Sommerferie i Danmark, dag 1 // Pandekager og zoo

Corona satte en massiv stopper for en skøn oversøisk rejse i år, og for første gang i vores voksenliv, fraset den sommer, hvor jeg var højgravid med tvillingerne, holder vi vores sommerferie i Danmark. Vi har masser af skønne planer, og startede, vanen tro, ferien i går aftes ud med at hente mad udefra. Sushi til Isabella og mig, McDonald’s til drengene og Chicago Burger til mor Lisette. Lidt af vores planer for sommeren kan du se HER. Efter planen kommer der et nyt indlæg hver dag i hele ferien.

Små morgenmennesker i fuld sving med at bage pandekager

“Mor, kan du bage pandekager til morgenmad”

-var Nohrs allerførste ord til morgen, da han søvndrukken kom ind i stuen klokken 08.30! Perfekt start på ferien. Lisette laver verdens bedste pandekager, så de små yndlingsmennesker og Lisette gik straks igang med at røre en dej sammen. Og pandekagerne? De lå godt i ungernes maver!

Formiddagen blev brugt på at få klippet uendeligt meget hæk, så huset var klar til min bror og hans børn, som skal bo i det, mens vi er væk de næste tre uger. Ja, og så nåede vi naturligvis også at få badet i poolen og en besøg på den lokale legeplads.

Om eftermiddagen tog vi vores små drenge en tur i Odense Zoo

Nohr er vild med klappegederne
Skønt med is i zoo
Ungerne er vilde med vandområdet i Zoo. Et simpelt område, men mega sjovt synes de
Bølgetoppen i Odense Zoo -kæmpe hit hos to små fyre

Tristan og Nohr ved næsten ikke noget bedre end zoo, så vi er ofte i Odense Zoo, som vi har årskort til. Isabella og Nicolaj har også haft årskort i mange år, men gider ikke rigtig med længere. Odense Zoo har ellers vores varmeste anbefaling, hvis nogen slår vejen forbi Odense i sommerferien. Personligt synes jeg, det er den bedste zoo i Danmark. I går var vejret simpelthen for skønt til ikke at snuppe en lille tur, inden ferien for alvor starter søndag! Og begejstringen udeblev da heller ikke! Drengene var begejstrede, som var det første gang de så dyrene. På den store legeplads pjaskede de i vand i to stive timer, spiste is, hvinede af fryd ned af den store rutschebane og tilkaldte sig de Cafe Lattedrikkende mødres opmærksomhed, når vi skulle se noget sejt. Bagefter tog vi det lille tog rundt i zoo, gik på små gangbroer højt over jorden i Bøgetoppen og fik set resten af dyrene, inden vi hentede pizza med hjem til aftensmad. Skøn dag!

Fjollerier med mor! Vi glæder os til tre uger sammen (ungerne har yderligere to uger med Lisette)

I morgen starter ferien for alvor op, når vi kører mod Fårup Sommerland, hvor vi skal overnatte på det skønne Hotel Fårup midt i parken! Vi glæder os!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *