En vanvittig svær, rigtig beslutning

Snart skal den blå kittel skiftes ud med en sort

Når man har det godt og trygt i sit liv, og er omgivet af en masse fantastiske mennesker, kan det være en svær beslutning at lave om på det. Alligevel tror jeg det er rigtig sundt kontinuerligt at udfordre sig selv og komme ud af sin tryghedsfære. På baggrund af det, har jeg taget en vanvittig svær, men bestemt rigtig beslutning: Jeg forlader verdens bedste kollegaer på sygehuset, og skal nu ud at arbejde i praksis hos to praktiserende læger. Nu skriver jeg svær beslutning, og det var det også, men samtidig kunne jeg mærke, at jeg havde en masse kompetencer, jeg ikke fik brugt, og at jeg trængte til nye udfordringer. Og udfordringer bliver der masser af. Det er jeg slet ikke i tvivl om. Det bliver så godt!

Endnu flere søde kollegaer

Jeg har mødt mine nye kollegaer, som virker super søde. Vi havde god kemi fra starten, så jeg er sikker på, at jeg også bliver super glad for at være det nye sted. Jeg har sygt mange sommerfugle i maven (kæmpe store, faktisk), men jeg glæder mig helt vildt til at bruge mine kompetencer og få en masse nye kompetencer også! Jeg er allerede gået igang med at genopfriske en masse ting inden jeg starter, for de sidste par år har jeg lavet en lidt anden slags sygepleje hos kæbekirurgerne og tandlægerne på sygehuset.

Mere tid med arvingerne

For første gang i mit liv skal jeg prøve at arbejde deltid (32 timer), så ud over at jeg virkelig kommer til at arbejde med en masse spændende ting, får jeg mere tid med mine unger, og kan være med til at aflevere og hente dem hver dag. Dét glæder jeg mig til! Lisette har afleveret og hentet hver dag de sidste mange år, fordi hendes arbejdstider gjorde, at hun både mødte senere end mig, og fik tidligere fri -men nu kan jeg også komme ind i gamet. Fantastisk.

Men først et tårefyldt farvel

Puha…men først skal jeg så sige farvel til mine fantastiske kollegaer i morgen, og jeg har allerede vildt ondt i maven over det. Vi har et fantastisk arbejdsmiljø her i afdelingen, og vi har det virkelig godt sammen. Vi griner hver dag, og det er bestemt ikke på grund af dem, at jeg søger nye græsgange. Så det er med blandede følelser, at jeg rejser -også selvom jeg slet ikke er i tvivl om, at jeg bliver glad for min beslutning.

Jeg glæder mig! Det bliver så godt!

Nu ved jeg, hvad Tristan fejler

Lille, syg Tristan

Fortsat fra “Tristan indlagt obs meningitis”- Lægerne havde svært ved at finde ud af, hvorfor Tristan var så dårlig. Infektionstallene var godt nok forhøjede, men ikke så høje, at det tydede på en bakteriel infektion. Tristan sov det meste af tiden, kun fraset få opblomstninger, når hans tvillingebror Nohr kom forbi. Han ville stadig ikke spise og drikke, og lå for det meste bare helt stille og kiggede op i luften -og helst helt tæt op ad sin mor. Talen var til tider lidt snøvlende og øjnene kørte rundt i hovedet på ham. Flere læger var nede at kigge på ham, og en af dem kunne høre en mislyd på hjertet. Der blev derfor bestilt lidt ekstra undersøgelser.

Tristan til røntgen af thorax

Røntgen, ekkokardiografi og flere blodprøver

Tristan har haft en del lungebetændelser det sidste års tid, helt præcist 6 behandlingskrævende, så lægerne ville gerne undersøge ham for, om han kunne have en immundefekt og følge op på væske- og infektionstallene. Der blev derfor bestilt nogle ekstra blodprøver, et røntgen og en ekkokardiografi af hjertet, som vi nok først ville få efter udskrivelsen. Tristan tog det hele i stiv arm, og var så dygtig nede til røntgen, hvor han stod helt stille, da han fik taget billederne. Nu manglede vi bare at få taget lidt flere prøver, så Tristan  kunne blive gennemdyrket for at få svar på, hvorfor han var syg.

En lille is på vej retur fra røntgen. Alle væsketricks gælder, og Tristan elsker Champagnebrus

Tis så, knægt!

Lad mig bare slå fast: Det er ikke nemt at få en urinprøve fra en dreng, som endnu bruger ble. Tirsdag og onsdag brugte jeg sammenlagt 6-7 timer på at prøve at få drengen til at tisse i en kop, så de kunne se, om det var en urinvejsinfektion der drillede. Hver gang tissede han først, da bleen kom på! Til sidst fik han lov at få en pose på, så urinen kunne blive opfanget, og så fik vi endelig en prøve fra. Han blev også podet i halsen, og så var der faktisk ikke så meget mere at dyrke på! Tristan havde stadig høj feber, til trods for at han var på fast Panodil, så der var ikke andet at gøre end at vente på svarene. Onsdag aften var han stadig skidtmas, så det blev besluttet, at han skulle have flere blodprøver næste dag inkl bloddyrkninger, hvis han stadig havde feber. Han havde nu høj feber på 6. døgn.

Tristan den dag han blev udskrevet

Børn er utrolige!

…meeen det blev ikke aktuelt med blodprøver næste morgen. Selvom Tristan gik i seng ved 23-tiden med 39,1 i feber, var han feberfri hele natten. Om morgenen blev jeg afløst af Lisette for at gå på job, og da han vågnede sprang han op i armene på Lisette, og sagde han gerne ville ned at lege! Han fandt den første og bedste cykel, hvorefter han gjorde gangene usikre, mens han snakkede som et regulært vandfald. He was back! Da lægen kom på stuegang fortalte hun, at de sidste meningitisprøver var kommet tilbage negative! Der manglede stadig svar på flere prøver, men da Tristan havde det så godt, blev han udskrevet med åben indlæggelse i 5 dage. Han kunne lige så godt komme sig hjemme, hvor vi stadig skulle nøde ham med væske, men hvor han var i vante omgivelser. SÅ GODT! Ekkokardiografien ville blive senere, og så bliver han kaldt ind om et par måneder for at få afklaret, hvorfor han får så mange lungebetændelser. Børn er altså bare seje.

“Nu ved jeg, hvad Tristan fejler”

…ringede lægen til mig i går og sagde. “Han har haft en encephalit i hjernen forårsaget af enterovirus. Det var derfor, han var så dårlig. Vi fandt enterovirus i halspodningen. Jeg forventer at han klarer den uden mén”

Tristan er stadig meget træt og lidt subfebril, men han er i bedring (og super sej, hvis du spørger hans mor!). Nu krydser vi fingre for, at han snart er helt frisk, at der ikke kommer flere positive svar på de sidste prøver og at hans ekkokardiografi er uden anmærkninger!

Tristan indlagt obs meningitis!

En bleg og klattet Tristan i børnemodtagelsen

Vi har haft den dejligste efterårsferie, med først 4 dage med gode venner i sommerhus, efterfulgt af 8 dage i Lalandia. Den sluttede dog trist. De sidste par dage i Lalandia, begyndte lille Tristan at få høj feber, men ville stadig gerne lege lidt. Han blev dog mere og mere sløj, og efter 4 dage med feber, valgte jeg at tage ham til lægen, da han hverken ville lege, spise eller drikke. Overraskende nok var hans infektionstal ikke så høje, men da lægen kunne se, at han var ganske sløj, valgte han at få ham indlagt. Han kunne ikke finde noget infektionsfokus i klinikken.

“Jeg mistænker meningitis. Han skal have en lumbalpunktur med det samme…”

…sagde overlægen, som var kommet ind på stuen. Jeg kunne kende overlægen, som er en vanvittigt dygtig mediciner, som i sin tid reddede Nicolaj, da han var alvorligt syg af herpesencephalit. En mand jeg har uendelig stor respekt for! Ordene ramte mig hårdt. Jeg havde slet ikke tænkt tanken meningitis. Eller, om lørdagen i Lalandia strøg tanken forbi, fordi han blev hurtigt skidt og havde iskolde hænder og fødder, men da han hurtigt blev sig selv igen, og ingen petekkier eller nakkestivhed havde, valgte jeg at se tiden an. Burde jeg have taget ham til læge der?

Inden lægen var kommet ind. var jeg i et par timer blevet punket af børnemodtagelsens sygeplejerske, fordi hun ikke synes, jeg nødede Tristan nok med væske. Jeg havde ikke lavet andet de sidste par dage, og drengen nægtede at indtage noget som helst. Da lægen smed meningitismistanken, holdt hun op med at punke mig. Drengen havde det virkelig skidt, så der var jo altså en rigtig god grund til, at han ikke vil drikke eller spise. Guderne skal vide, jeg havde prøvet at få væske i den lille mand.

En bekymret Nohr lægger en trøstende hånd på Tristan

“Undskyld at jeg sådan punkterer alle dine børn”,

…sagde overlægen med et lille smil. Han kunne godt huske mig fra tiden, hvor Nicolaj var alvorligt syg. Vi har nemlig i flere år sendt en mail hvert år, hvor vi har takket ham for at have reddet Nicolajs liv + fortalt om alle hans fine fremgange. Nicolajs odds var nemlig rigtig dårlige dengang, men han er heldigvis kommet sig helt uden mén. Nicolaj fik lejlighed til at møde lægen den dag, og det betød rigtig meget for ham. Da Nicolaj sagde tak til lægen, svarede han beskedent: “Det behøver du ikke takke for, Nicolaj. Jeg passede bare mit arbejde, og nu er det mange år siden”.

Tristan, som netop har fået lagt drop efter lumbalpunkturen

Tristan reagerede stort set ikke, da han fik lavet lumbalpunkturen

Det gør ellers pænt ondt, og er ganske ubehageligt, da der stikkes en nål ind til spinalvæsken i rygsøjlen. Det var endnu et tegn på, at Tristan havde det ret skidt. Jeg kiggede straks på de dråber spinalvæske, der blev taget ud af ryggen. Hvis de var grumsede, ville det være et virkelig dårligt tegn, men de var heldigvis klare. Lægen fortalte, at de umiddelbart ikke mistænkte en bakteriel meningit, men en virusmeningit, som ikke er nær så farlig. Det lettede mit hjerte lidt. Der var også en lille mistanke på encephalit, og det gav en noget bleg og bekymret mor!

Tristan fik taget blodprøver og lagt et drop…

…og så blev der sat væske op, da han var noget dehydreret. Imens holdt vi vejret i spænding. De første prøvesvar fra lumbalpunkturen ville komme inden for 30-60 minutter, hvor vi ville få en ide om det var virus eller bakterier, der var på spil. En glad læge kom os i møde efter 30 minutter og sagde, at de første prøver så fine ud, og at Tristan nu skulle indlægges ovre på børneafdelingen, hvor han skulle observeres og have taget flere prøver. PUHA, det var en lettelse, selvom meningitismistanken ikke var væk. Tristan var rigtig sløj og sov det meste af tiden, men nu blev han heldigvis tanket op med lidt væske. Nu måtte tiden vise, hvad han fejlede…

Fortsættes…

Efterårsferie 2019 // Første parket til Storebælt

Flot udsigt fra sommerhuset

Vi elsker at rejse og opleve i vores lille familie, og i år har allerede budt på 10 dages skiferie i Østrig, 4 dage i Weissenhäuser Strand Feriepark, 2 ophold på Hotel Legoland, ophold på Tivoli Hotel, flere ture i sommerhus, 23 dage i Bremen, Paris, Disneyland, Belgien, Holland, Luxembourg og Berlin, 3 dage i Sverige, 3 dage i Norge og et weekendophold i Fårup Sommerland. I torsdags tog vi tidligt hul på efterårsferien, som startede med fire dage i lækkert sommerhus i første række til vandet ved Hesselager på Fyn -sammen med gode venner og deres børn, inden turen i går gik videre til Lalandia i 8 dage. En rigtig Danmarksferie❤️

Kagetid i sommerhuset -Kathrines hjemmebag
10 mennesker, ren hygge.

Sommerhushygge med gode venner

For et par måneder siden blev vi spurgt af vores venner, om vi ikke skulle booke en forlænget weekend i sommerhus, og vi siger aldrig nej til ferie. Jeg tjekkede markedet igennem, og stødte på det ene efter det andet DYRE, halvdårlige sommerhus på nettet. Lige indtil jeg valgte at se, hvad Airbnb kunne tilbyde. Jeg kender flere, som har benyttet sig af den tjeneste, og jeg fandt det fineste, lækreste sommerhus ned til vandet, til “næsten ingen penge”. Det tog ikke mange sekunder at overbevise vores venner om sommerhuset, og heldigvis snød billederne ikke: Det var et virkelig skønt hus med en helt fantastisk udsigt. Havudsigt er virkelig terapi for sjælen, og jeg har efterhånden nået en alder, hvor jeg virkelig nyder naturen.

Der findes virkelig guld for enden af
Isabella hjælper med at lave Spaghetti Carbonara
Friskbagte, koldthævede boller hver morgen. Tristan og Nohr nød at hjælpe
Skønne ture til stranden, hvor der blev samlet skaller og smidt mange sten i vandet

Hygge med stort H

Vi havde fire fantastiske dage i sommerhuset, og de gik virkelig hurtigt! Ungerne, hele 6 stk, havde en fest sammen. Der blev spillet alt for meget lidt iPad, gået ture til stranden, spillet Matador, leget, spillet fodbold i haven og bare hygget. De voksne spiste alt for meget kage, drak alt for meget kaffe, grinte, spillede spil og lavede mad sammen. Vi spiste friskbagte boller hver morgen, spiste god, hjemmelavet mad, Kathrines hjemmebagte kager og drak Pepsi Max i helt vanvittige mængder. Ren afslapning og hygge! Virkelig skøn og tiltrængt ferie! Dagene gik bare så stærkt!

La-la-Lalandiaaaaaaa

Heldigvis er ferien ikke slut for vores vedkommende, for vi er sust videre i Lalandia i 8 dage. Hele familien elsker Lalandia (jeg lidt mindre), og ungerne hoppede op og ned af glæde, da vi fortalte dem det i sidste uge. Vi ville have overrasket dem med det søndag, når vi kørte fra sommerhuset, men jeg var ved tale over mig flere gange, så vi fortalte det i onsdags. Dag 2 i Lalandia er allerede slut, og tiden flyver afsted. . Jeg glæder mig til at dele turen med jer.

Hvad skal DU/I lave i efterårsferien?

Farlig, fantastisk dinosaur temafødselsdag! Roar!

Velkommen til farlig, fantastisk dinosaur temafødselsdag

Reklame: Vores små efternølere, store grinebidere, labaner og elskebørn er lige fyldt 3 år, og det skulle naturligvis fejres på behørig vis! Tristan og Nohr er VILDE med dinosauere, så naturligvis skulle de have den sejeste dinosaur temafødselsdag. Vi elsker at lave temafødselsdage herhjemme, og du kan blive inspireret til en masse forskellige temaer lige fra Popsi og Krelle, Lego og Harry Potter, til Unicorns og Angry Birds under “Temafødselsdage” her på bloggen!

Hjemmelavede dinosauerballoner -et kæmpe hit
Super fint papservice, servietter og dug fra Bergdahls Festbutik
Papservice og dug af høj kvalitet til en fair pris

Indledende planlægning

Vi er vilde med planlægningsdelen, hvor der går sport i at få de bedste ideer. Vi vælger altid et tema, som ungerne er vilde med, og vi dekorerer eller køber altid papservice, da festen så lynhurtigt kan ryddes op bagefter! I vores søgning efter papservice, fandt vi de klart bedste priser hos Bergdahls Festbutik, som var ca. 20% billigere end de konkurrenter, vi tjekkede ud! De havde et kæmpe udvalg af alt fra festservice, balloner, kostumer og udklædning til slushicemaskiner og ansigtsmaling. Vi faldt for deres dinosaurservice, fordi det havde et lidt barnligt islæt, som passede rigtig godt til en 2×3-års fødselsdagsfest, og så kunne man få det sødeste tilbehør som folieballoner, dinosaurlys, slikposer og den sejeste dug, hvis kvalitet virkelig overraskede. Mange af de duge man normal kan købe med tema på, er lavet af tynd, uformelig plastik, men ikke denne. Den var tyk og solid, af papir, og nem at få til at blive liggende på bordet. Samtidig var den simpel, så den ikke tog fokus fra papservicen, og så var der de sødeste detaljer på siden med dinosauere som matchede tallerkenerne.

Farlige dinosauere med festlige hatte

Drengenes dinosaurere kunne passende blive brugt som pynt. Noget vi blandt andet også benyttede os af, da vi fx holdt Turtlesfest, og Nicolajs figurer blev brugt som pynt. Da dinosaurerne skulle med til fest, måtte de hellere gøres lidt festlige, så vi sad en aften og hyggede os med at klippe små festlige hatte til dem!

Seje, hjemmelavede dinosaurballoner. I vindueskarmen ses en af de seje folieballoner fra Bergdahls Festbutik

Vi lavede også selv nogle balloner om til dinosaurere. Vi klippede ansigter, ben og haler og limede dem på med en limpistol. Drengene var meget betagede af dem!

Fodspor i sneen på gulvet. Gad vide hvor den store dinosaur gemte sig?

Rundt omkring på gulvet klistrede vi dinosauraftryk, hvilket fuldendte det gennemførte tema. På gavebordet var der en mindre dinosaur der havde gået rundt, og ved maden stod flere festklædte dinosauere og åd af maden.

Hjemmelavede dinosauersugerør

Dinosauersugerørene var super nemme at lave. Vi printede faktisk bare nogle billeder ud af tallerkenere på Bergdahls Festbutik, klippede dinosaurerne ud og limede dem på sugerørerne.

Fine slikposer/gaveposer fra Bergdahls Festbutik
Slikposer er et must til børnefødselsdage.

Ingen fødselsdag uden slikposer. Vi kunne heldigvis få nogle super fine slikposer, som matchede servicet, og så var det ingen sag at lave 15 slikposer til børnene.

Beware of Dinosaur

Mad og kage

Boller med tilbehør, dinosaursmåkager, dinosaurfrugt og frække dinosauere som åd af maden
Dinosaurmelon, dinosauræg og dinosaurananas
Dinoformede småkager og småkager med fodaftryk
Chokolademuffins med frosting og dinohoveder. Pyntet med dinosauerfigurer
…og den nemme -en brunsviger fra bageren :). Det fine dinosaurlys er fra Bergdahls Festbutik. De andre lys er fra Tiger.

Vi havde inviteret til boller og kage, og her var der også fin mulighed for at være kreativ. Bollerne var de lækre, koldhævede boller, som findes på bloggen HER. Dem serverede vi med ost, pålæg og chokoladepålæg. Som drikke var der varm kakao med flødeskum, saftevand, sodavand og kaffe/te. Frugten var skåret ud som dinosauere, hvilket var et stort hit. De fine dinosmåkager blev også revet væk, og selvom maverne var fulde af boller, frugt og småkager, blev de fine dinomuffins og den kæmpe brunsviger også spist! Meget godt gået af 27 personer, hvoraf de 15 var børn!

To glade fødselarer, som fik så fine og gode gaver

Tristan og Nohr havde den skønneste dag…

…og der var mega knald på de 15 unger, som virkelig havde en fest. Denne her temafødselsdag var super nem at lave, og krævede ikke de store anstrengelser. Tak til Bergdahl Festbutik for sponsorering af det fine service, duge, lys og balloner. Det satte virkelig prikken over i’et. Jeg kan varmt anbefale butikken, som har et kæmpe flot udvalg, og som bestemt har fair priser!

Lidt af de fine temaer fra Bergdahls Festbutik

Et lille tip eller to…

Mange af tingene fra denne temafødselsdag kan sagtens kanaliseres over på andre temaer, fx. sugerørene, som man hurtigt kan tematisere. Når man holder fødselsdag for sine børn med tema, har barnet ofte lidt legetøj ,som matcher temaet, og som man snildt kan stille på bordene som pynt. Man kan også komme langt med at finde ting på nettet og printe disse ud. Der er masser af inspiration at hente på nettet, og jeg håber at dette indlæg har inspireret dig . HVAD SYNES DU OM TEMAET? Smid gerne en kommentar herunder.

“Jeg har over 125 søskende”

Smukke, smukke Isabella

“Jeg har over 125 søskende…”

…har Isabella ofte sagt, når folk spørger hende, hvor mange søskende hun har. Selvom det måske lyder lidt overdrevet, taler pigebarnet faktisk sandt. Hendes donorfar, som vi kalder ham, har været en yderst produktiv herre, og for et par år siden havde han over 125 donorbørn registreret på verdensplan. Sidenhen har vi produceret tvillingerne Tristan og Nohr, og der er nok også kommet andre små mirakler til. Jeg kender dog ikke det nuværende tal. Selv om Isabella snakker om dem som halvsøskende, er hun udmærket godt klar over, at det kun er genetisk. Jeg tror egentlig også, hun er fint tilfreds med “kun” at have tre helsøskende, for der er rigeligt at se til med tre frække brødre. Især de små krudtugler, som lige er fyldt 3 år i mandags, holder hende i gang.

Flotte, skønne Nicolaj

Donorfar

Det er meget forskelligt, hvilken rolle donor spiller i de forskellige familier. For os er donor grunden til, at vi i dag har fire fantastiske børn, som hver dag suger penge og energi ud af os bringer så meget glæde ind i vores liv. Børnene kender til hans rolle som sæddonor, at vi har brugt ham som anonym donor, og formentlig aldrig kommer til at finde ud af, hvem han er. Vi kalder ham donorfar, fordi det har været vigtigt, for især Nicolaj på snart 9, at vide der er en far derude. Det har i perioder gået ham meget på (læs evt “Mor, jeg vil hellere have en far end dig!”). Vi har en masse informationer om donorfar såsom billede (ca 2-3 år gammel), lydprofil, sygdomsprofil, skrevet tekst m.m., som børnene meget gerne må se. Vi er nemlig af den holdning, at de har ret til at vide så meget som overhovedet muligt omkring deres ophav. Da vi skulle lave Isabella, var det rigtig bøvlet at skulle have en åben donor (en donor, som børnene en dag kan kontakte.red), så der brugte vi anonym donor. Da vi skulle have Nicolaj, måtte vi have noget mere af det fantastiske genetiske materiale -og da vi skulle have vores “treer”, var det bare vigtigt for os, at h*n også blev helsøskende. I dag ville vi nok have valgt om -men det er en hel anden historie.

Skønne, glade Tristan
Dejlige, finurlige krøltoppe-Nohr

Donorsøskende

For nogle år siden, fandt jeg frem til en masse donorsøskende i Danmark og Norden. Der findes en hemmelige facebookgruppe over vores donor, og via den er der arrangeret nogle møder, så børnene kunne møde deres donorsøskende. Nogle i gruppen er ikke interesseret i møder, da deres børn skal have lov at vælge selv. Andre vil som os gerne have, at deres børn kan kende så meget som muligt til deres ophav. For vores børns vedkommende, har de haft stor glæde af at mødes med deres donorsøskende, og de har indtil videre mødt 5 donorsøskende. Nogle af deres forældre er vi blevet venner med, og børnene er meget glade for at ses en gang imellem. Mange af børnene har mange fællestræk, og det er morsomt at se den fantastiske synergi mellem dem. For os har det i hvert fald været den helt rigtige beslutning.

Så Isabella har over 125 søskende -men det er nu kun de 3 der tæller -så’n helt rigtigt i hvert fald.

Tristan og Nohr 3 år

To nyfødte, små drenge

For tre år siden fordoblede vi børneflokken som med et trylleslag. Vi skulle lige have en efternøler, og i stedet var vi så heldige at få hele to stk. Det lyder måske mærkeligt, men jeg har altid haft fornemmelsen af, at jeg en dag ville få tvillinger -og allerede inden vi skulle til den første scanning, luftede jeg for Lisette, at jeg havde en fornemmelse af, at der lå to i maven. Det havde jeg ganske ret i, og hos scanningsjordemoderen var jeg flad af grin, da der må skærmen dukkede to små bankende hjerter op. Lisette sad omvendt og messede “Det kan vi ikke, det kan vi ikke”, og den følgende uge sagde hun nærmest ingenting. Hun vænnede sig dog hurtigt til tanken, og i dag er vi begge hamrende stolte af at være tvillingeforældre.

Tristan og Nohr er to helt fantastiske drenge. De er altid i godt humør, er super empatiske, nemme og skønne -og så er de hinandens bedste venner. De er lige så forskellige som dag og som nat, og de er så hensynsfulde og dejlige.

Tristan er udadvendt, fræk, omsorgsfuld og lidt af en gøjler. Han er meget tillidsfuld over for næsten alle, og elsker opmærksomhed. Han elsker fart, og er lynhurtig på sine køretøjer. Hvis nogen slår sig eller er kede af det, står han der straks. Han er skøn!

Nohr laver det sjoveste ansigtsudtryk, når han næsten krøller ansigtet sammen i ét stort smil. Han er super dygtig til at fordybe sig, og kan virkelig koncentrere sig om en leg længe. Han går rigtigt meget op i farver og biler, og så snakker han som et vandfald fra han vågner, til han går i seng! Dejlig dreng!

Fødselsdagsbord -en fast tradition
Intet mindre end en Lamborghini kunne gøre det

Den skønneste 3-års fødselsdag

Vi havde, traditionen tro, dækket fødselsdagsbord aftenen før med gaver på bordet og planer om masser af livretter i maven. I dag fik de friskbagte boller, Mickeypandekager (pandekager formet som Mickey Mouse.red), bacon, frisk frugt og deres elskede æblejuice. Vi vækkede de store 06.40 og de små med sang kl. 06.45, så de store kunne nå at være med til gaveoppakningen m.m. Nohr var lidt svær at få ud af sengen, selvom vi lokkede med gaver, men så snart han hørte ordet “pandekager”, sprang han op. De var helt vilde, da de kom ind i stuen og så den orange Lamborghini. Inden de pakkede andet op, måtte de lige have en tur i stuen. Kæmpe hit.

Gaveoppakning
Godt med lidt hjælp fra storebror Nicolaj

…men så var det også tid til at pakke gaver ud. Vi havde i år ikke købt nær så mange, som vi plejer. Vi havde simpelthen svært ved at finde på noget, for det har arvet så meget fint legetøj fra Nicolaj. De gaver vi havde købt, faldt dog i rigtig god jord -og vi glæde os rigtig meget til at køre hen til cykelhandleren for at hente de to cykler, vi havde bestilt.

Isabella var ikke helt tilfreds med, at de skulle i skole

Isabella og Nicolaj tiggede om at få lov at holde fri fra skole, men det ville vi ikke høre tale om Denne dag var en dag for Tristan, Nohr og os -lige som vi på deres respektive fødselsdage, havde dem alene med i bio og ud at spise frokost. Sådan noget alenetid med mødrene er nemlig ikke altid en selvfølge, når man er fire børn.

To stolte drenge med deres nye Kildemoes-cykler

“Mig ha dykel, mor?”

Sagde Tristan, da vi steg ud af bilen og gik hen mod cykelhandleren. Vi havde talt med Tristan og Nohr om, at vi skulle hente en ekstra gave til dem. Tristan har snakket meget om, at han ønskede sig en cykel. Normalt får ungerne bare en cykel, når de mangler, men da vi havde svært ved at finde på ting, fik de den som en ekstra fødselsdagsgave. Og det hittede! Drengene var ikke til at skyde igennem, da de cyklede ud af butikken. Egentlig ville vi have cyklerne uden støttehjul, da jeg hurtigt kan lære dem at cykle uden, men da ingen har prøvet at køre med pedaler før, skal de lige lære det først.

Stolt Tristan med drengenes nye æske
Tristans yndlingsrestaurant -Det Grønne Køkken

Efter vi havde cyklet lidt rundt på parkeringspladsen, kørte vi videre til en legetøjsbutik, hvor de kunne bruge lidt af deres fødselsdagspenge fra weekenden. De elsker at lege med Briotog, og manglede et par elektriske tog, så det investerede de i. Derefter fik vi købt vinterjakker, og så tog vi ud i Rosengårdcentret, har vi skulle spise frokost på Det Grønne Køkken (buffet med thaimad og salatbar.red) inden turen gik videre til drengenes aller første tur i biografen.

Første tur i bio

Første biograftur

CinemaxX har et koncept der hedder Minimaxx, hvor filmen henvender sig til de mindste, varer ca en time, og hvor der er plads til at være lille og ny biografgænger. Vi så Minisekterne 2, som fangede begge drenge. Især Tristan var super dygtig til at være i biografen, og han sad stille under hele filmen. Nohr holdt fokus i 1/2 time, hvorefter han gik lidt rundt og så resten af filmen lidt sporadisk. Heldigvis var vi alene i biografen. Begge drenge havde en rigtig god oplevelse, og næste gang tror jeg vi skal ind at se en “rigtig” film.

Aftensmad på McDonald´s

Efter filmen hentede vi de to store, var lidt hjemme for at lege, og så gik turen til McDonalds -Nohrs valg af spisested. Det var to meget trætte drenge, der blev puttet her til aften. De havde haft en fantastisk dag. Næste weekend skal de fejres af vores venner med børn, i weekenden var det familien der var til fødselsdag, og således er det ikke helt slut med fødselsdagsfejringen endnu. Vi skal have dinosaurtema, som jeg glæder mig til at dele med jer her på bloggen.

Tusind tak for alle de søde fødselsdagshilsener i dag.

Udskrevet! Verdens sejeste!

Syg far, bekymret datter

Verdens sejeste far!

For ca 5 år siden var jeg vanvittigt bekymret for min far, som var blevet indlagt hundesyg med tarmslyng. Han blev svagere og svagere, blev smidt rundt på den ene afdeling efter den anden (10 stk på fire forskellige sygehuse) og mine søskende og jeg var virkelig bekymrede for, at han ikke klarede den. For 5 uger siden stod vi med samme problematik -denne gang med et langt mere alvorligt billede! (Læs mere HER). Lægerne mistænkte alvorlig cancer med virkelig dårlig prognose, min far var hundesyg og kiloene RASLEDE af ham (over 20 kg). Jeg forberedte mig mentalt på, at han ville dø snart. Min stærke, intelligente, seje far -kun en skygge af sig selv. Jeg forberedte mine brødre på, at udfaldet nok var døden. Jeg forberedte mine børn på, at morfar var alvorligt syg. Av!

Jeg fejler sgu ikke noget alvorligt…

…sagde min evigt optimistiske far, selvom hans mad ikke kunne passere mavesækken, blodprøverne var skæve og kiloene fortsat raslede af. “Jeg har sgu ikke kræft. Jeg har lovet dig at blive mindst 100 år. Bliver jeg ikke det, så går det nok også. Jeg har haft et langt og godt liv”. Selv om min far ikke troede på diagnosen, var han alligevel lidt nervøs for prognosen, for han begyndte at fortælle os, hvem der skulle have hvad. Cancerdiagnosen troede han dog ikke på!

Stærke, intelligente, seje far!

Svar på undersøgelser

Som dagene gik kom der svar på flere og flere undersøgelser. Lægerne var stadig i vildrede, men ingen af prøverne bongede ud for cancer (læs mere HER). Min far havde fået lavet endnu en gastroskopi, denne gang i narkose, og der havde de set, at han havde gastroparese (lammelse af mavesækken/slap mavesæk). Han kom i behandling, og pludselig kunne maden igen passere ned gennem mavesækken. Han kunne begynde at spise, slippe for den parenterale ernæring og fik langsomt energi igen! Der er stadig ikke svar på de sidste prøver, men vi forventer ikke cancer. Lægerne har dog fundet lidt forandringer i spiserøret, som kan være et forstadie til kræft -men det skal der”bare” holdes øje med!

For fem uger siden troede vi far skulle dø

…men han er gjort at et fantastisk stærkt stof. HAN ER NEMLIG BLEVET UDSKREVET!!! Han skal have lidt mere hjemmehjælp her i starten, mindes om at huske at drikke mm -men han er udskrevet. Lægerne ved stadig ikke, hvad der præcis skete, men medicinen virker, han får det bedre for hver dag der går -og jeg tror ikke jeg bliver forældreløs lige om hjørnet.

Stærke, intelligente, seje far, som nu har snydt døden to gange!

Lægerne leder efter en cancer, men de leder i blinde…

Svagelig far i sygesengen

Fortsat fra indlægget 17 dages stilhed, alvorlig baggrund.

Alt ved gastroskopien så dystert ud, og som sygeplejerske kunne jeg ikke lade være med at Google på de fund, da havde gjort sig ved gastroskopien og CT-scanningen med kontrast. Takket være Sundhed.dk, kunne jeg løbende følge med i min fars journal, hvilket han havde givet tilladelse til. Her holdt jeg øje med blodprøvesvar, biopsisvar og journalnotater (med 1-2 dages forsinkelse), og måtte flere gange gøre personalet på afdelingen opmærksom på ting. F.eks. da visse blodprøver blev mere og mere “skæve”; da min far ikke blev vejet fast trods stort vægttab inden indlæggelsen; da der ikke var ordineret fysioterapi; da han burde få anlagt CVK til den parenterale ernæring og da der ikke blev bestilt “sladrehanks”blodsukker, da min far pludselig præsterede et tårnhøjt blodsukker o.s.v. Som pårørende med sundhedsfaglig baggrund, har jeg nok været lidt af en pestilens med alle mine spørgsmål, men jeg havde et helt andet indblik i journalen, fordi jeg kun skulle holde øje med min fars journal, og fx ikke over 10 journaler, som man ellers skal holde øje med. Lad mig bare sige, at jeg den sidste måneds tid virkelig har udviklet min viden inden for mave-tarm-medicin, som jeg ellers aldrig har arbejdet indenfor!

Et hyggeligt aftenbesøg hos min elskede farmand

Vi leder efter en cancer, men vi leder lidt i blinde…

…fik jeg at vide, da jeg talte i telefon med en af sygeplejerskerne. På grund af det store vægttab, som selvfølgelig til dels kunne skyldes ventrikelretentionen (ingen passage mellem mavesæk og tarme), var lægerne meget opsatte på, at der måtte være en cancer et eller andet sted. Alt hvad min far spiste, blev nede i mavesækken uden at komme videre, og han tabte sig yderligere 7 kg den følgende uge. Der blev planlagt flere undersøgelser i form af endnu et par gastroskopier (kikkertundersøgelse nede i maven), røntgen og parenteral ernæring (ernæring via drop uden om mavesækken). Jeg var forbandet bekymret for min far, som jeg var sikker på, jeg kun havde i kort tid endnu, og det gjorde, at jeg arbejdede på højtryk hele tiden med al min tankevirksomhed. Min evigt optimistiske far, tog det meste med ophøjet ro. I hvert fald udadtil. Han troede ikke på lægernes dystre profetier, og var som altid optimistisk.

Nicolaj og morfar -i bedring

Far i narkose

Til dem der ikke kender gastroskopier, er det en lille kikkert som føres ned gennem halsen og ned i mavesækken. Patienten får lidt beroligende, men det er stadig en ganske ubehagelig undersøgelse. Lægerne havde problemer med at få undersøgt min far ordentligt, da han havde svært ved at kooperere til undersøgelsen, så de besluttede sig for at lave en tredje gastroskopi -men denne gang i narkose. Og hurra for narkose. Fordi min far sov, kunne lægerne uden problemer få kigget godt og grundigt i mavesækken. De tog nogle biopsier, som vi endnu mangler svar på, men de gjorde sig også en yderst interessant opdagelse: Min far har gastroparese (en “slap” mavesæk), som dækker indgangen til tarmene, så maden ikke kommer videre! Der var altså ikke ventrikelretention og måske er vi endda så heldige, at der ikke er cancer! Måske kan det klares medicinsk, måske skal der lægges en sonde direkte ned til tarmene -men status er, at jeg er gået fra en udsigt til at blive forældreløs meget snart til forhåbentlig at få lov at beholde min far et godt stykke tid endnu!

Far (a.k.a. julemanden) og datter

Vi holder vejret i spænding -og håber at de medicinske tiltage virker -og at de sidste biopsier ikke viser cancer! Tænk at jeg nok får lov at beholde min far lidt endnu.

17 dages stilhed, alvorlig baggrund.

Alvorlig stilhed

I de 4 år jeg har blogget på regnbuemor.dk, er det endnu aldrig sket, at der er gået 17 dage uden skriverier. Rekorden er vel en uge, og jeg ønsker heller ikke, at der går længere mellem indlæggene. Baggrunden er dog af alvorlig karakter, og mit fokus har været alle andre steder end på bloggen. Min far blev indlagt for 4 uger siden, og de sidste uger har været en mental rutschebanetur. Det har virket så hult at skrive om de sædvanlige familieting, og det her indlæg har været i tankerne flere gange. Min far har givet tilladelse til, at jeg skriver dette indlæg.

Min søde far, som vi kender ham normalt

For 4 1/2 uge siden blev jeg ringet op af min far…

Han havde det skidt, var træt hele tiden, havde kvalme, havde ingen appetit og følte sig yderst forstoppet. Samme morgen havde han taget elscooteren ned til sin læge i nabobyen, og forlangt at blive set. Lægen kunne se, at min far havde tabt sig rigtig meget. Han tog blodprøver -og sendte så ellers min svagelige far hjem. Min far, som ellers er i rigtig fin stand trods sine 87 år, var ikke blevet meget klogere, og var alligevel så autoritetstro, at han bare kørte hjem. Lægen var dog snarrådig nok til at kontakte visitatoren i kommunen, og vedkommende havde kontaktet mine brødre for et møde. Det var det møde mine brødre var på vej til, da de kom forbi min far den 22.august. Og det var den dag de så en lille, spinkel, afkræftet mand sidde i sin lænestol. Han havde tabt sig et sted mellem 15-20 kg de sidste uger, var afkræftet og bleg. Ikke en holdbar situation.

Min far som han så ud, da mine brødre kom forbi

En ambulance kom og hentede min far for at køre ham til Akutmodtagelsen på Slagelse Sygehus…

Blodprøverne var “skæve”, nyretallene alt for høje og min far svært dehydreret. Efter mange timers ventetid blev han overført til Mave-tarm-medicinsk afdeling, hvor der blev planlagt en masse forskellige undersøgelser, for ingen vidste præcis, hvad min far fejlede. Der blev bestilt en CT-scanning med kontrast, men på grund af de dårlige nyretal, måtte min far først hydreres op, og først 4 dage senere kunne han komme en tur i scanneren.

Om mandagen kom første melding: Min far havde ventrikelretention (ingen passage mellem mavesæk og tarm), og videre plan skulle lægges. Derudover også en cyste på hjertet, væske i lungerne, brok og forskubbede organer. Han tabte sig fortsat i vægt og maden kom ikke videre end mavesækken. Imidlertid forstod han ikke, hvad diagnosen gik ud på, for han bad om at blive udskrevet uden yderligere udredning. Jeg var ulykkelig og uforstående, for han ville blive udskrevet til den sikre sultedød, da han ikke kunne optage føde. Han frasagde sig hjertestopsbehandling, intensivbehandling og medicin og ville bare hjem. Der blev bestilt fuld hjemmepleje og sat en masse i værk. Jeg var grædefærdig, og forstod ikke, hvordan en ellers så livsglad og selvhjulpen mand bare kunne udskrive sig til den sikre død. Jeg besluttede mig dog for IKKE at prøve at påvirke min fars beslutning, da han er 87 og var ved sine fulde fem. Jeg havde dog rigtig svært ved at acceptere, at jeg i en alder af 38 år skulle være forældreløs (mistede min mor for 10 år siden).

Jeg besøgte ham om torsdagen, hvor jeg egentlig bare gerne ville se ham, da vores tid sammen nu var knap. Udskrivelsen var planlagt til fredag. Det første han sagde, da jeg kom ind ad døren var, at han havde besluttet sig for at genoptage undersøgelserne og behandlingen. Han ville dog fortsat ikke genoplives ved evt hjertestop -og det er fuldt forståeligt. Jeg blev SÅ glad, og han fik et kæmpe kram. Det her var hans egen beslutning, og jeg var glad for, at jeg havde kunnet se ud over min egen egoistiske næsetip. Min far havde ikke forstået konsekvensen af, at sige nej til behandlingen. Han havde ikke forstået, at det ville betyde den visse død, og han synes ikke helt hans tid var kommet endnu. Det var en sygeplejerskes ord, der havde gjort forskellen. Min far er en meget lærd og intelligent mand, og sygeplejersken havde gjort ham opmærksom på, at han langsomt ville blive mere og mere konfus.

Diagnose søges

Nu skulle der så sættes en masse undersøgelser igang for at finde ud af, hvorfor min far ingen passage havde. Der blev planlagt en gastroskopi (kikkertundersøgelse ned i mavesækken), som forhåbentlig kunne klarlægge, hvad problemet var. De første meldinger var dystre, da der under gastroskopien var set svære Barretforandringer i spiserøret og noget der så ondartet ud i mavesækken. Der var taget prøver, som vi skulle vente 6-10 dage på svar på, og min far kom i cancerpakkeforløb. Når man googlede spiserørs- og mavesækskræft kunne man læse om en meget dyster prognose…

Læs med i næste indlæg, hvor vi kommer nærmere en diagnose… (sorry…cliffhanger, I know…)