Mors Dag -uden mor

I år runder jeg den 10. Mors Dag uden min mor. En dag jeg ofte gennemgår med blandede følelser. På de sociale medier læser jeg stolpe op og stolpe ned om folk som fejrer deres mødre, og desværre også om flere der, ligesom mig, kun kan fejre deres mor i tankerne. Mors Dag er blevet nemmere at komme igennem, men er samtidig også en dag, hvor jeg mærker savnet en lille tand mere.

Mor og mig i 1981

Mor døde for snart 11 år siden

…og alt for tidligt. 66 år fik hun på denne jord, og jeg nåede kun at kende hende i de 28 af dem. En skide cancer tog hende fra mig og gjorde, at hun kun nåede at møde 1/4 af mine børn -og desværre så kort, at Isabella ingen erindring har om hende (Isabella var 8 mdr, da mor døde). Alligevel er jeg dybt taknemlig for, at hun nåede at møde mit første barn. Hun mangler i mit liv hver eneste dag.

I år runder jeg den 10. dag uden en mor at fejre, men hun bor i mit hjerte, og jeg sender hende en masse kærlige tanker, og tænker på de gode stunder, vi har haft sammen. Husk at værdsætte den tid, du har med dine forældre. Man ved aldrig hvornår det er slut.

Tristan 3 år og uden støttehjul!

Isabella var fire år da vi skruede støttehjulene af hendes cykel, og hun bare cyklede derudad, som om hun aldrig havde lavet andet. Nicolaj bad, som 2 1/4 årig, cykelhandleren om at pille støttehjulene af den cykel, han var ved at få -og cyklede så afsted! Vi havde derfor egentlig planlagt at Tristan og Nohr ikke skulle have støttehjul på deres cykler, som de fik, da de fyldte tre år. Vi endte dog med at beholde dem på, da drengene aldrig havde brugt pedaler -og nu hvor drengene er 3 1/2 sad støttehjulene stadig på. Tristan elsker at cykle, men Nohr foretrækker stadig sin løbecykel og er ikke så tryg ved den almindelige cykel endnu.

Tristan og hans cykel -uden støttehjul!

Jeg har lært utrolig mange børn at cykle uden støttehjul

…og det første barn var min lillesøster i starten af halvfemserne. Det har altid kun taget mig få minutter, men jeg har bare ikke fået gjort noget ved det med tvillingerne. Tristan har cyklet så flot fra start, og jeg har flere gange spurgt ham, om vi ikke skulle tage støttehjulene af. Hver gang har han nægtet, men det gik op for mig i dag, at han troede jeg ville tage hjulene af! Efter en cykeltur i dag, hvor han flere gange “sad fast” med støttehjulene, fik jeg overtalt ham, og vores søde genbo, Børge, hjalp os med at tage støttehjulene af og sætte sædet lidt op. Og Tristan? Ja han cyklede bare afsted, som om han aldrig havde lavet andet!!! Seje lille mand! Jeg har smidt en video på Instagram (regnbuemor.dk), som den stolte mor, jeg er! Nohr har stadig støttehjulene på, for han har ikke rigtig lyst til at cykle på den. Motorisk har han nemlig lidt udfordringer, som han får hjælp af en ergoterapeut med. Han skal nok få dem af på et tidspunkt.

Hvor gammelt/ gamle var dit barn/dine børn de de cyklede uden støttehjul?

“Min donutfar smager ikke godt!”

Alle vores fire børn er lavet af samme gode opskrift: 50% mig og 50% samme donor. Vi har altid været meget åbne omkring børnenes oprindelse, vores tanker bag, hvad vi ved om donor mm. Vi har dog aldrig rigtig snakket med Tristan og Nohr, på tre år, om donorfar (som vi kalder ham herhjemme), for de har aldrig rigtig spurgt ind til det. Alligevel er der røget noget ind, for i morges kom denne søde konklusion ud af lille Tristans mund -og jeg kunne slet ikke holde op med at grine, da Lisette skrev det i en sms:

“Mig har ik en far…Mig har en donutfar.”

“Han mager (smager) ikke godt ham donutfar”

Løjerlig lille fyr

Den lille må simpelthen have overhørt en samtale, og fået det til donutfar. Jeg synes simpelthen, det var så sødt. Jeg tror aldrig Donorfar kommer til at hedde andet en donutfar fra nu af!

Hvis du har nogle søde guldkorn, så smid den endelig i en kommentar herunder.