En vanvittig svær, rigtig beslutning

Snart skal den blå kittel skiftes ud med en sort

Når man har det godt og trygt i sit liv, og er omgivet af en masse fantastiske mennesker, kan det være en svær beslutning at lave om på det. Alligevel tror jeg det er rigtig sundt kontinuerligt at udfordre sig selv og komme ud af sin tryghedsfære. På baggrund af det, har jeg taget en vanvittig svær, men bestemt rigtig beslutning: Jeg forlader verdens bedste kollegaer på sygehuset, og skal nu ud at arbejde i praksis hos to praktiserende læger. Nu skriver jeg svær beslutning, og det var det også, men samtidig kunne jeg mærke, at jeg havde en masse kompetencer, jeg ikke fik brugt, og at jeg trængte til nye udfordringer. Og udfordringer bliver der masser af. Det er jeg slet ikke i tvivl om. Det bliver så godt!

Endnu flere søde kollegaer

Jeg har mødt mine nye kollegaer, som virker super søde. Vi havde god kemi fra starten, så jeg er sikker på, at jeg også bliver super glad for at være det nye sted. Jeg har sygt mange sommerfugle i maven (kæmpe store, faktisk), men jeg glæder mig helt vildt til at bruge mine kompetencer og få en masse nye kompetencer også! Jeg er allerede gået igang med at genopfriske en masse ting inden jeg starter, for de sidste par år har jeg lavet en lidt anden slags sygepleje hos kæbekirurgerne og tandlægerne på sygehuset.

Mere tid med arvingerne

For første gang i mit liv skal jeg prøve at arbejde deltid (32 timer), så ud over at jeg virkelig kommer til at arbejde med en masse spændende ting, får jeg mere tid med mine unger, og kan være med til at aflevere og hente dem hver dag. Dét glæder jeg mig til! Lisette har afleveret og hentet hver dag de sidste mange år, fordi hendes arbejdstider gjorde, at hun både mødte senere end mig, og fik tidligere fri -men nu kan jeg også komme ind i gamet. Fantastisk.

Men først et tårefyldt farvel

Puha…men først skal jeg så sige farvel til mine fantastiske kollegaer i morgen, og jeg har allerede vildt ondt i maven over det. Vi har et fantastisk arbejdsmiljø her i afdelingen, og vi har det virkelig godt sammen. Vi griner hver dag, og det er bestemt ikke på grund af dem, at jeg søger nye græsgange. Så det er med blandede følelser, at jeg rejser -også selvom jeg slet ikke er i tvivl om, at jeg bliver glad for min beslutning.

Jeg glæder mig! Det bliver så godt!

Nu ved jeg, hvad Tristan fejler

Lille, syg Tristan

Fortsat fra “Tristan indlagt obs meningitis”- Lægerne havde svært ved at finde ud af, hvorfor Tristan var så dårlig. Infektionstallene var godt nok forhøjede, men ikke så høje, at det tydede på en bakteriel infektion. Tristan sov det meste af tiden, kun fraset få opblomstninger, når hans tvillingebror Nohr kom forbi. Han ville stadig ikke spise og drikke, og lå for det meste bare helt stille og kiggede op i luften -og helst helt tæt op ad sin mor. Talen var til tider lidt snøvlende og øjnene kørte rundt i hovedet på ham. Flere læger var nede at kigge på ham, og en af dem kunne høre en mislyd på hjertet. Der blev derfor bestilt lidt ekstra undersøgelser.

Tristan til røntgen af thorax

Røntgen, ekkokardiografi og flere blodprøver

Tristan har haft en del lungebetændelser det sidste års tid, helt præcist 6 behandlingskrævende, så lægerne ville gerne undersøge ham for, om han kunne have en immundefekt og følge op på væske- og infektionstallene. Der blev derfor bestilt nogle ekstra blodprøver, et røntgen og en ekkokardiografi af hjertet, som vi nok først ville få efter udskrivelsen. Tristan tog det hele i stiv arm, og var så dygtig nede til røntgen, hvor han stod helt stille, da han fik taget billederne. Nu manglede vi bare at få taget lidt flere prøver, så Tristan  kunne blive gennemdyrket for at få svar på, hvorfor han var syg.

En lille is på vej retur fra røntgen. Alle væsketricks gælder, og Tristan elsker Champagnebrus

Tis så, knægt!

Lad mig bare slå fast: Det er ikke nemt at få en urinprøve fra en dreng, som endnu bruger ble. Tirsdag og onsdag brugte jeg sammenlagt 6-7 timer på at prøve at få drengen til at tisse i en kop, så de kunne se, om det var en urinvejsinfektion der drillede. Hver gang tissede han først, da bleen kom på! Til sidst fik han lov at få en pose på, så urinen kunne blive opfanget, og så fik vi endelig en prøve fra. Han blev også podet i halsen, og så var der faktisk ikke så meget mere at dyrke på! Tristan havde stadig høj feber, til trods for at han var på fast Panodil, så der var ikke andet at gøre end at vente på svarene. Onsdag aften var han stadig skidtmas, så det blev besluttet, at han skulle have flere blodprøver næste dag inkl bloddyrkninger, hvis han stadig havde feber. Han havde nu høj feber på 6. døgn.

Tristan den dag han blev udskrevet

Børn er utrolige!

…meeen det blev ikke aktuelt med blodprøver næste morgen. Selvom Tristan gik i seng ved 23-tiden med 39,1 i feber, var han feberfri hele natten. Om morgenen blev jeg afløst af Lisette for at gå på job, og da han vågnede sprang han op i armene på Lisette, og sagde han gerne ville ned at lege! Han fandt den første og bedste cykel, hvorefter han gjorde gangene usikre, mens han snakkede som et regulært vandfald. He was back! Da lægen kom på stuegang fortalte hun, at de sidste meningitisprøver var kommet tilbage negative! Der manglede stadig svar på flere prøver, men da Tristan havde det så godt, blev han udskrevet med åben indlæggelse i 5 dage. Han kunne lige så godt komme sig hjemme, hvor vi stadig skulle nøde ham med væske, men hvor han var i vante omgivelser. SÅ GODT! Ekkokardiografien ville blive senere, og så bliver han kaldt ind om et par måneder for at få afklaret, hvorfor han får så mange lungebetændelser. Børn er altså bare seje.

“Nu ved jeg, hvad Tristan fejler”

…ringede lægen til mig i går og sagde. “Han har haft en encephalit i hjernen forårsaget af enterovirus. Det var derfor, han var så dårlig. Vi fandt enterovirus i halspodningen. Jeg forventer at han klarer den uden mén”

Tristan er stadig meget træt og lidt subfebril, men han er i bedring (og super sej, hvis du spørger hans mor!). Nu krydser vi fingre for, at han snart er helt frisk, at der ikke kommer flere positive svar på de sidste prøver og at hans ekkokardiografi er uden anmærkninger!

Tristan indlagt obs meningitis!

En bleg og klattet Tristan i børnemodtagelsen

Vi har haft den dejligste efterårsferie, med først 4 dage med gode venner i sommerhus, efterfulgt af 8 dage i Lalandia. Den sluttede dog trist. De sidste par dage i Lalandia, begyndte lille Tristan at få høj feber, men ville stadig gerne lege lidt. Han blev dog mere og mere sløj, og efter 4 dage med feber, valgte jeg at tage ham til lægen, da han hverken ville lege, spise eller drikke. Overraskende nok var hans infektionstal ikke så høje, men da lægen kunne se, at han var ganske sløj, valgte han at få ham indlagt. Han kunne ikke finde noget infektionsfokus i klinikken.

“Jeg mistænker meningitis. Han skal have en lumbalpunktur med det samme…”

…sagde overlægen, som var kommet ind på stuen. Jeg kunne kende overlægen, som er en vanvittigt dygtig mediciner, som i sin tid reddede Nicolaj, da han var alvorligt syg af herpesencephalit. En mand jeg har uendelig stor respekt for! Ordene ramte mig hårdt. Jeg havde slet ikke tænkt tanken meningitis. Eller, om lørdagen i Lalandia strøg tanken forbi, fordi han blev hurtigt skidt og havde iskolde hænder og fødder, men da han hurtigt blev sig selv igen, og ingen petekkier eller nakkestivhed havde, valgte jeg at se tiden an. Burde jeg have taget ham til læge der?

Inden lægen var kommet ind. var jeg i et par timer blevet punket af børnemodtagelsens sygeplejerske, fordi hun ikke synes, jeg nødede Tristan nok med væske. Jeg havde ikke lavet andet de sidste par dage, og drengen nægtede at indtage noget som helst. Da lægen smed meningitismistanken, holdt hun op med at punke mig. Drengen havde det virkelig skidt, så der var jo altså en rigtig god grund til, at han ikke vil drikke eller spise. Guderne skal vide, jeg havde prøvet at få væske i den lille mand.

En bekymret Nohr lægger en trøstende hånd på Tristan

“Undskyld at jeg sådan punkterer alle dine børn”,

…sagde overlægen med et lille smil. Han kunne godt huske mig fra tiden, hvor Nicolaj var alvorligt syg. Vi har nemlig i flere år sendt en mail hvert år, hvor vi har takket ham for at have reddet Nicolajs liv + fortalt om alle hans fine fremgange. Nicolajs odds var nemlig rigtig dårlige dengang, men han er heldigvis kommet sig helt uden mén. Nicolaj fik lejlighed til at møde lægen den dag, og det betød rigtig meget for ham. Da Nicolaj sagde tak til lægen, svarede han beskedent: “Det behøver du ikke takke for, Nicolaj. Jeg passede bare mit arbejde, og nu er det mange år siden”.

Tristan, som netop har fået lagt drop efter lumbalpunkturen

Tristan reagerede stort set ikke, da han fik lavet lumbalpunkturen

Det gør ellers pænt ondt, og er ganske ubehageligt, da der stikkes en nål ind til spinalvæsken i rygsøjlen. Det var endnu et tegn på, at Tristan havde det ret skidt. Jeg kiggede straks på de dråber spinalvæske, der blev taget ud af ryggen. Hvis de var grumsede, ville det være et virkelig dårligt tegn, men de var heldigvis klare. Lægen fortalte, at de umiddelbart ikke mistænkte en bakteriel meningit, men en virusmeningit, som ikke er nær så farlig. Det lettede mit hjerte lidt. Der var også en lille mistanke på encephalit, og det gav en noget bleg og bekymret mor!

Tristan fik taget blodprøver og lagt et drop…

…og så blev der sat væske op, da han var noget dehydreret. Imens holdt vi vejret i spænding. De første prøvesvar fra lumbalpunkturen ville komme inden for 30-60 minutter, hvor vi ville få en ide om det var virus eller bakterier, der var på spil. En glad læge kom os i møde efter 30 minutter og sagde, at de første prøver så fine ud, og at Tristan nu skulle indlægges ovre på børneafdelingen, hvor han skulle observeres og have taget flere prøver. PUHA, det var en lettelse, selvom meningitismistanken ikke var væk. Tristan var rigtig sløj og sov det meste af tiden, men nu blev han heldigvis tanket op med lidt væske. Nu måtte tiden vise, hvad han fejlede…

Fortsættes…

Efterårsferie 2019 // Første parket til Storebælt

Flot udsigt fra sommerhuset

Vi elsker at rejse og opleve i vores lille familie, og i år har allerede budt på 10 dages skiferie i Østrig, 4 dage i Weissenhäuser Strand Feriepark, 2 ophold på Hotel Legoland, ophold på Tivoli Hotel, flere ture i sommerhus, 23 dage i Bremen, Paris, Disneyland, Belgien, Holland, Luxembourg og Berlin, 3 dage i Sverige, 3 dage i Norge og et weekendophold i Fårup Sommerland. I torsdags tog vi tidligt hul på efterårsferien, som startede med fire dage i lækkert sommerhus i første række til vandet ved Hesselager på Fyn -sammen med gode venner og deres børn, inden turen i går gik videre til Lalandia i 8 dage. En rigtig Danmarksferie❤️

Kagetid i sommerhuset -Kathrines hjemmebag
10 mennesker, ren hygge.

Sommerhushygge med gode venner

For et par måneder siden blev vi spurgt af vores venner, om vi ikke skulle booke en forlænget weekend i sommerhus, og vi siger aldrig nej til ferie. Jeg tjekkede markedet igennem, og stødte på det ene efter det andet DYRE, halvdårlige sommerhus på nettet. Lige indtil jeg valgte at se, hvad Airbnb kunne tilbyde. Jeg kender flere, som har benyttet sig af den tjeneste, og jeg fandt det fineste, lækreste sommerhus ned til vandet, til “næsten ingen penge”. Det tog ikke mange sekunder at overbevise vores venner om sommerhuset, og heldigvis snød billederne ikke: Det var et virkelig skønt hus med en helt fantastisk udsigt. Havudsigt er virkelig terapi for sjælen, og jeg har efterhånden nået en alder, hvor jeg virkelig nyder naturen.

Der findes virkelig guld for enden af
Isabella hjælper med at lave Spaghetti Carbonara
Friskbagte, koldthævede boller hver morgen. Tristan og Nohr nød at hjælpe
Skønne ture til stranden, hvor der blev samlet skaller og smidt mange sten i vandet

Hygge med stort H

Vi havde fire fantastiske dage i sommerhuset, og de gik virkelig hurtigt! Ungerne, hele 6 stk, havde en fest sammen. Der blev spillet alt for meget lidt iPad, gået ture til stranden, spillet Matador, leget, spillet fodbold i haven og bare hygget. De voksne spiste alt for meget kage, drak alt for meget kaffe, grinte, spillede spil og lavede mad sammen. Vi spiste friskbagte boller hver morgen, spiste god, hjemmelavet mad, Kathrines hjemmebagte kager og drak Pepsi Max i helt vanvittige mængder. Ren afslapning og hygge! Virkelig skøn og tiltrængt ferie! Dagene gik bare så stærkt!

La-la-Lalandiaaaaaaa

Heldigvis er ferien ikke slut for vores vedkommende, for vi er sust videre i Lalandia i 8 dage. Hele familien elsker Lalandia (jeg lidt mindre), og ungerne hoppede op og ned af glæde, da vi fortalte dem det i sidste uge. Vi ville have overrasket dem med det søndag, når vi kørte fra sommerhuset, men jeg var ved tale over mig flere gange, så vi fortalte det i onsdags. Dag 2 i Lalandia er allerede slut, og tiden flyver afsted. . Jeg glæder mig til at dele turen med jer.

Hvad skal DU/I lave i efterårsferien?

Farlig, fantastisk dinosaur temafødselsdag! Roar!

Velkommen til farlig, fantastisk dinosaur temafødselsdag

Reklame: Vores små efternølere, store grinebidere, labaner og elskebørn er lige fyldt 3 år, og det skulle naturligvis fejres på behørig vis! Tristan og Nohr er VILDE med dinosauere, så naturligvis skulle de have den sejeste dinosaur temafødselsdag. Vi elsker at lave temafødselsdage herhjemme, og du kan blive inspireret til en masse forskellige temaer lige fra Popsi og Krelle, Lego og Harry Potter, til Unicorns og Angry Birds under “Temafødselsdage” her på bloggen!

Hjemmelavede dinosauerballoner -et kæmpe hit
Super fint papservice, servietter og dug fra Bergdahls Festbutik
Papservice og dug af høj kvalitet til en fair pris

Indledende planlægning

Vi er vilde med planlægningsdelen, hvor der går sport i at få de bedste ideer. Vi vælger altid et tema, som ungerne er vilde med, og vi dekorerer eller køber altid papservice, da festen så lynhurtigt kan ryddes op bagefter! I vores søgning efter papservice, fandt vi de klart bedste priser hos Bergdahls Festbutik, som var ca. 20% billigere end de konkurrenter, vi tjekkede ud! De havde et kæmpe udvalg af alt fra festservice, balloner, kostumer og udklædning til slushicemaskiner og ansigtsmaling. Vi faldt for deres dinosaurservice, fordi det havde et lidt barnligt islæt, som passede rigtig godt til en 2×3-års fødselsdagsfest, og så kunne man få det sødeste tilbehør som folieballoner, dinosaurlys, slikposer og den sejeste dug, hvis kvalitet virkelig overraskede. Mange af de duge man normal kan købe med tema på, er lavet af tynd, uformelig plastik, men ikke denne. Den var tyk og solid, af papir, og nem at få til at blive liggende på bordet. Samtidig var den simpel, så den ikke tog fokus fra papservicen, og så var der de sødeste detaljer på siden med dinosauere som matchede tallerkenerne.

Farlige dinosauere med festlige hatte

Drengenes dinosaurere kunne passende blive brugt som pynt. Noget vi blandt andet også benyttede os af, da vi fx holdt Turtlesfest, og Nicolajs figurer blev brugt som pynt. Da dinosaurerne skulle med til fest, måtte de hellere gøres lidt festlige, så vi sad en aften og hyggede os med at klippe små festlige hatte til dem!

Seje, hjemmelavede dinosaurballoner. I vindueskarmen ses en af de seje folieballoner fra Bergdahls Festbutik

Vi lavede også selv nogle balloner om til dinosaurere. Vi klippede ansigter, ben og haler og limede dem på med en limpistol. Drengene var meget betagede af dem!

Fodspor i sneen på gulvet. Gad vide hvor den store dinosaur gemte sig?

Rundt omkring på gulvet klistrede vi dinosauraftryk, hvilket fuldendte det gennemførte tema. På gavebordet var der en mindre dinosaur der havde gået rundt, og ved maden stod flere festklædte dinosauere og åd af maden.

Hjemmelavede dinosauersugerør

Dinosauersugerørene var super nemme at lave. Vi printede faktisk bare nogle billeder ud af tallerkenere på Bergdahls Festbutik, klippede dinosaurerne ud og limede dem på sugerørerne.

Fine slikposer/gaveposer fra Bergdahls Festbutik
Slikposer er et must til børnefødselsdage.

Ingen fødselsdag uden slikposer. Vi kunne heldigvis få nogle super fine slikposer, som matchede servicet, og så var det ingen sag at lave 15 slikposer til børnene.

Beware of Dinosaur

Mad og kage

Boller med tilbehør, dinosaursmåkager, dinosaurfrugt og frække dinosauere som åd af maden
Dinosaurmelon, dinosauræg og dinosaurananas
Dinoformede småkager og småkager med fodaftryk
Chokolademuffins med frosting og dinohoveder. Pyntet med dinosauerfigurer
…og den nemme -en brunsviger fra bageren :). Det fine dinosaurlys er fra Bergdahls Festbutik. De andre lys er fra Tiger.

Vi havde inviteret til boller og kage, og her var der også fin mulighed for at være kreativ. Bollerne var de lækre, koldhævede boller, som findes på bloggen HER. Dem serverede vi med ost, pålæg og chokoladepålæg. Som drikke var der varm kakao med flødeskum, saftevand, sodavand og kaffe/te. Frugten var skåret ud som dinosauere, hvilket var et stort hit. De fine dinosmåkager blev også revet væk, og selvom maverne var fulde af boller, frugt og småkager, blev de fine dinomuffins og den kæmpe brunsviger også spist! Meget godt gået af 27 personer, hvoraf de 15 var børn!

To glade fødselarer, som fik så fine og gode gaver

Tristan og Nohr havde den skønneste dag…

…og der var mega knald på de 15 unger, som virkelig havde en fest. Denne her temafødselsdag var super nem at lave, og krævede ikke de store anstrengelser. Tak til Bergdahl Festbutik for sponsorering af det fine service, duge, lys og balloner. Det satte virkelig prikken over i’et. Jeg kan varmt anbefale butikken, som har et kæmpe flot udvalg, og som bestemt har fair priser!

Lidt af de fine temaer fra Bergdahls Festbutik

Et lille tip eller to…

Mange af tingene fra denne temafødselsdag kan sagtens kanaliseres over på andre temaer, fx. sugerørene, som man hurtigt kan tematisere. Når man holder fødselsdag for sine børn med tema, har barnet ofte lidt legetøj ,som matcher temaet, og som man snildt kan stille på bordene som pynt. Man kan også komme langt med at finde ting på nettet og printe disse ud. Der er masser af inspiration at hente på nettet, og jeg håber at dette indlæg har inspireret dig . HVAD SYNES DU OM TEMAET? Smid gerne en kommentar herunder.

“Jeg har over 125 søskende”

Smukke, smukke Isabella

“Jeg har over 125 søskende…”

…har Isabella ofte sagt, når folk spørger hende, hvor mange søskende hun har. Selvom det måske lyder lidt overdrevet, taler pigebarnet faktisk sandt. Hendes donorfar, som vi kalder ham, har været en yderst produktiv herre, og for et par år siden havde han over 125 donorbørn registreret på verdensplan. Sidenhen har vi produceret tvillingerne Tristan og Nohr, og der er nok også kommet andre små mirakler til. Jeg kender dog ikke det nuværende tal. Selv om Isabella snakker om dem som halvsøskende, er hun udmærket godt klar over, at det kun er genetisk. Jeg tror egentlig også, hun er fint tilfreds med “kun” at have tre helsøskende, for der er rigeligt at se til med tre frække brødre. Især de små krudtugler, som lige er fyldt 3 år i mandags, holder hende i gang.

Flotte, skønne Nicolaj

Donorfar

Det er meget forskelligt, hvilken rolle donor spiller i de forskellige familier. For os er donor grunden til, at vi i dag har fire fantastiske børn, som hver dag suger penge og energi ud af os bringer så meget glæde ind i vores liv. Børnene kender til hans rolle som sæddonor, at vi har brugt ham som anonym donor, og formentlig aldrig kommer til at finde ud af, hvem han er. Vi kalder ham donorfar, fordi det har været vigtigt, for især Nicolaj på snart 9, at vide der er en far derude. Det har i perioder gået ham meget på (læs evt “Mor, jeg vil hellere have en far end dig!”). Vi har en masse informationer om donorfar såsom billede (ca 2-3 år gammel), lydprofil, sygdomsprofil, skrevet tekst m.m., som børnene meget gerne må se. Vi er nemlig af den holdning, at de har ret til at vide så meget som overhovedet muligt omkring deres ophav. Da vi skulle lave Isabella, var det rigtig bøvlet at skulle have en åben donor (en donor, som børnene en dag kan kontakte.red), så der brugte vi anonym donor. Da vi skulle have Nicolaj, måtte vi have noget mere af det fantastiske genetiske materiale -og da vi skulle have vores “treer”, var det bare vigtigt for os, at h*n også blev helsøskende. I dag ville vi nok have valgt om -men det er en hel anden historie.

Skønne, glade Tristan
Dejlige, finurlige krøltoppe-Nohr

Donorsøskende

For nogle år siden, fandt jeg frem til en masse donorsøskende i Danmark og Norden. Der findes en hemmelige facebookgruppe over vores donor, og via den er der arrangeret nogle møder, så børnene kunne møde deres donorsøskende. Nogle i gruppen er ikke interesseret i møder, da deres børn skal have lov at vælge selv. Andre vil som os gerne have, at deres børn kan kende så meget som muligt til deres ophav. For vores børns vedkommende, har de haft stor glæde af at mødes med deres donorsøskende, og de har indtil videre mødt 5 donorsøskende. Nogle af deres forældre er vi blevet venner med, og børnene er meget glade for at ses en gang imellem. Mange af børnene har mange fællestræk, og det er morsomt at se den fantastiske synergi mellem dem. For os har det i hvert fald været den helt rigtige beslutning.

Så Isabella har over 125 søskende -men det er nu kun de 3 der tæller -så’n helt rigtigt i hvert fald.