Jeg kender en lesbisk i Hjørring

Min kone, Lisette, og mig

”Jeg kender en lesbisk i Hjørring. Hun hedder Anne. Kender du hende?

Hvor mange homoseksuelle har efterhånden ikke fået det spørgsmål? Og bagefter mødt undren, når man nu ikke kendte dette homoseksuelle menneske flere hundrede km væk! Det rette svar ville egentlig være at spørge dem, om de så kender heteroseksuelle Peter fra København –for, believe it or not –vi kender altså ikke alle homoseksuelle i Danmark –eller bare i vores by for den sags skyld. (I må ikke sige det, men i virkeligheden har vi et kæmpe lebbekartotek, og kontaktes af den hemmelige lebbeloge hver onsdag med opdatering af nye lesbiske i området).

Min søsters, venindes, mormors, nabos barnebarn…er også sådan en…jeg mener…hun er også sammen med en …øhh kvinde…Hun hedder Anne. Kender du hende?

Når folk finder ud af, at man er sammen med en kvinde, afstedkommer det ofte en lidt halvakavet situation, hvor spørgeren ofte kommer ud i en længere søforklaring om, hvorledes vedkommende bestemt intet har imod “sådan nogle homoseksuelle”:

”Nå, hvad laver din mand så?”

Mig: ”Jeg har ikke nogen mand, jeg har en kone. Hun er journalist.”

”Åh, undskyld” (tavshed)

…og så kommer det næsten altid:

”Ja, det er der jo heller ikke noget galt i. Min søsters, venindes, mormors, nabos barnebarn er også sammen med en kvinde…! Men de er vist meget glade for hinanden! “

Tillykke! Du kender også en af de der homoseksuelle. Good for you. Jeg kender også en der er gift med en af de modsatte køn. Kender du ham? Han hedder Peter og bor i København :-).

På krydstogt i Caribien for mange år -og kg – siden -og med totalt lebbehår

Du ligner ikke en lesbisk…

…hører jeg ofte, når folk finder ud af at jeg er gift med en kvinde. “Du har jo langt hår!” (og alle lesbiske er store, grove betonlebber med karseklip eller hvad?). Dengang jeg var korthåret (forfærdelig idé og desperat handling, da en af ungerne havde “smittet” moderen med lus), kom det ikke bag på folk, for alle kvinder med kort hår er jo lesbiske –OG er manden i forholdet. Og ja, det ER rigtigt, at der er mange lesbiske, som kan have lidt ekstra maskuline træk, men der godt nok også mange feminine lesbiske -og det samme gør sig jo egentlig også gældende blandt heteroseksuelle. Der er der også mange forskellige fremtoninger, men aldrig et spørgsmål om, hvem der er hvilket køn -for det er vel åbenlyst?

“Så hvem er så manden i forholdet?”

Ja, hele ideen med et lesbisk forhold er jo så, at der ikke ER en mand i forholdet. At man tiltrækkes af det samme køn og måske elsker bryster (og her tæller mantitties på ingen måde)…ahh bryster…Selvfølgelig er der flere forhold, hvor den ene er lidt mere maskulin end den anden, men der er også forhold hvor begge kvinder er meget feminine. Hjemme hos os skiftes vi med at være det. Lisette bliver for eksempel virkelig mandesyn og på dødens rand, når hun er forkølet, jeg kan slå de vildeste mandeprutter og har en virkelig mandig humor -og så har vi så tilsvarende vores feminine sider. Ingen af os er handy, og vi kan knapt slå et søm i en lort ude at flække den -og sådan er forhold jo så forskellige. En ulempe som lesbisk er så, at vi har to hysteriske kvindemennesker her i husstanden -så lige der kunne vi godt bruge en mand, som ikke fik skænderier helt op i det røde felt. Måske Peter kunne hjælpe os med at være mindre hysteriske. Kender du ham? Han er hetero og bor i København!

Kender DU nogen sjove anekdoter, så smid endelig en kommentar herunder. 

Tak fordi du læste med!

-Hr. Mor

2 meninger om “Jeg kender en lesbisk i Hjørring”

  1. Åh, Anne-Sophie, jeg er simpelthen så vild med din humor og måde at skrive på:-)
    Jeg kender ikke en hetero i Kbh, som hedder Peter, men min ældste søn har en kæreste, som hedder Kevin<3

    Vidste du i øvrigt, at det er kvinder, som har opfundet alle vittigheder? Hvorfor tror du ellers, det hedder huMOR og ikke hufar? ;-D

    Dejligt at have dig tilbage!

    1. Awww tak for din søde besked. Hvor blev jeg bare glad! Det er så dejligt at være tilbage -også selvom ordene på ingen måde strømmer ud af mig. Det skal nok komme❤️
      Hvor er den god den med huMOR

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *