Han lovede mig at blive 100 år

Far

Far, du lovede at blive 100 år, men det blev kun til præcis 87 år og 7 måneder😔. Sent fredag aften fik min far hjertestop, kort efter han lige havde bedt hjemmehjælperen om et glas vand. Han vågnede aldrig igen, og efterlader nu 38 års gode minder i mit hjerte❤️. Jeg kommer til at savne min dejlige far helt forfærdeligt, men jeg ved, at han var klar til at komme herfra. Han fortalte for nylig, at han havde haft et langt og lykkeligt liv, og at han troede på, at han ville blive genfødt i et nyt spændende liv på et senere tidspunkt. Han holdt aldrig op med at være nysgerrig på verden, læste mange bøger og klarede sig selv, fraset en lille smule hjælp her til sidst.

Et begivenhedsrigt liv

Min far voksede op som et priviligeret barn i Aalborg, hvor han boede i en stor villa med sin lillebror, mor og far, som arbejdede som læge. Han havde også en bror mere, som døde kort efter fødslen, og han fortalte ofte om, hvordan lægesjusk gjorde, at han døde af iltmangel kort efter fødslen. Hans forældre havde både barnepige, kogekone og rengøringsdame -og to biler og en motorcykel, som ikke var allemandseje dengang. Når han fortalte om sin barndom, var det altid med glæde i øjnene, og med en kæmpe entusiasme. Han malede små soldater og byggede små modelfly, som han minutiøst malede de fineste små detaljer på, og nede i kælderen havde han en stor modeltogbane, som han havde bygget det flotteste landskab omkring. Hans far bakkede ham op i hans interesser, og lille Karsten dyrkede sine interesser intenst. Far fortalte så sent som torsdag, at han ville til at male på modelfly igen. Det nåede han desværre ikke.

Barn af krigen

Far var 8 år da Anden Verdenskrig brød ud, og selvom krig er en alvorlig ting, legede han sig gennem krigsårene. Han byggede små bomber, som han drillede tyskerne med, og han fortalte ofte glædeligt om en særlig sjov episode under krigen. En dag da han var til spejder, forlod han flokken for en stund, og kastede en lille, hjemmelavet bombe ind mellem benene på en tysker. Tyskeren sprang op i vejret, og blev vældig forskrækket. Tyskeren nåede lige at se en spejderdreng løbe stærkt ned ad en gyde, og fulgte straks efter i fuldt firspring. Min far løb ind i spejderhytten, hvor alle spejderne sad i en rundkreds og sang, og satte sig straks i rundkredsen og sang med. Kort efter kom en flok tyskere forbi, men ingen af spejderne ville give sig til kende, og de måtte gå igen med uforrettet sag.
Han fortalte også om en gang, hvor to Gestapofolk, forklædt som danske betjente, bankede på døren, fordi de ville beslaglægge min farfars biler og motorcykel. Min farmor kom ned til døren, så de “danske betjente” og udbrød: “Åh, gudskelov det ikke er Gestapo!” De tog køretøjerne, som min farfar dog fandt igen senere. Farmor var faktisk jøde, så det var min far også af fødsel, men var aldrig rigtig i fare under krigen. Hvis min far havde været lidt ældre, havde han med garanti været med i modstandsbevægelsen.

Gammelsproglig Student

Far fortalte altid hjertevarmt om sin gymnasietid i Aalborg, hvor han gik på Katedralskolen og læste på den gammelsproglige linie med latin og oldgræsk. Så sent som i september i år, reciterede han latinske tekster og havde ikke glemt noget af det lærte. Han havde nogle fantastiske år, hvor hans interesse for det historiske og gammelsproglige, gav ham flotte karakterer i gymnasiet. Han fortalte mange gange om en læsekammerat han havde, hvor læreren beskyldte dem for at have set efter hinanden til en eksamen, selvom de havde siddet langt fra hinanden. Drengene havde terpet og terpet sammen, og kunne det samme stof. De måtte gøre eksamen om i hver sit rum, før læreren måtte give sig og undskylde, da de endnu engang kom ud med det samme resultat.

Fra jyde til københavner

Som 18-årig flyttede far med sin familie til København, hvor han begyndte at lave medicinske film med sin far. Film var min fars store passion, og min far og farfar vandt flere internationale priser. Sideløbende var min far også begyndt på medicinstudiet, som han nåede at læse på i 5 år, inden han droppede ud for at lave medicinske film på fuld tid. Jeg fandt aldrig helt ud af, hvorfor han droppede ud af studiet så tæt på at være læge, men han fortrød aldrig sit valg, og forsatte med familiefirmaet, som mine brødre senere overtog, indtil for få år siden. Han opdaterede sin medicinske viden gennem hele livet, og terpede blandt andet med mig under mit studie.

Far kunne aldrig huske min fødselsdag…

…men han kunne huske dato og klokkeslæt på, hvor og hvornår Napoleon slog en skid, og hvornår dit og dat var sket. Han elskede historie, og var simpelthen så lærd. Især Første og Anden Verdenskrig interesserede ham, og jeg gav ham faktisk altid bøger inden for det emne til jul og fødselsdag. Som barn tog han os med på museer hver søndag, hvor han levende kunne fortælle de skønneste, detaljerede historier om de ting, vi så. Han var så entusiastisk, at han kunne gøre alt interessant. Han var aldrig typen der spillede fodbold med os i haven, men han gav os en viden og interesse om så mange ting, som vi har kunnet tage med os ind i voksenlivet.

6 børn og 11 børnebørn

Far fik tre børn med sin første kone, som han blev skilt fra i 70’erne. Et stykke tid efter mødte han min mor, som havde to børn, og sammen fik de min lillebror og mig -og min plejesøster, som vi fik som 1-årig. En god flok på 8 børn, som voksede op i Charlottenlund nord for København. De store flyttede hjemmefra, og jo færre børn vi blev, jo længere sydpå flyttede de. Vi endte i Haslev -et område min far mere eller mindre endte med at blive i. Turene til museer om søndagen fortsatte i det meste af min barndom. Med årene blev far morfar 5 gange og farfar 6 gange. En bedrift han var meget stolt af: “Tænk, i var aldrig kommet til verden, eller børnebørnene, hvis det ikke var for mig”, ville han sige. Han var så stolt af sine børnebørn, og roste mine børn så flot for deres væremåde, deres viden og for bare at være dem.

I 2009 blev far enkemand

…da min mor døde efter tre års cancersygdom. Han valgte at flytte til Faxe Ladeplads, hvor han skulle til at lære at være alene igen, og han fandt aldrig en ny kone. Han nød livet nede i Faxe, hvorfra han kørte lange ture ud i naturen i sin bil. Han elskede at køre bil. Han kørte indtil for ca to år siden, hvor han ikke fik fornyet sit kørekort. Det var nok meget godt, for hans bil havde efterhånden fået mange buler. Indtil han mistede kørekortet, havde han hele tre avisruter, som holdt ham igang. Seje, gamle mand! Efter han mistede bilen, købte han en el-scooter. Turene blev kortere, men han kom selv rundt i området.

I september troede jeg, han ville dø

Far blev indlagt svagelig efter et større vægttab, og lægerne kæmpede for at finde ud af, hvad han fejlede (17 dages stilhed, alvorlig baggrund) Jeg var overbevist om, at han havde kræft og kun kort tid tilbage, men min seje far overkom sygdommen, og blev udskrevet til eget hjem. Han fik det dog aldrig helt fantastisk igen, og vægttabet gjorde ham lidt mere skrøbelig. Han klarede dog stadig rigtig mange ting selv, og var bare så sej. Han var begyndt at snakke om, at komme til Odense og besøge os. Det nåede han dog aldrig. Jeg snakkede med ham torsdag, hvor han bad mig købe julegaver til mine unger fra ham. Han lød lidt forvirret, blandet med relevant, og spurgte som altid ind til børnene. Jeg vidste ikke, at det skulle blive sidste gang, jeg hørte min fars stemme. Fredag ved midnat ringede min bror og fortalte, at far havde forladt denne verden. Det skete pludseligt og uden varsel. Jeg tror ikke far nåede at opfatte meget. Og far var ikke alene, da det skete. Far var ikke bange for døden, og havde et langt og godt liv.
Jeg kommer til at mangle ham. Jeg er nu forældreløs -men minderne kan ingen tage fra mig, og jeg skal nu selv fortælle min historie. Det kom som et chok, og jeg kan stadig ikke forstå, at jeg nu heller ikke har en far. Men det er ok, for jeg er sikker på, at jeg møder min far igen en dag -og far er her stadig -lige i mit hjerte❤️

Hvil i fred far😭❤️
Karsten Hjertholm 29.04.1932 – 29.11.2019

Alle børn fortjener en far, eller?

 

Verdens dejligste børn -Isabella, Tristan, Nohr og Nicolaj

Jeg har altid vidst, at jeg gerne ville have børn en dag. Jeg har altid været vild med børn, og alligevel kom jeg i tvivl om jeg ville have det, da jeg havde fundet sammen med en kvinde. For var det ikke synd for børnene, at Læs videre “Alle børn fortjener en far, eller?”

Nicolaj har ingen far -men den sejeste lærer!

Nicolaj på 6 år har tænkt meget over dét, at han ikke har nogen far (læs evt tidligere indlæg; “Hvorfor har jeg ikke nogen far?” og “Mor, jeg vil hellere have en far end dig!”  ). Efter han er kommet i skole, spørger de andre børn også mere intensivt ind til det, og selvom Nicolaj ikke lader sig påvirke helt så meget af det længere, bliver han mindet en del om, at han lever i en lidt anden familiekonstellation. For eksempel når de i diverse bøger, opgaver, daglige samtaler omtaler forældre som mor og far (hvilket de også skal). Således varmede det mit hjerte forbandet meget den anden dag, da jeg skulle lave lektier med Nicolaj. 0.A skal skrive, hvad deres forældre arbejder med og lave en fin tegning -og jeg så straks, at læreren havde ulejliget sig med at lave et helt særligt stykke papir til Nicolaj, hvor der i stedet for “Mor og fars arbejde” stod “Mor og Mors arbejde”. Hvor er det fantastisk, at de lige har gjort sig den ulejlighed bare for Nicolajs skyld. Det er en lillebitte ting, som vi ikke selv har nævnt for lærerne -og alligevel er de så betænksomme! Tak for dem! Jeg kunne mærke på Nicolaj, at det betød meget for ham. Så dejligt. Nicolaj fik lavet sine lektier (lidt hurtigt og småsjusket). På det første billede kører jeg med en patient. Og på det andet billede skriver Lisette for en avis. 

Hvor er det fantastisk, at selv sådan en lille ting kan bringe så meget glæde. 

Tak fordi du læste med!

“Mor, jeg vil hellere have en far end dig!”

“Mor, jeg vil hellere have en far end dig!”, sagde Nicolaj forleden til Lisette, som han ellers elsker og forguder. Nicolaj har tumlet med, hvorfor han ikke har nogen far, siden han var 4 år, men det synes at fylde ekstra meget hos ham for tiden. Han virker vred. Meget vred, og han har efterhånden efterspurgt en far flere gange. I det tidligere indlæg, “Hvorfor har jeg ikke nogen far?“, har vi uddybet, hvordan vi taklede hans savn for et års tid siden, men der skal ligesom mere til nu. Han spurgte for eksempel også Lisette for et par dage siden, om han ikke bare kunne kalde hende Lisette i stedet for Mor.  Det kom lige ud af det blå, og det eneste vi lige kunne svare var, at Lisette skulle hedde Mor eller Mor Lisette -og at jeg hed Mor eller Mor Sophie. Lisette er selvfølgelig ret ked af det lige nu, selvom hun på ingen måde er i tvivl om hans kærlighed. Nicolaj forguder hende. Det er bare ikke rart at høre. Vi anerkender selvfølgelig hans savn. Han ved han har en donorfar “et sted derude”, og at vi ikke kan møde ham. At det var en rar mand, som hjalp os med at få lige den dreng, vi sådan ønskede os. Det har været nok for ham. Indtil nu. 

Nicolaj 5 år
Men nu er vi på bar bund. Vi kan (og skal) ikke skaffe Nicolaj en far. Vi har ikke så mange (egnede) mænd omkring os, som kan give Nicolaj lidt mandligt input, og vi vil så gerne hjælpe vores dejlige knægt. Vi møder ham, hvor han er. Anerkender hans savn. Anerkender ham. Møder ham hvor han er. I virkeligheden er vi lidt på bar bund. Vi vil gerne have vores glade Nicolaj tilbage, så hvis DU har input eller erfaringer på området, tager vi mod dem med kyshånd. Alt for vores elskede lille dreng. 

<3
Tak fordi du læste med!