6 lande, 23 dage, dag 23 // Hjemme igen!

På vej hjem efter 23 dage på farten

Tiden går hurtigt, når man har det sjovt! Jeg synes næsten lige vi har sat kursen mod Frankrig, og pludselig er 23 dage gået hurtigere end hurtigt. Selvom vi har rejst rigtig meget med ungerne, har vi aldrig oplevet så meget på en ferie -måske lige bortset fra vores Caribien/Florida-rejse i 2015. Det der bilferie vokser lidt på os, selvom vi nok foretrækker flyferie. Man oplever i hvert fald en masse ting, man ellers ikke ville få oplevet.

Vi er blevet vilde med Berlin…

…og skal UDEN TVIVL tilbage dertil. Byen er spækket med historie, og jeg interesserer mig rigtig meget for Anders Verdenskrig, så jeg er meget høj på oplevelser. Der er flere ting, jeg rigtig gerne vil se -blandt andet DDR-museet, som vi desværre ikke fik presset ind i denne omgang.

Ungerne på legecafe i formiddags

Dagen startede ved 9-tiden…

…hvor mødrene stod op og begyndte at pakke bilen. Tetrispakke vel at mærke, for vi er kommet til at shoppe lidt. Da ungerne stod op og var blevet spist af, tog Lisette dem på legecafe ved siden af lejligheden. Her kunne forældre komme med deres børn, som så kunne lege med legetøj, boldbassin, legeredskaber med mere, mens man kunne nyde en kop kaffe eller lignende. Imens gjorde jeg lejligheden rent. Totalt win-win med børn der blev kært trætte uden at være i vejen for rengøringen. Ungerne hyggede sig så meget, at vi først kørte ud af Berlin ved 13-tiden. Ingen grund til hastværk. På vejen hjem stoppede vi til frokost, senere til et fræs-energi-af-stop og til sidst et stop ved grænsen. Her provianterede vi en lille smule, for vi havde simpelthen nærmest ingen plads tilbage i bilen.

Vi landede i Odense ved 23-tiden -glade, trætte og tilfredse efter en vellykket ferie. Triptælleren sagde 3372 km. Alligevel en god slat ;-). I morgen har jeg sidste feriedag inden job. Vi har dog heldigvis tre miniferier i Sverige, Norge og Fårup Sommerland i vente -så helt slut med ferie er det ikke -og resten af familien stryger faktisk i sommerhus på tirsdag, mens jeg lades hjemme med malerpensler og en del opfriskning af hytten.

Tak fordi du har fulgt vores rejseeventyr.

6 lande, 23 dage, dag 21 // Berlinmuren

Dagens stemning

27 grader. Høj sol. Kun få skyer. Glade børn. Berlin. What’s not to like? Dagen i dag har været super lækker -også selvom vi ikke fik oplevet helt så meget som de andre dage. Vi stod tidligere op end vi har gjort de sidste dage, men var langsomme til at komme ud ad døren. Frokosten blev derfor indtaget på den gode kinesiske restaurant lige ved siden af lejligheden -og så skulle vi ellers ud at have en på opleveren!

Berlinmuren -Bernauer Straße
Berlinmuren, mindesite og museet

Berlinmuren og museet

I dag gik vi i DDRs fodspor, og selvom planerne var mange, var børnene trætte, og vi gik derfor lidt på kompromis med vores ønsker. Børnene er trods alt blevet slæbt rundt til mange ting på denne lange ferie. Første stop blev Berlinmuren, som vi så på Bernauer Straße, hvor der også er et mindesite for Murens ofre og et lille, gratis museum, som vi besøgte. Bernauer Straße ligger meget tæt på Nordbahnhof Station, og her kan man se en del af Berlinmuren, billeder af nogle af ofrene under regimet, fortællinger om hvad der skete dengang m.m. Museet er ganske lille, men man kan komme ind at se en film, som fortæller om Berlinmuren. Meget informativt. Da der var meget varmt i dag, måtte vi lige svale os på Mauer Cafe med lidt kolde drikkevarer inden turen gik videre. Planen var Checkpoint Charlie og DDR-museet, og vi tog da også toget hen til området for Checkpoint Charlie, men kunne mærke, at børnene ikke kunne rumme mere i dag.

Rittersport

Rittersport. Igen.

I stedet tog vi (igen) over på Rittersport-museet, hvor ungerne (og de voksne) lavede chokolader. På cafeen nød ungerne en snack, Lisette lidt kage og jeg en kop Cafe Latte, og så slappede vi ellers af mens vi ventede på chokoladen. Det var tredje dag i streg, så da vi gik, sagde personalet i cafeen: “Vi ses i morgen”. Det tror jeg nu ikke, vi gør, men det har været hyggeligt at besøge stedet.

Pizza Hut og Potsdamer Platz

Pizza Hut

Vi elsker Pizza Hut, og har spejdet efter restauranten flere gange. I Paris lå der flere, men vores GPS lavede hele tiden ballade, og da der var hedebølge, opgav vi at finde den! I dag prøvede vi dog igen, og vi vadede derfor fra Friedrichstraße til Potsdamer Platz, hvor vi endelig fandt en Pizza Hut. Den findes jo desværre ikke i Danmark mere. Turen var bestemt ikke spildt, for vi fik set en masse af Berlin til fods -også Mall of Berlin, som vi da bestemt må se nærmere på i morgen. Ungerne var enige i, at maden var lækker, så der blev spist til den store guldmedalje -og så var vi faktisk allerede hjemme ved 21-tiden -noget tidligere end de andre dage.

Hyggeaften

Tvillingerne blev straks puttet, og så skulle der slappes af. Det var super hyggeligt med noget kvalitetstid med de to store, og vi fik også pakket lidt. I morgen er det nemlig vores sidste hele dag i Berlin. Lørdag kører vi hjem, når vi har spist morgenmad, og efter snart 23 dage gør det heller ikke så meget at hverdagen vender tilbage.

6 lande, 23 dage, dag 20 // Shit! Vi kom en dag for sent!

Nicolaj er meget interesseret i metrosystemet, og følger med i hvor langt vi er nået

Ih hvor er vi dog begejstrede for Berlin! Og ih hvor havde vi glædet os til at skulle op i kuplen i Reichtag…som vi så havde billetter til I GÅR. Mere om det senere i indlægget. Dagen har budt på en masse oplevelser, og vi har ikke betalt en eneste entre! Og solen? Den har tittet rigtig meget frem og givet os et dejligt vejr i dag. What’s not to like?

Rittersport
Rittersport Cafe

Rittersport -produktion af egen chokolade

Dagen startede med (endnu!) et besøg på Rittersportmuseet. I går kom vi nemlig lige præcis lidt for sent til at ungerne kunne nå at lave deres egen chokolade. I butikken kan man selv vælge 3 ingredienser til enten hvid -, mørk – eller mælkechokolade, og ca 30-40 minutter efter er chokoladen klar. En normal plade på 100 G koster knap €4 og en stor plade på 250g kostede €7,50. Isabella lavede en lille, og vores chokoladeelskende Nicolaj lavede den store. Isabella valgte skumfiduser, guldkrymmel og tivolikrymmel i sin (mælke)chokolade, og Nicolaj valgte skumfiduser, Smarties og tivolikrymmel på sin. Der var rigtig mange forskellige at vælge mellem.

Mens vi ventede på at chokoladen skulle størkne, spiste vi en ok frokost i Rittersportmuseets cafe, hvor vi fik 25% i rabat fordi vi har købt et Berlin WelcomeCard (fri transport i Berlin + rabat til attraktioner, i restauranter mm). Man kunne også få forskelligt chokoladebaseret bagværk og en masse forskellige kakao. Bagefter hentede vi chokoladerne, og Isabella og Nicolaj synes det er den BEDSTE chokolade de nogensinde har smagt. “Kan vi komme herhen hver dag på ferien, mor?”, spurgte ungerne -og tja, nu må vi se. Der er jo så mange spændende steder at se i Berlin.

Reichtag

Reichtag-kuplen

For flere uger siden bookede jeg billetter til Reichtag-kuplen ved siden af Brandenburger Tor. Jeg skrev møjsommeligt ind i kalenderen, hvad dag det var, lavede påmindelser og skrev det på vores liste til i dag. Vi måtte da også skynde os videre fra Rittersport-museet, fordi vi havde tid ved kuplen klokken 14. Vi fik dog en lang næse, da damen ved indgangen fortalte os, at vi var kommet en dag for sent! Jeg havde simpelthen skrevet den forkerte dag ind på min tlf! Bare ærgerligt, Sonnyboy! Vi måtte bestille nye billetter, hvis vi ville ind. Vi opdagede dog, at kuplen skulle restaureres de næste 5 dage, så vi har valgt at gemme det til en anden ferie i Berlin. For at toppe ironien, rendte vi faktisk rundt nær kuplen i går omkring samme tidspunkt, og ærgrede os over, at vi ikke kunne tage derind den dag, når nu vi var i området.

Bus 100

Efter Reichtag hoppede vi på Bus 100 mod Alexanderplatz, hvor mange af vores udflugtsmål lå. Bus 100 er kendt for at køre forbi rigtig mange attraktioner, og vi fik også set en masse flotte bygninger. Målet var SeaLife+Aquadome, Little Big City og DDR-museet, hvis vi kunne nå det.

Sealife + Aquadome
Et sjældent billede af os samlet

Sealife+Aquadome

Første stop blev Sealife, hvor vi kunne komme gratis ind, fordi vi har sæsonkort til Legoland. Tristan og Nohr er vilde med fisk, så det var nærliggende at tage til en attraktion lige efter deres hjerte. Begejstringen udeblev da heller ikke, og hver gang de så en fisk (det var pænt mange gange ), blev der begejstret udbrudt: “Se mor, fis, fis!” eller “Se mor, mere fis”. Efter Sealife var vi oppe i Aquadome, hvor man kører op i en rund elevator omgivet af akvariefisk. Flot oplevelse.

Little Big City

Little Big City

Ikke så langt fra Sealife ligger Little Big City, som er en flot miniatureby som skildrer Berlins historie. Lyset skifter fra dagslys til nat, og flere steder kan man aktivere byen med knapper. Især de små var meget begejstrede, og vi fik snakket lidt mere historie med de store. Der findes ingen bedre måde at lære om historie, end når man står midt i den. Det tog ikke så lang tid at gå igennem Little Big City, men ungerne synes det var alletiders. Vi kom gratis ind pga vores Legoland sæsonkort, som har tjent sig godt ind. Med kortet kan man også komme i Berlin Dungeon og Legoland Discovery Centre, men det har vi ikke planer om umiddelbart.

Hard Rock Cafe

Hard Rock Cafe Berlin

Efter Little Big City valgte vi at vente med DDR-museet til i morgen. Vi var ved at være sultne, og vi havde også lovet Isabella at komme over til Hard Rock Cafe i den anden ende af byen. Hard Rock Cafe ligger på den populære shoppinggade, Kurfürstendamm, og så fik vi ligesom slået to fluer med et smæk! Heldigvis for mors pengepung, havde de fleste butikker lukket, men vi kom en tur i Primark (=Mega billigt tøj), hvor vi fandt en masse fine ting. Bagefter tog vi over på Hard Rock Cafe, hvor Isabella købte en sweatshirt og en t-shirt, som var et stort ønske. Vi skal ud omkring det område igen, når vi tager i Berlin Zoo -så mor her slipper nok ikke for at skulle have pungen frem!

Vi landede i lejligheden ca 22.15 -mætte af indtryk efter en skøn dag! Vi glæder os til en ny fantastisk dag i morgen 😉

6 lande, 23 dage, dag 18 // Ankomst til Berlin

Bilen er efterhånden godt pakket

Hvor flyver tiden dog afsted! I dag satte vi ur til 7.30 og forlod campingpladsen i Luxembourg ved 8-tiden med fire sovende unger og et stk vågen og et stk halvsovende mor. Kursen blev sat mod Berlin, som vi har glædet os meget til at udforske. I vores oprindelige plan, skulle vi være kørt hjem til Danmark (med en enkelt overnatning på vejen) efter Luxembourg, men en måneds tid inden rejsen, bookede vi impulsivt 6 dage i Berlin.

Tidlig frokostpause ved 11-tiden
Fræse-krudt-af pause

Regnbuefamilie på farten

På papiret skulle det tage 7,5 timer at køre til Berlin fra Luxembourg. Vi tager dog nogle gode pauser med ungerne på vejen, så køreturen bliver en god oplevelse for dem. Første stop blev til tidlig frokost (vi havde købt lidt morgenbrød på campingpladsen, som de fik i bilen) efterfulgt af lidt guf-shopping til ungerne. Et par timer senere, kunne jeg mærke, at Tristan blev lidt urolig, og så nuppede vi en pause et sted med en legeplads, hvor de små kunne fræse lidt krudt af. Herefter kørte vi resten af vejen til Berlin -kun med et hurtigt stop til en tissetur til mor her, som vist havde drukket for meget Cafe Latte og Pepsi Max i bilen :-).

Aftensmad på kinesisk restaurant -lige efter Isabellas ønske
Vandmelontid inden sengetid
Søskendehygge
Ungernes soveplads. Så fin!

Ankomst til Berlin!

Vi ankom til Berlin kl. 18.15 og fandt straks et sted at spise aftensmad. Vi har lejet den skønneste lejlighed, som bliver vores base til og med på lørdag, og vi har allerede lagt planer for, hvad vi gerne vil se. Vi har fire hele dage i Berlin. Dag 1 har vi jo brugt på at køre herned, og på dag 6 kører vi hjem til Danmark (og fræser videre til weekendophold i Sverige weekenden efter, hvor Isabella skal til Marcus og Martinus-koncert). Vi glæder os afsindigt meget til at udforske Berlin de næste dage -og ikke mindst tll at dele det med jer. Tips modtages med kyshånd.

6 lande, 23 dage, dag 16 // Val d’Europe og Luxembourg

Lidt træt Nicolaj på vores hotel, Disney B&B, i morges

Val d’Europe

Hvor har vi dog hygget os i de to uger i Frankrig! Men alt godt har en ende, og nu fortsætter eventyret i Luxembourg og Berlin! Vi sov længe i dag -lige til uret ringede kl 10 -for det havde vi i dén grad brug for! Derefter spiste vi morgenmad på hotellet og kørte over til det nærliggende Val d’Europe, som er et stort shoppingcenter med et lækkert outlet ved siden af.

Shopping i La Vallée Village -outlettet i Val d’Europe

Vi havde ikke så meget tid, for vi skulle videre til Luxembourg, men vi fik shoppet lidt Tommy Hilfiger og Ralph Lauren, hvis priser dog desværre ikke er lige så lækre som i USA. Nicolaj mente bestemt der skulle McDonald’s-mad i maven, og så kunne vi få spist lidt hurtigt. Nohr er en kræsen lille fætter, og på ferien har han været temmelig småtspisende -pånær når han får et happymeal med nuggets. Han spiser snildt 8 nuggets -så nu er han også tanket op med lidt mad igen. Vi ville gerne være kørt mod Luxembourg senest kl 14, men klokken nåede at blive 17 inden vi kørte.

Godnat fra safariteltet

Luxembourg

Det tog ca 3 1/2 time + pauser og aftensmad fra Val d’Europe til campingpladsen, Iris Parc Birkelt, i Larochelle i Luxembourg. Vi landede kl 22, og skal denne gang prøve at sove i Safaritelt. Vi valgte at køre til Luxembourg for at prøve et nyt land. Ingen af os har vist været i Luxembourg før, så det bliver sjovt at prøve. Oprindeligt havde vi en del planer for sightseeing m.m. i Luxembourg, men vi kan mærke, at vi bare har brug for at slappe af oven på nogle hektiske dage i Disneyland. Campingpladsen har pools og en masse andet sjovt for ungerne, så vi tager det stille og roligt. Vi har booket to overnatninger, og skal så videre 6 dage til Berlin bagefter (hvor vi skal se en masse). Dejlig ferie, altså! Vi glæder os til en skøn afslapningsdag i morgen.

6 lande, 23 dage, dag 6 // Parc Astérix

Parc Astérix

I dag var en rigtig dejlig dag, hvor vi kørte til Parc Astérix, som ligger ca. en time fra campingpladsen. Jeg har egentlig ønsket at besøge parken i mange år, og nu hvor vi var her med bil, var der en kærkommen lejlighed! Vi ville gerne være i parken fra de åbnede kl. 10, men ungerne var rimelig svære at vække til morgen (og ældstesønnen en kende morgensur), så vi landede først i parken ca 11.15.

En søskendeflok ❤️

Parc Astérix

Parken var meget gennemført, og meget fransk😊. Som i meget af Frankrig, er franskmændenes engelskkundskaber noget skrabede, men mit ene år med intensiv fransk på efterskolen har gjort, at jeg kan forstå en del og snakke lidt også, så det hele går op i en højere enhed. Rundt omkring i parken mødte man fra tid til anden Asterix eller Obelix (eller en af de andre figurer). Der kom en parade gennem parken, og der var flere shows, som vi desværre ikke nåede at se nogen af. Det må vi have tilgode til en anden gang. Der var rigtig mange fede forlystelser til børn i alle aldre. Især en masse fede rutschebaner -med meget lange køer! Isabella og jeg stod på et tidspunkt i kø i over en time. Til gengæld var rutschebanen helt sindsygt hurtig, mega høj og rimelig lang. Super sjov rutschebane, som vi dog kun orkede at stå i kø til een gang!

Uden mad og drikke…

Maden

Maden i parken var ikke rigtig noget at skrive hjem om. Priserne var meget rimelige, men kvaliteten var sådan lidt lala. Vi blev dog mætte og kunne suse videre ud i parken med mætte maver. Vi stødte ikke på så mange restauranter, men der er lidt forskelligt at vælge mellem fra buffet og a la carte til kantineagtig. Ikke skide indspirerende.

Vi havde selv taget iskolde Pepsi Max og iskoldt vand med i køletasker. Det sparede vi mange bobs på -især på en rigtig varm dag som i dag.

Nyt fyld til bilen til hjemturen

Der var masser af muligheder for at købe Asterixskrammelting

….og vores tre drenge synes det var nogle super fede ting. Tristan og Nohr købte sværd og hjelme, og Nicolaj faldt for magneter og en basketball. Isabella lod sig ikke rigtig gribe af souvenirstemningen. Hun vil hellere shoppe i Paris i morgen. Vi forlod parken, da den lukkede kl 20!

Vi kunne egentlig godt tænke os en afslapningsdag i morgen, men bliver nødt til at tage ind til Paris i morgen, da vi hjemmefra har booket “spring-køen-over-billetter” til Eiffeltårnet, hvor man ellers snildt kan stå i kø i 3+ timer. Vi skal dog nok få slappet rigeligt af de følgende 5 dage inden turen går videre til 4 overnatninger i Disneyland.

En hurtig dukkert inden sengetid. Beklager billedkvaliteten.

Isabella og Nicolaj nåede også lige en late-night-dukkert i søen inden sengetid❤️

6 lande, 23 dage, dag 5 // Den skønneste afslapningsdag

Da jeg skulle ned at handle til morgenmaden, insisterede de to banditter på at komme med

I dag trængte vi i dén grad til en afslapningsdag efter en lang og god dag i Paris. Alle seks vågnede først klokken 10 -hvilket må siges at være længe for de 2-årige, men det var tiltrængt. Da jeg skulle ned at handle lidt ekstra ting til morgenmaden, insisterede begge mine små yndlingsmennesker på at komme med, og de nød at komme med på tur uden de store. Det var virkelig en slow morning, så morgenmad/frokost blev først indtaget 11.00, og så gik turen ellers ned til poolen!

Pool- og istid

Vi hang ud ved poolen i 6 timer, hvor ungerne bare badede, hyggede, spiste is og badede lidt igen. Lisette og jeg skiftedes til at holde øje med dem, så den anden kunne lukke øjnene i solen imens. Så skønt.

Hyggelige aktiviteter

Først da vi var næsten opløste i poolen, gik vi tilbage mod vores mobilehome. På vejen dertil svingede vi lige ind i aktivitetsområdet, hvor ungerne sprang på trampoliner, legede på den store legeplads, kørte i biler og spillede bold. Og så var vi efterhånden også sultne efter lidt aftensmad!

Aftensmad

Som noget nyt laver vi en del af af maden selv, i stedet for at spise en masse lortemad/junk forkert mad hele tiden. Vi ønsker ikke at komme hjem og have taget en masse på. I dag fik ungerne noget rigtigt lækkert fisk og “glade kranier”, mens vi lavede den lækreste salat med hvidløgsmarinerede kongerejer. Virkelig lækkert -og betydeligt bedre end det vi kan få her på pladsen! Som ekstrabonus kan vi nyde maden stille og roligt, for ungerne kan bare rende rundt og lege i haven, når de er færdige med at spise!

I morgen går turen til Parc Asterix, hvilket vi glæder os rigtig meget til. I dag har været en skøn afslapningsdag. I morgen kommer der fart og spænding.

Regnbuemor på familieferie, dag 11: Madame Tussauds i Amsterdam

I dag var en god dag! En rigtig hyggelig dag med lækkert vejr (hvor har vi været heldige hele ferien), glade børn og et besøg på Madame Tussauds, som virkelig var et hit hos børnene (og de voksne). Ingen af børnene har prøvet at være på Madame Tussauds, så det var virkelig en stor oplevelse for dem. “Mor, lov mig at jeg får lov at besøge Madame Tussauds en anden gang!?!”, sagde Isabella spørgende flere gange. Og det kan vi såmænd sagtens love, for det er sgu et fedt sted.

Dagen startede med et slag billard på hotellet efter ungernes ønske

…og Dunkin Donuts

…som ungerne synes var super lækre

…og så gik turen til Madame Tussauds

Madame Tussauds i Amsterdam er virkelig gennemført, og der er rigtig mange steder hvor man kan prøve ting, udforske ting og opleve seje ting. Vi har selvfølgelig prøvet det flere gange i København (det nu lukkede Louis Tussauds), London og New York, men da de alle er forskellige, var det også en stor oplevelse for os denne gang. Det er faktisk altid et hit. Vi havde egentlig planlagt at foretage besøget mens de små sov, men med småbørn er intet forudsigeligt, så Tristan faldt i søvn i metroen på vej derhen, og vågnede da vi gik ind, og Nohr faldt i søvn på vej ind på museet. Tristan var dog lige så begejstret som de store, og han nød at være det eneste vågne barn.

Nicolaj og Messi (Nicolaj er mere til Ronaldo)

Nicolajs største idol, Michael Jackson

Isabella og E.T.

Isabella er vild med Ariane Grande

Hulk og to stærke venner

Efter Madame Tussauds gik vi rundt og sugede Amsterdam til os (og lugten af Hash, som man støder på hele tiden, da det er lovligt i Holland). I dag var sidste dag i byen, for i morgen tidlig efter morgenmaden kører vi mod Bremen i Tyskland, hvor vi skal sove en enkelt nat inden turen går videre mod Odsherred, hvor vi skal bo i svigernes skønne sommerhus i en uges tid. Vi fik oset, shoppet lidt og ellers bare nydt byen, hinanden og alle indtrykkene. Vi er vilde med at se på de gamle, fredede bygninger, alle kanalerne, sporvognene, cyklisterne der er overalt (og uden hjelm!), blomsterne, de små cafeer, coffee shops, hyggelige små butikker med mere. Vi er vist en smule forelskede i Amsterdam -og vi er slet ikke færdige med byen. Der er SÅ meget at se i byen, så mange attraktioner og så mange små, hyggelige stræder vi endnu har tilgode at finde. Amsterdam er fantastisk!

Jeg er VILD med husene

Mor og søn

I sporvogn

Ostebutik

Aftensmaden blev indtaget på en af mine yndlingsrestauranter, Wagamama, og hele familien spiste med stor nydelse. Bagefter fik vi shoppet det sidste, og så tog vi faktisk tilbage på hotellet allerede 20.30, så vi kunne få pakket mm.

Wagamama

Dagen i dag har været fantastisk, og bilturen hjemad er ikke det mest attraktive lige nu, men vi ser frem til at opleve Bremen i morgen og komme videre til sommerhuset og hygge med svigerne.

Regnbuemor på familieferie, dag 10: Kanalrundfart i Amsterdam

I dag blev vi vækket af vores naturlige små vækkeursterrorister klokken 07.30, hvorefter vi spiste morgenmad på hotellet og tog metroen til downtown. Vi havde på forhånd booket en kanalrundfart klokken 15, som vi glædede os meget til. “Ventetiden” blev brugt på sporvognskørsel, (lidt for meget) shopping. Især børnetøj som vi finder til super billige priser her i Amsterdam. Vi har købt en del til ungernes vintergarderobe. Rigtig mange dele til €4-20, som er af ganske fin kvalitet, og som er lidt anderledes end det der fås hjemme i Danmark. Især Isabella er ustyrlig når det kommer til tøjshopping. Hun elsker at shoppe tøj, og har fundet rigtig mange fine ting. Nicolaj skal overtales lidt, men da begge børn er vokset meget på det sidste, har vi “tvunget” ham lidt til at finde noget han kan lide.

Metroen fra Bullewijk til Amsterdam Centraal

Shoppelysten Isabella

Tristan og Nohr har selvfølgelig også fået lidt tøj. De vokser jo ud af deres tøj hele tiden. Og Toot-Toot biler. Deres absolut yndlingsbiler, som der bliver leget med i vildskab hjemme i Danmark. Her i Holland taler de selvfølgelig hollandsk, men det er de ligeglade med. Man kan få et kæmpe udvalg her i byen (over 30 forskellige biler) -og vi har faktisk også fået købt en Toot-Toot rumstation, som de får til deres fødselsdag (vi er lidt bekymret for, om der er plads til os i bilen på vej hjem).

Pancakes Amsterdam

Pandekager til frokost

Frokosten blev indtaget på Pancakes Amsterdam, hvor vi fik nogle skønne, lidt for dyre, pandekager, som smagte dejligt…og så var det tid til kanalrundfart. Tristan og Nohrs første. Og sidste de næste par år. Herregud, ungerne synes det var spændende og alt det der, men en time på et sæde i en båd var lidt for længe for dem. Når de ikke prøvede at kravle ud over rælingen, hev de vores høretelefoner ud af ørerne, kravlede overalt, småbrokkede sig eller kastede med sutter. Mit fokus var i hvert fald mere på dem end på den smukke udsigt fra båden, og jeg synes det tog lidt af glæden fra mig. Men flot var den. Kanalrundfarten. For Amsterdam er bare flot, unik, enestående, gammel, historisk, smuk og absolut fantastisk. Vi suger indtryk ind, nyder hvert sekund, og synes faktisk bare at tiden går alt for hurtigt!

Kanalrundfart

Flotte Amsterdam

Søskendebånd på vand

Aftenstemning

I morgen er det sidste hele dag i Amsterdam. Planen er Madame Tussauds -og måske en lille smule shopping. Og havregrød de næste par måneder😂. I overmorgen kører vi nemlig videre til Bremen i Tyskland, og herfra hjem til Danmark, hvor vi skal i bo en uge i sommerhus i Odsherred.

Regnbuemor på familieferie, dag 9: Goddag Amsterdam og Body Worlds

I morges stod vi op med Double trouble og kørte allerede fra Westerbergen 08.20. Målet var Amsterdam. En by vi har glædet os afsindigt meget til at gense, efter vi var her for tre år siden. Vi har booket tre overnatninger på A&O Amsterdam Zuidoost, og tjekkede ind på et skønt 6-personersværelse med udsigt til kanalen. Vi nåede kun lige at lande ved 10.30-tiden, så strøg vi videre ind til Amsterdam centrum. Der er nemlig så mange ting vi gerne vil, og kun fire dage at opleve i.

A&O Amsterdam Zuidoost

Vi er så heldige at bo under 100 meter fra den nærmeste metrostation. Vi købte fire 72-timers billetter til €17,50 stykket, og så kan vi køre alt det rundt vi vil. En enkeltbillet koster €3. Vi tog metroen ind til Amsterdam Centraal (banegården), og hvert et fiber af vores krop elskede at være tilbage i denne fantastiske by. Byen emmer af liv, skønhed og oplevelser, og da tiden er knap, havde vi på forhånd planlagt hjemmefra, hvad vi gerne ville se denne gang. Sidste gang så vi Anne Franks Hus og tog på kanalrundfart om aftenen. Denne gang har vi planlagt at se Body Worlds, Madame Tussauds og en kanalrundfart om dagen. Vi bookede billetterne gennem et af billetbureauerne, og på den måde sparede vi lidt penge. For to voksne og fire børn (tvillingerne er gratis), har vi givet €179 for billetter til de tre attraktioner.

Glad familie ankommet til centrum af Amsterdam

Frokost på KFC

Ungerne bad om en is -og for en sjælden gangs skyld sagde jeg nej!

Vindueskiggeri

Shopping

Vi startede ud med Frokost på KFC. Lisette elsker det sted. Herefter shoppede vi en del tøj til børnene i Primarkt (MEGA BILLIGT børnetøj) og C&A, spiste lidt is og så var det tid for sygeplejersken til at nørde til Body Worlds udstillingen! I udstillingen kan man se ægte menneskekroppe, som er donoret til formålet. Man ser kroppen som den er med huden skrællet af -blodårer, muskler, organer mv -og det var simpelthen hamrende spændende! Anbefales! Vi havde forberedt ungerne på udstillingen, og talt med dem om, at folk selv havde doneret deres kroppe. Der var virkelig meget at lære om kroppen, og børnene viste stor nysgerrighed.

Body Worlds

Så mange fine detaljer for en anatominørd som mig

…og også med hud

Flot, flot udstilling

Nohr synes også det var meget spændende

Blodårer

Tarme

Fostre. Her et der er 25 uger

Ud af kroppen oplevelse?

Nyt bandmedlem?

Efter udstillingen tog vi ud at spise aftensmad på en lille, intim restaurant, hvor vi spiste nogle gode pastaretter. Efter aftensmaden shoppede vi lidt inden vi tog tilbage til hotellet.

Aftensmad

Metrotur

De små er puttet, og ungerne og jeg er taget ned i receptionen, hvor vi nyder en “drink” og venter på at poolbordet bliver ledigt. Det har været en fantastisk skøn dag, og i morgen venter endnu en skøn dag i Amsterdam!