6 lande, 23 dage, dag 9 // Tøsetur til Paris og drengehørm

Opdelt hyggedag -tøsehygge og drengehørm

Dag 9 af vores dejlige ferie stod i henholdsvis shoppingen -og badningens tegn. Jeg tog tidligt i morges med Isabella ind til Paris for at shoppe, mens Lisette og drengene blev tilbage på campingpladsen og badede til de var næsten opløste.

Opdelt hyggedag

Klokken 7.30 i morges startede vores tøsetur til Paris…

…da Isabella og jeg kørte ud fra campingpladsen med kurs mod togstationen. Dagen stod i shoppingens tegn, og planen var allerede lagt. Først skulle vi med metroen ud til centret ved Créteil-Préfecture, hvor der ligger en Primark -og bagefter skulle vi til La Grande Arche (den nye Triumfbue), hvor der ligger et andet stort center. I Primark kan man virkelig gøre nogle gode kup med (børne)tøj, og med fire børn er det super fedt at “få smidt tøjet i nakken”. I dag fandt Isabella ikke noget tøj, og Nicolaj skal helst selv vælge, men jeg fandt en del til drengene og lidt til mig selv (og Isabella købte accessories). Vi skal i Primark igen, når vi kommer til Berlin. Dette her fik vi til kun €97,60:

6 børnebukser, 1 voksenbuks, 2 skjorter, 2 t-shirts, 2 kasketter, en cardigan, en nederdel, 12 par korte sokker, lipgloss og læbepen, 2 ansigtsmasker, en unicorntandbørste og neglefile til €97,60 i alt!
Lækre vafler og danske butikker

I centret ved Créteil-Préfecture…

…spiste vi en lidt anderledes, men spændende frokost i “The Waffle Factory”, hvor jeg fik en Ceasar Waffle med kylling, parmesan og salat, som var virkelig lækker. Isabella ville helst have en almindelig vaffel. Bagefter shoppede vi lidt mere. Isabella er vild med mærket,”Ellesse”, så vi besøgte samtlige sportsbutikker for at finde nyt tøj til hende, og ellers slentrede vi bare rundt og hyggede. Der lå både en Tiger of Copenhagen og en Søstrene Grene i centret. Lidt sjovt.

La Grande Arche

Efter et par timer gik turen mod La Grande Arche -Den nye Triumfbue.

Der ligger et stort shoppingcenter lige ved siden af, hvor der er rigtigt mange butikker. Området ved den nye Triumfbue er meget moderne, og Triumfbuen står virkelig i kontrast til den oprindelige Triumfbue på Champs Élyssées. Vi var i centret i ca tre timer, men købte faktisk ikke noget ud over et par Bubble waffles og lidt af drikke.

Mor-datter-hygge med Miules Frites på en fortovscafe

Moules Frites -mums

Aftensmaden blev indtaget nær Gare du Nord, hvor vi fik Moules Frites (muslinger og pommes frites) på en fortovscafe inden turen gik tilbage med toget. VIRKELIG LÆKKERT!

Lisette og drengene hyggede max i dag

Imens vi tøsehyggede i Paris, hyggede Lisette og drengene på campingpladsen

De spiste is i spandevis, badede både i poolområdet og ved søen, madede ænder, så film og spillede bold. Nicolaj orkede ikke at skulle mere til Paris, og har fundet sig et par venner på campingpladsen, så det var skønt for ham med en “hjemmedag”.

Aftenhygge inden sengetid

Da vi kom hjem ved 20-tiden, mente ungerne at vi bestemt skulle bade igen, så det blev til en kort badetur og is inden vi tog tilbage til vores mobilehome.

De næste par dage skal der slappes af og hygges, for på tirsdag rykker vi videre til næste etape af ferien: Disneyland Paris❤️

Tak fordi du læste med! Husk at du kan følge Regnbuemor på Instagram (regnbuemor.dk) og Facebook (Regnburmor.dk). Jeg bliver mega glad, hvis du følger bloggen.

Skriv et svar