Tristan indlagt obs meningitis!

En bleg og klattet Tristan i børnemodtagelsen

Vi har haft den dejligste efterårsferie, med først 4 dage med gode venner i sommerhus, efterfulgt af 8 dage i Lalandia. Den sluttede dog trist. De sidste par dage i Lalandia, begyndte lille Tristan at få høj feber, men ville stadig gerne lege lidt. Han blev dog mere og mere sløj, og efter 4 dage med feber, valgte jeg at tage ham til lægen, da han hverken ville lege, spise eller drikke. Overraskende nok var hans infektionstal ikke så høje, men da lægen kunne se, at han var ganske sløj, valgte han at få ham indlagt. Han kunne ikke finde noget infektionsfokus i klinikken.

“Jeg mistænker meningitis. Han skal have en lumbalpunktur med det samme…”

…sagde overlægen, som var kommet ind på stuen. Jeg kunne kende overlægen, som er en vanvittigt dygtig mediciner, som i sin tid reddede Nicolaj, da han var alvorligt syg af herpesencephalit. En mand jeg har uendelig stor respekt for! Ordene ramte mig hårdt. Jeg havde slet ikke tænkt tanken meningitis. Eller, om lørdagen i Lalandia strøg tanken forbi, fordi han blev hurtigt skidt og havde iskolde hænder og fødder, men da han hurtigt blev sig selv igen, og ingen petekkier eller nakkestivhed havde, valgte jeg at se tiden an. Burde jeg have taget ham til læge der?

Inden lægen var kommet ind. var jeg i et par timer blevet punket af børnemodtagelsens sygeplejerske, fordi hun ikke synes, jeg nødede Tristan nok med væske. Jeg havde ikke lavet andet de sidste par dage, og drengen nægtede at indtage noget som helst. Da lægen smed meningitismistanken, holdt hun op med at punke mig. Drengen havde det virkelig skidt, så der var jo altså en rigtig god grund til, at han ikke vil drikke eller spise. Guderne skal vide, jeg havde prøvet at få væske i den lille mand.

En bekymret Nohr lægger en trøstende hånd på Tristan

“Undskyld at jeg sådan punkterer alle dine børn”,

…sagde overlægen med et lille smil. Han kunne godt huske mig fra tiden, hvor Nicolaj var alvorligt syg. Vi har nemlig i flere år sendt en mail hvert år, hvor vi har takket ham for at have reddet Nicolajs liv + fortalt om alle hans fine fremgange. Nicolajs odds var nemlig rigtig dårlige dengang, men han er heldigvis kommet sig helt uden mén. Nicolaj fik lejlighed til at møde lægen den dag, og det betød rigtig meget for ham. Da Nicolaj sagde tak til lægen, svarede han beskedent: “Det behøver du ikke takke for, Nicolaj. Jeg passede bare mit arbejde, og nu er det mange år siden”.

Tristan, som netop har fået lagt drop efter lumbalpunkturen

Tristan reagerede stort set ikke, da han fik lavet lumbalpunkturen

Det gør ellers pænt ondt, og er ganske ubehageligt, da der stikkes en nål ind til spinalvæsken i rygsøjlen. Det var endnu et tegn på, at Tristan havde det ret skidt. Jeg kiggede straks på de dråber spinalvæske, der blev taget ud af ryggen. Hvis de var grumsede, ville det være et virkelig dårligt tegn, men de var heldigvis klare. Lægen fortalte, at de umiddelbart ikke mistænkte en bakteriel meningit, men en virusmeningit, som ikke er nær så farlig. Det lettede mit hjerte lidt. Der var også en lille mistanke på encephalit, og det gav en noget bleg og bekymret mor!

Tristan fik taget blodprøver og lagt et drop…

…og så blev der sat væske op, da han var noget dehydreret. Imens holdt vi vejret i spænding. De første prøvesvar fra lumbalpunkturen ville komme inden for 30-60 minutter, hvor vi ville få en ide om det var virus eller bakterier, der var på spil. En glad læge kom os i møde efter 30 minutter og sagde, at de første prøver så fine ud, og at Tristan nu skulle indlægges ovre på børneafdelingen, hvor han skulle observeres og have taget flere prøver. PUHA, det var en lettelse, selvom meningitismistanken ikke var væk. Tristan var rigtig sløj og sov det meste af tiden, men nu blev han heldigvis tanket op med lidt væske. Nu måtte tiden vise, hvad han fejlede…

Fortsættes…

Tristan og Nohr 3 år

To nyfødte, små drenge

For tre år siden fordoblede vi børneflokken som med et trylleslag. Vi skulle lige have en efternøler, og i stedet var vi så heldige at få hele to stk. Det lyder måske mærkeligt, men jeg har altid haft fornemmelsen af, at jeg en dag ville få tvillinger -og allerede inden vi skulle til den første scanning, luftede jeg for Lisette, at jeg havde en fornemmelse af, at der lå to i maven. Det havde jeg ganske ret i, og hos scanningsjordemoderen var jeg flad af grin, da der må skærmen dukkede to små bankende hjerter op. Lisette sad omvendt og messede “Det kan vi ikke, det kan vi ikke”, og den følgende uge sagde hun nærmest ingenting. Hun vænnede sig dog hurtigt til tanken, og i dag er vi begge hamrende stolte af at være tvillingeforældre.

Tristan og Nohr er to helt fantastiske drenge. De er altid i godt humør, er super empatiske, nemme og skønne -og så er de hinandens bedste venner. De er lige så forskellige som dag og som nat, og de er så hensynsfulde og dejlige.

Tristan er udadvendt, fræk, omsorgsfuld og lidt af en gøjler. Han er meget tillidsfuld over for næsten alle, og elsker opmærksomhed. Han elsker fart, og er lynhurtig på sine køretøjer. Hvis nogen slår sig eller er kede af det, står han der straks. Han er skøn!

Nohr laver det sjoveste ansigtsudtryk, når han næsten krøller ansigtet sammen i ét stort smil. Han er super dygtig til at fordybe sig, og kan virkelig koncentrere sig om en leg længe. Han går rigtigt meget op i farver og biler, og så snakker han som et vandfald fra han vågner, til han går i seng! Dejlig dreng!

Fødselsdagsbord -en fast tradition
Intet mindre end en Lamborghini kunne gøre det

Den skønneste 3-års fødselsdag

Vi havde, traditionen tro, dækket fødselsdagsbord aftenen før med gaver på bordet og planer om masser af livretter i maven. I dag fik de friskbagte boller, Mickeypandekager (pandekager formet som Mickey Mouse.red), bacon, frisk frugt og deres elskede æblejuice. Vi vækkede de store 06.40 og de små med sang kl. 06.45, så de store kunne nå at være med til gaveoppakningen m.m. Nohr var lidt svær at få ud af sengen, selvom vi lokkede med gaver, men så snart han hørte ordet “pandekager”, sprang han op. De var helt vilde, da de kom ind i stuen og så den orange Lamborghini. Inden de pakkede andet op, måtte de lige have en tur i stuen. Kæmpe hit.

Gaveoppakning
Godt med lidt hjælp fra storebror Nicolaj

…men så var det også tid til at pakke gaver ud. Vi havde i år ikke købt nær så mange, som vi plejer. Vi havde simpelthen svært ved at finde på noget, for det har arvet så meget fint legetøj fra Nicolaj. De gaver vi havde købt, faldt dog i rigtig god jord -og vi glæde os rigtig meget til at køre hen til cykelhandleren for at hente de to cykler, vi havde bestilt.

Isabella var ikke helt tilfreds med, at de skulle i skole

Isabella og Nicolaj tiggede om at få lov at holde fri fra skole, men det ville vi ikke høre tale om Denne dag var en dag for Tristan, Nohr og os -lige som vi på deres respektive fødselsdage, havde dem alene med i bio og ud at spise frokost. Sådan noget alenetid med mødrene er nemlig ikke altid en selvfølge, når man er fire børn.

To stolte drenge med deres nye Kildemoes-cykler

“Mig ha dykel, mor?”

Sagde Tristan, da vi steg ud af bilen og gik hen mod cykelhandleren. Vi havde talt med Tristan og Nohr om, at vi skulle hente en ekstra gave til dem. Tristan har snakket meget om, at han ønskede sig en cykel. Normalt får ungerne bare en cykel, når de mangler, men da vi havde svært ved at finde på ting, fik de den som en ekstra fødselsdagsgave. Og det hittede! Drengene var ikke til at skyde igennem, da de cyklede ud af butikken. Egentlig ville vi have cyklerne uden støttehjul, da jeg hurtigt kan lære dem at cykle uden, men da ingen har prøvet at køre med pedaler før, skal de lige lære det først.

Stolt Tristan med drengenes nye æske
Tristans yndlingsrestaurant -Det Grønne Køkken

Efter vi havde cyklet lidt rundt på parkeringspladsen, kørte vi videre til en legetøjsbutik, hvor de kunne bruge lidt af deres fødselsdagspenge fra weekenden. De elsker at lege med Briotog, og manglede et par elektriske tog, så det investerede de i. Derefter fik vi købt vinterjakker, og så tog vi ud i Rosengårdcentret, har vi skulle spise frokost på Det Grønne Køkken (buffet med thaimad og salatbar.red) inden turen gik videre til drengenes aller første tur i biografen.

Første tur i bio

Første biograftur

CinemaxX har et koncept der hedder Minimaxx, hvor filmen henvender sig til de mindste, varer ca en time, og hvor der er plads til at være lille og ny biografgænger. Vi så Minisekterne 2, som fangede begge drenge. Især Tristan var super dygtig til at være i biografen, og han sad stille under hele filmen. Nohr holdt fokus i 1/2 time, hvorefter han gik lidt rundt og så resten af filmen lidt sporadisk. Heldigvis var vi alene i biografen. Begge drenge havde en rigtig god oplevelse, og næste gang tror jeg vi skal ind at se en “rigtig” film.

Aftensmad på McDonald´s

Efter filmen hentede vi de to store, var lidt hjemme for at lege, og så gik turen til McDonalds -Nohrs valg af spisested. Det var to meget trætte drenge, der blev puttet her til aften. De havde haft en fantastisk dag. Næste weekend skal de fejres af vores venner med børn, i weekenden var det familien der var til fødselsdag, og således er det ikke helt slut med fødselsdagsfejringen endnu. Vi skal have dinosaurtema, som jeg glæder mig til at dele med jer her på bloggen.

Tusind tak for alle de søde fødselsdagshilsener i dag.

Sådan gik første uge i børnehaven

Det er altså bare fedt med alt det nye legetøj i børnehaven

Tristan og Nohr er ved at være nogle store drenge nu, og det er allerede en uge siden de startede i børnehaven. Du kan læse om deres første dag lige HER.

Den første dag var vi begge to med i børnehaven, hvor drengene dog havde mere travlt med at inspicere omgivelserne fremfor at holde øje med deres mødre. Anden dag blev de derfor afleveret om morgenen, hvorefter de var der selv, uden en mor, til de havde spist frokost. Vi havde lidt sommerfugle i maven, for det var kun anden dag i børnehaven, men drengene tog det i stiv arm. De fandt nogle biler inde i konstruktionsrummet, og sagde så bare “Hej hej mor”. Da Lisette hentede dem ved middagstid, græd Tristan. Ikke fordi han havde haft en dårlig dag, men simpelthen fordi han ikke ville med hjem! Nohr ville dog gerne med hjem, men havde haft en god dag. Han sagde bare “Hej hej og god tur” (han havde lige kørt på cykel med en anden dreng).

Tæppet med farver er et stort hit hos Nohr, som elsker at snakke om farver

Om onsdagen skulle drengene sove til middag i børnehaven. Om formiddagen havde Nohr set en sort bil, som lignede vores, og så var han blevet ked af det, fordi det ikke var hans mor, men en af pædagogerne havde nemt kunnet trøste ham, og resten af dagen havde været super god. Vi var lidt bekymrede på pædagogernes vegne med luren, for drengene havde aldrig prøvet at blive puttet på en madras -kun i barnevogn i dagplejen. De puttes i klapvogn herhjemme til natten (og løftes over når de sover), fordi de ellers gejler hinanden op til fis og ballade -og kommer rendende grinende ind i stuen konstant! Det var dog gået  fint, og de havde lagt sig til at sove med det samme! Små bøller.

Endnu en dag slut i børnehaven

Indkøringen er simpelthen gået over alt forventning. Der kommer sikkert en reaktion om nogle uger, men de er bare super glade for at være startet i børnehave. Faktisk så glade at de efterspurgte børnehaven i weekenden. Ingen gråd ved aflevering, selvom Nohr græd 9/10 dage i deres fantastiske dagpleje, og glade børn hentet hver dag. I går kom Nohrs primærpædagog tilbage fra ferie. Hun havde også Isabella og Nicolaj i sin tid – og er bare fantastisk. Vi viste Nohr og Tristan billeder af hende, og snakkede om at hun kom. Hun var spændt på, om Tristan og Nohr ville snakke til hende. Det tog nemlig 1-2 år før Isabella og Nicolaj frivilligt kommunikerede med voksne i børnehaven, da de var ret generte. Tristan og Nohr havde heldigvis været nemme at komme til.

Hvor er vi heldige at de fik plads i lige netop den børnehave 🙂

Double up på første dag i børnehave

To stolte drenge på vej i børnehave

I dag var en stor dag -både for Tristan og Nohr og for os mødre: Første dag i børnehaven! Jeg har svært ved at fatte, at vi allerede er nået dertil!

På vej ind i børnehaven
Velkommen Tristan og Nohr

Beredt med de fine børnehaverygsække de havde fået af dagplejen, og med en smule utryghed hos Nohr, åbnede vi lågen ind til de næste 2 1/2 år af deres liv. Lågen har vi åbnet mange gange, for både Isabella og Nicolaj har gået i samme børnehave. Og nu står vi her så igen. Næsten som om vi aldrig rigtig var væk.

Madpakker!

Madpakker er det nye sort

Vi startede med at gå ind og finde drengenes garderobepladser. De går i hver sin børnehavegruppe (læs mere om grunden i “De skiller vores tvillinger ad!”), men begge grupper har garderobe i samme rum. Meget bekvemt. Madkasse og drikkedunk blev taget op, tasken hængt på knagen og frugten lagt på hylden sammen med drikkedunken. Derefter gik Tristan og Nohr ind og lagde madkasserne i køleskabet -kun for at hente dem igen kort efter for at tage en mad. Det der madpakkesjov var alligevel lidt spændende. I børnehaven må børnene spise når de vil, pånær et stykke tid inden frokost, så de kan samle lidt appetit til frokosten, som spises sammen i de respektive grupper. Vi indså hurtigt, at vi vist hellere må give dem en større madpakke med i morgen, for selvom de kun var der i et par timer, var begge madkasser tomme.

Seje cykler! Heldigt at brormand kan hjælpe med at fylde benzin på
Konstruktionsrummet

Så mange spændende ting

Tristan og Nohr begyndte hurtigt at udforske børnehaven. Vi prøvede at give lidt slip, og sad ved et bord og drak kaffe, mens de tjekkede legerum, konstruktionsrummet og legepladsen ud. På et tidspunkt kom de kørende inde i børnehaven på udendørs løbecykler. Der måtte vi lige guide dem udenfor. Herhjemme har de to løbecykler indenfor, så de tænkte nok slet ikke over det.

De andre børn i børnehaven synes det var lidt spændende med de to nye børn, og de var søde til at tage sig af dem. For eksempel blev begge drenge transporteret rundt som sidekick på cyklerne i bedste cykeltaxastil.

Møre!

Efter et par timer var drengene mere end møre. Alle indtrykkene, de nye mennesker, nye legetøj mm havde i dén grad udmattet drengene. Vi sagde derfor tak for i dag efter frokosten, og så kørte vi ud til Rosengårdcentret, så drengene helt selv kunne vælge den madkasse og drikkedunk, de ville have. Nohr faldt straks i søvn i bilen mod centret, mens Tristan faktisk slet ikke sov lur i dag -og Nohr vågnede efter 30 min. De var meget nemme at putte! De sover ellers stadig 2-3 timers middagslur normalt.

I centret fik de lidt mere mad på Det Grønne Køkken (salatbar/buffet) og en is, og så købte vi nyt regntøj, gummistøvler og et tæppe til hver til lurene i børnehaven. Følger de storesøsters mønster, skipper de nok snart luren i hverdagene. De valgte nogle super fine madkasser fra Sistema og små matchende drikkedunke. Nohr valgte i farven blå og Tristan naturligvis i pink -yndlingsfarven. De madkasser de havde med i dag, er også nye, købt i Berlin, men de skulle også have lov at vælge en selv.

Nye madkasser!

Første dag i børnehaven gik rigtig godt. I morgen skal drengene være der selv indtil frokost, hvor de hentes igen. Måske de sover lur onsdag. Lisette har fri hele ugen til at køre dem ind. For mit vedkommende skal jeg på job.

Tænk at de allerede skal i børnehave…

De skiller vores tvillinger ad!!!

“De skiller vores tvillinger ad, når de skal i børnehave!!!”, skrev Lisette desperat til mig i en SMS forleden! “WHAT?!!??!?”, var mit intelligente svar, for det var bestemt ikke hvad vi havde fået stillet i udsigt, da jeg for mange måneder siden ringede til børnehaven for at sikre mig, at drengene kunne komme i samme gruppe, inden jeg sagde ja til pladserne

To små drenges første besøg i børnehaven

“De skiller vores tvillinger ad, når de skal i børnehave!!!”, skrev Lisette desperat til mig i en SMS forleden! “WHAT?!!??!?”, var mit intelligente svar, for det var bestemt ikke hvad vi havde fået stillet i udsigt, da jeg for mange måneder siden ringede til børnehaven for at sikre mig, at drengene kunne komme i samme gruppe, inden jeg sagde ja til pladserne. Vi hørte det endda ikke fra børnehaven, men fra dagplejemødrene, som havde ringet ud for at aftale en dag, hvor de kunne komme på besøg med dagplejen. Vi var målløse, stiktossede vrede og kede af det, for vi kunne absolut ikke se nogen grund til at skille drengene ad, når de nu fungerer så godt sammen! Drengene har hver sin stærke, selvstændige personlighed, og er gode til at være adskilt, men de har også et behov for hinanden og at have hinanden i deres nærvær, så mentalt havde vi slet ikke forberedt os på, at man kunne finde på at skille dem ad!

Nohr var vild med at cykle rundt i børnehaven, omend benene var lidt for korte til at nå pedalerne

I går besøgte vi så børnehaven med Tristan og Nohr. Vi kender børnehaven rigtig godt, for Isabella og Nicolaj gik der også, og den er absolut fantastisk (og vores førstevalg, da vi skulle have plads til drengene). Nu ankom vi med drengene, med lidt ondt i maven og samtidig spænding, garderet med en masse gode argumenter for, hvorfor drengene ikke skulle deles. Og vi argumenterede. Og argumenterede lidt mere. Og der blev argumenteret frem og tilbage mellem lederen og pædagogerne. Vi lyttede til børnehavens argumenter, som i starten var for vage, indtil en af pædagogerne kom over til os og havde de helt rigtige argumenter for at drengene skulle i hver sin gruppe. Hun fortalte om børnehavens erfaring med at dele tvillinger, om at de i virkeligheden kun var delt ved frokosttid og et par timer om torsdagen, om at hende, og den anden fantastiske pædagog som drengene skal have, deler garderobe og samarbejder om børnene o.s.v.. Hun viste os børnehavens to andre tvillingepar, som også er i hver deres gruppe, og som fungerede super godt. Men det der i virkeligheden gjorde udslaget var da hun sagde, at drengene ville have rigtig godt at danne sig “sin egen identitet”, så de ikke blev kendt som “drengene” eller “tvillingerne”, men som Tristan og Nohr (hvilket vi også altid selv betegner dem som, og aldrig tvillingerne). At de stadig havde rigtig meget tid sammen hver dag, men også fik lov til at være dem selv uden at skulle holde øje med brormands gøren og laden.

Tristan ser lidt mut ud på dette billede, men i virkeligheden havde han lige fået øje på et lille insekt.

Mens vi stod og sludrede med pædagogerne, tog Tristan og Nohr på eventyr i børnehaven, hvor de større børn var super søde til at tage dem under deres vinger. De solede sig i de større børns opmærksomhed, og bekymrede sig overhovedet ikke om, hvor mor og mor befandt sig. Tristan og Nohr legede med hver sin flok, i hver sin ende af børnehaven, og efterhånden som de gode argumenter for en adskillelse hobede sig op, kom der ro i mødrenes maver. Jeg tror nu egentlig godt vi kunne få gennemtrumfet, at de kunne komme i samme gruppe, men ved nærmere eftertanke skal det nok blive helt godt det her. Det var så skønt at se drengene fise rundt i børnehaven, som om de aldrig havde lavet andet, og selvom det bliver enormt svært at sige farvel til verdens bedste dagplejemødre i Dagplejen Firkløveren, så tror jeg faktisk at drengene er klar til børnehave -adskilt, men heldigvis kun i kort tid hver dag. Og drengene? De blev mega sure da vi skulle hjem fra børnehaven, for de ville så gerne blive der lidt længere <3

Billig fastelavn i Flying Tiger Copenhagen

“Du skal lige huske hårbøjlen, brormand!”. Kostumer 60 kr stykket (uden sort bluse og strømpebukser)

Reklame: Jeg husker med glæde tilbage på fastelavn fra min barndom. Jeg elskede at være ude at rasle, og jeg kunne faktisk rasle en del penge ind, for jeg startede to dage før, og sluttede to dage efter, fastelavn. Hvis folk i døren sagde, at det da ikke var fastelavn lige den dag, så jeg bare meget overrasket ud, og sagde: “Er det ikke?”, og så fik jeg alligevel fik lidt penge i bøtten. I dag synes jeg faktisk at Halloween fylder noget mere i mine børns bevidsthed, men de nyder stadig at fejre fastelavn, og Nicolaj ser frem til at skulle slå katten af tønden på skolen. På Isabellas mellemtrin (hun går i 4. kl), fejres det ikke mere, hvilket jeg egentlig synes er en skam. På min skole slog vi katten af tønden til og med 7. klasse. Begge børn har dog planer om at skulle ud at rasle, hvilket de prøvede for første gang sidste år.

En er vist ikke helt tilfreds med at blive klædt ud

Det kan hurtigt blive en bekostelig affære at handle ind til fastelavn, når man har fire børn. Ofte bruger man flere hundrede kroner pr kostume, som kun bruges ganske få gange, og det synes jeg ærligt talt er super ærgerligt. Sidste år købte jeg dyre kostumer til alle fire børn, og de to mindste gik hen og blev syge til fastelavn, og fik derfor aldrig brugt deres kostumer. Det er derfor super lækkert at man i Flying Tiger Copenhagen kan handle billigt ind til fastelavn, når ungerne nu ofte kun bruger tingene så lidt bagefter.

Fint udvalg af alternative fastelavnskostumer og tilbehør i Flying Tiger Copenhagen
Fjollet tilbehør
Sjove hovedbeklædninger -30 kr
Sej astronaut. Hovedbeklædning og kappe -30 kr/stk
Sødt havfruekostume -kun 60 kr!
Ansigtsmalingtil 20 kr/stk

Jeg tog de store unger med en tur i Flying Tiger Copenhagen for at finde lidt kostumer til de små 2-årige til dette års fastelavn. De små ville have raseret butikken på fem minutter, og var i øvrigt i dagpleje. Man kunne købe en masse tilbehør som skæg, briller, masker, kapper og hatte til meget billige penge, så kun fantasien sætter grænser. Der var også nogle små udklædningssæt, som man kunne bruge til de mindste og supplere op med en enkelt sort bluse. De lidt større kunne vælge kapper, parykker, briller og hovedbeklædninger. Mine store unger valgte, at deres små brødre skulle være henholdsvis en bi og en mariehøne, da de andre kostumer med buksetilbehør, nok ville være for store til dem. Der blev også købt ansigtsmaling til de små poder, så de kunne blive super fine til fastelavn. Flying Tiger Copenhagens ansigtsmaling er uden skadelige stoffer og – kemi, hvilket vi vægter meget højt, da vi ikke vil udsætte vores børn for unødvendig kemi. Ansigtsmalingen var super nem at påføre, og kunne nemt tages af med en vådserviet. En ansigtsmaling koster kun 20 kr pr farve, så det er bestemt ikke det, der slår fastelavnsbudgettet i stykker.

Isabella og Nicolaj har allerede kostumer til dette års fastelavn, men ellers ville Nicolaj gerne være astronaut. Der manglede dog lidt til de lidt større børn i butikken -og mulighed for at de små one-sizekostumer kunne spændes ind i fx bukser. Der var elastik i bukserne, som dog stadig ville være for store til de små.

Han er da meget sød -min lille MariehøneNohr -som nok vil hade mig for dette billede, når han bliver ældre 🙂

Man får hvad man betaler for, så kostumerne er selvfølgelig ikke af creme-de-la-creme-kvalitet, men de er ganske udmærket til formålet, og min lille bi og mariehøne er nu meget søde, ikke? Børn i Tristan og Nohrs alder har kun kostumerne på ganske kort, så det er skønt ikke skal skulle ofre for mange penge på det.

P.S. Bien er blevet glad og tilfreds igen.

Du kan læse testen af Flying Tiger Copenhagens fastelavnsudklædning og ansigtsmaling på Momstertest, hvor du også finder en masse andre tests af fine produkter.

Mindre selvlysende børn! Hep!

Allerede for et par år siden begyndte jeg at blive lidt bekymret for, om al den brug af mobiler, iPads og anden elektronik kunne komme til at få følger senere hen. Især for vores børn som ikke er færdigudviklede endnu. Der har været så meget tale frem og tilbage om mobilstråling, om mistanke om øget cancerrisiko med videre -og selvom det kan være svært at finde hoved og hale i alle de forskellige undersøgelser, som ofte modsiger hinanden, synes jeg heller ikke at det er værd at tage risikoen! Jeg putter min egen telefon på flysikker tilstand om natten, fordi den ligger tæt på mit hoved (og jeg bruger vækkeuret i den), men når den er på flysikker tilstand, kan jeg desværre ikke bruge internet m.m. på den. Men når især børnene bruger deres iPads i det daglige, er de ikke beskyttet mod bestrålingen, og derfor blev jeg super glad for muligheden for at teste et Radicover iPadcover, som beskytter os og ungerne mod unødvendig mobilstråling. Coveret har indbygget en speciel anti-strålingsmembran, som beskytter effektivt mod mobilstråling.

Det er primært Isabella og Nicolaj på 9- og 7 år der bruger vores iPads derhjemme, men Tristan og Nohr på 14 måneder ser også en lille børnesang eller lignende på YouTube en gang imellem (hurra for afledning!). Vi har testet coveret over flere dage, hvor vi har lavet en MOMSTER-test på produktet og set nærmere på funktionalitet, nødvendighed, kvalitet og pris. Det er herefter blevet rated fra 1-5, hvor 5 er det bedste. Denne test vil kunne ses inde på Momster.dk indenfor et par dage.

MOMSTERTEST:

Børnene har haft mange forskellige covers til deres iPads gennem tiden, dog ingen som beskyttede mod mobilstråling. Vi valgte at teste et lækkert iPad Cover Exclusive i Cognac Brun, fordi det var funktionelt, flot og i et lækkert PU læder. Totalt luksus.

 

FUNTIONALITET

Coveret var super nemt at folde ud og lukke.  Det lukkes nemt ved hjælp af en smart magnetlukning, og skærmen kan indstilles i tre forskellige niveauer efter behov. Selve coveret er lavet af det lækreste, bløde PU læder -og det føles meget luksusagtigt og lækkert. Coveret har alle de funktioner vi kunne ønske os  dog har vi set covers med lidt flere funktioner, og derfor giver vi 4 point

NØDVENDIGHED

Med nogle aktive børn er det nødvendigt med et cover til at beskytte iPad’en, et cover de nemt kan åbne og lukke og gerne et de kan rejse op når de vil se film  eller lignende. En coverløs iPad glider lettere ud af hænderne, smadrer nemmere mm, så et cover er bestemt nødvendigt. At dette cover tilmed beskytter mod stråling gør, ar vi giver 5 point.

KVALITET

Coveret er lavet af det lækreste gedeskind, det er supee flot og af rigtig god kvalitet. Så lækkert. Faktisk det lækreste cover jeg har haft i hænderne!

PRIS

Coveret koster 449 kroner, hvilket er mere end fair -kvaliteten og funktionaliteten i betragtning. Ipadcovers ER dyre, og med dette cover får man rigtig meget valuta for pengene. 5 point herfra! Jeg er vild med tanken om at mine børn (og os selv) bliver beskyttet mod stråler, og jeg overvejer kraftigt at anskaffe mig flere af deres produkter, fx iPhonecovers. Inde på hjemmesiden kan man få en masse forskellige produkter, og jeg sender den varmeste anbefaling!

Nicolaj på nostalgisk besøg I børnehaven

-Af Lisette
Det er over en måned siden, Nicolaj sagde farvel til sin børnehave og på gensyn til sine mange gode kammerater (Farvel til børnehaven -Goddag til skolelivet). I går fik han lov til at holde en fridag fra førskolen for at besøge store og små i børnehaven. Det havde han efterspurgt flere gange. Det var vigtigt for ham, at hans fantastiske pædagog knyttet til orange gruppe var der – og det var hun heldigvis. Nicolaj blev mødt af glade, velkendte ansigter og der gik ikke mange minutter, før legen var igang med de savnede kammerater.

Glade drenge

Vi (Lisette og Nicolaj) var med til frokost i Orange gruppe, og selvom vi ikke havde taget madpakke med, fik vi en plads om bordet i den gruppe, han før var en del af.

Efter frokost gik turen ud på legepladsen, og Nicolaj var igen omringet af drenge, der ville lege. Nicolaj fik leget, gynget, cyklet og klatret -og efter et par timer var det tid til at sige på gensyn.

Glad, efterhånden lidt langhåret, Nicolaj

Heldigvis er det gode kammerater, han har fået i børnehaven, og dem gør vi meget for at holde fast i, så Nicolaj også kan have et lille netværk i nærområdet, nu hvor han går i skole i nabokommunen. Han børnehavevenner er også nogle skønne knægte, så vi vil gøre vores bedste for at holde kontakten. Det skylder vi vores dejlige dreng!

Tak fordi du læste med!

Skoleliv // Første skoledag i Førskole

Undskylder på forhånd for de seneste dages skolespam, men det er stort, når ens lille fyr starter i Førskole!

I dag havde Nicolaj første skoledag, og det var en stolt og spændt fyr, som ankom til sin nye skole i morges.

Klar til skole

 

Stolt dreng

Mødrene var med de første par timer, hvor Nicolaj hurtigt kom i leg med nogle søde drenge. Han er heldigvis en meget social dreng, så han har nemt ved at komme i leg. Efter at børnene havde spist frugt om formiddagen, smed den unge mand os hjem, og det tager jeg som et sundhedstegn.

Velkommem til FørSkolen

 

Fedt med nyt legetøj

 

Nicolaj vender sit billede, så hans ankomst registreres

 

Nicolaj tegner med sin nye klassekammerat

Jeg hentede den gladeste dreng kl 13. Han var i fuld gang med at lege med en dreng, som hedder Silas, og begge drenge ville gerne have lavet en legeaftale ASAP. Vi venter dog nok lige nogle dage :-). Hvor er vi glade for, at det gik så godt i dag! Og Nicolaj? Han glæder sig allerede til i morgen!

Tak fordi du læste med!

Farvel til børnehaven -Goddag til skolelivet

Min lille Nicolaj, som blev født i går, er blevet en stor dreng, som er klar til at sige goddag til skolelivet, selvom mor her synes han stadig er en lille fyr. I dag har Nicolaj sagt farvel til børnehaven, det kendte og det trygge, til fordel for Førskolen på samme skole som storesøster. Han havde 70 blå muffins, med jordbær på toppen, med efter eget ønske. Han synes nemlig at alle børn og voksne i børnehaven skulle have en muffin, og ikke kun hans egen børnehavegruppe. Til hans skønne, vellidte gruppepædagog, havde han selv valgt en fin plante i krukke.  Hun har haft en stor og betydningsfuld rolle i både Isabella og Nicolajs børnehaveliv, og hun betyder utroligt meget for os alle fire. Bedre pædagog tror jeg ikke findes!

Isabella fulgte Nicolaj i børnehave på hans sidste dag
  

Kager efter Nicolajs valg: Blå muffins med hvod glasur og jordbærstykker
 Mødrene har sommerfugle i maven, for om lidt er det nu. Om lidt er der to skolebørn på matriklen, to børn der skal støttes og opmuntres gennem skoletiden og to børn, som vil udvikle sig -dag for dag. Det føles lidt mærkeligt at sige farvel til børnehaven, som vi har haft børn i siden 2011, men også rart. Et nyt kapitel begynder. 
Jakken bliver hængt i garderoben for sidste gang

 
Selvom Nicolaj “kun” starter i Førskole i morgen, og egentlig først i børnehaveklasse til august, så er det en meget stor ting for den lille mand. Han skal til at lære en masse spændende ting, lære at sidde stille, lære at interagere med en masse nye kammerater (som han ikke kender, fordi de har gået i andre børnehuse), og de skal lære vores dejlige Nicolaj at kende. Vi har sommerfugle i maven, men føler os også meget trygge ved at aflevere Nicolaj i morgen. Det er en fantastisk skole, han skal gå på, og vi er meget trygge ved personalet og deres kompetencer. Børnene starter med at blive delt op i farvegrupper, som i løbet af foråret og sommeren, bliver roteret og kombineret på kryds og på tværs, indtil de finder den helt rigtige, dynamiske klassesammensætning til deres A- og B-klasse i november eller december. Det synes jeg er et genialt koncept -og jeg kan jo se, at det har virket fantastisk på Isabellas klasse, som blev kombineret på samme måde i sin tid. Den er meget harmonisk.Nicolaj har været oppe at besøge SFOen/førskolen i et par timer i uge 8, så han er helt med på, hvad der skal ske, og har set nogen af de andre børn.
(Skoleliv // En glad dreng)

Jeg glæder mig til at se, hvordan det hele går. Nicolaj er en meget social dreng, så jeg er slet ikke bekymret for, om han skal falde til 🙂

Tusind tak til Elsdyrløkkens Børnehus for fem gode år med begge unger. Vi har været fantastisk glade for at have vores børn i jeres børnehave, og holder meget af jer allesammen. Tak for den trygge base i har skabt for ungerne. I vil blive savnet! 

Stolt Nicolaj til morgen med den selvvalgte gave til yndlingspædagogen
 

Tak fordi du læste med.