2019: Dødsfald, glæde og 9 lande

Disneyland, juli 2019

2019 var både et sorgens og glædens år…

Lige nu fylder sorgen mest, da jeg den 29.november pludselig mistede min dejlige far, men indtil den 29. november gik 2019 forrygende, og heldigvis kan min lille familie og jeg se tilbage på rigtig mange gode oplevelser. Den opmærksomme læser vil vide, at der har været ret stille på bloggen. Efter min fars død har jeg været lidt ved siden af mig selv, og lysten til at skrive forsvandt helt. 2019 så sådan her ud:

Januar:

Januar blev årets roligste måned, hvor jeg fyldte 38, og vanen tro ikke gjorde det store nummer ud af min fødselsdag😊

Februar:

Februar stod på skiferie i Bad Gastein i Østrig

Februar blev en lidt vild måned på mange områder. I uge 7 var Isabella og jeg 10 dage på skiferie i Bad Gastein i Østrig med søde Linda og hendes datter Laura. En rigtig god skiferie, lige indtil jeg kom til skade, brækkede knæet og forstrakte sideledbåndene! Det blev til mit livs første tur med ambulancefly hjem til Danmark, men det var nu stadig en skøn ferie!

Det var også måneden, hvor mødrene blev luftet, da vi var i Herning og høre Lukas Graham! Den dreng leverer bare altid (og det var skønt med noget alenetid. Noget vi sjældent har!)

Marts:

To små fyre i narkose

Marts måned startede ud med to små fyre, som skulle have dræn i ørerne. Kun den ene endte med dræn, men de nåede begge i narkose. Ørelægen kunne måske lige have kigget lidt ekstra efter i Tristans ører inden han lagde ham til at sove! Nå, ingen skade sket, og drænene fungerede således upåklageligt, da vi lort efter var på ferie i Weissenhäuser Strand i Tyskland, hvor vi har været flere gange. Ungerne fik badet, leget og hygget i en hel uge, hvilket var super skønt.

April:

Hotel Tivoli

I april indløste Isabella lidt af sin 10-års fødselsdagsgave: En overnatning på Hotel Tivoli i København, Tivolitur og massiv powershopping. Lige noget for vores modebevidste datter! Hun kan virkelig shoppe igennem. Vores tre drenge hyggede sig i sommerhuset med bedsteforældrene imens. Det var virkelig skønt at kunne hugge og forkæle et enkelt barn, og barnet proklamerede da også hurtigt, at hun ønskede sig det samme til sin næste fødselsdag!

Castle Hotel Legoland

I marts boede vi også på det nye Legoland Castle Hotel. Ungerne er vilde med at bo i Legoland, og det gør vi 1-2 gange om året. Den ene af dagene tog vi til Lego House. Noget ungerne var helt vilde med.

Maj:

Hotel Legoland. Igen.

I maj boede vi igen på Hotel Legoland. Det er så skønt at kunne gå direkte fra hotellet og ind i parken. Vi tilbragte dog ikke begge dage i parken, men brugte derimod dag 2 i Lalandia, hvor ungerne havde en fest.

ComKean

Ungerne fik også oplevet deres store idol, ComKean. De elsker, som så mange andre børn, at være på YouTube. De var så heldige, at de også stødte på RobinSamse, som var kommet for at se showet.

Juni:

Tinderbox

Juni måned betød farvel til hhv 2. og 4. kl for de store, og farvel til Tristan og Nohrs elskede dagpleje. Det betød også goddag til Isabellas første festival, da jeg tog hende med til Tinderbox, så hun kunne høre sit store idol! Hun elskede hvert sekund af det.

Næste morgen satte hele vores lille familie sig ind i bilen med kurs mod 6 lande og utallige oplevelser i 23 dage, som bragte os til Bremen, Holland, Belgien, Frankrig (Paris og Disneyland), Luxembourg og Berlin! En rejse jeg formåede at holde på 25.000 + lommepenge for 6 personer!

Disneyland
Berlin

Juli:

I juli havde vi en masse fantastiske oplevelser på vores 23 dage lange bilferie. Højdepunkterne for ungerne var for Nicolajs vedkommende at bo på campingpladsen i Frankrig. Isabella var vild med Disneyland og Paris og tvillingerne var vilde med Parc Astérix. Lisette og jeg har været i Paris mange gange, så for vores vedkommende var det især Berlin som vandt vores hjerter. Vi havde en formidabel ferie, som blev dokumenteret hver dag. Der er god inspiration til en billig, fantastisk familieferie.

Da vi kom retur til Danmark, havde vi nogle dage i sommerhus, hvorefter vi rejste på weekendophold i Sverige, hvor Isabella (og en mor) skulle til Marcus og Martinus-koncert på en mindre festival. Ungernes første tur til Sverige og super hyggeligt.

Sidst i juli var vi til en formidabel Ed Sheeran-koncert i Tusindårsskoven i Odense sammen med Isabella, som elsker koncerter. En super fin oplevelse! -og så startede vores små drenge i børnehave!

August:

Oslo

Første weekend i august tilbragte vi på Hotel Fårup i Fårup Sommerland, hvor vi havde en fest trods silende regn. August bød også på første skoledag for ungerne, som dog dagen efter bød på minicruise til Oslo i Norge. En super hyggeligt rejse, som førte ungerne til hhv 8. og 9. land i 2019.
Sidst på måneden var vi inde at se Flying Superkids’ flotte show i Aalborg. Vi har set mange af deres flotte forestillinger og nyder altid at være afsted.

I august blev min far indlagt, og vi var overbeviste om, at han kun havde kort tid tilbage at leve i. Han blev udskrevet efter en måned (i september) og fik et par udmærkede måneder hjemme.

Tristan og Nohr med deres nye cykler på deres fødselsdag

September:

I september fyldte vores små søde drenge 3 år. Det er helt vildt som tiden er gået stærkt med de små.

Lalandia
Michael Bublé-koncert

Oktober:

I oktober var vi først 4 dage i sommerhus ned til vandet med søde venner Bagefter tog vi videre til et af ungernes yndlingssteder: Lalandia, hvor vi var i en hel uge I efterårsferien. En skøn og hyggelig uge, som dog kort efter endte med indlæggelse af Tristan, som havde fået enterovirusencephalitis. Heldigvis fik han umiddelbart ingen mén.
I oktober fyldte Lisette 39 år og jeg var til en fantastisk Michael Bublé-koncert med nogle af de andre Momster-mødre. Måneden blev sluttet af med mit livs første forfatterforedrag, da jeg tog alene afsted til foredrag af fantastiske Leonora Christina Skov, som har skrevet “Den, der lever stille”

Farvel til den blå sygehusuniform og goddag til nyt job
Jul i Tivoli Friheden

Isabella vandt en flot 2.plads

November:

Novembers største begivenhed var mit jobskifte! Jeg skiftede efter 14 år på sygehus til en stilling som praksissygeplejerske i en lægeklinik. En stor beslutning, men hvor er jeg bare glad! Jeg er VILD med det nye job, med kollegaerne, arbejdsopgaverne -ja, you name it! Jeg bliver helt høj af at være på job!

November bød også på et skønt besøg i Tivoli Friheden, hvor vi elsker at være! Utrolig gennemført og lige noget for hele familien.
Nicolaj fyldte 9 år og havde en super dejlig dag, og Isabella vandt 2.plads i trampolin.

…og så blev novembers slutning utrolig trist, da min far døde af hjertestop i slutningen af november. Jeg har ikke helt været mig selv siden.

Isabella 11 år
Kobberbryllup 30.12

December:

I december fyldte Isabella 11 år. For første gang var vi ikke hjemme i Odense på hendes fødselsdag, men hos bedsteforældrene, fordi min far blev begravet på Sjælland dagen før. En ambivalent weekend med liv og død.
December stod selvfølgelig også i julens tegn med adventsgaver, nissegaver, julehygge og en dejlig juleaften med svigerne og co…

…og så tog svigerforældre og vennerne røven på os, da de den 30.12 vækkede os med bulder og larm kl 05.20 om morgenen i anledning af vores kobberbryllup. Fantastisk med gode mennesker omkring sig! Vi blev virkelig taget på sengen, da vi ikke engang havde tænkt tanken, at der ville komme nogen.

Nytårsaften tilbragte vi med gode venner.

2020

…bliver et spændende år, som vi ikke har planlagt så meget af endnu. Jeg fylder 39 i morgen, Isabella og jeg tager snart 10 dage på skiferie og vi er ved at planlægge sommerferien. Jeg glæder mig til at dele vores familieliv med jer i år. Tak fordi du læste med så langt. Og godt nytår!

Han lovede mig at blive 100 år

Far

Far, du lovede at blive 100 år, men det blev kun til præcis 87 år og 7 måneder😔. Sent fredag aften fik min far hjertestop, kort efter han lige havde bedt hjemmehjælperen om et glas vand. Han vågnede aldrig igen, og efterlader nu 38 års gode minder i mit hjerte❤️. Jeg kommer til at savne min dejlige far helt forfærdeligt, men jeg ved, at han var klar til at komme herfra. Han fortalte for nylig, at han havde haft et langt og lykkeligt liv, og at han troede på, at han ville blive genfødt i et nyt spændende liv på et senere tidspunkt. Han holdt aldrig op med at være nysgerrig på verden, læste mange bøger og klarede sig selv, fraset en lille smule hjælp her til sidst.

Et begivenhedsrigt liv

Min far voksede op som et priviligeret barn i Aalborg, hvor han boede i en stor villa med sin lillebror, mor og far, som arbejdede som læge. Han havde også en bror mere, som døde kort efter fødslen, og han fortalte ofte om, hvordan lægesjusk gjorde, at han døde af iltmangel kort efter fødslen. Hans forældre havde både barnepige, kogekone og rengøringsdame -og to biler og en motorcykel, som ikke var allemandseje dengang. Når han fortalte om sin barndom, var det altid med glæde i øjnene, og med en kæmpe entusiasme. Han malede små soldater og byggede små modelfly, som han minutiøst malede de fineste små detaljer på, og nede i kælderen havde han en stor modeltogbane, som han havde bygget det flotteste landskab omkring. Hans far bakkede ham op i hans interesser, og lille Karsten dyrkede sine interesser intenst. Far fortalte så sent som torsdag, at han ville til at male på modelfly igen. Det nåede han desværre ikke.

Barn af krigen

Far var 8 år da Anden Verdenskrig brød ud, og selvom krig er en alvorlig ting, legede han sig gennem krigsårene. Han byggede små bomber, som han drillede tyskerne med, og han fortalte ofte glædeligt om en særlig sjov episode under krigen. En dag da han var til spejder, forlod han flokken for en stund, og kastede en lille, hjemmelavet bombe ind mellem benene på en tysker. Tyskeren sprang op i vejret, og blev vældig forskrækket. Tyskeren nåede lige at se en spejderdreng løbe stærkt ned ad en gyde, og fulgte straks efter i fuldt firspring. Min far løb ind i spejderhytten, hvor alle spejderne sad i en rundkreds og sang, og satte sig straks i rundkredsen og sang med. Kort efter kom en flok tyskere forbi, men ingen af spejderne ville give sig til kende, og de måtte gå igen med uforrettet sag.
Han fortalte også om en gang, hvor to Gestapofolk, forklædt som danske betjente, bankede på døren, fordi de ville beslaglægge min farfars biler og motorcykel. Min farmor kom ned til døren, så de “danske betjente” og udbrød: “Åh, gudskelov det ikke er Gestapo!” De tog køretøjerne, som min farfar dog fandt igen senere. Farmor var faktisk jøde, så det var min far også af fødsel, men var aldrig rigtig i fare under krigen. Hvis min far havde været lidt ældre, havde han med garanti været med i modstandsbevægelsen.

Gammelsproglig Student

Far fortalte altid hjertevarmt om sin gymnasietid i Aalborg, hvor han gik på Katedralskolen og læste på den gammelsproglige linie med latin og oldgræsk. Så sent som i september i år, reciterede han latinske tekster og havde ikke glemt noget af det lærte. Han havde nogle fantastiske år, hvor hans interesse for det historiske og gammelsproglige, gav ham flotte karakterer i gymnasiet. Han fortalte mange gange om en læsekammerat han havde, hvor læreren beskyldte dem for at have set efter hinanden til en eksamen, selvom de havde siddet langt fra hinanden. Drengene havde terpet og terpet sammen, og kunne det samme stof. De måtte gøre eksamen om i hver sit rum, før læreren måtte give sig og undskylde, da de endnu engang kom ud med det samme resultat.

Fra jyde til københavner

Som 18-årig flyttede far med sin familie til København, hvor han begyndte at lave medicinske film med sin far. Film var min fars store passion, og min far og farfar vandt flere internationale priser. Sideløbende var min far også begyndt på medicinstudiet, som han nåede at læse på i 5 år, inden han droppede ud for at lave medicinske film på fuld tid. Jeg fandt aldrig helt ud af, hvorfor han droppede ud af studiet så tæt på at være læge, men han fortrød aldrig sit valg, og forsatte med familiefirmaet, som mine brødre senere overtog, indtil for få år siden. Han opdaterede sin medicinske viden gennem hele livet, og terpede blandt andet med mig under mit studie.

Far kunne aldrig huske min fødselsdag…

…men han kunne huske dato og klokkeslæt på, hvor og hvornår Napoleon slog en skid, og hvornår dit og dat var sket. Han elskede historie, og var simpelthen så lærd. Især Første og Anden Verdenskrig interesserede ham, og jeg gav ham faktisk altid bøger inden for det emne til jul og fødselsdag. Som barn tog han os med på museer hver søndag, hvor han levende kunne fortælle de skønneste, detaljerede historier om de ting, vi så. Han var så entusiastisk, at han kunne gøre alt interessant. Han var aldrig typen der spillede fodbold med os i haven, men han gav os en viden og interesse om så mange ting, som vi har kunnet tage med os ind i voksenlivet.

6 børn og 11 børnebørn

Far fik tre børn med sin første kone, som han blev skilt fra i 70’erne. Et stykke tid efter mødte han min mor, som havde to børn, og sammen fik de min lillebror og mig -og min plejesøster, som vi fik som 1-årig. En god flok på 8 børn, som voksede op i Charlottenlund nord for København. De store flyttede hjemmefra, og jo færre børn vi blev, jo længere sydpå flyttede de. Vi endte i Haslev -et område min far mere eller mindre endte med at blive i. Turene til museer om søndagen fortsatte i det meste af min barndom. Med årene blev far morfar 5 gange og farfar 6 gange. En bedrift han var meget stolt af: “Tænk, i var aldrig kommet til verden, eller børnebørnene, hvis det ikke var for mig”, ville han sige. Han var så stolt af sine børnebørn, og roste mine børn så flot for deres væremåde, deres viden og for bare at være dem.

I 2009 blev far enkemand

…da min mor døde efter tre års cancersygdom. Han valgte at flytte til Faxe Ladeplads, hvor han skulle til at lære at være alene igen, og han fandt aldrig en ny kone. Han nød livet nede i Faxe, hvorfra han kørte lange ture ud i naturen i sin bil. Han elskede at køre bil. Han kørte indtil for ca to år siden, hvor han ikke fik fornyet sit kørekort. Det var nok meget godt, for hans bil havde efterhånden fået mange buler. Indtil han mistede kørekortet, havde han hele tre avisruter, som holdt ham igang. Seje, gamle mand! Efter han mistede bilen, købte han en el-scooter. Turene blev kortere, men han kom selv rundt i området.

I september troede jeg, han ville dø

Far blev indlagt svagelig efter et større vægttab, og lægerne kæmpede for at finde ud af, hvad han fejlede (17 dages stilhed, alvorlig baggrund) Jeg var overbevist om, at han havde kræft og kun kort tid tilbage, men min seje far overkom sygdommen, og blev udskrevet til eget hjem. Han fik det dog aldrig helt fantastisk igen, og vægttabet gjorde ham lidt mere skrøbelig. Han klarede dog stadig rigtig mange ting selv, og var bare så sej. Han var begyndt at snakke om, at komme til Odense og besøge os. Det nåede han dog aldrig. Jeg snakkede med ham torsdag, hvor han bad mig købe julegaver til mine unger fra ham. Han lød lidt forvirret, blandet med relevant, og spurgte som altid ind til børnene. Jeg vidste ikke, at det skulle blive sidste gang, jeg hørte min fars stemme. Fredag ved midnat ringede min bror og fortalte, at far havde forladt denne verden. Det skete pludseligt og uden varsel. Jeg tror ikke far nåede at opfatte meget. Og far var ikke alene, da det skete. Far var ikke bange for døden, og havde et langt og godt liv.
Jeg kommer til at mangle ham. Jeg er nu forældreløs -men minderne kan ingen tage fra mig, og jeg skal nu selv fortælle min historie. Det kom som et chok, og jeg kan stadig ikke forstå, at jeg nu heller ikke har en far. Men det er ok, for jeg er sikker på, at jeg møder min far igen en dag -og far er her stadig -lige i mit hjerte❤️

Hvil i fred far😭❤️
Karsten Hjertholm 29.04.1932 – 29.11.2019

Den smukkeste jul!

KLar til den skønneste juletur til Jul i Tivoli Friheden

Reklame: I weekenden tog vi på den skønneste juletur til Tivoli Friheden i Aarhus, som virkelig var smukt pyntet op overalt i parken med flotte lys, boder, juleudstilling, julemand og den helt rigtige stemning. Hele familien elsker at være i Tivoli Friheden, men var første gang ved juletid, da november og december altid er travle måneder herhjemme. Vi har været der til Halloween flere gange, og det er altid mega gennemført, så forventningerne var bestemt høje, da vi ved middagstid drog mod Aarhus.

Lysespallier
Fantastisk stemning og fantastiske boder
En drømmebod for børn
En lille del af den flotte Svanesøen. Synes du det her er flot, så skulle du bare se det efter mørkets frembrud!

Fantastisk stemning

Vi var ikke gået mange skridt ind i parken, før vi blev mødt af det flotteste lysespallier, som guidede os direkte in i Christmas Wonderland. Overalt i parken var der simpelthen så flot dekoreret med julemænd, snemænd, lysende rensdyr, det flotte Svanesøen-lysudstilling, alskans madboder og boder med alt fra hjemmelavede bolsjer til uldluffer. Hvis man frøs lidt, kunne man lune sig foran brændende kul eller få en kop lækker varm kakao med flødeskum eller dampende varme churros. Jeg har været i Jul i Tivoli København mange gange, og jeg kan med ærlighed i stemmen sige, at jeg helt klart foretrækker Jul i Tivoli Friheden! Jeg er ikke det store julemenneske, men kom i dén grad i julestemning. Tristan og Nohr var ellevilde, da de mødte julemanden, som de overraskende ikke var for generte til at afgive et ønske til: “Mig ønser mig dinosaur, wraaaaaaa” (jeg ønsker mig en dinosauer, roar.red), udbrød begge knægte -og så bliver det spændende at se, om julemanden tager to stk dinosauere med juleaften.

Julemanden, Tristan og Nohr
Frokost på Restaurant Friheden -yndlingsspisestedet i Tivoli Friheden
Lækker julebuffet
Sjove forlystelser til børn og voksne i alle aldre

Hele familiens yndligssted

Vi har sæsonkort til mange forskellige forlystelsesparker og museer, men intet trækker ungernes glæde og smil frem på læberne som Tivoli Friheden. Der er forlystelser for alle mand. Stille og rolige til Tristan og Nohr på tre år, rolige og halvvilde til Nicolaj på 9 år og mega vilde til Isabella på snart 11 (og mødrene). Vi er der som regel fra åben til luk, og vi spiser altid på Restaurant Friheden i parken, da vi simpelthen får så lækker mad derinde. Her i november/december er der julemad i buffetrestauranterne, og den prøvede vi både i Restautant Friheden og Spiseriet. Begge steder meget lækkert -med Restaurant Friheden er uden tvivl favoritten.

Lune kul at varme sig ved

Kom lige så mange gange, du vil i november og december

Jul i Tivoli Friheden varer ikke lige til påske, men det varer helt til 30.12. Hvis man køber turbånd, kan man komme igen og igen indtil 30.12 -så man får i den grad valuta for pengene. Man skal bare beholde armbåndet på. Selv om vi har nogle meget travle måneder, tror jeg ikke vi kommer uden om, at måtte besøge Tivoli Friheden en gang mere inden jul. Både unger og mødre kan nemlig slet ikke vente med at komme afsted igen.

Har du været i Tivoli Friheden/oplevet Jul i Tivoli Friheden?

Moderen der revnede af stolthed!

Isabella i fuldt spring

Isabella på 10 år er altså virkelig sej, hvis du spørger hendes mor! Alt hvad hun rører ved, bliver til en succes. Således har hun været på konkurrenceholdet i alle de sportsgrene, hun nogensinde har gået til (eller er tilbudt det), og hendes atletiske gen må altså helt klart stamme fra donor og ikke fra hendes halvklodsede, halvfede mor! I går gjorde hun mig intet mindre end hamrende stolt -det kommer jeg lige tilbage til senere i indlægget.

Spor(ts)skifte

Isabella gik til kunstskøjteløb på højt niveau fra hun var 4-9 år, men sidste år fik hun lyst til at prøve kræfter med en ny sportsgren, da hun kørte død i skøjteløbet. Hun valgte trampolin, og allerede efter få måneder, blev hun foreslået at tage prøve til konkurrenceholdet. Der bad vi dog trænerne om vi ikke kunne vente lidt, da hun havde brug for en pause fra elite, men da sæsonen sluttede, blev hun optaget på konkurrenceholdet som den (eller en af) de yngste. Isabella ville gerne træne fire gange om ugen, men hendes onde mødre har kun sagt ja til to gange om ugen, da det sociale med kammeraterne efter skole også er utrolig vigtigt. Når man går på konkurrenceholdet er der nemlig mødepligt til alle træninger, og alle konkurrencer, og hallen som hun træner i, er en som vi skal køre hende hen til hver gang, da den ligger i en anden del af Odense.

Baglæns salto -virkelig svært at fange på et godt billede

Sidste år klarede Isabella sig ikke så fantastisk til konkurrencerne…

…ja, faktisk endte hun på de sidste pladser til en del af konkurrencerne, da hun var så ny indenfor trampolinverdenen, og niveauet var højt. I går skulle hun så konkurrere for første gang med konkurrenceholdet, og jeg tør da nok lige love for, at den unge dame har udviklet sig i en positiv retning, siden sæsonen startede igen i september! Vi var til sæsonens første Klubtræf for klubberne på Fyn, og jeg sad og håbede inderligt, at Isabella ikke ville ende på en af de sidste pladser. Hun havde nemlig knoklet rigtig meget for at blive dygtig, og jeg ville så gerne have, at hun skulle belønnes for sin flid. Jeg turde dog ikke helt tro på det, da Isabella denne gang skulle træne to sværhedsniveauer over, hvad hun plejer -og i en kæmpe gruppe med 27 modstandere! Jeg fortalte Isabella, som jeg plejer, at så længe hun gjorde sit bedste, kunne jeg ikke være mere glad. Mine unger skal opleve glæde ved bevægelse, og ikke punkes, hvis de laver fejl. Men fejl -dem var der ikke mange af i går!

2. plads!!!

En mor der revnede af stolthed

Isabella hoppede sit bedste nogensinde, og med en super flot balance og sikkerhed. Hun var den af springerne i hendes gruppe, som fik de højeste point for sværhedsgraden, og allerede fra første runde lå hun på en andenplads -meget tæt på førstepladsen. Da anden runde var ovre stod det klart, at min seje pige havde vundet sin allerførste medalje i trampolinspring -en flot sølvmedalje. Jeg jublede så meget, og så længe, at Isabella måtte få mig ned på jorden igen. Jeg var så stolt over, at min “lille” pige blev belønnet for sin flid, og jeg var ét stort smil. Det var lige det boost Isabella skulle have! Man kan i øvrigt se en video af hendes springøvelser på Instagram (regnbuemor.dk).

Meget stolt pige -med rette

Blod på tanden

Isabella har nu fået endnu mere blod på tanden, og hun glæder sig helt vildt til næste konkurrence. Hun var så stolt, da hun fik medaljen om halsen, og hun går nu iskoldt efter en 1. plads næste gang. Jeg glæder mig bare over, at hun har fundet en sportsgren, som hun er vild med -og sikke en god lektie at lære, at man kan opnå rigtig gode ting, så længe man aldrig giver op!

Stolt mor!

Nicolaj 9 år!

Nicolaj❤️

I dag fylder denne flotte fyr 9 år!

Vores dejlige, skønne dreng Nicolaj, er ved at være en halvstor knægt! Nicolaj er en fantastisk søn, lillebror og storebror. Han er super kvik og lærenem, vellidt, sjov og helt igennem dejlig. Han elsker at spille Fortnite og Roblux online med vennerne, at spille fodbold og så er han mega god til at tumle med sine små tvillingebrødre. Ham har vi altså været heldige med!

Fødselsdagsbord til Nicolaj. Jeg valgte at pakke hans nye gamerstol op og samle den, så han kunne tage den i brug med det samme.
Man skal aldrig gå ned på gaver❤️

En fødselsdag efter Nicolajs hoved

Nicolajs gaver fra os ❤️
Morgenhygge
Små hjælpere

Nicolaj blev vækket her til morgen med nybagte vafler, varm kakao med flødeskum, scrambled eggs og bacon -lige efter hans ønske. Han vågnede desværre med feber og ondt i halsen, men lidt Panodil og Bonyl hjalp, og så var han ellers klar til den dag, han selv havde planlagt. Herhjemme bestemmer man altid dagens gang, og Nicolaj havde bestilt morgenmaden, en tur i Jumping Fun med en af hans venner, frokost på McD, brunsviger med få gæster om eftermiddagen (han holder fest for venner og familie senere), en biograftur og mad ude om aftenen. Jeg tænkte ikke særlig praktisk, da jeg fødte mit barn på Mortens Aften. Jeg har i hvert fald ikke fået and på dagen de sidste maaaaaange år, da Nicolaj altid bestiller McD. Til gengæld har jeg fået verdens dejligste dreng, som bliver sværere og sværere at købe gaver til. Han leger stort set ikke mere, spiller en masse (men har hvad han skal bruge), hader at få tøj i gave mm. Det er ikke helt nemt.
Jeg glæder mig helt vildt til at fejre ham i dag. Kæmpe tillykke til verdens dejligste dreng. Vi elsker dig helt til månen og tilbage igen!❤️

En vanvittig svær, rigtig beslutning

Snart skal den blå kittel skiftes ud med en sort

Når man har det godt og trygt i sit liv, og er omgivet af en masse fantastiske mennesker, kan det være en svær beslutning at lave om på det. Alligevel tror jeg det er rigtig sundt kontinuerligt at udfordre sig selv og komme ud af sin tryghedsfære. På baggrund af det, har jeg taget en vanvittig svær, men bestemt rigtig beslutning: Jeg forlader verdens bedste kollegaer på sygehuset, og skal nu ud at arbejde i praksis hos to praktiserende læger. Nu skriver jeg svær beslutning, og det var det også, men samtidig kunne jeg mærke, at jeg havde en masse kompetencer, jeg ikke fik brugt, og at jeg trængte til nye udfordringer. Og udfordringer bliver der masser af. Det er jeg slet ikke i tvivl om. Det bliver så godt!

Endnu flere søde kollegaer

Jeg har mødt mine nye kollegaer, som virker super søde. Vi havde god kemi fra starten, så jeg er sikker på, at jeg også bliver super glad for at være det nye sted. Jeg har sygt mange sommerfugle i maven (kæmpe store, faktisk), men jeg glæder mig helt vildt til at bruge mine kompetencer og få en masse nye kompetencer også! Jeg er allerede gået igang med at genopfriske en masse ting inden jeg starter, for de sidste par år har jeg lavet en lidt anden slags sygepleje hos kæbekirurgerne og tandlægerne på sygehuset.

Mere tid med arvingerne

For første gang i mit liv skal jeg prøve at arbejde deltid (32 timer), så ud over at jeg virkelig kommer til at arbejde med en masse spændende ting, får jeg mere tid med mine unger, og kan være med til at aflevere og hente dem hver dag. Dét glæder jeg mig til! Lisette har afleveret og hentet hver dag de sidste mange år, fordi hendes arbejdstider gjorde, at hun både mødte senere end mig, og fik tidligere fri -men nu kan jeg også komme ind i gamet. Fantastisk.

Men først et tårefyldt farvel

Puha…men først skal jeg så sige farvel til mine fantastiske kollegaer i morgen, og jeg har allerede vildt ondt i maven over det. Vi har et fantastisk arbejdsmiljø her i afdelingen, og vi har det virkelig godt sammen. Vi griner hver dag, og det er bestemt ikke på grund af dem, at jeg søger nye græsgange. Så det er med blandede følelser, at jeg rejser -også selvom jeg slet ikke er i tvivl om, at jeg bliver glad for min beslutning.

Jeg glæder mig! Det bliver så godt!

Nu ved jeg, hvad Tristan fejler

Lille, syg Tristan

Fortsat fra “Tristan indlagt obs meningitis”- Lægerne havde svært ved at finde ud af, hvorfor Tristan var så dårlig. Infektionstallene var godt nok forhøjede, men ikke så høje, at det tydede på en bakteriel infektion. Tristan sov det meste af tiden, kun fraset få opblomstninger, når hans tvillingebror Nohr kom forbi. Han ville stadig ikke spise og drikke, og lå for det meste bare helt stille og kiggede op i luften -og helst helt tæt op ad sin mor. Talen var til tider lidt snøvlende og øjnene kørte rundt i hovedet på ham. Flere læger var nede at kigge på ham, og en af dem kunne høre en mislyd på hjertet. Der blev derfor bestilt lidt ekstra undersøgelser.

Tristan til røntgen af thorax

Røntgen, ekkokardiografi og flere blodprøver

Tristan har haft en del lungebetændelser det sidste års tid, helt præcist 6 behandlingskrævende, så lægerne ville gerne undersøge ham for, om han kunne have en immundefekt og følge op på væske- og infektionstallene. Der blev derfor bestilt nogle ekstra blodprøver, et røntgen og en ekkokardiografi af hjertet, som vi nok først ville få efter udskrivelsen. Tristan tog det hele i stiv arm, og var så dygtig nede til røntgen, hvor han stod helt stille, da han fik taget billederne. Nu manglede vi bare at få taget lidt flere prøver, så Tristan  kunne blive gennemdyrket for at få svar på, hvorfor han var syg.

En lille is på vej retur fra røntgen. Alle væsketricks gælder, og Tristan elsker Champagnebrus

Tis så, knægt!

Lad mig bare slå fast: Det er ikke nemt at få en urinprøve fra en dreng, som endnu bruger ble. Tirsdag og onsdag brugte jeg sammenlagt 6-7 timer på at prøve at få drengen til at tisse i en kop, så de kunne se, om det var en urinvejsinfektion der drillede. Hver gang tissede han først, da bleen kom på! Til sidst fik han lov at få en pose på, så urinen kunne blive opfanget, og så fik vi endelig en prøve fra. Han blev også podet i halsen, og så var der faktisk ikke så meget mere at dyrke på! Tristan havde stadig høj feber, til trods for at han var på fast Panodil, så der var ikke andet at gøre end at vente på svarene. Onsdag aften var han stadig skidtmas, så det blev besluttet, at han skulle have flere blodprøver næste dag inkl bloddyrkninger, hvis han stadig havde feber. Han havde nu høj feber på 6. døgn.

Tristan den dag han blev udskrevet

Børn er utrolige!

…meeen det blev ikke aktuelt med blodprøver næste morgen. Selvom Tristan gik i seng ved 23-tiden med 39,1 i feber, var han feberfri hele natten. Om morgenen blev jeg afløst af Lisette for at gå på job, og da han vågnede sprang han op i armene på Lisette, og sagde han gerne ville ned at lege! Han fandt den første og bedste cykel, hvorefter han gjorde gangene usikre, mens han snakkede som et regulært vandfald. He was back! Da lægen kom på stuegang fortalte hun, at de sidste meningitisprøver var kommet tilbage negative! Der manglede stadig svar på flere prøver, men da Tristan havde det så godt, blev han udskrevet med åben indlæggelse i 5 dage. Han kunne lige så godt komme sig hjemme, hvor vi stadig skulle nøde ham med væske, men hvor han var i vante omgivelser. SÅ GODT! Ekkokardiografien ville blive senere, og så bliver han kaldt ind om et par måneder for at få afklaret, hvorfor han får så mange lungebetændelser. Børn er altså bare seje.

“Nu ved jeg, hvad Tristan fejler”

…ringede lægen til mig i går og sagde. “Han har haft en encephalit i hjernen forårsaget af enterovirus. Det var derfor, han var så dårlig. Vi fandt enterovirus i halspodningen. Jeg forventer at han klarer den uden mén”

Tristan er stadig meget træt og lidt subfebril, men han er i bedring (og super sej, hvis du spørger hans mor!). Nu krydser vi fingre for, at han snart er helt frisk, at der ikke kommer flere positive svar på de sidste prøver og at hans ekkokardiografi er uden anmærkninger!

Tristan indlagt obs meningitis!

En bleg og klattet Tristan i børnemodtagelsen

Vi har haft den dejligste efterårsferie, med først 4 dage med gode venner i sommerhus, efterfulgt af 8 dage i Lalandia. Den sluttede dog trist. De sidste par dage i Lalandia, begyndte lille Tristan at få høj feber, men ville stadig gerne lege lidt. Han blev dog mere og mere sløj, og efter 4 dage med feber, valgte jeg at tage ham til lægen, da han hverken ville lege, spise eller drikke. Overraskende nok var hans infektionstal ikke så høje, men da lægen kunne se, at han var ganske sløj, valgte han at få ham indlagt. Han kunne ikke finde noget infektionsfokus i klinikken.

“Jeg mistænker meningitis. Han skal have en lumbalpunktur med det samme…”

…sagde overlægen, som var kommet ind på stuen. Jeg kunne kende overlægen, som er en vanvittigt dygtig mediciner, som i sin tid reddede Nicolaj, da han var alvorligt syg af herpesencephalit. En mand jeg har uendelig stor respekt for! Ordene ramte mig hårdt. Jeg havde slet ikke tænkt tanken meningitis. Eller, om lørdagen i Lalandia strøg tanken forbi, fordi han blev hurtigt skidt og havde iskolde hænder og fødder, men da han hurtigt blev sig selv igen, og ingen petekkier eller nakkestivhed havde, valgte jeg at se tiden an. Burde jeg have taget ham til læge der?

Inden lægen var kommet ind. var jeg i et par timer blevet punket af børnemodtagelsens sygeplejerske, fordi hun ikke synes, jeg nødede Tristan nok med væske. Jeg havde ikke lavet andet de sidste par dage, og drengen nægtede at indtage noget som helst. Da lægen smed meningitismistanken, holdt hun op med at punke mig. Drengen havde det virkelig skidt, så der var jo altså en rigtig god grund til, at han ikke vil drikke eller spise. Guderne skal vide, jeg havde prøvet at få væske i den lille mand.

En bekymret Nohr lægger en trøstende hånd på Tristan

“Undskyld at jeg sådan punkterer alle dine børn”,

…sagde overlægen med et lille smil. Han kunne godt huske mig fra tiden, hvor Nicolaj var alvorligt syg. Vi har nemlig i flere år sendt en mail hvert år, hvor vi har takket ham for at have reddet Nicolajs liv + fortalt om alle hans fine fremgange. Nicolajs odds var nemlig rigtig dårlige dengang, men han er heldigvis kommet sig helt uden mén. Nicolaj fik lejlighed til at møde lægen den dag, og det betød rigtig meget for ham. Da Nicolaj sagde tak til lægen, svarede han beskedent: “Det behøver du ikke takke for, Nicolaj. Jeg passede bare mit arbejde, og nu er det mange år siden”.

Tristan, som netop har fået lagt drop efter lumbalpunkturen

Tristan reagerede stort set ikke, da han fik lavet lumbalpunkturen

Det gør ellers pænt ondt, og er ganske ubehageligt, da der stikkes en nål ind til spinalvæsken i rygsøjlen. Det var endnu et tegn på, at Tristan havde det ret skidt. Jeg kiggede straks på de dråber spinalvæske, der blev taget ud af ryggen. Hvis de var grumsede, ville det være et virkelig dårligt tegn, men de var heldigvis klare. Lægen fortalte, at de umiddelbart ikke mistænkte en bakteriel meningit, men en virusmeningit, som ikke er nær så farlig. Det lettede mit hjerte lidt. Der var også en lille mistanke på encephalit, og det gav en noget bleg og bekymret mor!

Tristan fik taget blodprøver og lagt et drop…

…og så blev der sat væske op, da han var noget dehydreret. Imens holdt vi vejret i spænding. De første prøvesvar fra lumbalpunkturen ville komme inden for 30-60 minutter, hvor vi ville få en ide om det var virus eller bakterier, der var på spil. En glad læge kom os i møde efter 30 minutter og sagde, at de første prøver så fine ud, og at Tristan nu skulle indlægges ovre på børneafdelingen, hvor han skulle observeres og have taget flere prøver. PUHA, det var en lettelse, selvom meningitismistanken ikke var væk. Tristan var rigtig sløj og sov det meste af tiden, men nu blev han heldigvis tanket op med lidt væske. Nu måtte tiden vise, hvad han fejlede…

Fortsættes…

Efterårsferie 2019 // Første parket til Storebælt

Flot udsigt fra sommerhuset

Vi elsker at rejse og opleve i vores lille familie, og i år har allerede budt på 10 dages skiferie i Østrig, 4 dage i Weissenhäuser Strand Feriepark, 2 ophold på Hotel Legoland, ophold på Tivoli Hotel, flere ture i sommerhus, 23 dage i Bremen, Paris, Disneyland, Belgien, Holland, Luxembourg og Berlin, 3 dage i Sverige, 3 dage i Norge og et weekendophold i Fårup Sommerland. I torsdags tog vi tidligt hul på efterårsferien, som startede med fire dage i lækkert sommerhus i første række til vandet ved Hesselager på Fyn -sammen med gode venner og deres børn, inden turen i går gik videre til Lalandia i 8 dage. En rigtig Danmarksferie❤️

Kagetid i sommerhuset -Kathrines hjemmebag
10 mennesker, ren hygge.

Sommerhushygge med gode venner

For et par måneder siden blev vi spurgt af vores venner, om vi ikke skulle booke en forlænget weekend i sommerhus, og vi siger aldrig nej til ferie. Jeg tjekkede markedet igennem, og stødte på det ene efter det andet DYRE, halvdårlige sommerhus på nettet. Lige indtil jeg valgte at se, hvad Airbnb kunne tilbyde. Jeg kender flere, som har benyttet sig af den tjeneste, og jeg fandt det fineste, lækreste sommerhus ned til vandet, til “næsten ingen penge”. Det tog ikke mange sekunder at overbevise vores venner om sommerhuset, og heldigvis snød billederne ikke: Det var et virkelig skønt hus med en helt fantastisk udsigt. Havudsigt er virkelig terapi for sjælen, og jeg har efterhånden nået en alder, hvor jeg virkelig nyder naturen.

Der findes virkelig guld for enden af
Isabella hjælper med at lave Spaghetti Carbonara
Friskbagte, koldthævede boller hver morgen. Tristan og Nohr nød at hjælpe
Skønne ture til stranden, hvor der blev samlet skaller og smidt mange sten i vandet

Hygge med stort H

Vi havde fire fantastiske dage i sommerhuset, og de gik virkelig hurtigt! Ungerne, hele 6 stk, havde en fest sammen. Der blev spillet alt for meget lidt iPad, gået ture til stranden, spillet Matador, leget, spillet fodbold i haven og bare hygget. De voksne spiste alt for meget kage, drak alt for meget kaffe, grinte, spillede spil og lavede mad sammen. Vi spiste friskbagte boller hver morgen, spiste god, hjemmelavet mad, Kathrines hjemmebagte kager og drak Pepsi Max i helt vanvittige mængder. Ren afslapning og hygge! Virkelig skøn og tiltrængt ferie! Dagene gik bare så stærkt!

La-la-Lalandiaaaaaaa

Heldigvis er ferien ikke slut for vores vedkommende, for vi er sust videre i Lalandia i 8 dage. Hele familien elsker Lalandia (jeg lidt mindre), og ungerne hoppede op og ned af glæde, da vi fortalte dem det i sidste uge. Vi ville have overrasket dem med det søndag, når vi kørte fra sommerhuset, men jeg var ved tale over mig flere gange, så vi fortalte det i onsdags. Dag 2 i Lalandia er allerede slut, og tiden flyver afsted. . Jeg glæder mig til at dele turen med jer.

Hvad skal DU/I lave i efterårsferien?

Farlig, fantastisk dinosaur temafødselsdag! Roar!

Velkommen til farlig, fantastisk dinosaur temafødselsdag

Reklame: Vores små efternølere, store grinebidere, labaner og elskebørn er lige fyldt 3 år, og det skulle naturligvis fejres på behørig vis! Tristan og Nohr er VILDE med dinosauere, så naturligvis skulle de have den sejeste dinosaur temafødselsdag. Vi elsker at lave temafødselsdage herhjemme, og du kan blive inspireret til en masse forskellige temaer lige fra Popsi og Krelle, Lego og Harry Potter, til Unicorns og Angry Birds under “Temafødselsdage” her på bloggen!

Hjemmelavede dinosauerballoner -et kæmpe hit
Super fint papservice, servietter og dug fra Bergdahls Festbutik
Papservice og dug af høj kvalitet til en fair pris

Indledende planlægning

Vi er vilde med planlægningsdelen, hvor der går sport i at få de bedste ideer. Vi vælger altid et tema, som ungerne er vilde med, og vi dekorerer eller køber altid papservice, da festen så lynhurtigt kan ryddes op bagefter! I vores søgning efter papservice, fandt vi de klart bedste priser hos Bergdahls Festbutik, som var ca. 20% billigere end de konkurrenter, vi tjekkede ud! De havde et kæmpe udvalg af alt fra festservice, balloner, kostumer og udklædning til slushicemaskiner og ansigtsmaling. Vi faldt for deres dinosaurservice, fordi det havde et lidt barnligt islæt, som passede rigtig godt til en 2×3-års fødselsdagsfest, og så kunne man få det sødeste tilbehør som folieballoner, dinosaurlys, slikposer og den sejeste dug, hvis kvalitet virkelig overraskede. Mange af de duge man normal kan købe med tema på, er lavet af tynd, uformelig plastik, men ikke denne. Den var tyk og solid, af papir, og nem at få til at blive liggende på bordet. Samtidig var den simpel, så den ikke tog fokus fra papservicen, og så var der de sødeste detaljer på siden med dinosauere som matchede tallerkenerne.

Farlige dinosauere med festlige hatte

Drengenes dinosaurere kunne passende blive brugt som pynt. Noget vi blandt andet også benyttede os af, da vi fx holdt Turtlesfest, og Nicolajs figurer blev brugt som pynt. Da dinosaurerne skulle med til fest, måtte de hellere gøres lidt festlige, så vi sad en aften og hyggede os med at klippe små festlige hatte til dem!

Seje, hjemmelavede dinosaurballoner. I vindueskarmen ses en af de seje folieballoner fra Bergdahls Festbutik

Vi lavede også selv nogle balloner om til dinosaurere. Vi klippede ansigter, ben og haler og limede dem på med en limpistol. Drengene var meget betagede af dem!

Fodspor i sneen på gulvet. Gad vide hvor den store dinosaur gemte sig?

Rundt omkring på gulvet klistrede vi dinosauraftryk, hvilket fuldendte det gennemførte tema. På gavebordet var der en mindre dinosaur der havde gået rundt, og ved maden stod flere festklædte dinosauere og åd af maden.

Hjemmelavede dinosauersugerør

Dinosauersugerørene var super nemme at lave. Vi printede faktisk bare nogle billeder ud af tallerkenere på Bergdahls Festbutik, klippede dinosaurerne ud og limede dem på sugerørerne.

Fine slikposer/gaveposer fra Bergdahls Festbutik
Slikposer er et must til børnefødselsdage.

Ingen fødselsdag uden slikposer. Vi kunne heldigvis få nogle super fine slikposer, som matchede servicet, og så var det ingen sag at lave 15 slikposer til børnene.

Beware of Dinosaur

Mad og kage

Boller med tilbehør, dinosaursmåkager, dinosaurfrugt og frække dinosauere som åd af maden
Dinosaurmelon, dinosauræg og dinosaurananas
Dinoformede småkager og småkager med fodaftryk
Chokolademuffins med frosting og dinohoveder. Pyntet med dinosauerfigurer
…og den nemme -en brunsviger fra bageren :). Det fine dinosaurlys er fra Bergdahls Festbutik. De andre lys er fra Tiger.

Vi havde inviteret til boller og kage, og her var der også fin mulighed for at være kreativ. Bollerne var de lækre, koldhævede boller, som findes på bloggen HER. Dem serverede vi med ost, pålæg og chokoladepålæg. Som drikke var der varm kakao med flødeskum, saftevand, sodavand og kaffe/te. Frugten var skåret ud som dinosauere, hvilket var et stort hit. De fine dinosmåkager blev også revet væk, og selvom maverne var fulde af boller, frugt og småkager, blev de fine dinomuffins og den kæmpe brunsviger også spist! Meget godt gået af 27 personer, hvoraf de 15 var børn!

To glade fødselarer, som fik så fine og gode gaver

Tristan og Nohr havde den skønneste dag…

…og der var mega knald på de 15 unger, som virkelig havde en fest. Denne her temafødselsdag var super nem at lave, og krævede ikke de store anstrengelser. Tak til Bergdahl Festbutik for sponsorering af det fine service, duge, lys og balloner. Det satte virkelig prikken over i’et. Jeg kan varmt anbefale butikken, som har et kæmpe flot udvalg, og som bestemt har fair priser!

Lidt af de fine temaer fra Bergdahls Festbutik

Et lille tip eller to…

Mange af tingene fra denne temafødselsdag kan sagtens kanaliseres over på andre temaer, fx. sugerørene, som man hurtigt kan tematisere. Når man holder fødselsdag for sine børn med tema, har barnet ofte lidt legetøj ,som matcher temaet, og som man snildt kan stille på bordene som pynt. Man kan også komme langt med at finde ting på nettet og printe disse ud. Der er masser af inspiration at hente på nettet, og jeg håber at dette indlæg har inspireret dig . HVAD SYNES DU OM TEMAET? Smid gerne en kommentar herunder.