6 lande, 23 dage, dag 18 // Ankomst til Berlin

Bilen er efterhånden godt pakket

Hvor flyver tiden dog afsted! I dag satte vi ur til 7.30 og forlod campingpladsen i Luxembourg ved 8-tiden med fire sovende unger og et stk vågen og et stk halvsovende mor. Kursen blev sat mod Berlin, som vi har glædet os meget til at udforske. I vores oprindelige plan, skulle vi være kørt hjem til Danmark (med en enkelt overnatning på vejen) efter Luxembourg, men en måneds tid inden rejsen, bookede vi impulsivt 6 dage i Berlin.

Tidlig frokostpause ved 11-tiden
Fræse-krudt-af pause

Regnbuefamilie på farten

På papiret skulle det tage 7,5 timer at køre til Berlin fra Luxembourg. Vi tager dog nogle gode pauser med ungerne på vejen, så køreturen bliver en god oplevelse for dem. Første stop blev til tidlig frokost (vi havde købt lidt morgenbrød på campingpladsen, som de fik i bilen) efterfulgt af lidt guf-shopping til ungerne. Et par timer senere, kunne jeg mærke, at Tristan blev lidt urolig, og så nuppede vi en pause et sted med en legeplads, hvor de små kunne fræse lidt krudt af. Herefter kørte vi resten af vejen til Berlin -kun med et hurtigt stop til en tissetur til mor her, som vist havde drukket for meget Cafe Latte og Pepsi Max i bilen :-).

Aftensmad på kinesisk restaurant -lige efter Isabellas ønske
Vandmelontid inden sengetid
Søskendehygge
Ungernes soveplads. Så fin!

Ankomst til Berlin!

Vi ankom til Berlin kl. 18.15 og fandt straks et sted at spise aftensmad. Vi har lejet den skønneste lejlighed, som bliver vores base til og med på lørdag, og vi har allerede lagt planer for, hvad vi gerne vil se. Vi har fire hele dage i Berlin. Dag 1 har vi jo brugt på at køre herned, og på dag 6 kører vi hjem til Danmark (og fræser videre til weekendophold i Sverige weekenden efter, hvor Isabella skal til Marcus og Martinus-koncert). Vi glæder os afsindigt meget til at udforske Berlin de næste dage -og ikke mindst tll at dele det med jer. Tips modtages med kyshånd.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *