Skiferie, aflyste ferier og coronavirus

Skiferie i Splindleruv Mlyn

2020 har virkelig skabt sig mærkeligt indtil videre! 2020 var året, hvor vi havde en masse fantastiske oplevelser i vente. Det startede da også rigtig godt ud med den skønneste skiferie i Splindleruv Mlyn med Isabella -en fantastisk tradition vi har hvert år sammen. Vi havde 10 skønne dage på ski, og kunne sagtens have brugt 10 dage mere. Vi elsker simpelthen at stå på ski! Vi overvejer at tage Tristan med næste år. Han var ret ked af, at han ikke kom med i år. Jeg kan ikke have to små tvillinger med selv, men jeg er heller ikke sikker på, at Nohr vil synes om at stå på ski. Han er den lidt mere forsigtige type. Derimod er jeg slet ikke i tvivl om, at Tristan ville være ellevild, så mon ikke vi tager ham med næste år?

Farvel til den ene ferie efter den anden

Coronavirusen begyndte allerede at vise sit klamme ansigt i januar og februar, men på det tidspunkt var det kun i Kina -laaangt væk. Vi havde egentlig planer om at rejse til Thailand eller Kina i sommerferien, men vi nåede heldigvis ikke at booke før virussen brød ud. Bagefter overvejede vi Dubai, men da vi fandt ud af, at vi kunne blive anholdt for at være homoseksuelle, droppede vi også dén idé. USA kom på tegnebrættet, men vi var ikke helt sikre på, om det var en god idé med de verserende konflikter mellem Iran og USA -så vi begyndte at se nærmere på Italien, hvor vi aldrig har haft børnene med! HA! Joke´s on us -kort efter kom coronavirussen til Italien -og så holdt jeg op med at lede efter sommerferie! Vi havde en masse planer for foråret, som er blevet aflyst på stribe! I marts skulle vi på weekendophold i Hjørring, hvor Isabella skulle til DM i Trampolinspring -AFLYST. I april skulle vi en lille uge til Jesperhus -AFLYST, i Maj skulle vi fire dage til Frivolten i Sverige, hvor Isabella skulle til trampolinkonkurrence -AFLYST -og nu holder vi vejret i spænding om også vores weekendophold på Hotel Legoland i juni bliver aflyst! Det bliver spændende at se, om vi overhovedet kommer nogen som helst steder i år!

En hyggelig lille skovtur ved Skovsøen i Odense forleden

Fuck af coronavirus

Vi er normalt en meget aktiv familie, som drøner rundt fra den ene aktivitet til den anden, rejser meget og elsker at få en på opleveren. Det er derfor meget mærkeligt for os bare at…lave ingenting! Jeg kommer godt nok afsted på arbejde som sygeplejerske hver dag, men Lisette og ungerne oplever ikke en skid, og Lisette har mange forskellige kasketter på i løbet af en dag. Ikke alene skal hun passe sit job hjemmefra, hun skal også hjemmeskole Isabella (5. klasse) og Nicolaj (3. klasse), samtidig med at vores to skønne tvillinger på 3 år pisser rundt som en tornado og vælter huset. Ja, jeg er nærmest lettet over, at jeg skal afsted på arbejde! Når jeg kommer hjem fra arbejde, plejer jeg at tage de små ud i en time eller to inden jeg laver mad, så Lisette lige kan få lov at trække vejret lidt! Jeg er super glad for regeringens tiltag i forhold til coronavirussen (selv om jeg gerne havde set handling lidt før), men hold kæft hvor er det kedeligt!

Ænderne blev glade for den lille bid mad

Et pusterum i solskin

Forleden kørte vi på tur med ungerne til Skovsøen i Odense. Vi havde fyldt en picnickurv med friskbagte pølsehorn og grøntsagsstænger, og havde også husket mad til de sultne ænder. Så gik vi en tur i skoven og sluttede af med en is. Virkelig tiltrængt! Vejret var fantastisk og vi fik virkelig tanket op. Nu er weekenden slut, og en ny uge truer. Jeg tror ikke på, at ungerne er tilbage i skole før tidligst til maj -eller næste skoleår, så vi kan lige så godt få det bedste ud af det -og huske den vigtigste ting: Vi har fået noget ekstra tid sammen -og vi får ryddet ud i hver eneste skuffe og skab. Tænk på alle de rene hjem, der er lige nu i Danmark! Og ingen lus!

Vi synes faktisk, at børnene klarer det SÅ godt og tilpasser sig en ny og meget anderledes hverdag. Vi overholder alle reglerne lige nu, og glædes over hver dag, hvor hverken vi eller folk vi holder af, bliver syge! Pas nu godt på hinanden derude. Det bliver godt igen!

Tadaaaa! Tilbage! Sikke en mavepuster!

5  år med denne skønne blog, og aldrig er der gået så lang tid uden et ord. Jeg har ikke haft lyst til at skrive. Jeg har ikke haft overskud til at skrive. Jeg har ikke prioriteret at skrive. Lysten var væk. Helt væk. Jeg overvejede bloggens fremtid meget længe, og besluttede mig for at lade tiden give mig svaret. Efter tre måneder uden et eneste ord på bloggen kom svaret: Bloggen er kommet for at blive! Bloggen, som oprindeligt blev lavet som en gave til mine børn, men som med tiden er blevet mit hjertebarn.

Efter jeg mistede min elskede far i november 2019, hvilket gjorde mig forældreløs, forsvandt min motivation og overskud til alt andet end at holde mit hoved oven vande, prioritere min familie og passe mit (nye fantastiske) arbejde. Sorgen er ikke væk, på ingen måde, men den bliver mere og mere til et savn, som ikke gør nær så ondt. Jeg har ikke nogen til at fortælle min historie mere, men jeg er i fuld gang med selv at skrive fortsættelsen.

Forandring fryder

Den kvikke læser har måske opdaget, at bloggen har skiftet udseende. Jeg har rykket min blog væk fra Momsterblog, hvor jeg var premiumblogger, og står nu igen på egne ben. En beslutning jeg bestemt ikke har fortrudt. Der er desværre forsvundet en del billeder og indlæg under flytningen, men bloggen bliver fyldt op af en masse nye fine indlæg, og så kan det være jeg kan gendanne nogle af de gamle indlæg senere hen.