Nu ved jeg, hvad Tristan fejler

Lille, syg Tristan

Fortsat fra “Tristan indlagt obs meningitis”- Lægerne havde svært ved at finde ud af, hvorfor Tristan var så dårlig. Infektionstallene var godt nok forhøjede, men ikke så høje, at det tydede på en bakteriel infektion. Tristan sov det meste af tiden, kun fraset få opblomstninger, når hans tvillingebror Nohr kom forbi. Han ville stadig ikke spise og drikke, og lå for det meste bare helt stille og kiggede op i luften -og helst helt tæt op ad sin mor. Talen var til tider lidt snøvlende og øjnene kørte rundt i hovedet på ham. Flere læger var nede at kigge på ham, og en af dem kunne høre en mislyd på hjertet. Der blev derfor bestilt lidt ekstra undersøgelser.

Tristan til røntgen af thorax

Røntgen, ekkokardiografi og flere blodprøver

Tristan har haft en del lungebetændelser det sidste års tid, helt præcist 6 behandlingskrævende, så lægerne ville gerne undersøge ham for, om han kunne have en immundefekt og følge op på væske- og infektionstallene. Der blev derfor bestilt nogle ekstra blodprøver, et røntgen og en ekkokardiografi af hjertet, som vi nok først ville få efter udskrivelsen. Tristan tog det hele i stiv arm, og var så dygtig nede til røntgen, hvor han stod helt stille, da han fik taget billederne. Nu manglede vi bare at få taget lidt flere prøver, så Tristan  kunne blive gennemdyrket for at få svar på, hvorfor han var syg.

En lille is på vej retur fra røntgen. Alle væsketricks gælder, og Tristan elsker Champagnebrus

Tis så, knægt!

Lad mig bare slå fast: Det er ikke nemt at få en urinprøve fra en dreng, som endnu bruger ble. Tirsdag og onsdag brugte jeg sammenlagt 6-7 timer på at prøve at få drengen til at tisse i en kop, så de kunne se, om det var en urinvejsinfektion der drillede. Hver gang tissede han først, da bleen kom på! Til sidst fik han lov at få en pose på, så urinen kunne blive opfanget, og så fik vi endelig en prøve fra. Han blev også podet i halsen, og så var der faktisk ikke så meget mere at dyrke på! Tristan havde stadig høj feber, til trods for at han var på fast Panodil, så der var ikke andet at gøre end at vente på svarene. Onsdag aften var han stadig skidtmas, så det blev besluttet, at han skulle have flere blodprøver næste dag inkl bloddyrkninger, hvis han stadig havde feber. Han havde nu høj feber på 6. døgn.

Tristan den dag han blev udskrevet

Børn er utrolige!

…meeen det blev ikke aktuelt med blodprøver næste morgen. Selvom Tristan gik i seng ved 23-tiden med 39,1 i feber, var han feberfri hele natten. Om morgenen blev jeg afløst af Lisette for at gå på job, og da han vågnede sprang han op i armene på Lisette, og sagde han gerne ville ned at lege! Han fandt den første og bedste cykel, hvorefter han gjorde gangene usikre, mens han snakkede som et regulært vandfald. He was back! Da lægen kom på stuegang fortalte hun, at de sidste meningitisprøver var kommet tilbage negative! Der manglede stadig svar på flere prøver, men da Tristan havde det så godt, blev han udskrevet med åben indlæggelse i 5 dage. Han kunne lige så godt komme sig hjemme, hvor vi stadig skulle nøde ham med væske, men hvor han var i vante omgivelser. SÅ GODT! Ekkokardiografien ville blive senere, og så bliver han kaldt ind om et par måneder for at få afklaret, hvorfor han får så mange lungebetændelser. Børn er altså bare seje.

“Nu ved jeg, hvad Tristan fejler”

…ringede lægen til mig i går og sagde. “Han har haft en encephalit i hjernen forårsaget af enterovirus. Det var derfor, han var så dårlig. Vi fandt enterovirus i halspodningen. Jeg forventer at han klarer den uden mén”

Tristan er stadig meget træt og lidt subfebril, men han er i bedring (og super sej, hvis du spørger hans mor!). Nu krydser vi fingre for, at han snart er helt frisk, at der ikke kommer flere positive svar på de sidste prøver og at hans ekkokardiografi er uden anmærkninger!

Tristan indlagt obs meningitis!

En bleg og klattet Tristan i børnemodtagelsen

Vi har haft den dejligste efterårsferie, med først 4 dage med gode venner i sommerhus, efterfulgt af 8 dage i Lalandia. Den sluttede dog trist. De sidste par dage i Lalandia, begyndte lille Tristan at få høj feber, men ville stadig gerne lege lidt. Han blev dog mere og mere sløj, og efter 4 dage med feber, valgte jeg at tage ham til lægen, da han hverken ville lege, spise eller drikke. Overraskende nok var hans infektionstal ikke så høje, men da lægen kunne se, at han var ganske sløj, valgte han at få ham indlagt. Han kunne ikke finde noget infektionsfokus i klinikken.

“Jeg mistænker meningitis. Han skal have en lumbalpunktur med det samme…”

…sagde overlægen, som var kommet ind på stuen. Jeg kunne kende overlægen, som er en vanvittigt dygtig mediciner, som i sin tid reddede Nicolaj, da han var alvorligt syg af herpesencephalit. En mand jeg har uendelig stor respekt for! Ordene ramte mig hårdt. Jeg havde slet ikke tænkt tanken meningitis. Eller, om lørdagen i Lalandia strøg tanken forbi, fordi han blev hurtigt skidt og havde iskolde hænder og fødder, men da han hurtigt blev sig selv igen, og ingen petekkier eller nakkestivhed havde, valgte jeg at se tiden an. Burde jeg have taget ham til læge der?

Inden lægen var kommet ind. var jeg i et par timer blevet punket af børnemodtagelsens sygeplejerske, fordi hun ikke synes, jeg nødede Tristan nok med væske. Jeg havde ikke lavet andet de sidste par dage, og drengen nægtede at indtage noget som helst. Da lægen smed meningitismistanken, holdt hun op med at punke mig. Drengen havde det virkelig skidt, så der var jo altså en rigtig god grund til, at han ikke vil drikke eller spise. Guderne skal vide, jeg havde prøvet at få væske i den lille mand.

En bekymret Nohr lægger en trøstende hånd på Tristan

“Undskyld at jeg sådan punkterer alle dine børn”,

…sagde overlægen med et lille smil. Han kunne godt huske mig fra tiden, hvor Nicolaj var alvorligt syg. Vi har nemlig i flere år sendt en mail hvert år, hvor vi har takket ham for at have reddet Nicolajs liv + fortalt om alle hans fine fremgange. Nicolajs odds var nemlig rigtig dårlige dengang, men han er heldigvis kommet sig helt uden mén. Nicolaj fik lejlighed til at møde lægen den dag, og det betød rigtig meget for ham. Da Nicolaj sagde tak til lægen, svarede han beskedent: “Det behøver du ikke takke for, Nicolaj. Jeg passede bare mit arbejde, og nu er det mange år siden”.

Tristan, som netop har fået lagt drop efter lumbalpunkturen

Tristan reagerede stort set ikke, da han fik lavet lumbalpunkturen

Det gør ellers pænt ondt, og er ganske ubehageligt, da der stikkes en nål ind til spinalvæsken i rygsøjlen. Det var endnu et tegn på, at Tristan havde det ret skidt. Jeg kiggede straks på de dråber spinalvæske, der blev taget ud af ryggen. Hvis de var grumsede, ville det være et virkelig dårligt tegn, men de var heldigvis klare. Lægen fortalte, at de umiddelbart ikke mistænkte en bakteriel meningit, men en virusmeningit, som ikke er nær så farlig. Det lettede mit hjerte lidt. Der var også en lille mistanke på encephalit, og det gav en noget bleg og bekymret mor!

Tristan fik taget blodprøver og lagt et drop…

…og så blev der sat væske op, da han var noget dehydreret. Imens holdt vi vejret i spænding. De første prøvesvar fra lumbalpunkturen ville komme inden for 30-60 minutter, hvor vi ville få en ide om det var virus eller bakterier, der var på spil. En glad læge kom os i møde efter 30 minutter og sagde, at de første prøver så fine ud, og at Tristan nu skulle indlægges ovre på børneafdelingen, hvor han skulle observeres og have taget flere prøver. PUHA, det var en lettelse, selvom meningitismistanken ikke var væk. Tristan var rigtig sløj og sov det meste af tiden, men nu blev han heldigvis tanket op med lidt væske. Nu måtte tiden vise, hvad han fejlede…

Fortsættes…

“Jeg har over 125 søskende”

Smukke, smukke Isabella

“Jeg har over 125 søskende…”

…har Isabella ofte sagt, når folk spørger hende, hvor mange søskende hun har. Selvom det måske lyder lidt overdrevet, taler pigebarnet faktisk sandt. Hendes donorfar, som vi kalder ham, har været en yderst produktiv herre, og for et par år siden havde han over 125 donorbørn registreret på verdensplan. Sidenhen har vi produceret tvillingerne Tristan og Nohr, og der er nok også kommet andre små mirakler til. Jeg kender dog ikke det nuværende tal. Selv om Isabella snakker om dem som halvsøskende, er hun udmærket godt klar over, at det kun er genetisk. Jeg tror egentlig også, hun er fint tilfreds med “kun” at have tre helsøskende, for der er rigeligt at se til med tre frække brødre. Især de små krudtugler, som lige er fyldt 3 år i mandags, holder hende i gang.

Flotte, skønne Nicolaj

Donorfar

Det er meget forskelligt, hvilken rolle donor spiller i de forskellige familier. For os er donor grunden til, at vi i dag har fire fantastiske børn, som hver dag suger penge og energi ud af os bringer så meget glæde ind i vores liv. Børnene kender til hans rolle som sæddonor, at vi har brugt ham som anonym donor, og formentlig aldrig kommer til at finde ud af, hvem han er. Vi kalder ham donorfar, fordi det har været vigtigt, for især Nicolaj på snart 9, at vide der er en far derude. Det har i perioder gået ham meget på (læs evt “Mor, jeg vil hellere have en far end dig!”). Vi har en masse informationer om donorfar såsom billede (ca 2-3 år gammel), lydprofil, sygdomsprofil, skrevet tekst m.m., som børnene meget gerne må se. Vi er nemlig af den holdning, at de har ret til at vide så meget som overhovedet muligt omkring deres ophav. Da vi skulle lave Isabella, var det rigtig bøvlet at skulle have en åben donor (en donor, som børnene en dag kan kontakte.red), så der brugte vi anonym donor. Da vi skulle have Nicolaj, måtte vi have noget mere af det fantastiske genetiske materiale -og da vi skulle have vores “treer”, var det bare vigtigt for os, at h*n også blev helsøskende. I dag ville vi nok have valgt om -men det er en hel anden historie.

Skønne, glade Tristan
Dejlige, finurlige krøltoppe-Nohr

Donorsøskende

For nogle år siden, fandt jeg frem til en masse donorsøskende i Danmark og Norden. Der findes en hemmelige facebookgruppe over vores donor, og via den er der arrangeret nogle møder, så børnene kunne møde deres donorsøskende. Nogle i gruppen er ikke interesseret i møder, da deres børn skal have lov at vælge selv. Andre vil som os gerne have, at deres børn kan kende så meget som muligt til deres ophav. For vores børns vedkommende, har de haft stor glæde af at mødes med deres donorsøskende, og de har indtil videre mødt 5 donorsøskende. Nogle af deres forældre er vi blevet venner med, og børnene er meget glade for at ses en gang imellem. Mange af børnene har mange fællestræk, og det er morsomt at se den fantastiske synergi mellem dem. For os har det i hvert fald været den helt rigtige beslutning.

Så Isabella har over 125 søskende -men det er nu kun de 3 der tæller -så’n helt rigtigt i hvert fald.

Tristan og Nohr 3 år

To nyfødte, små drenge

For tre år siden fordoblede vi børneflokken som med et trylleslag. Vi skulle lige have en efternøler, og i stedet var vi så heldige at få hele to stk. Det lyder måske mærkeligt, men jeg har altid haft fornemmelsen af, at jeg en dag ville få tvillinger -og allerede inden vi skulle til den første scanning, luftede jeg for Lisette, at jeg havde en fornemmelse af, at der lå to i maven. Det havde jeg ganske ret i, og hos scanningsjordemoderen var jeg flad af grin, da der må skærmen dukkede to små bankende hjerter op. Lisette sad omvendt og messede “Det kan vi ikke, det kan vi ikke”, og den følgende uge sagde hun nærmest ingenting. Hun vænnede sig dog hurtigt til tanken, og i dag er vi begge hamrende stolte af at være tvillingeforældre.

Tristan og Nohr er to helt fantastiske drenge. De er altid i godt humør, er super empatiske, nemme og skønne -og så er de hinandens bedste venner. De er lige så forskellige som dag og som nat, og de er så hensynsfulde og dejlige.

Tristan er udadvendt, fræk, omsorgsfuld og lidt af en gøjler. Han er meget tillidsfuld over for næsten alle, og elsker opmærksomhed. Han elsker fart, og er lynhurtig på sine køretøjer. Hvis nogen slår sig eller er kede af det, står han der straks. Han er skøn!

Nohr laver det sjoveste ansigtsudtryk, når han næsten krøller ansigtet sammen i ét stort smil. Han er super dygtig til at fordybe sig, og kan virkelig koncentrere sig om en leg længe. Han går rigtigt meget op i farver og biler, og så snakker han som et vandfald fra han vågner, til han går i seng! Dejlig dreng!

Fødselsdagsbord -en fast tradition
Intet mindre end en Lamborghini kunne gøre det

Den skønneste 3-års fødselsdag

Vi havde, traditionen tro, dækket fødselsdagsbord aftenen før med gaver på bordet og planer om masser af livretter i maven. I dag fik de friskbagte boller, Mickeypandekager (pandekager formet som Mickey Mouse.red), bacon, frisk frugt og deres elskede æblejuice. Vi vækkede de store 06.40 og de små med sang kl. 06.45, så de store kunne nå at være med til gaveoppakningen m.m. Nohr var lidt svær at få ud af sengen, selvom vi lokkede med gaver, men så snart han hørte ordet “pandekager”, sprang han op. De var helt vilde, da de kom ind i stuen og så den orange Lamborghini. Inden de pakkede andet op, måtte de lige have en tur i stuen. Kæmpe hit.

Gaveoppakning
Godt med lidt hjælp fra storebror Nicolaj

…men så var det også tid til at pakke gaver ud. Vi havde i år ikke købt nær så mange, som vi plejer. Vi havde simpelthen svært ved at finde på noget, for det har arvet så meget fint legetøj fra Nicolaj. De gaver vi havde købt, faldt dog i rigtig god jord -og vi glæde os rigtig meget til at køre hen til cykelhandleren for at hente de to cykler, vi havde bestilt.

Isabella var ikke helt tilfreds med, at de skulle i skole

Isabella og Nicolaj tiggede om at få lov at holde fri fra skole, men det ville vi ikke høre tale om Denne dag var en dag for Tristan, Nohr og os -lige som vi på deres respektive fødselsdage, havde dem alene med i bio og ud at spise frokost. Sådan noget alenetid med mødrene er nemlig ikke altid en selvfølge, når man er fire børn.

To stolte drenge med deres nye Kildemoes-cykler

“Mig ha dykel, mor?”

Sagde Tristan, da vi steg ud af bilen og gik hen mod cykelhandleren. Vi havde talt med Tristan og Nohr om, at vi skulle hente en ekstra gave til dem. Tristan har snakket meget om, at han ønskede sig en cykel. Normalt får ungerne bare en cykel, når de mangler, men da vi havde svært ved at finde på ting, fik de den som en ekstra fødselsdagsgave. Og det hittede! Drengene var ikke til at skyde igennem, da de cyklede ud af butikken. Egentlig ville vi have cyklerne uden støttehjul, da jeg hurtigt kan lære dem at cykle uden, men da ingen har prøvet at køre med pedaler før, skal de lige lære det først.

Stolt Tristan med drengenes nye æske
Tristans yndlingsrestaurant -Det Grønne Køkken

Efter vi havde cyklet lidt rundt på parkeringspladsen, kørte vi videre til en legetøjsbutik, hvor de kunne bruge lidt af deres fødselsdagspenge fra weekenden. De elsker at lege med Briotog, og manglede et par elektriske tog, så det investerede de i. Derefter fik vi købt vinterjakker, og så tog vi ud i Rosengårdcentret, har vi skulle spise frokost på Det Grønne Køkken (buffet med thaimad og salatbar.red) inden turen gik videre til drengenes aller første tur i biografen.

Første tur i bio

Første biograftur

CinemaxX har et koncept der hedder Minimaxx, hvor filmen henvender sig til de mindste, varer ca en time, og hvor der er plads til at være lille og ny biografgænger. Vi så Minisekterne 2, som fangede begge drenge. Især Tristan var super dygtig til at være i biografen, og han sad stille under hele filmen. Nohr holdt fokus i 1/2 time, hvorefter han gik lidt rundt og så resten af filmen lidt sporadisk. Heldigvis var vi alene i biografen. Begge drenge havde en rigtig god oplevelse, og næste gang tror jeg vi skal ind at se en “rigtig” film.

Aftensmad på McDonald´s

Efter filmen hentede vi de to store, var lidt hjemme for at lege, og så gik turen til McDonalds -Nohrs valg af spisested. Det var to meget trætte drenge, der blev puttet her til aften. De havde haft en fantastisk dag. Næste weekend skal de fejres af vores venner med børn, i weekenden var det familien der var til fødselsdag, og således er det ikke helt slut med fødselsdagsfejringen endnu. Vi skal have dinosaurtema, som jeg glæder mig til at dele med jer her på bloggen.

Tusind tak for alle de søde fødselsdagshilsener i dag.

“Mor, ny hår NU!”

Glad fyr -med hår der nok kunne være trukket en måneds tid

Mor, ny hår?”, sagde Tristan og tog sig til håret. Han havde fået øje på en frisørsalon i centret, og ville forfærdeligt gerne klippes. Lisette sagde til ham, at han skulle spørge mig, så den lille mand kom kommenderende hen til mig og udbrød: “Mor, ny hår NU”! Jeg kiggede smilende ned på min lille, 2-årige dreng, og morede mig over, at så lille et menneske gerne ville til frisøren. Han kiggede på mig med sine smukke, brune, bedende øjne, og sagde så: “Mig ny hår, moar?” Det var så sødt, at jeg satte mig for at se, om vi kunne finde en frisør, som havde tid til at klippe ham. Tristan var nemlig meget opsat på, at det bestemt ikke kunne vente! Herregud, håret var da begyndt at blive lidt halvlangt, men moderens nærighedsgen havde tænkt sig at vente mindst en måned endnu.

Spændt dreng FØR klipningen

Frisøren i centret havde ikke tid, men skulle i øvrigt også have 300 kr for at trimme ham, så vi besluttede os for at kigge efter en frisør på vej mod Jem og Fix, hvor vi alligevel skulle hen. Ikke så langt derfra fandt vi en lille drop-in frisørsalon, hvor en børneklipning kun kostede 100 kr. De havde fin tid til at klippe ham, og så var Tristans lykke gjort.

Klar til klipning

Dygtig lille dreng

Tristan sad rank og helt stille, da han blev trimmet og klippet. Når han fik øje på sig selv i spejlet, smilede han stolt og glad over den nye frisure som tog form. Han trak skuldrene op, når trimmeren kildede, nikkede ivrigt, når jeg spurgte ind til, om han synes det blev pænt, og han fulgte interesseret med i klipningen af sidemanden. Da håret var klippet færdig, fik han sej gele i håret, og han var ikke til at skyde igennem!

MEGET stolt Tristan viser sit nye hår

En nyklippet tvilling, to nyklippede tvillinger…

Ude i bilen blev tvillingebror Nohr smittet af Tristans stolthed. Tristan var nemlig ved at revne af stolthed, da han skulle vise Lisette den nye frisure. Det fik Nohr til at udbryde: “Mig os nyt hår!” -og det kunne vi vel næppe sige nej til, selvom han ikke trængte specielt meget.

Nohr FØR klipningen. Nohrs hår vokser ikke nær så hurtigt som Tristans, så han kunne godt have ventet

Nohr viste sig at være endnu bedre til at sidde stille i stolen, selv når han blev trimmet. Han er kun blevet klippet to gange før, og har hadet trimmeren, som er blevet brugt så lidt som muligt. Nu fik han trimmet lokkerne uden en lyd. Han ville dog gerne lige holde mor i hånden imens. Da han var færdig med at blive klippet, fik også han stylet håret -og så måtte han også ud at vise det nye hår til mor Lisette og Tristan. Tristan var dog faldet i søvn, for det var åbenbart hårdt med sådan en klipning.

Nohrs klipning
Meget træt Tristan
Nohrs nye hår. Nohr synes vist, jeg tager for mange billeder
Tristans nye hår

Nu har vi to flotte, nyklippede fyre, som stråler, når vi snakker om deres nye hår. Hvad skal det dog ikke ende med?

De skiller vores tvillinger ad!!!

“De skiller vores tvillinger ad, når de skal i børnehave!!!”, skrev Lisette desperat til mig i en SMS forleden! “WHAT?!!??!?”, var mit intelligente svar, for det var bestemt ikke hvad vi havde fået stillet i udsigt, da jeg for mange måneder siden ringede til børnehaven for at sikre mig, at drengene kunne komme i samme gruppe, inden jeg sagde ja til pladserne

To små drenges første besøg i børnehaven

“De skiller vores tvillinger ad, når de skal i børnehave!!!”, skrev Lisette desperat til mig i en SMS forleden! “WHAT?!!??!?”, var mit intelligente svar, for det var bestemt ikke hvad vi havde fået stillet i udsigt, da jeg for mange måneder siden ringede til børnehaven for at sikre mig, at drengene kunne komme i samme gruppe, inden jeg sagde ja til pladserne. Vi hørte det endda ikke fra børnehaven, men fra dagplejemødrene, som havde ringet ud for at aftale en dag, hvor de kunne komme på besøg med dagplejen. Vi var målløse, stiktossede vrede og kede af det, for vi kunne absolut ikke se nogen grund til at skille drengene ad, når de nu fungerer så godt sammen! Drengene har hver sin stærke, selvstændige personlighed, og er gode til at være adskilt, men de har også et behov for hinanden og at have hinanden i deres nærvær, så mentalt havde vi slet ikke forberedt os på, at man kunne finde på at skille dem ad!

Nohr var vild med at cykle rundt i børnehaven, omend benene var lidt for korte til at nå pedalerne

I går besøgte vi så børnehaven med Tristan og Nohr. Vi kender børnehaven rigtig godt, for Isabella og Nicolaj gik der også, og den er absolut fantastisk (og vores førstevalg, da vi skulle have plads til drengene). Nu ankom vi med drengene, med lidt ondt i maven og samtidig spænding, garderet med en masse gode argumenter for, hvorfor drengene ikke skulle deles. Og vi argumenterede. Og argumenterede lidt mere. Og der blev argumenteret frem og tilbage mellem lederen og pædagogerne. Vi lyttede til børnehavens argumenter, som i starten var for vage, indtil en af pædagogerne kom over til os og havde de helt rigtige argumenter for at drengene skulle i hver sin gruppe. Hun fortalte om børnehavens erfaring med at dele tvillinger, om at de i virkeligheden kun var delt ved frokosttid og et par timer om torsdagen, om at hende, og den anden fantastiske pædagog som drengene skal have, deler garderobe og samarbejder om børnene o.s.v.. Hun viste os børnehavens to andre tvillingepar, som også er i hver deres gruppe, og som fungerede super godt. Men det der i virkeligheden gjorde udslaget var da hun sagde, at drengene ville have rigtig godt at danne sig “sin egen identitet”, så de ikke blev kendt som “drengene” eller “tvillingerne”, men som Tristan og Nohr (hvilket vi også altid selv betegner dem som, og aldrig tvillingerne). At de stadig havde rigtig meget tid sammen hver dag, men også fik lov til at være dem selv uden at skulle holde øje med brormands gøren og laden.

Tristan ser lidt mut ud på dette billede, men i virkeligheden havde han lige fået øje på et lille insekt.

Mens vi stod og sludrede med pædagogerne, tog Tristan og Nohr på eventyr i børnehaven, hvor de større børn var super søde til at tage dem under deres vinger. De solede sig i de større børns opmærksomhed, og bekymrede sig overhovedet ikke om, hvor mor og mor befandt sig. Tristan og Nohr legede med hver sin flok, i hver sin ende af børnehaven, og efterhånden som de gode argumenter for en adskillelse hobede sig op, kom der ro i mødrenes maver. Jeg tror nu egentlig godt vi kunne få gennemtrumfet, at de kunne komme i samme gruppe, men ved nærmere eftertanke skal det nok blive helt godt det her. Det var så skønt at se drengene fise rundt i børnehaven, som om de aldrig havde lavet andet, og selvom det bliver enormt svært at sige farvel til verdens bedste dagplejemødre i Dagplejen Firkløveren, så tror jeg faktisk at drengene er klar til børnehave -adskilt, men heldigvis kun i kort tid hver dag. Og drengene? De blev mega sure da vi skulle hjem fra børnehaven, for de ville så gerne blive der lidt længere <3

Tvillinger i narkose. Dårlig hørelse eller småretarderet?

Theo, sko og sut venter på Tristan, som er i narkose

Tristan og Nohr er netop fyldt 2,5 år. De trives på alle områder, men halter en del bagefter på sproget. Da Nicolaj var på samme alder som dem, talte han flydende, havde smidt bleen og cyklede UDEN støttehjul -men man skal selvfølgelig passe på med at sammenligne ens børn! Der er slet ingen tvivl om, at de forstår alt hvad vi siger, men det er meget få ord, der kommer ud at deres munde. De siger ikke meget andet end “Mor”, “ja”, “nej”, “tak”, dyrelyde og få andre ord. Nohr kan sige lidt mere end Tristan, men det er stadig ikke alderssvarende! Vi tog derfor begge drenge til ørelæge for nylig, så han kunne tjekke, om der var noget galt med hørelsen. Drengene var på ingen måde samarbejdsvillige, men han synes at kunne se, at der var undertryk i ørerne, og derfor fik de tid til undersøgelse og evt. drænanlæggelse i fuld narkose.

Tristan -lige kommet retur fra narkosen

Tristan var den første til at blive lagt i narkose, i hvad man følte var lidt af en samlebåndarbejde. Drengene havde tid til narkose med 10 minutters mellemrum -og det var inkl. afhentning af patient, bedøvelse og indgreb! Ørelægen kom ud efter få minutter og sagde, at han ikke kunne se noget galt med Tristans ører, så han ville bestemt ikke anbefale drænanlæggelse -og ville heller ikke have lagt det på sit eget barn, hvis han havde stået i samme situation. Han nøjedes derfor med at tjekke hørelsen, som han ikke umiddelbart kunne sætte en finger på, og så fik vi Tristan retur. Jeg gad godt vide, hvad der så er galt med drengen, for han taler stort set kun i lyde med forskellige tonelejer. Han kan nemt fortælle, hvad han vil, men vi vil så gerne, at han brugte ord i stedet for lyde.

Nohr -netop retur fra narkosen

Nohr kom retur 10 minutter senere -MED dræn i ørerne. Han er den eneste af drengene som har haft mellemørebetændelse, og han har faktisk haft det to gange inden for fire uger. Han har altid hadet, hvis vi har rørt hans ører, så jeg håber, at drænene vil gøre ham godt. Ørelægen sagde dog, at det ikke var så slemt på Nohr, så vi har faktisk stadig ikke helt nogen forklaring på, hvorfor han heller ikke siger så meget!

To drenge sover rusen ud

Der er faktisk kommet lidt flere ord på drengene de sidste par uger, men ikke nok til at vi synes indgrebet skulle udskydes. Vi har ellers gået og joket med at der enten var noget galt med hørelsen, eller også måtte de være småretarderede! Og nu hvor der ikke er noget galt med hørelsen, må vi i gang med skridt to: At der bliver sat noget talepædagog eller lignende i værk i dagplejen. Der er kun tre måneder til drengene skal starte i børnehave, og der ville det være rart, at de kunne sige bare små sætninger. Det bliver max til “Nohr vand” eller lignende som det er lige nu.

“Morgenmaden” efter operationen blev et Happymeal fra McDonald´s, hvilket drengene var yderst tilfredse med. Tristan havde kastet lidt op efter narkosen, så vi helgarderede os med et dynebetræk på sofaen

I går sad drengene i stuen og kiggede i en bog om dyr. Hver gang de så et dyr, sagde Nohr fx “Kat”, hvorefter Tristan straks sagde “Mjaw”, så sagde Nohr “Hund”, hvorefter Tristan sagde “Vov vov” osv -og det viser egentlig meget godt, hvor de har ligget sprogligt de sidste par uger.

Nå! Mon ikke de snakker inden de bliver voksne? Måske vi bare skal nyde freden så længe den varer!

Billig fastelavn i Flying Tiger Copenhagen

“Du skal lige huske hårbøjlen, brormand!”. Kostumer 60 kr stykket (uden sort bluse og strømpebukser)

Reklame: Jeg husker med glæde tilbage på fastelavn fra min barndom. Jeg elskede at være ude at rasle, og jeg kunne faktisk rasle en del penge ind, for jeg startede to dage før, og sluttede to dage efter, fastelavn. Hvis folk i døren sagde, at det da ikke var fastelavn lige den dag, så jeg bare meget overrasket ud, og sagde: “Er det ikke?”, og så fik jeg alligevel fik lidt penge i bøtten. I dag synes jeg faktisk at Halloween fylder noget mere i mine børns bevidsthed, men de nyder stadig at fejre fastelavn, og Nicolaj ser frem til at skulle slå katten af tønden på skolen. På Isabellas mellemtrin (hun går i 4. kl), fejres det ikke mere, hvilket jeg egentlig synes er en skam. På min skole slog vi katten af tønden til og med 7. klasse. Begge børn har dog planer om at skulle ud at rasle, hvilket de prøvede for første gang sidste år.

En er vist ikke helt tilfreds med at blive klædt ud

Det kan hurtigt blive en bekostelig affære at handle ind til fastelavn, når man har fire børn. Ofte bruger man flere hundrede kroner pr kostume, som kun bruges ganske få gange, og det synes jeg ærligt talt er super ærgerligt. Sidste år købte jeg dyre kostumer til alle fire børn, og de to mindste gik hen og blev syge til fastelavn, og fik derfor aldrig brugt deres kostumer. Det er derfor super lækkert at man i Flying Tiger Copenhagen kan handle billigt ind til fastelavn, når ungerne nu ofte kun bruger tingene så lidt bagefter.

Fint udvalg af alternative fastelavnskostumer og tilbehør i Flying Tiger Copenhagen
Fjollet tilbehør
Sjove hovedbeklædninger -30 kr
Sej astronaut. Hovedbeklædning og kappe -30 kr/stk
Sødt havfruekostume -kun 60 kr!
Ansigtsmalingtil 20 kr/stk

Jeg tog de store unger med en tur i Flying Tiger Copenhagen for at finde lidt kostumer til de små 2-årige til dette års fastelavn. De små ville have raseret butikken på fem minutter, og var i øvrigt i dagpleje. Man kunne købe en masse tilbehør som skæg, briller, masker, kapper og hatte til meget billige penge, så kun fantasien sætter grænser. Der var også nogle små udklædningssæt, som man kunne bruge til de mindste og supplere op med en enkelt sort bluse. De lidt større kunne vælge kapper, parykker, briller og hovedbeklædninger. Mine store unger valgte, at deres små brødre skulle være henholdsvis en bi og en mariehøne, da de andre kostumer med buksetilbehør, nok ville være for store til dem. Der blev også købt ansigtsmaling til de små poder, så de kunne blive super fine til fastelavn. Flying Tiger Copenhagens ansigtsmaling er uden skadelige stoffer og – kemi, hvilket vi vægter meget højt, da vi ikke vil udsætte vores børn for unødvendig kemi. Ansigtsmalingen var super nem at påføre, og kunne nemt tages af med en vådserviet. En ansigtsmaling koster kun 20 kr pr farve, så det er bestemt ikke det, der slår fastelavnsbudgettet i stykker.

Isabella og Nicolaj har allerede kostumer til dette års fastelavn, men ellers ville Nicolaj gerne være astronaut. Der manglede dog lidt til de lidt større børn i butikken -og mulighed for at de små one-sizekostumer kunne spændes ind i fx bukser. Der var elastik i bukserne, som dog stadig ville være for store til de små.

Han er da meget sød -min lille MariehøneNohr -som nok vil hade mig for dette billede, når han bliver ældre 🙂

Man får hvad man betaler for, så kostumerne er selvfølgelig ikke af creme-de-la-creme-kvalitet, men de er ganske udmærket til formålet, og min lille bi og mariehøne er nu meget søde, ikke? Børn i Tristan og Nohrs alder har kun kostumerne på ganske kort, så det er skønt ikke skal skulle ofre for mange penge på det.

P.S. Bien er blevet glad og tilfreds igen.

Du kan læse testen af Flying Tiger Copenhagens fastelavnsudklædning og ansigtsmaling på Momstertest, hvor du også finder en masse andre tests af fine produkter.

Sammensværgede søvnterrorister!

Søde tvillingedrenge -om dagen!

Søde ser de ud -tvillingerne Nohr og Tristan…men det skal du ikke lade dig narre af! Lige så søde og skønne de er, ligeså store søvnterrorister er de, lige så snart vi lægger dem i seng! Da de fyldte 2 år den 30. september 2018, blev vi nødt til at tage siden af deres Sebra Killisenge, da Tristan et par gange var røget på hovedet, når han sprang over siden! Fra den dag af var vores aftener sammen UDEN børn definitivt slut…eller i hvert fald på ubestemt tid!

De små slyngler er utrolig tætte, og de har lavet en sammensværgelse der hedder, at søvn er stærk overvurderet -og at mor og mor skal drives til absolut vanvid hver aften. Når de puttes til middagslur, sover de næsten altid med det samme, men der går en djævel i dem om aftenen. De første tre måneder har det taget 3-4 timer (TRE-FIRE TIMER!!!) at putte dem hver aften. selvom vi sad på værelset, hoppede de ud af sengen hele tiden. I den værste periode sad jeg mellem sengene og skubbene først den ene og så den anden ind i sengen igen i et fast, monotomt mønster, mens jeg messede (mere og mere indædt) “læg dig!”. Hvis vi gik ud af værelset, kom drengene løbende ned ad gangen -hånd i hånd og fuldstændige færdige af grin!. Så blev de fulgt ind, puttet og kom igen rendende to sekunder efter. Det kunne de blive ved med længe, så den løsning var ikke holdbar.  Vi prøvede også at lukke døren ind til deres værelse og lade dem “feste”. Dette resulterede i to feststemte drenge, et væltet værelse og ingen sovende børn -heller ikke efter to timer. SUK!

Utilfreds Tristan, som bestemt ikke er tilfreds med, at det er sengetid!

Hvordan to små væsener, som er så gode dagen lang, kan blive til to så store søvnterrorister, er mig en gåde, men når jeg tænker tilbage på de to store, havde vi også vores bøvl! Her er der bare dobbelt op! Og fx Isabella blev i det mindste liggende i sin seng -om end det var med brok!

Nohr “snydesover”

Den sidste måned er det dog begyndt at gå fremad, og de bliver, 7-9-13, som regel i deres senge, så længe vi ikke forlader soveværelset -så kommer de med garanti rendende igen. De falder i søvn efter 1 1/2-2 1/2 time, hvilket stadig er alt for meget, men bestemt en forbedring! Vi har prøvet alle mulige forskellige puttetidspunkter, puttemetoder m.m., og jeg begynder snart at tænke, at kun tiden vil give os aftenerne tilbage! Og vi glæder os! Om ikke andet når de en alder, hvor vi kan bestikke dem til at blive i sengen. GIV OS AFTENERNE TILBAGE…tak!

Har du også en lille søvnterrorist derhjemme og/eller nogle gode råd til at få aftenerne tilbage, så tøv ikke med at skrive en kommentar herunder!

 

Stool på det bliver et hit hos ungerne!

Stool fra Collect Furniture, Skammel og køretøj i ét

Reklame: To små forkælede drenge på knap en meters højde, med korte arme, krudt i rumpetten og fart over feltet. Frækt glimt i øjet og altid frisk på narrestreger. Sådan nogle små banditter huserer her på matriklen, og giver til tider deres mødre grå hår i hovedet. Og hvad giver man så drengene som har alt: Selvfølgelig en Stool fra Collect Furniture, som er en kombineret skammel og køretøj -og som tilmed pynter og blender fantastisk ind i hjemmet! STOOL er, udover sit smukke ydre, tilmed bæredygtig, Svanemærket og CE-certificeret, hvilket virkelig giver pluspoint herhjemme. Da skamlen har en central plads i hjemmet, er det fedt at den også er pæn at se på!

Det er fedt når man pludselig kan følge med i alle de ting der sker på køkkenbordet

STOOL fås i tre fine farvenuancer, og vi valgte en farve som passer super godt ind i vores hjem. Vi fik kun lige skamlen ind ad døren, før tvillingerne fattede interesse for den. Ja, de kom faktisk næsten op at skændes om, hvem der skulle bruge den først, selvom de er super gode til at dele. De fandt dog frem til et kompromis, hvor den ene skubbede den anden afsted, og så var der igen fred i det lille hjem.

Lidt uenighed om hvem der lige skulle bruge skamlen først 🙂
Freden er slut. Nu kan drengene nå alle tingene på køkkenbordene

Drengene fangede lynhurtigt fidusen med skamlen, og de var absolut begejstrede over at kunne følge med på køkkenbordene og hjælpe med at lave mad. Da jeg viste dem scooterfunktionen, blev der drønet rundt i stuen, og så fandt de faktisk selv ud af at vende skamlen igen, da de ville se, hvad der var oppe på reolen. Jeg kunne være lidt bekymret for, om de ville kunne finde på at stå på skamlen, når den er vendt om med hjulene nedad, men der kom pylregenet til skamme. Drengene ved udmærket godt hvordan den skal betjenes. De bruger skamlen flittigt hver dag, og mødrene slipper for at skulle løfte dem op hele tiden. Super dejligt.

STOOL fås til 1495 kr + evt indgravering til 110 kr lige HER