Tadaaaa! Tilbage! Sikke en mavepuster!

5  år med denne skønne blog, og aldrig er der gået så lang tid uden et ord. Jeg har ikke haft lyst til at skrive. Jeg har ikke haft overskud til at skrive. Jeg har ikke prioriteret at skrive. Lysten var væk. Helt væk. Jeg overvejede bloggens fremtid meget længe, og besluttede mig for at lade tiden give mig svaret. Efter tre måneder uden et eneste ord på bloggen kom svaret: Bloggen er kommet for at blive! Bloggen, som oprindeligt blev lavet som en gave til mine børn, men som med tiden er blevet mit hjertebarn.

Efter jeg mistede min elskede far i november 2019, hvilket gjorde mig forældreløs, forsvandt min motivation og overskud til alt andet end at holde mit hoved oven vande, prioritere min familie og passe mit (nye fantastiske) arbejde. Sorgen er ikke væk, på ingen måde, men den bliver mere og mere til et savn, som ikke gør nær så ondt. Jeg har ikke nogen til at fortælle min historie mere, men jeg er i fuld gang med selv at skrive fortsættelsen.

Forandring fryder

Den kvikke læser har måske opdaget, at bloggen har skiftet udseende. Jeg har rykket min blog væk fra Momsterblog, hvor jeg var premiumblogger, og står nu igen på egne ben. En beslutning jeg bestemt ikke har fortrudt. Der er desværre forsvundet en del billeder og indlæg under flytningen, men bloggen bliver fyldt op af en masse nye fine indlæg, og så kan det være jeg kan gendanne nogle af de gamle indlæg senere hen.

Jeg har bare mega (j)optur!

Glad Sophie!

For lidt over en uge siden sagde jeg farvel til mit gode, trygge job i det offentlige, og startede som konsultationssygeplejerske i en lægepraksis. Og hvilken fed start! Jeg er simpelthen blæst helt bagover af (arbejds)glæde og lykke. Jeg har haft en FORRYGENDE start, og jeg er vild med ALT omkring jobbet! Jeg har fået de mest fantastiske, nye, sjove, kompetente og skønne kollegaer, som bare har taget så fantastisk mod mig! Min faglige selvtillid har fået et enormt boost, og jeg har mega optur over, at jeg fint kan varetage de funktioner, jeg er blevet stillet over for. Mine største sommerfugle i maven gik på blodprøvetagning, som jeg aldrig havde prøvet tidligere -og her er jeg jo en regulær myg, for alle blodprøvetagninger, pånær en enkel, er lykkes -og det tilskriver jeg i dén grad mine nye kollegaers anerkendende tilgang! De er super gode til at rose, når man gør noget godt, og det er altså bare mega motiverende.

Det her skulle jeg have gjort for længst!

…for med det her job kan jeg kombinere alle mine kompetencer fra de specialer, jeg tidligere har arbejdet inden for. Jeg glæder mig rigtig meget til at komme på arbejde, og dagene går jo nærmest alt for stærkt! Jobbet er utrolig alsidigt, og i sidste uge var jeg både ude på et plejehjem for at influenzavaccinere, tog blodprøver og EKG selv, lavede sygeplejefaglige årskontrolprøver, assisterede til operation og til gynækologiske undersøgelser og var med til store rengøringsdag i klinikken. Selvom jeg er mega træt om aftenen på grund af alle de nye indtryk, føler jeg mig fuld af energi. Da Lisette arbejder i Aarhus, står jeg for børneafhentning, mad, kørsel til og fra sport, vasketøj, indkøb, hjem m.m. indtil tidlig aften, og til trods for det er jeg sprængfyldt med energi. Lisette siger, at hun ikke har set mig så glad og overskudsagtig i flere år -og jeg er tilbøjelig til at give hende ret! Jeg har altså bare mega (j)optur over det nye job, og jeg glæder mig til at lære mine arbejdsfunktioner endnu bedre at kende! OPTUR, baby!

Må jeg komme med en anbefaling?

Bloganbefaling

Jeg har nu blogget i snart 5 år, men får faktisk ikke læst så mange blogs selv. Det er en ting, jeg prøver at blive bedre til, for der er så mange knaldhamrende gode blogs derude, som bare venter på at blive læst. Jeg er dog stødt på en blog, som i den grad har fanget min interesse -og derfor giver jeg her min varmeste anbefaling.

Jeg kan lide, når en blog er velskrevet, flot sat op, er personlig, ærlig og når bloggeren går ind for kvalitet frem for kvantitet, så man ikke skal scrolle igennem en masse ligegyldige, intetsigende indlæg.

Nogle bloggere er efterhånden blevet så store, at næsten samtlige indlæg er sponsorerede, og hvor man derfor ikke rigtig ved om bloggeren reklamerer, fordi varen er god eller interessant, eller bare reklamerer for pengenes skyld. I min egen blog siger jeg nej til mange samarbejder, hvis jeg ikke kan relatere til produktet, og det er vigtigt for mig at bloggen ikke bliver oversvømmet med reklamer og affiliate links, som ikke har relevans for bloggen. Min blog er personlig, og handler om emner JEG bestemmer, og derfor skriver jeg kun om ting som har relevans for min familie og jeg.

Nå, det var en lille sidebemærkning…

Jeg har fulgt en blog en del på det sidste, efter jeg mødte bloggerens ejermand til et bloggerevent for mange måneder siden. Vi havde alle sammen små klistermærker på vores trøjer, hvor der stod, hvilken blog vi repræsenterede, og jeg undrede mig lidt over hendes blogs navn, som jeg læste som Bagurk. Skrev hun om agurker/grøntsager? Gik hun bagurk? Eller hvad lå der lige i det navn? Da jeg fik mod til at spørge, kunne jeg ikke lade være med at grine, for der stod åbenbart bagvrk.dk (bagværk) på det lille hvide klistermærke, og dén blog måtte jeg da lige få set nærmere på, når jeg kom hjem. Det var en rigtig hyggelig aften, og da jeg kom hjem, tjekkede jeg bloggen og den tilhørende Instagramkonto ud -og jeg har fulgt begge dele lige siden.

Fra Bagvrks Instagramprofil, Bagvrk.dk

Bagvrk.dk

Lad mig bare lige slå fast: Jeg er vild med bloggen Bagvrk -og det mest ironiske ved det hele er, at jeg stort set aldrig bager! Jeg er så vild med bloggen, at jeg for første gang i bloggens historie, virkelig får lyst til at dele min “opdagelse” med jer. For Bagvrk fortjener anerkendelse og opmærksomhed!

Bloggen er ejet af Lene Tranberg, og kaldes med rette Bagvrk -Bagværk bagt med nærvær. Og nærværende, dét er Lene. Lene lægger de lækreste opskrifter op på bloggen, som får tænderne til at løbe i vand. Hun tager fantastiske billeder af sit bagværk, som får selv en bagenovice som mig til at få lyst til at bage, og opskrifterne er så flotte og overskueligt sat op. Men bagvrk handler ikke kun om bagværk. Bloggen er så meget mere end det. Der er også opskrifter på mad, som virkelig får tænderne til at løbe i vand, og som der er lagt meget arbejde i at perfektionere -og så giver Lene også rigtig mange super fine tips til at gøre hverdagen lettere, hun giver en stof til eftertanke og hun får en til at reflektere over tingene -og det er netop dét, jeg er så vild med ved bloggen og Bagvrks Instagramprofil. 

Jeg er vild med Bagvrks mandagstips

På mandage poster Lene et Mandagstips på sin blog, hvor hun giver tips til fx at være nærværende, simplificere tingene, gøre tingene lettere i hverdagen, passe på klimaet, få sorteret ud m.v. Det har flere gange åbnet mine øjne for små tiltag, som kan gøre vores hverdag nemmere, eller forbedre mit mentale helbred. Små ting man måske ikke tænker på, fylder rigtig meget. Jeg kan kun give min varmeste anbefaling! Der ligger rigtig mange gode guldkorn på Instagram, og jeg glædes over hvert eneste nye indlæg. Jeg er i hvert fald blevet meget inspireret -og nu er det hermed blevet givet videre.

Hvilke blogs kan DU lide af følge? Smid endelig en besked herunder

Arbejdsliv //Første dag på nyt job

For et stykke tid skrev jeg om, at jeg var så heldig, at have fået nyt job som kvalitetsnøgleperson i et ambulatorium (Arbejdsliv // Nyt job). I dag havde jeg så første arbejdsdag, og det var intet mindre end en succes!

 
Jeg blev mødt af en meget  imødekommende afdelingssygeplejerske, som jeg fulgte hele dagen, og jeg fik hilst på mine nye kollegaer; sygeplejersker, tandlæger, kæbekirurger, sekretærer, radiografer og SOSA, som alle var super flinke. Nogle af kæbekirurgerne kendte jeg i forvejen, da jeg tidligere har arbejdet på en Øre-Næse-Halsafdeling, som også havde kæbekirurgiske patienter, og det var et dejligt gensyn.   

Jeg havde en god dag, og er sikker på, at jeg nok skal komme hurtigt ind i specialet. Afdelingen emmede af god stemning, godt samarbejde og et spændende tværfagligt samarbejde, og jeg glæder mig allerede til at skulle afsted igen i morgen!

Tak fordi du læste med!