En fantastisk påskeferie, del 2 // Indløsning af Isabellas fødselsdagsgave på Tivoli Hotel

Klar til Tivoli Hotel og 2 dage fyldt med oplevelser

Dag 1: Tivoli og indcheckning på Tivoli Hotel

Da Isabella fyldte 10 år i december, havde hun et stort ønske: En overnatning på hotel i København med en tur i Tivoli og en masse shopping -uden hendes brødre! Det er stort at fylde rundt, så blandt gaverne på morgenbordet, lå der naturligvis en overnatning på Hotel Tivoli -som vi valgte at lægge i april, så vejret ville være lidt lunere. Og hvilket vejr. Solen stod højt på himlen, vejret var lunt og skønt -og bedsterne hyggede med alle tre drenge i sommerhuset, mens vi var på en gedigen tøsetur i København(strup).

Klar til en dag fuld af sjov i Tivoli
Fint påskepyntet Tivoli
Frokost på Brd. Price
Bubble Waffle

Isabella havde simpelthen glædet sig helt gevaldigt til opholdet med sine mødre -og det havde vi faktisk også! Vi startede hyggen ud med at tjekke ind i Tivoli, så vores fartglade pigebarn kunne få stillet sin trang til vilde forlystelser. Før vi sprang ud i haven, spiste vi en tidlig frokost på Brd. Price. En super hyggelig restaurant, god betjening og veltilberedt mad (med rigeligt med smør!). Eneste fail var at jeg kom til at bestille lam ved et uheld. Jeg hørte kun tjeneren sige steg. Jeg kan faktisk ikke fordrage lam, men det var et meget veltilberedt stykke, og der gik nogle bidder inden det gik op for mig, at jeg spiste lam. Jeg bliver dog aldrig fan af det! Til desssert snuppede vi en Bubble Waffle med frisk flødeskum og jordbær(og naturligvis Cafe Latte!) ude i parken, og dem er vi godt nok forfaldne til!

Lisette og Isabella i tæt kamp
Isabella og mor Lisette i fjolleri på Rasmus Klump legepladsen
Kvalmende forlystelser. Denne her fik Isabella lov at tage alene
Den gamle rutschebane, som Isabella har elsket siden hun var 2!
Pigerne i familien
Aftensmad på yndlingsrestauranten Wagamama!

Vi havde en absolut fantastisk dag i Tivoli. Vi skulle ikke koncentrere os om to små livlige drenge og bleskift, eller om Nicolaj som hader Tivoli og altid spørger tusind gange, hvornår vi skal hjem. Vi kunne bare koncentrere os 100% om Isabella og hendes ønsker. Isabella bestemte spisestederne og aktiviteterne, og mødrene fulgte bare med. Vi råhyggede, spiste alt for mange kalorier, grinte, fjollede og havde det fantastisk. Aftensmaden blev indtaget på Isabellas absolutte yndlingsrestaurant: Wagamama (som jeg også er stor fan af). Lækker japansk mad, der er fråderen lækker! Normalt hænger vi ud i Tivoli til de lukker, men kl 20 (efter 9 timer i Tivoli) kunne Isabella ikke vente længere med at komme over på hotellet.

Endelig oppe på værelset -som tilmed havde vandudsigt
En tur i poolen på hotellet
Late night drink i baren

Hotellet skuffede på ingen måde. Der var indendørs pool, et kæmpe legeområde med hoppeborg, påskelege og en masse andre ting, og Isabella sugede det hele til sig! Fra værelset kunne vi kigge ud over vandet, hvilket var super afslappende og skønt. Vi fik os en godnatcola i baren, gik sent i seng og faldt hurtigt i søvn oven på en skøn dag! På dag 2 var der planlagt shopping i laaaaange baner på Strøget -og det kan du læse meget mere om i næste indlæg!

Læs evt indlægget om påskeferien, del 1 HER (Odense Zoo og tur i sommerhus)

Tak fordi du læste med! Husk at du kan følge Regnbuemor på Instagram (regnbuemor.dk) og Facebook (Regnburmor.dk). Jeg bliver mega glad, hvis du følger bloggen.