundt, fræser han rundt på sin løbecykel, bestiger møbler, prøver at åbne hoveddøren, tømmer skabe eller lignende. Han er mild og kærlig…og temperamentsfuld…og han bliver dybt ulykkelig hvis han bliver irettesat, eller hvis en af hans søskende begynder at græde. Dejlig knægt altså.

Nohr har også et temperament, men han kan hurtigt afledes og falde ned igen. Han er en kærlig, finurlig fætter, som er fuld af gøjl og grimasser. Han er vanvittigt kilden, og bare det at skulle have en cykelhjelm på, får ham til at flække sammen af grin. Nohr er bomstærk, og kan trække sig op i de fleste møbler, og så elsker han at lege med biler i alle afskygninger. Storebrors hotwheels er klart favoritten. Nohr giver også verdens bedste krammere og våde møs, og så er han en rigtig mors (Sophies) dreng. Tristans favorit er mor (Lisette) lige nu.

Inden jeg fik drengene fik jeg tudet ørerne fuld af, hvor hårdt det er at have tvillinger. Som regel var det singletonforældre, der belærte mig om det. Bemærkninger som “Godt det ikke er mig!” eller “Stakkels jer!”, var ikke ualmindelige! Ja, pli er det ikke alle der har. Og til det kunne jeg kun svare, at jeg var glad for at det var mig, og at jeg aldrig gjorde tingene halvt! Da jeg fandt ud af, at vi ventede tvillinger, grinte jeg. Og jeg grinte og grinte. Jeg havde det på fornemmelsen allerede inden scanningerne, og havde indskudt sagt til Lisette, at jeg troede der var to -hvorefter jeg slog det ud af hovedet med det samme igen! Men der var to små hjerteblink på scanningen, og de banker nu i to dejlige drengekroppe. To drenge som fylder to år meget snart. To drenge som har fuldendt vores lille familie. Og som en lille sidebemærkning: Vi synes stadig ikke det er hårdt at have tvillinger ;). Det er en kæmpe gave -ligesom Isabella og Nicolaj var og er. Vi føler os heldige❤️

Huhej hvor Nohr går hos kiropraktor

Freden er slut. Definitivt slut. Mødrene får motion som aldrig før, for der skal jagtes børn i alle retninger -og de løber stærkt! Nohr er endelig begyndt at gå -6 måneder efter Tristan begyndte at gå -og huhej hvor det går! Han har taget et skridt hist og pist i månedsvis, men altså ikke gået. Han endte med, efter dagplejemødrenes råd, at komme til kiropraktor, og hun konstaterede, at Nohr var låst i både bækken og nakke. Stakkels lille Nohr. Første gang han var til kiropraktor, grinede han resten af dagen. Det var tydeligt, at et eller andet var blevet løsnet op, og i løbet af et par uger, begyndte han at gå -19 måneder gammel. Han har nu været afsted 3 gange og har (forhåbentlig) kun et besøg tilbage. Det er helt tydeligt, at det er det der har hjulpet, og han har meget mere frie bevægelser nu.

Nohr sad ofte i denne stilling før kiropraktorbesøget. Det må han ikke, og han gør det stort set ikke mere.

Nohr i en hyggestund i haven -gående

Det er egentlig ikke fordi vi har stresset over det, selvom vi synes han var noget længe om det. Nicolaj begyndte at gå 8-9 mdr gammel og Isabella og Tristan ved de 13 mdr. Meeeeen vi var begyndt at undre os en smule. Jeg troede egentlig det var fordi, Nohr er lidt hypermobil, men det er jeg faktisk ikke så sikker på han er alligevel. Han har nok bare siddet i lidt andre positioner, fordi han har været låst. I hvert fald bliver han mere og mere sikker på benene for hver dag, og det er faktisk sjældent han kravler efterhånden.

Styr på ungerne 🙂

Vi har nu to små sprælske, frække tvillingedrenge, som bare har krudt i rumpen. Især Tristan, som er en regulær Duracellkanin! Det er virkelig med at være årvågen, når vi har dem med ude -og det har vi en del. Vi vil helst bruge klapvognen så lidt som muligt, for de har super godt af at bruge benene -men vi tyr nok lidt mere til den end med de store -simpelthen fordi de stikker af i hver sin retning. Aldrig har børneseler stået så højt på ønskelisten haha.

Tristan og Nohr 18 mdr

I dag fylder mine små yndlingsdrenge 18 mdr -og tiden er simpelthen gået så hurtigt siden jeg lå med de to små fyre i mine arme på Odense Universitetshospital. Dengang synes jeg, at det var en gave at få tvillinger -og det synes jeg stadig! At opleve deres tætte bånd sammen, deres glæde, dobbelt op på smil og deres omsorg for hinanden, er FANTASTISK. Og jeg synes stadig ikke det er hårdt at have tvillinger, omend der kan være lidt mere arbejde i det.

Tristan, som blev født først, er en meget omsorgsfuld, kærlig fyr, som virkelig følger med i omgivelserne og er meget opmærksom. Han har gået i ca 5 måneder nu, og han er hér, dér og allevegne! Intet synes at være farligt! Han elsker teletubbies, at tage store sko på, cykle på sin løbecykel, fejebakker og at tømme skabe. Han elsker at lave fis og ballade, og er virkelig en sjov lille fyr. Han er samtidig den af vores fire børn som har det absolut største temperament!

Nohr, som er rosinen i pølseenden, er vores finurlige, humoristiske, eftertænksomme fyr. Han elsker at fordybe sig i puslespil, klodser (stable) og lægger mærke til de små detaljer. Han elsker også sin løbecykel og teletubbies -og især biler i alle afskygninger! Han går ikke endnu, men er startet til kiropraktor, som har konstateret, at han er låst i nakke og bækken. Han har længe taget få skridt hist og pist, men han er en lidt forsigtig fyr. Han er mega god til at lave fagter til sange -og elsker bøger.

Tristan og Nohr er lige så forskellige som nat og dag, og alligevel har de en fantastisk, indbyrdes forståelse og et bånd, som er fantastisk at følge med i på sidelinien. Jeg under virkelig alle at prøve at have tvillinger. De første halvandet år har været fantastiske, og jeg glæder mig massivt over at have dem, og de to store yndlingsbørn, I mit liv❤️

Det er fantastisk at være tvillingemor!

Jeg har sagt det før, og jeg siger det igen: Jeg elsker at være tvillingemor! At opleve to små menneskers fantastiske bånd, sammenhold og fællesskab varmer mig helt ind i hjertet. Hver eneste dag herhjemme er fyldt med kærlighed -mellem Tristan og Nohr og mellem deres storebror og storesøster. Det er en uerstattelig gave, BØRN er en uerstattelig gave, og at være mor, og ikke mindst tvillingemor, er det bedste jeg ved! I dag oplevede jeg et af de fantastiske twin moments, som jeg sent vil glemme:

Tristan har gået selvstændigt i et par måneder nu, mens Nohr stadig kun kravler. Han har ellers alle forudsætninger for at kunne gå, og går langs møbler og vægge, med gåvogn og når han holder fast i en lillefinger! Han kan rejse sig op i det fri og gå laaaaaangsomt ned i knæ -men han tror bare ikke på sig selv. Lisette og jeg besluttede os for, at vi lige ville træne lidt med ham, så vi satte os på hver side af ham, med kort afstand imellem os, og så prøvede vi at lokke ham til at tage et par skridt. Og det lykkedes! Drengebarnet tog to bittesmå skridt, hvilket selvfølgelig gjorde mødrene meget stolte! Men det der varmede allermest var at se Tristans reaktion! Han klappede helt spontant og løb hen til Nohr og gav ham verdens største, hjertelige kram! Det var sgu lige til at få tårer i øjnene! De to drenge er simpelthen så glade for hinanden, trøster altid den anden med en sut eller våd kiks, hvis den ene er ked, og er i det hele taget meget opmærksomme på hinanden. Jeg føler mig vanvittigt priviligeret!

14 måneder i torsdags -og søvnterrorister af værste grad!

Vi er trætte. Dødtrætte. Trætte helt ind i sjælen. Søvnige. Udmattede. I ekstrem søvnmangel. Især mig da jeg har mælkebaren (som vi helst havde set var tømt nu). Vores to små, søde drenge har forvandlet sig til regulære søvnterrorister. GAB! Z Z Zzzzzzzz

Sådan ser søvnterrorister ud!

Tvillinger på farten

Nohr har de sidste mange måneder sovet til ca 5.30, hvorefter han har fået en tår mælk og sovet videre til 7-8. Tristan begyndte at sove igennem allerede som spæd. Pludselig er der dog  gået en fanden i dem fra sidste uge, hvor de siden da har vækket mig hver nat for at besøge mælkebaren, holde fede nattefester mm. Og Nohr og Tristan bakker da naturligvis hinanden op, og fester på skift hele natten -med en MEGET træt mor til følge! Jeg er slet ikke vant til det her natteroderi og er konstant ved at falde i søvn. Jeg tænker hele tiden på mit næste fix -søvn, og er udtømt på alle reserver. Hvordan andre småbørnsfamilier kan holde til det her i månedsvis er mig en gåde. Vi har altid haft nemme børn.

Begge drenge er midt i et tigerspring som i dén grad trækker tænder -og der er “kun” ca 4 uger tilbage! PISOSSE! Det hjælper selvfølgelig lidt at tænke på, at det kun er en fase, men det er den rene terror ikke at få sin nattesøvn! Fordi der er to, kan vi ikke bare lade den anden voksne sove, men bliver nødt til at hjælpe hinanden. Vi er trætte. Dødtrætte. Trætte helt ind i sjælen. Søvnige. Udmattede. I ekstrem søvnmangel……men i morgen bliver drengene kidnappet af deres dagplejemødre og de to store kommer hen at lege hos deres gode venner -og så er der dømt mortid i 8 timer! Vi trænger!