2019: Dødsfald, glæde og 9 lande

Disneyland, juli 2019

2019 var både et sorgens og glædens år…

Lige nu fylder sorgen mest, da jeg den 29.november pludselig mistede min dejlige far, men indtil den 29. november gik 2019 forrygende, og heldigvis kan min lille familie og jeg se tilbage på rigtig mange gode oplevelser. Den opmærksomme læser vil vide, at der har været ret stille på bloggen. Efter min fars død har jeg været lidt ved siden af mig selv, og lysten til at skrive forsvandt helt. 2019 så sådan her ud:

Januar:

Januar blev årets roligste måned, hvor jeg fyldte 38, og vanen tro ikke gjorde det store nummer ud af min fødselsdag😊

Februar:

Februar stod på skiferie i Bad Gastein i Østrig

Februar blev en lidt vild måned på mange områder. I uge 7 var Isabella og jeg 10 dage på skiferie i Bad Gastein i Østrig med søde Linda og hendes datter Laura. En rigtig god skiferie, lige indtil jeg kom til skade, brækkede knæet og forstrakte sideledbåndene! Det blev til mit livs første tur med ambulancefly hjem til Danmark, men det var nu stadig en skøn ferie!

Det var også måneden, hvor mødrene blev luftet, da vi var i Herning og høre Lukas Graham! Den dreng leverer bare altid (og det var skønt med noget alenetid. Noget vi sjældent har!)

Marts:

To små fyre i narkose

Marts måned startede ud med to små fyre, som skulle have dræn i ørerne. Kun den ene endte med dræn, men de nåede begge i narkose. Ørelægen kunne måske lige have kigget lidt ekstra efter i Tristans ører inden han lagde ham til at sove! Nå, ingen skade sket, og drænene fungerede således upåklageligt, da vi lort efter var på ferie i Weissenhäuser Strand i Tyskland, hvor vi har været flere gange. Ungerne fik badet, leget og hygget i en hel uge, hvilket var super skønt.

April:

Hotel Tivoli

I april indløste Isabella lidt af sin 10-års fødselsdagsgave: En overnatning på Hotel Tivoli i København, Tivolitur og massiv powershopping. Lige noget for vores modebevidste datter! Hun kan virkelig shoppe igennem. Vores tre drenge hyggede sig i sommerhuset med bedsteforældrene imens. Det var virkelig skønt at kunne hugge og forkæle et enkelt barn, og barnet proklamerede da også hurtigt, at hun ønskede sig det samme til sin næste fødselsdag!

Castle Hotel Legoland

I marts boede vi også på det nye Legoland Castle Hotel. Ungerne er vilde med at bo i Legoland, og det gør vi 1-2 gange om året. Den ene af dagene tog vi til Lego House. Noget ungerne var helt vilde med.

Maj:

Hotel Legoland. Igen.

I maj boede vi igen på Hotel Legoland. Det er så skønt at kunne gå direkte fra hotellet og ind i parken. Vi tilbragte dog ikke begge dage i parken, men brugte derimod dag 2 i Lalandia, hvor ungerne havde en fest.

ComKean

Ungerne fik også oplevet deres store idol, ComKean. De elsker, som så mange andre børn, at være på YouTube. De var så heldige, at de også stødte på RobinSamse, som var kommet for at se showet.

Juni:

Tinderbox

Juni måned betød farvel til hhv 2. og 4. kl for de store, og farvel til Tristan og Nohrs elskede dagpleje. Det betød også goddag til Isabellas første festival, da jeg tog hende med til Tinderbox, så hun kunne høre sit store idol! Hun elskede hvert sekund af det.

Næste morgen satte hele vores lille familie sig ind i bilen med kurs mod 6 lande og utallige oplevelser i 23 dage, som bragte os til Bremen, Holland, Belgien, Frankrig (Paris og Disneyland), Luxembourg og Berlin! En rejse jeg formåede at holde på 25.000 + lommepenge for 6 personer!

Disneyland
Berlin

Juli:

I juli havde vi en masse fantastiske oplevelser på vores 23 dage lange bilferie. Højdepunkterne for ungerne var for Nicolajs vedkommende at bo på campingpladsen i Frankrig. Isabella var vild med Disneyland og Paris og tvillingerne var vilde med Parc Astérix. Lisette og jeg har været i Paris mange gange, så for vores vedkommende var det især Berlin som vandt vores hjerter. Vi havde en formidabel ferie, som blev dokumenteret hver dag. Der er god inspiration til en billig, fantastisk familieferie.

Da vi kom retur til Danmark, havde vi nogle dage i sommerhus, hvorefter vi rejste på weekendophold i Sverige, hvor Isabella (og en mor) skulle til Marcus og Martinus-koncert på en mindre festival. Ungernes første tur til Sverige og super hyggeligt.

Sidst i juli var vi til en formidabel Ed Sheeran-koncert i Tusindårsskoven i Odense sammen med Isabella, som elsker koncerter. En super fin oplevelse! -og så startede vores små drenge i børnehave!

August:

Oslo

Første weekend i august tilbragte vi på Hotel Fårup i Fårup Sommerland, hvor vi havde en fest trods silende regn. August bød også på første skoledag for ungerne, som dog dagen efter bød på minicruise til Oslo i Norge. En super hyggeligt rejse, som førte ungerne til hhv 8. og 9. land i 2019.
Sidst på måneden var vi inde at se Flying Superkids’ flotte show i Aalborg. Vi har set mange af deres flotte forestillinger og nyder altid at være afsted.

I august blev min far indlagt, og vi var overbeviste om, at han kun havde kort tid tilbage at leve i. Han blev udskrevet efter en måned (i september) og fik et par udmærkede måneder hjemme.

Tristan og Nohr med deres nye cykler på deres fødselsdag

September:

I september fyldte vores små søde drenge 3 år. Det er helt vildt som tiden er gået stærkt med de små.

Lalandia
Michael Bublé-koncert

Oktober:

I oktober var vi først 4 dage i sommerhus ned til vandet med søde venner Bagefter tog vi videre til et af ungernes yndlingssteder: Lalandia, hvor vi var i en hel uge I efterårsferien. En skøn og hyggelig uge, som dog kort efter endte med indlæggelse af Tristan, som havde fået enterovirusencephalitis. Heldigvis fik han umiddelbart ingen mén.
I oktober fyldte Lisette 39 år og jeg var til en fantastisk Michael Bublé-koncert med nogle af de andre Momster-mødre. Måneden blev sluttet af med mit livs første forfatterforedrag, da jeg tog alene afsted til foredrag af fantastiske Leonora Christina Skov, som har skrevet “Den, der lever stille”

Farvel til den blå sygehusuniform og goddag til nyt job
Jul i Tivoli Friheden

Isabella vandt en flot 2.plads

November:

Novembers største begivenhed var mit jobskifte! Jeg skiftede efter 14 år på sygehus til en stilling som praksissygeplejerske i en lægeklinik. En stor beslutning, men hvor er jeg bare glad! Jeg er VILD med det nye job, med kollegaerne, arbejdsopgaverne -ja, you name it! Jeg bliver helt høj af at være på job!

November bød også på et skønt besøg i Tivoli Friheden, hvor vi elsker at være! Utrolig gennemført og lige noget for hele familien.
Nicolaj fyldte 9 år og havde en super dejlig dag, og Isabella vandt 2.plads i trampolin.

…og så blev novembers slutning utrolig trist, da min far døde af hjertestop i slutningen af november. Jeg har ikke helt været mig selv siden.

Isabella 11 år
Kobberbryllup 30.12

December:

I december fyldte Isabella 11 år. For første gang var vi ikke hjemme i Odense på hendes fødselsdag, men hos bedsteforældrene, fordi min far blev begravet på Sjælland dagen før. En ambivalent weekend med liv og død.
December stod selvfølgelig også i julens tegn med adventsgaver, nissegaver, julehygge og en dejlig juleaften med svigerne og co…

…og så tog svigerforældre og vennerne røven på os, da de den 30.12 vækkede os med bulder og larm kl 05.20 om morgenen i anledning af vores kobberbryllup. Fantastisk med gode mennesker omkring sig! Vi blev virkelig taget på sengen, da vi ikke engang havde tænkt tanken, at der ville komme nogen.

Nytårsaften tilbragte vi med gode venner.

2020

…bliver et spændende år, som vi ikke har planlagt så meget af endnu. Jeg fylder 39 i morgen, Isabella og jeg tager snart 10 dage på skiferie og vi er ved at planlægge sommerferien. Jeg glæder mig til at dele vores familieliv med jer i år. Tak fordi du læste med så langt. Og godt nytår!

Tristan og Nohr 3 år

To nyfødte, små drenge

For tre år siden fordoblede vi børneflokken som med et trylleslag. Vi skulle lige have en efternøler, og i stedet var vi så heldige at få hele to stk. Det lyder måske mærkeligt, men jeg har altid haft fornemmelsen af, at jeg en dag ville få tvillinger -og allerede inden vi skulle til den første scanning, luftede jeg for Lisette, at jeg havde en fornemmelse af, at der lå to i maven. Det havde jeg ganske ret i, og hos scanningsjordemoderen var jeg flad af grin, da der må skærmen dukkede to små bankende hjerter op. Lisette sad omvendt og messede “Det kan vi ikke, det kan vi ikke”, og den følgende uge sagde hun nærmest ingenting. Hun vænnede sig dog hurtigt til tanken, og i dag er vi begge hamrende stolte af at være tvillingeforældre.

Tristan og Nohr er to helt fantastiske drenge. De er altid i godt humør, er super empatiske, nemme og skønne -og så er de hinandens bedste venner. De er lige så forskellige som dag og som nat, og de er så hensynsfulde og dejlige.

Tristan er udadvendt, fræk, omsorgsfuld og lidt af en gøjler. Han er meget tillidsfuld over for næsten alle, og elsker opmærksomhed. Han elsker fart, og er lynhurtig på sine køretøjer. Hvis nogen slår sig eller er kede af det, står han der straks. Han er skøn!

Nohr laver det sjoveste ansigtsudtryk, når han næsten krøller ansigtet sammen i ét stort smil. Han er super dygtig til at fordybe sig, og kan virkelig koncentrere sig om en leg længe. Han går rigtigt meget op i farver og biler, og så snakker han som et vandfald fra han vågner, til han går i seng! Dejlig dreng!

Fødselsdagsbord -en fast tradition
Intet mindre end en Lamborghini kunne gøre det

Den skønneste 3-års fødselsdag

Vi havde, traditionen tro, dækket fødselsdagsbord aftenen før med gaver på bordet og planer om masser af livretter i maven. I dag fik de friskbagte boller, Mickeypandekager (pandekager formet som Mickey Mouse.red), bacon, frisk frugt og deres elskede æblejuice. Vi vækkede de store 06.40 og de små med sang kl. 06.45, så de store kunne nå at være med til gaveoppakningen m.m. Nohr var lidt svær at få ud af sengen, selvom vi lokkede med gaver, men så snart han hørte ordet “pandekager”, sprang han op. De var helt vilde, da de kom ind i stuen og så den orange Lamborghini. Inden de pakkede andet op, måtte de lige have en tur i stuen. Kæmpe hit.

Gaveoppakning
Godt med lidt hjælp fra storebror Nicolaj

…men så var det også tid til at pakke gaver ud. Vi havde i år ikke købt nær så mange, som vi plejer. Vi havde simpelthen svært ved at finde på noget, for det har arvet så meget fint legetøj fra Nicolaj. De gaver vi havde købt, faldt dog i rigtig god jord -og vi glæde os rigtig meget til at køre hen til cykelhandleren for at hente de to cykler, vi havde bestilt.

Isabella var ikke helt tilfreds med, at de skulle i skole

Isabella og Nicolaj tiggede om at få lov at holde fri fra skole, men det ville vi ikke høre tale om Denne dag var en dag for Tristan, Nohr og os -lige som vi på deres respektive fødselsdage, havde dem alene med i bio og ud at spise frokost. Sådan noget alenetid med mødrene er nemlig ikke altid en selvfølge, når man er fire børn.

To stolte drenge med deres nye Kildemoes-cykler

“Mig ha dykel, mor?”

Sagde Tristan, da vi steg ud af bilen og gik hen mod cykelhandleren. Vi havde talt med Tristan og Nohr om, at vi skulle hente en ekstra gave til dem. Tristan har snakket meget om, at han ønskede sig en cykel. Normalt får ungerne bare en cykel, når de mangler, men da vi havde svært ved at finde på ting, fik de den som en ekstra fødselsdagsgave. Og det hittede! Drengene var ikke til at skyde igennem, da de cyklede ud af butikken. Egentlig ville vi have cyklerne uden støttehjul, da jeg hurtigt kan lære dem at cykle uden, men da ingen har prøvet at køre med pedaler før, skal de lige lære det først.

Stolt Tristan med drengenes nye æske
Tristans yndlingsrestaurant -Det Grønne Køkken

Efter vi havde cyklet lidt rundt på parkeringspladsen, kørte vi videre til en legetøjsbutik, hvor de kunne bruge lidt af deres fødselsdagspenge fra weekenden. De elsker at lege med Briotog, og manglede et par elektriske tog, så det investerede de i. Derefter fik vi købt vinterjakker, og så tog vi ud i Rosengårdcentret, har vi skulle spise frokost på Det Grønne Køkken (buffet med thaimad og salatbar.red) inden turen gik videre til drengenes aller første tur i biografen.

Første tur i bio

Første biograftur

CinemaxX har et koncept der hedder Minimaxx, hvor filmen henvender sig til de mindste, varer ca en time, og hvor der er plads til at være lille og ny biografgænger. Vi så Minisekterne 2, som fangede begge drenge. Især Tristan var super dygtig til at være i biografen, og han sad stille under hele filmen. Nohr holdt fokus i 1/2 time, hvorefter han gik lidt rundt og så resten af filmen lidt sporadisk. Heldigvis var vi alene i biografen. Begge drenge havde en rigtig god oplevelse, og næste gang tror jeg vi skal ind at se en “rigtig” film.

Aftensmad på McDonald´s

Efter filmen hentede vi de to store, var lidt hjemme for at lege, og så gik turen til McDonalds -Nohrs valg af spisested. Det var to meget trætte drenge, der blev puttet her til aften. De havde haft en fantastisk dag. Næste weekend skal de fejres af vores venner med børn, i weekenden var det familien der var til fødselsdag, og således er det ikke helt slut med fødselsdagsfejringen endnu. Vi skal have dinosaurtema, som jeg glæder mig til at dele med jer her på bloggen.

Tusind tak for alle de søde fødselsdagshilsener i dag.

Regnbuemors nytårstale…eller…Året der gik…Bare læs, ok!?

Regnbuemor -aka Sophie

For 5 år siden lavede jeg et nytårsfortsæt, som er det eneste jeg nogensinde har holdt, og som jeg har holdt fast i lige siden: Jeg vil kun tilbringe tid med mennesker, som vil mig det godt, og hvis selskab jeg nyder. Det har kostet lidt venner og et par brødre med familie, men det er det bedste jeg nogensinde har gjort for mig selv! Livet skal leves, og den sparsomme fritid man har, skal bruges konstruktivt og med mennesker, man holder af.  Jeg tror ellers egentlig ikke rigtig på nytårsfortsætter, men det her…ja, det virker sgu! Og ved i hvad? Jeg mangler på ingen måde de mennesker i mit liv. Nu skal det jo ikke forstås som, at jeg skubber alle omkring mig væk. Vi har rigtig mange fantastiske mennesker i vores liv, hvis venskab eller familiebånd jeg sætter stor pris på. Men jo mere voksen jeg bliver, des mere forstår jeg vigtigheden af, at man ikke skal lade sig træde på, ikke skal finde sig i hvad som helst, og ikke skal holde fast i ting der VAR, men fokusere på ting der ER.

2018 bød på rigtig mange gode stunderoplevelser og rejser, som vi holder utrolig meget af i vores familie.

I januar fyldte jeg 37 år, som jeg nøjedes med at fejre med min kone og børn. Jeg gør ikke det store nummer ud af min egen fødselsdag, så vi hyggede os bare og tog lidt ud at spise.

Isabella på ski for første gang
Ambulance til Nohr

I februar havde jeg Isabella med på hendes allerførste skiferie, som gik til Wagrain i Østrig. En super dejlig (og tiltrængt efter 9 års skipause) skiferie, hvor vi rejste på en forældre-barn-skitur, så Isabella ville have en masse børn at lege med, og mig en masse voksne at snakke med. Isabella viste sig at være en haj på ski, og allerede første dag susede hun ned ad bakkerne. På tredjedagen var det hende der ventede på mor her, når vi stod ned at pisterne -med sætninger som “Kom nu mor, jeg troede du sagde du var god til at stå på ski?!” og “Bare tag det roligt ned ad bakken mor, jeg kan se du bliver bange!”. Dejlige møgunge! Vi tager i øvrigt på ski igen til februar med en af mødrene og hendes datter, som vi mødte på sidste års skiferie. Det bliver super hyggeligt.

Februar blev desværre også måneden, hvor Nohr prøvede at være på sygehuset to gange inden for meget kort tid. Først spiste han (måske) en af sin morfars (min far) farlige piller, og skulle have aktivt kul, og kort tid efter prøvede han at køre i ambulance for første gang, efter han havde slået hovedet meget kraftigt, været vågen, og så pludselig blev helt ukontaktbar. Noget af en forskrækkelse.

I marts blev mødrene luftet til en Thomas Helmig koncert på Odeon i Odense, hvor vi først spiste på MASH og derefter nød den fede koncert. Det var fantastisk med alenetid, som vi kun sjældent har.

Fest i Weissenhaüser

I april tog vi til Weissenhaüser Strand i Tyskland til en feriepark med stort vandland og legeland. Vi var afsted med vores veninde, Tina, og havde en super skøn tur. Det var vores andet besøg i Weissenhaüser og bestemt ikke det sidste.

Det var også i april at vi tog hul på vores sæsonkort til Tivoli Friheden og Legoland, som vi holder meget af at komme i.

Lalandia
Nicolaj med armen i gips

I maj tog vi en tur til Lalandia med Lisettes forældre, søster og hendes kæreste og barn. En rigtig skøn tur. Vi er vilde med Lalandia, og har i mange år holdt 1-3 ferier eller forlængede weekender i Lalandia. Det var også i Lalandia at Nicolaj prøvede at brække noget for første gang. Han brækkede nemlig sin lillefinger i Monky Tonkyland og endte med armen i gips i tre uger. Jeg tror han synes, det var lidt sejt.

Lille Tristan indlagt

I juni blev Tristan, midt i den varme måned, indlagt med umåleligt højt infektionstal og dobbeltsidig lungebetændelse. Den lille mand var indlagt i 5 dage, og var temmelig skidt. Han blev heldigvis frisk igen, så han kunne nå med  på et besøg på Det Fynske Dyrskue med dagplejen, hvor drengene var super begejstrede for at se alle dyrene og hygge med deres små venner.

På bilferie

Juli måned bød på tre ugers SKØN ferie for os i Tyskland, Holland og i sommerhus. For første gang kunne man følge med på bloggen efter hver rejsedag, som gik til Hamborg, Slagharen forlystelsespark (Holland), Westerbergen Vakantiepark (Holland), Amsterdam (Holland) og til sidst en uge i Lisettes forældres skønne sommerhus i Odsherred. Vi formåede at rejse i tre uger for 9000 kr i alt for os alle 6 +benzin, mad, lommepenge og entreer. Første afsnit af vores rejsefølgeton kan læses HER

I juli lavede vi også sæsonkort til Sommerland Sjælland, da det ligger meget tæt på svigernes sommerhus, og vi nåede to besøg i løbet af ugen i sommerhus. Og vi nåede naturligvis også at besøge Tivoli Friheden og Legoland.

Popsi og Krelle-koncert på Børnetorvet

August bød på Popsi og Krelle-koncert på Børnetorvet i Odense, hvor vores to små drenge oplevede deres store idoler for første gang. Kæmpe hit.

Fødselsdagsdrenge
Popsi og Krelle-kage
Fødselsdagsbord
Halloween i Tivoli Friheden

I september havde vi Isabella med til hendes første “voksenkoncert” ,ed Thomas Helmig, og pigebarnet var intet mindre end begejstret. Der blev sunget, danset og hygget.

September blev også måneden, hvor jeg lagde min livsstil om og begyndte at spise efter SENSE-principperne. Det er i skrivende stund blevet til minus 15 kg!

30. september fyldte Tristan og Nohr 2 år. En dag der blev fejret i starten af oktober med et brag af en Popsi og Krelle temafødselsdag. I oktober var vi også til Halloween i både Legoland, Tivoli Friheden og Tivoli i København, og vi fejrede at Lisette fyldte 38 år den 22.

Nicolaj 8 år
Unicornkage
Unicornfest

I november fyldte Nicolaj 8 år. Han havde valgt at han på dagen gerne ville i en trampolinpark, Jumping Fun og spise aftensmad på McDonalds. Nicolaj holdt en skøn Harry Potter-temafødselsdag for sine kammerater, som blev et stort hit.

November blev også måneden, hvor vi fejrede Isabellas kommende 10-årsfødselsdag med et brag af en Unicorn-temafest for familien og hendes bedste veninde.

Isabella 10 år -stor dag
Julebag i Tarup Centret
Julebag lillejuleaften

8. december fyldte Isabella 10 år. Første runde fødselsdag! En stor dag hun havde set frem til længe. Hjemme hos os bestemmer fødselaren dagens gang, så vi startede med brunch i byen, herefter 8-9 timers powershopping og til sidst stor kinesisk buffet. Skøn dag.

December måned bød også på Popsi og Krelle julekoncert,  julebagning i Tarup Centret for jeg-ved-ikke-hvilken-gang, hygge og nogle skønne juledage i familiens skød, hvor Isabella tog en tur i Tivoli i København med sin moster, vi hyggede i Dinos Legeland og tog i biografen et par gange.

2018 blev sluttet af med et brag af en nytårsfest med flere af vores gode venner med børn. Vi var 8 voksne og 13 børn nytårsaften, og det var simpelthen så hyggeligt at feste sammen på børnenes præmisser.

Nu har vi taget hul på 2019, hvor vi allerede har flere oplevelser på ærmet. Til februar tager Isabella og jeg 10 dage på ski til Bad Gastein i Østrig. Februar byder også på Lukas Graham-koncert til de voksne. I marts skal vi en lille uge til Weissenhäuser Strand, I april skal vi overnatte på det nye Legoland Castle og Isabella og os skal overnatte en nat i København, hvor hun bestemmer hvad vi skal lave (noget af hendes fødselsdagsgave), i maj skal ungerne til ComKean-koncert (en youtuber), i sommeren regner vi med at tage tre uger til Disneyland/Paris/Frankrig/Amsterdam, i juli skal vi til Marcus og Martinuskoncert i Malmø og Ed Sheeran-koncert i Odense og oktober byder på Ariana Grandekoncert.

Vi ser frem til en masse skønne oplevelser i det nye år, og vil gerne takke alle jer der trofast læser med og kommenterer på bloggen. Det betyder utrolig meget! Tak for jer.

Tristan og Nohr 2 år

Nohr og Tristan

Det er underligt at tænke på, at vores to små drenge, som jo lige er blevet født (!), i går fyldte to år. De to små mennesker er så fantastiske og bringer så meget glæde i vores hverdag. Det er fantastisk at være tvillingemor og opleve deres stærke bånd. De griner, krammer og er kærlige overfor hinanden – og alle andre for den sags skyld. Dem har vi været heldige med! Læs videre “Tristan og Nohr 2 år”

Tivoli friheden

Lørdag. Tivoli Friheden. Sol fra en skyfri himmel. Høj sol og solcreme på den vinterblege hud. Smil og glade børn. Glade stemmer og lystige hvin fra rutschebanerne. Synet af skoven der springer ud og smukke blomster i parken. To mødre og fire børn tager hul på endnu en fantastisk sæson i Tivoli Friheden. En lille familie som har glædet sig lige siden sæsonen sluttede sidste år -og som glædeligt kører fra Odense til Aarhus, når familien skal have en hyggelig og sjov dag i familiens tegn. Nu er Tivoli Friheden endelig åbnet igen, og vi ser frem til en masse hyggelige stunder, koncerter, børneshows og god mad helt frem til jul, hvor Tivoli Friheden igen siger tak for i år. Hele familien har Sæsonkort Deluxe, hvor man kan komme alle de gange man vil -også til jul – og inklusiv turpas, koncerter m.m. Børn under 90 cm kommer gratis ind og får gratis turpas. Super service for børnefamilier -og et tivoli som har skønne forlystelser til alle aldersgrupper.

Sæsonens første besøg i Tivoli Friheden

Så er vi i gang. Nicolaj er ved at blive registreret med sit Sæsonkort Deluxe

Nicolaj underskrev selv kortet

<3

Tid til at få turpas på

…også de små fyre. Når man er under 90 cm er indgang og turpas gratis!

Ungerne havde glædet sig så meget til at komme i Tivoli Friheden, at vi stod klar, da de åbnede. Først skulle vi have oprettet årets sæsonkort og have turpas, og så havde vi en lille halv times tid til at nyde parken inden forlystelserne åbnede. Tivoli Friheden ligger i en den skønneste natur med smukke træer, flotte blomster i krukkerne og i bedene og med højt til himlen, så vi nød naturen inden ungerne skulle kaste sig ud i forlystelserne.

Høj solskin, sommertøj og smukke blomster (og børn)

Glade storesøskende som glæder sig til en dag fuld af sjov

Det var ved at være tid til middagslur for vores yngste yndlingsmennesker, så vi startede dagen ud med et par ture i den gamle karrusel, som var et stort hit for Tristan og Nohr. Vi startede ud med en af de stillestående vogne, men næste tur foregik højt til hest og lavt til hane.

Første tur blev i den gamle karrussel. To små fyre synes det var mega sjovt (på dette billede er turen ikke startet endnu)

Tristan højt til hest

<3

…og Nohr lavt til hane

Isabella strøg direkte til radiobilerne, hvor hun påkørte sin mor adskillige gange inden turen gik videre ud i parken til alle de skønne rutschebaner, som hun elsker.

Isabella er blevet for høj til de små radiobiler i år, men synes heldigvis også at de store er meget sjovere

Imens var to små drenge blevet vældig trætte, og mens de sov fik vores store yndlingsbørn mulighed for at have deres mødre for sig selv i et par timer.

Man bliver træt, når man oplever meget

Regnbuebørn

Isabella og Lisette gik på tour de rutschebaner, og prøvede alle de forskellige rutschebaner i parken. Nicolaj er knap så modig, og bryder sig ikke om de alt for vilde forlystelser, så han drønede ned til de små radiobiler, som er hans absolut yndlingsforlystelse i Tivoli Friheden, og så prøvede han dem igen og igen -omkring 30 gange -inden han gav sig i kast med de andre børnevenlige forlystelser. Nicolaj er egentlig ikke specielt vild med forlystelsesparker, men lige netop Tivoli Friheden ELSKER han, og han bliver altid voldsomt begejstret, når vi skal derhen!

Højt at flyve…

Nicolaj er meget mere til de små radiobiler, som han absolut elsker at prøve. Jeg tror ikke jeg overdriver, hvis jeg siger, at han prøvede dem mindst 30 gange!

Nicolajs andet yndlingsforlystelse: Illusionsfabrikken

…især hamsterhjulet

Efter et par timer var freden slut, og Tristan og Nohr vågnet! Tivoli Friheden har flere forlystelser som egner sig til de helt små, men den absolutte favorit var bådene, som Tristan og Nohr (+ storesøster Isabella) styrede med hård hånd. De små drengen styrede selv bådene med hver deres mor, og Isabella sejlede i sin egen båd. Nicolaj foretrak at holde øje med sejladsen fra landsiden.

Forårstumling (Nohr)

Kaptajn Nohr

Nohr var vild med at sejle

…og Isabella og Tristan ligeså

Foråret er også sprunget ud i Tivoli Friheden

Ahh forår

Glade, små tvillingedrenge

….og glade ældsteunger

Der er en masse skønne koncerter og begivenheder for børn og voksne i denne sæson, og vi går nu og planlægger hvilke vi bestemt ikke vil gå glip af i år. Man får virkelig meget valuta for pengene i Tivoli Friheden.

Fed Fredag

For børn

Dagen blev som altid afsluttet på Restaurant Friheden, hvor man får en skøn buffet og salatbar med flot udsigt over søen. Der er mad for enhver smag, og den ligger lige ved siden af forlystelser og den store legeplads, så de to store var underholdt, når de ikke gad sidde ved bordet længere. Når man har Sæsonkort Deluxe spiser børn under 140 cm gratis, når de spiser med deres forældre, og så er det pludselig ikke så dyrt at komme ud at spise hele familien. Børn under 90 cm spiser altid gratis.

Lækker mad på Restaurant Friheden -og fjollede unger

En hyggelig dag der ender -men heldigvis en sæson der kun lige er begyndt

Vi er vilde med at besøge Tivoli Friheden, og vi ser allerede frem til næste besøg. Det kan virkelig varmt anbefales til børnefamilier og parkens størrelse gør, at det er overskueligt at finde rundt. Der er rigeligt med sjov til en hel dag, og turen fra Odense til Tivoli Friheden tager kun halvanden time. Har Du været i Tivoli Friheden?

Psst! Du kan læse om alle fordelene ved sæsonkort HER -og skal du kun besøge parken en enkelt dag denne sæson, er der mange penge at spare ved at købe All Inclusive, hvor både turpas, mad, snacks og et spil er med i prisen (så løber budgettet ikke løbsk). Ses vi?

Dette indlæg er sponsoreret af Tivoli Friheden

Rejseoplevelser med børn // Gensyn med Weissenhäuser Strand

På vej ind i Tyskland

For lidt over to år siden stod jeg med en meget positiv graviditetstest i hånden, da jeg testede lidt tidligt på anden feriedag i Weissenhäuser strand. Vi var afsted til Weissenhäuser Strand for første gang, og vi glædede os til lidt nye omgivelser efter mange tidligere besøg i Lalandia (som nu stadig er favoritten, når det kommer til badeland). Vi havde en skøn uge, som du kan læse meget mere om her: Weissenhäuser Strand. (i dette indlæg er der en meget mere detaljeret beskrivelse af stedet).

I slutningen af marts var vi afsted igen. Denne gang med vores søde veninde Tina og hendes to søde drenge -og ungerne har i dén grad haft en fest.

Super smart: Aflåselige rum til klapvogne!

Badelandet

En baljefuld skønne unger

Unger i blød

Der blev badet i det store badeland, som stadigvæk desværre har kritisable badeforhold, men stadig er et skønt badeland. De store unger var vilde med vandrutschebanerne, og de to små nød det rigtig gode småbørnsområde med dejligt, lunt vand. At skulle klæde seks mennesker om i en lille kabine, for så at skulle vaske sig i bitte små vaskerum som sild i en tønde, var ikke et hit. På grund af badeforholdene så jeg MANGE som helt sprang badet over inden de sprang i -og vi valgte f.eks. at bade i lejligheden efter badeland, da forholdene er så kritisable.  Det dejlige badeland opvejede dog dette. For to år siden skrev Weissenhäuser ellers til mig, at de var ved at rette op på forholdene. Det var svært at se, eftersom de var præcis som sidst. Til deres forsvar skal dog siges, at de er ved at bygge et nyt wellness og bølgebadsområde, som kommer til foråret.

Legeland -Jungleland

Gratis klatrevæg -når entreen er betalt

Guldgravning til 2 Euro

Junglelegelandet var også et hit for børnene i alderen 1-10 år. De små boltrede sig i det lille småbørnsområde, mens de store hyggede sig med aktiviteter for de lidt større børn. Her kunne de lave alt lige fra at hoppe på en stor hoppepude, til klatring og balancegang til minigolf, og de var godt underholdt.

De lidt større børn var vilde med minizooen med krybdyr i alle afskygninger. Tristan og Nohr var for små til at få øje på dyrene.

Maden

Vi spiste blandt andet på restauranten ved jungeland, og her var de “levende” dyr et KÆMPE hit for de to mindste. Vi fik faktisk rigtig god mad til rimelige priser, og de store unger kunne rende ind i legelandet og lege lidt, når de ikke gad sidde ved bordet mere. Win-win. Vi spiste også mad fra pizzariaet på resortet, som vi tog med hjem til lejligheden. Her synes jeg dog at kvaliteten var dalet lidt i forhold til sidste gang, hvor vi spiste der flere gange. Vil man selv lave mad, er der et supermarked på resortet med ok priser. Man kan også vælge at køre til nabobyen og handle ind. Her er der blandt andet Netto, Aldi, Lidl og Famila.

Lejligheden

Lejligheden var en stor lejlighed med plads til os alle. Vores veninde havde været så kvik at bestille en lejlighed i stueplan, og det var altså super skønt når man let kunne komme ind og ud med tvillingeklapvognen. Lejligheden var noget slidt, men det meste af tiden blev brugt rundt omkring på resortet, så det havde ikke den store betydning. Der var de ting, vi skulle bruge, lige fraset en ovn, og vi lå godt i sengene.

Børneklubben

Isabella maler på indkøbsnet

Denne gang fik vi kun besøgt Børneklubben en enkelt gang, hvor børnene var kreative og malede på net. Der er ellers en masse fine aktiviteter. Nogle er gratis og andre koster lidt.

Opholdet -overordnet set

Vi havde en super lækker tur. Det tager ca 1,5 time fra den tyske grænse (Sønderjylland) og 45 min fra Puttgarden at komme derhen, så det kan de fleste børn være med til. Man får meget valuta for pengene, som rækker længere på Weissenhäuser end fx i Lalandia. Vi vil i hvert fald helt sikkert gerne derhen igen en anden gang.

Tristan og Nohr 1 år!!!

For et år siden havde jeg de værste presseveer i mands minde (eller i hvert fald i mit minde!),  som føltes fordoblet i smerter fordi der lå to små fyre inde i maven og pressede sammen for at komme ud. Jeg var 37+0 og var i fuld gang med at fordoble min børneflok! Fødslen tog ikke lang tid, men efterlod både psykiske og fysiske ar som har taget en del tid at bearbejde. Måske er de endda ikke helt bearbejdet endnu. Fødselsoplevelsen kan du læse meget mere om lige HER.

Lisette med to helt nye, lækre små drengebørn

To små mirakler ser dagens lys

Lille Tristan var den første som blev født klokken 10.43. Han vejede 2465 g og var 49 cm lang, Han blev næsten skudt ud som en raket, og mens Lisette hurtigt fik lov at klippe navlesnoren, begyndte fødselsholdet at arbejde på tvillingebror Nohrs ankomst. Nohr havde drillet fødselsholdet fra start, hvor han drønede rundt inde i maven så de ikke kunne komme til at måle hans hjertelyd ordentligt. Nu hvor lille Tristan var ankommet, havde Nohr pludselig endnu mere plads til at drøne rundt inde i maven, og det var svært at fange hjertelyden selvom de sad med både scanner og doptone. Da Nohrs navlesnor så kom ud før Nohr fik de travlt, og fra de tog beslutningen om kejsersnit klokken 10.56 og til hans ankomst 11.06 gik der kun 10 min, hvor jeg nåede at blive kørt ud af Fødegangen.  hen til elevatoren, tre etager ned, ind på en operationsstue, blive bedøvet, maven skåret op og Nohr trukket ud! Imponerende! -og så sov jeg endda fra det hele! Nohr vejede 2625 gram og var også 49 cm lang.

Stolt mor og stolte søskende. Tristan og Nohr bliver for første gang lagt sammen på Neonatal

1 uge gamle. Nohr til venstre, Tristan til højre

Alt vel. P.S Send flere penge!

Det gik jo heldigvis godt med begge drenge, som suger al energi (og alle vores penge) ud af os :). De gror som ukrudt, er stort set altid glade, kravler i hver deres retning, rejser sig op af ALT, går langs møblerne, putter ALT i munden og elsker at lege med deres søskende. Det var en omvæltning at få små børn i huset igen, og vi skulle ud at anskaffe os alt igen, da vi ikke havde regnet med at skulle have flere børn, men hvor var det dog en skøn omvæltning. Tristan og Nohr er virkelig nogle dejlige, glade, skønne drenge, som spreder en masse glæde og god karma omkring sig. Vi er alle vilde med dem herhjemme, og ikke mindst deres store søskende som elsker at lege med dem. Og nu er de allerede et år! Ja, det er vildt som tiden flyver, og fantastisk at følge deres udvikling på sidelinien…Og vi synes stadig ikke at det er hårdt at have tvillinger!

Hver dag er en fest! Her i Legoland september 2017

Hurra, hurra, hurraaaaaaaaaaaa…

Morgenen i dag blev fejret som vi fejrer alle fødselsdage herhjemme: Med masser af gaver, lækker morgenmad og bare vores lille familie fra morgenstunden. For et par uger siden holdt vi fest for familien, og om en uge bliver de fejret af vores venner. Normalt vælger vores børn selv hvor de vil spise om aftenen, men det er Tristan og Nohr ikke helt gamle nok til, så vi laver deres livret i aften: Spaghetti med kødsovs. Vi ville have været i zoo i dag, men vejrudsigten så bestemt ikke tillokkende ud, så vi har hygget herhjemme i stedet.

Vi ville lige have en treer, men endte med to dejlige børn mere -og det værdsætter jeg hver dag.

Tak for dig Nohr Maximillian.

Tak for dig Tristan Jackson.

Tak for jer.

Og kæmpe stort tillykke med jeres første år. Vi elsker jer!

Tak fordi du læste med!

Farvel strå, farvel barn

"Goddag, det er fra Odense IVF-Klinik. I har stadig et donorstrå liggende. Vil i fortsat have det opbevaret?", blev jeg spurgt i telefonen for et par uger siden! Og svaret faldt prompte, selvom det også var lidt mærkeligt at give afkald på muligheden for flere børn med den fantastiske donor: "Nej tak, vi skal ikke have flere børn". For et år siden skulle vi lige have en treer, og nu har vi fire skønne unger. Kunne jeg godt tænke mig flere børn? Ja, det kunne jeg faktisk godt, for jeg har masser af overskud og lyst til at have en masse skønne børn omkring mig (og de bliver ganske vellykkede, spørger du mig!). Havde jeg været sammen med en mand, hvor man ikke skulle gennem inseminationstromlen, kunne jeg godt have haft en større flok, for børn er en fantastisk gave! Samtidig føler jeg dog ikke, at vi økonomisk kan forsvare at få flere, da vi gerne vil opretholde en livsstil, hvor vi ikke skal vende hver krone, kan rejse flere gange om året og forkæle vores unger, og opleve spændende ting, når vi har lyst til det.

Det var faktisk en smule vemodigt at vinke farvel til strået, men vi har snakket om det herhjemme, og vi har de børn, vi skal have. Vi har fire fantastiske, sunde og raske børn, som lever harmonisk sammen som søskende. Min graviditet med tvillingerne var ingen dans på roser, og vi er ved at komme op i alderen (!) -især Lisette :). Så det ER den rigtige beslutning, selvom den ikke er nem. Vores fire unger er fantastiske, og de har så meget glæde af hinanden. Vi er hamrende privilegerede ved at have de fire skønne børn, og vi glæder os til at se dem voksne op og blive de fantastiske mennesker, som vi er sikre på, de bliver.

Tak fordi du læste med!

Familieferie Sunwing Resort Fañabé

“Mor, kan vi ikke snart besøge det der hotel på Tenerife igen?”, har Isabella spurgt om mange gange de sidste 5 år. Man skulle ellers ikke tro, at hotellet ville fylde så meget i hendes bevidsthed. Hun var nemlig kun tre år, da vi var der sidst! Noget havde dog gjort stort indtryk på hende, for hun var jublende lykkelig, da vi tidligere på året proklamerede, at vi havde booket to uger på Sunwing Resort Fañabé på Tenerife. Vi tænkte, at vi hellere måtte gøre det nu, mens hun stadig kunne få glæde af de aktiviteter, hun huskede så godt.

Sunwing Fañabé

…og hun (og vi) blev ikke skuffede! Vi elsker de forskellige Sunwing Resorts, og har tidligere besøgt Sunwing på Kreta og i Thailand. Det er familieferie i højsædet, og der er tænkt på alle detaljer, når det gælder om at give børnefamilierne en god og overskuelig ferie. Vi var så heldige at have bedsteforældrene med den første uge, og det var noget som vi alle nød meget.

Maskotten Bernie på besøg på værelset. Man betaler €20 for et besøg, og ungerne elsker det. Ugen efter betalte vi for et besøg af Lollo

Beliggenhed

Hotellet ligger super godt i forhold til strand, oplevelser og shopping, og der er fede markeder, lækkert vejr og et rart personale, som har gæsterne i centrum. Det er super lækkert at have det hele i gåafstand, når man har fire børn med inkl tvillingeklapvogn, og vi fik travet adskillige km på ferien. Selvom der var super lækkert og varmt, gjorde den skønne brise fra havet, at det var behageligt at gå. Vi gik f.eks et par gange til Playa de las Americás, hvor vi kunne gå langs vandet, nyde den flotte natur og shoppe lidt undervejs. Totalt win-win.

Underholdning

På hotellet var der shows næsten hver aften (vi så et på stykker af dem) både for børn og voksne. I løbet af dagen var der masser af underholdning for børn og voksne -og legeplads, legerum og teenlounge til ungerne. I “Miniland” og “Teenlounge” var der en masse aktiviteter, hvor børnene kunne være kreative, lege og hygge sig med jævnaldrende. Der var sågar lidt babylegetøj også, og Tristan og Nohr nød at lege med lidt nyt legetøj (og andre babyer)

Nicolaj og Isabella er kreative i “Miniland”

Hygge

Der var også et skønt poolområde, som dog kunne føles lidt trangt engang imellem, da solstolene stod noget tæt.

Badetid

Maden

Når man rejser med børn, er det super dejligt med overskuelighed. Og med to små banditter, der er ved at lære en masse mad at kende, er det skønt med buffet. Ligesom vores andre besøg på Sunwing Resort, havde vi booket Sunwing Inclusive, som er en mindre udgave af all inclusive, da vi også gerne vil spise ude. Med Sunwing Inclusive får man morgenmad alle dage, og frokost og aftensmad (inkl drikkevarer) 5 ud af 7 dage om ugen. På den måde kan man tjekke de lokale restauranter ud OG have overskueligheden med gode, lækre måltider, hvor børnene kan spise lige det de kan lide, og forældrene kan nyde en masse lækre retter. Maden har nemlig været varieret og lækker på alle de Sunwing Resorts vi har besøgt.

Spisetid

Udflugter

Spies rejser tilbød en masse forskellige udflugter, men vi valgte kun at tage med på en enkelt. Turen gik til Loro Parque, som er en skøn dyrepark med flotte dyr og shows. Vi havde en super skøn dag alle sammen, og vil helt sikkert besøge parken igen en anden dag. Der kommer et indlæg om parken indenfor nær fremtid.

Delfinshow i Loro Parque

På gensyn

Det er bestemt ikke sidste gang, vi besøger et Sunwing Resort. Det er simpelthen bare ideelt til børnefamilier. Når der er tænkt på alle detaljer, og børnene kan hygge sig med en masse aktiviteter, kan man som forældre bedre slappe af -OGSÅ når man som os rejste med fire børn.

Tak fordi du læste med!

Psst! Du kan læse om nogle af vores andre besøg på Sunwing HER

Storesøster til en hel hær

Isabella med et godt tag i sine tre små brødre
“Jeg håber, at tvillingerne i din mave er piger, for jeg vil ikke have to drenge mere, som er ligesom Nicolaj!”, sagde Isabella tvært en dag, hvor hun var uvenner med Nicolaj. Alligevel tog hun det i stiv arm, da hun et stykke tid senere fik at vide, at der altså var to drenge inde i mors mave, og at hun skulle være storesøster til to brødre mere til efteråret! Og storesøsterrollen -den har hun i dén grad taget til sig! Isabella knuselsker sine små, nye brødre -og er en kærlig og dejlig storesøster for Nicolaj, som dog sætter hendes tålmodighed lidt på prøve engang imellem!

Isabella i en kærlig stund med Nohr
Det kræver sin storesøster at takle tre raske drenge med krudt i rumpen, og det gør hun til UG. Jeg har flere gange oplevet, at hun da lige har nuppet begge drenge op på skødet, hvis jeg ikke lige var i stuen, da de blev kede af det -og jeg aner ikke, hvordan hun bærer sig ad! Eller fundet hende i stuen, hvor hun leger kærligt med drengene, mens hun prøver at lære dem forskellige ting. Det har vi aldrig bedt hende om, men det falder hende helt naturligt. “Har du set denne her fine bold Tristan? Den er rund -og blå ligesom himlen. Er den ikke fin?” Storesøsterrollen falder hende så naturligt, og vi er så evindeligt stolte af hende!

Isabella underholder Tristan hos lægen
Jeg havde en lillebror, som jeg aldrig fik et nært forhold til. Vi brugte hele barndommen på at bekrige hinanden, og selvom vi begyndte at snakke nogenlunde sammen som halvvoksne, skulle der ikke meget til som voksne, før vi endte med at skære hånden af hinanden. Det har derfor været ekstremt vigtigt for os, at vores børn fik et godt forhold sammen uden intriger, jalousi og egotrip! Og det er heldigvis lykkedes. Søskende (de fleste i hvert fald!) er en ufattelig dejlig gave!

Tak fordi du læste med!