Thurø -vi elsker dig

“Nu har jeg fået bestilt færge, til når vi skal til Thurø i eftermiddag”, sagde jeg glad på jobbet forrige fredag, hvorefter en kollega påpegede, at man da ikke sejlede til Thurø, men kørte over en dæmning fra Svendborg! Øhhhh…Jeg har det med at forveksle navne tit, og havde flere gang kaldt Thurø for Strynø. Så sent som aftenen før havde jeg sagt til Lisette, at nu havde jeg bestilt og betalt færgen til Strynø, hvorefter hun sagde, at vi jo skulle til Thurø, og at hun da håbede, at jeg havde bestilt til den rigtige ø! “Ja, ja, selvfølgelig! Jeg blander bare rundt på øerne”, sagde jeg, og tænkte ikke nærmere over at få det tjekket. Jeg havde så booket færge til den forkerte ø, og det havde godt nok været kønt, hvis vi samme aften kl. 20.30 havde stået på den forkerte ø OG var kommet ind med dagens sidste færge -med hjemrejsebillet ved middagstid søndag! Jeg kan jo ikke rigtig prale af at have ammehjerne længere, så måske det bare er alderen der trykker lidt! Nå, jeg nåede heldigvis at få afbestilt billetten, og senere samme eftermiddag kørte vi over dæmningen til Thurø, som skulle opleves for første gang. Og hvilket syn!

Dette skønne syn mødte os, da vi kørte ind i indkørslen
Idyl, idyl, idyl. “Blækhuset”
Smuk udsigt fra huset med egen badestrand og badebro

Thurø viste sig fra sin absolut flotteste side. Solen skinnede. Fuglene sang. Vandet glimtede. Allerede på vej hen mod huset var vi bjergtaget af den flotte natur, roen og af den absolut lækre ø, som vi har boet i nærheden af de sidste snart 13 år, men aldrig besøgt eller bemærket. Huset lå smukt ned mod vandet med egen strand og badebro. Haven var grøn og blød. Huset gammelt, men moderne indeni -og med meget historie. Udsigten formidabel. Børnene og de voksne glade. Selskabet sublimt. Og der var kold Pepsi Max i køleskabet! What a treat!

Smuk badenymfe
Strandløver! Fra venstre Lucas, Nicolaj og Mathias
Nohr hygger i vandkanten
Smukke Isabella

Solen skinnede fra en skyfri himmel hele weekenden, hvor alle fik badet (Tristan og Nohr kun soppet). Det var lidt koldt, men det var forfriskende -og vi gjorde det, fordi vi kunne. Fordi vi blev grebet af sommer. Blev grebet af stemningen. Blev grebet af lykke midt på denne skønne ø. Midt i vandet. Midt i roen og hyggen. Om aftenen spiste vi Tinas fantastiske gullasch til lyden af fuglefløjt, til varmen fra solen og med en udsigt, som vi ville elske at have hver dag. I weekenden lavede vi absolut ingenting bortset fra at bade og sole. Ungerne (og lidt de voksne…) rendte rundt i bar røv i solen. Der blev spist is, solet, slappet af, stenet, leget og bare nydt lige der midt i nydningen. Hvor skulle man unde sig selv sådan noget lidt oftere. Bare at lave ingenting -og nyde. Se de små detaljer. Høre fuglene synge. Være nærværende. Droppe tv og elektronik. Lytte til børnenes latter og se deres glæde. Nyde naturen. Se detaljerne. Nyde hinanden.

Tinas lækre gullasch, solskin og den smukkeste udsigt

Weekenden gik alt for stærkt og ingen af os havde lyst til at forlade denne perle i det Sydfynske. Ingen af os havde lyst til at genoptage hverdagens trummerum og hurlumhej. Hvor er der bare skønt på Thurø! Vi tjekkede straks, om vi kunne booke en uge i “Blækhuset” til sommer, når vi kommer hjem fra Holland, men der var selvfølgelig fuldt booket. Men vi kommer igen. Snart. Så hurtigt som muligt! Vi er blevet helt forelskede i Thurø. Hvem der bare havde den udsigt hver dag.

-og så er det slut med al den sentimentalitet!

Isabella -det bedste menneske vi kender!

Må man godt være helt ekstremt stolt af sin datter på ni år? JA!!! -tillader vi selv at svare. Isabella er faktisk det bedste menneske, vi kender. Det mest empatiske, rare og næstekærligste menneske -og vi er vanvittigt stolte af hende!

Der er mange årsager til, vi er stolte af Isabella, og dette er en af dem: Isabella har haft egen mobiltelefon siden hun var seks år. Dengang fik hun den, fordi hun cyklede til og fra skole, og det var en god sikkerhed for os og hende, at vi altid kunne få fat i hinanden. Isabella skiftede som bekendt skole, da det faglige niveau var for lavt, og cykler ikke til og fra skole længere, da der ikke er sikker skolevej. I lang tid var telefonen derfor overflødig, og efter nyhedens interesse havde lagt sig, brugte hun den meget sjældent.Nu er hun så blevet ni. Og jeg skal da lige love for, der er kommet godt gang i telefonen. Det er beskeder, face-time, youtube og søgninger på internettet. Og så er der det helt store hit. Musical.ly. Her kan hun lave sine egne videoer til kendte sange. I musical.ly universet kan man like, dele og kommentere, som på Facebook. Og tonen er ikke meget anderledes end på Facebook eller på andre SoMe platforme.

Inden Isabella fik lov til at komme på Musical.ly og youtube talte vi om, hvordan opfører sig på nettet. Hvad man gør og skriver, hvad man lægger på, og i særdeleshed, hvad man ikke gør og skriver. Vi var også nødt til at fortælle hende, hvordan nogle opfører sig på nettet. Det var svært for Isabella at forstå, at voksne mennesker kunne skrive grimt til hinanden. Havde de ikke lært hjemmefra, hvordan man opførte sig? Vi har valgt, at vi hellere vil klæde vores børn ordentligt på i mødet med de sociale medier og internettet. Vi kan ikke undgå, at de kommer på nettet, og vi har altid vægtet højt, at vi hellere snakker med vores børn om tingene fremfor totale forbud. Musical.ly er primært et univers for børn og unge. Og nogle har måske opfanget den grimme og hårde tone fra andre sociale medier. I hvert fald er det faldet Isabella for brystet, at nogle mennesker ikke kan opføre sig ordentligt. Og nu kommer vi så til det punkt, hvor vi er ved at revne af stolthed.Isabella kommer med sin telefon og viser os en musikvideo med en ung pige og er meget fortørnet over de meget hårde og onde kommentarer denne unge pige har fået. Beskeder som ”hold kæft, hvor er du grim?,” ”gå dog ud og skyd dig selv,” ”dø” og ”kæft, hvor er du dårlig!” Ind imellem disse hadefulde kommentarer kan vi se, Isabella flere gange har skrevet, at de andre skal opføre sig ordentligt og skrive pænt. Hun har samtidig rost den unge pige for sin musikvideo. Og hun fortæller, at det er noget hun ofte gør, så hun støder på hadefulde beskeder.

Vi kunne ikke være mere stolte af, at vores pige på ni år udviser så meget mod til at gå imod strømmen og italesætte den dårlige opførsel, hun har oplevet.

Hendes retfærdighedssans online er heldigvis ligeså stor som den er IRL, og det startede allerede i en tidlig alder:

Isabella er imod at holde andre udenfor, og hun er absolut forfærdet over, at nogle ikke vil lade andre komme med i en leg eller lignende. Hun har præsteret flere gange at hoppe ud af en leg i skolen, hvis dem i hendes gruppe ikke vil lade andre være med, og vi er så hamrende stolte af hende! Hvis flere mennesker bare var som Isabella, ville verden være et bedre sted at være, vil vi vove at påstå! Flere af hendes slags, tak!

Stolte mødre!

Huhej hvor Nohr går hos kiropraktor

Freden er slut. Definitivt slut. Mødrene får motion som aldrig før, for der skal jagtes børn i alle retninger -og de løber stærkt! Nohr er endelig begyndt at gå -6 måneder efter Tristan begyndte at gå -og huhej hvor det går! Han har taget et skridt hist og pist i månedsvis, men altså ikke gået. Han endte med, efter dagplejemødrenes råd, at komme til kiropraktor, og hun konstaterede, at Nohr var låst i både bækken og nakke. Stakkels lille Nohr. Første gang han var til kiropraktor, grinede han resten af dagen. Det var tydeligt, at et eller andet var blevet løsnet op, og i løbet af et par uger, begyndte han at gå -19 måneder gammel. Han har nu været afsted 3 gange og har (forhåbentlig) kun et besøg tilbage. Det er helt tydeligt, at det er det der har hjulpet, og han har meget mere frie bevægelser nu.

Nohr sad ofte i denne stilling før kiropraktorbesøget. Det må han ikke, og han gør det stort set ikke mere.
Nohr i en hyggestund i haven -gående

Det er egentlig ikke fordi vi har stresset over det, selvom vi synes han var noget længe om det. Nicolaj begyndte at gå 8-9 mdr gammel og Isabella og Tristan ved de 13 mdr. Meeeeen vi var begyndt at undre os en smule. Jeg troede egentlig det var fordi, Nohr er lidt hypermobil, men det er jeg faktisk ikke så sikker på han er alligevel. Han har nok bare siddet i lidt andre positioner, fordi han har været låst. I hvert fald bliver han mere og mere sikker på benene for hver dag, og det er faktisk sjældent han kravler efterhånden.

Styr på ungerne 🙂

Vi har nu to små sprælske, frække tvillingedrenge, som bare har krudt i rumpen. Især Tristan, som er en regulær Duracellkanin! Det er virkelig med at være årvågen, når vi har dem med ude -og det har vi en del. Vi vil helst bruge klapvognen så lidt som muligt, for de har super godt af at bruge benene -men vi tyr nok lidt mere til den end med de store -simpelthen fordi de stikker af i hver sin retning. Aldrig har børneseler stået så højt på ønskelisten haha.

Av min a.. finger i gips

Sidste weekend havde vi en skøn tur til Lalandia, som du kan læse meget mere om HER. Den blev dog på fineste vis afsluttet med, at min ældste søn, Nicolaj, på 7 år brækkede sin finger i Monky Tonky Legeland. Han nåede dog at blive trukket rundt i legeland, badeland og at hoppe i trampolin (man skal have valuta for pengene), inden vi på vej hjem lige slog smut ind over Køge Skadestue. Jeg har arbejdet i skadestuen tidligere, så jeg var ikke i tvivl om, at den var brækket. På skadestuen fik Nicolaj en åndsvag, og helt forkert, elastikgaze på til at holde lillefinger og ringefinger sammen, og den holdt da heller ikke mere end at den røg af den første nat.

Røntgenbillede af bruddet
Røntgenbillede af bruddet fra en anden vinkel

Nicolaj skulle have en tid til kontrol på Odense Universitetssygehus 5 dage senere, og da jeg spurgte dem, om jeg ikke som minimum kunne få en bølgeskinne til fingeren, kunne de se, at han faktisk burde have gips på! På grund af lukket 1. maj, kunne han først få det i går -og den seje dreng tog det i stiv arm. Faktisk tror jeg han synes det er lidt sejt at få gips på.

Nicolaj klar til gipsanlæggelse
Man skal lige følge med i sagerne
Det er lidt sejt med en gipsarm

Hans ven Gustav (og mig) var de første til at dekorere gipsen, og den skal sidde og pynte de næste tre uger på armen.

Nicolajs buddy Gustav var den første til at skrive på gipsen. De har kendt hinanden hele livet

 

Lalandia og glade børn

Vi har efterhånden boet i Lalandia mindst 20 gange de sidste 7 år, og det er altid et hit. Vi er netop kommet hjem fra endnu en skøn tur, hvor vi var sammen med Lisettes forældre, søster, hendes kæreste og barn. Alle fire unger elsker at bade, og det var skønt at se dem hygge sig i det våde element -og skønt med et par ekstra hænder til vores meget aktive, små tvillingedrenge, som er her, dér og allevegne. Hele tiden.

Vi er altid i badelandet hver dag, hvor ungerne nærmest ikke er til at drive op af vandet, og der er noget for enhver smag. De små fik testet Lalandias nye småbørnsafdeling, som var ved at blive bygget sidst vi var her. Nicolaj elsker de farvede vandrutschebaner og bølgebadet, og Isabella og jeg elsker de store rutschebaner og boblebadene.

Isabella havde fået en lille opgave på ferien. Nemlig at teste en badedragt fra Funkita, som hun selv havde fået lov at vælge inde fra Watery.dk, som har et kæmpe udvalg af lækkert kvalitetsbadetøj til fritid og sport. Hun valgte en Funkita Binary Babe Diamond Back blandt alle de fine badedragter, og hun glædede sig meget til at tage den i brug. Bestillingen var nem og simpel, og badedragten kom super hurtigt med posten.

Kvaliteten var super lækker, og badedragten havde nogle pæne detaljer og pæne udskæringer. Isabella synes den sad rigtig godt, og synes den var super god at bade i. Du kan læse mere om hendes oplevelse inde på Momster Test.

Tilbage til Lalandia. Lalandia er så meget mere end et badeland, og ungerne nød alt fra ski- og skøjteløb, trampolinspring og shows til Monky Tonkyland, som de virkelig fik fræset noget energi af i.

…og så nød vi familietid med de bedste! Vi spiste ude hver aften, hyggede med alle aktiviteterne og hyggede i og omkring vores to hytter. Familietid er skønt!

Vi glæder os allerede til næste gang vi skal i Lalandia!

Indlægget er reklame for Watery.dk

.