Min kone skrumper…og jeg?

Min kone skrumper -og jeg…er forhåbentlig også snart færdig med at ligne en fedtklump med øjne og flæskerøv! Hele min ungdom har jeg været super slank. Jeg har altid kunnet spise lige hvad jeg ville -og i rigelige mængder -indtil jeg pludselig ikke kunne længere! I mit tidlige voksenliv fik jeg konstateret PCO -en hormonforstyrrelse som blandt andet medvirker, at man har en nedsat følsomhed for insulin. Det har bevirket at jeg sjældent er mæt, kan spise meget store portioner -og bliver nødt til at spise ret ofte for at holde insulinniveauet oppe. Det bevirkede så også, at min grundvægt, når jeg ikke lige var gravid, langsomt er steget til 40 kg tungere end dengang! Eller ikke helt, for vægten er heldigvis langsomt på vej ned. Jeg har nemlig taget et aktivt valg om, at jeg simpelthen ikke trives med min nuværende vægt, så nu er der kommet andre boller på suppen! Vægten falder stille og roligt -uden at jeg mærker alt for store afsavn, og jeg tror faktisk godt at det her kunne være et vægttab der rent faktisk kan lykkes! XXX

Jeg vil lige påpege, at jeg på ingen måde er gået på kur, for mine kure holder ikke i længden! Jeg “må” spise alt hvad jeg vil, har ingen forbud -men jeg skal fokusere på de fødevarer som giver mig et stabilt blodsukker, så jeg ikke falder i sukkerfælden og “spisersomvarjegenkæmpemandpå300kg”. Men jeg dunker ikke mig selv i hovedet, når jeg falder i -og jeg har ikke givet mig selv forbud, for så virker forbuddene alt for tillokkende.

I efteråret prøvede jeg at spise kaloriefattigt, ca. 1700 kcal i døgnet (må få ca. 2000), men jeg tabte mig ikke -heller ikke selvom jeg (el)cykler 100 km om ugen! Jeg blev derfor nødt til at se lidt nærmere på, hvad jeg må og bør spise, når jeg har PCO. Mit hovedproblem er jo blodsukkeret, så jeg ville fokusere mere på kost som kunne give mig et stabilt blodsukker, og det havde diverse PCO-sider et bud på! I de store hele betyder det, at jeg skal skære meget ned på kulhydrater -især de hurtige, holde mig helt fra sukker, spise godt med proteiner, vælge de grove varianter af ris og pasta, og så er der også visse slags grønt der er mindre godt end andet. F.eks. bør jeg undgå kartofler -især de varme (Mmm pommes frites…). Nu kan jeg heldigvis rigtig godt lide grønt. Jeg har bare ikke været så god til at få det lavet. Hverdagen med fire unger er travl og til tider stressende, så jeg køber de færdige salater i hobetal. De er lækre, varierede -og ellers ville jeg ende ud med den lidt halvkedelige iceberg/agurk/tomat salat, som jeg i bund og grund ikke gider spise. På længere sigt skal jeg nok til at udforske i lidt lækre salatopskrifter (har du en, så smid den endelig i en kommentar herunder!), men lige nu fungerer det super godt, og jeg varierer salaterne ved nogle gange at tilføje lidt ekstra til dem.

Og vægten? Den siger minus 3,4 kg -og falder støt! (i torsdags var den minus 4,7, men alle kan komme til at have det lidt sjovt :))

Psst! Husker du indlægget fra Hjælp! Min kone er skrumpet! ? Hun er nu ca. 50 kg lettere end i sommer!

Det er fantastisk at være tvillingemor!

Jeg har sagt det før, og jeg siger det igen: Jeg elsker at være tvillingemor! At opleve to små menneskers fantastiske bånd, sammenhold og fællesskab varmer mig helt ind i hjertet. Hver eneste dag herhjemme er fyldt med kærlighed -mellem Tristan og Nohr og mellem deres storebror og storesøster. Det er en uerstattelig gave, BØRN er en uerstattelig gave, og at være mor, og ikke mindst tvillingemor, er det bedste jeg ved! I dag oplevede jeg et af de fantastiske twin moments, som jeg sent vil glemme:

Tristan har gået selvstændigt i et par måneder nu, mens Nohr stadig kun kravler. Han har ellers alle forudsætninger for at kunne gå, og går langs møbler og vægge, med gåvogn og når han holder fast i en lillefinger! Han kan rejse sig op i det fri og gå laaaaaangsomt ned i knæ -men han tror bare ikke på sig selv. Lisette og jeg besluttede os for, at vi lige ville træne lidt med ham, så vi satte os på hver side af ham, med kort afstand imellem os, og så prøvede vi at lokke ham til at tage et par skridt. Og det lykkedes! Drengebarnet tog to bittesmå skridt, hvilket selvfølgelig gjorde mødrene meget stolte! Men det der varmede allermest var at se Tristans reaktion! Han klappede helt spontant og løb hen til Nohr og gav ham verdens største, hjertelige kram! Det var sgu lige til at få tårer i øjnene! De to drenge er simpelthen så glade for hinanden, trøster altid den anden med en sut eller våd kiks, hvis den ene er ked, og er i det hele taget meget opmærksomme på hinanden. Jeg føler mig vanvittigt priviligeret!

En skøn, forsinket fødselsdagsweekend

To meget trætte mødre puster nu ud efter en noget hektisk, men også skøn, fødselsdagsweekend, hvor Isabella og Nicolaj er blevet fejret af deres gode venner. De holdt fødselsdag for deres klassekammerater i november og december, men vi ventede til denne weekend i januar med at fejre dem, så vi liiiige kunne trække vejret!

Isabella blev fejret af sine søde veninder og venner i går, hvor 14 skønne unger spiste lækre tortillas og nachoschips, pyntede muffins med alverdens krymmel og var i “biograf” med popcorn og slikposer. Flere af børnene er børn af vores venner, så vi havde flere voksne til aftensmad også.

Isabella havde selv valgt tallerkener, oppyntning og menu. Maden faldt i alle børnenes smag, for det var svært ikke at finde lidt forskelligt man kunne lide blandt det store udvalg. Ungerne havde en fest med at pynte muffins, og det var skønt da roen sænkede sig i stuen da filmen var sat på, og popcornbægrene og slikposerne var delt ud. Vi holdt aftenfest fra 17-20.30, for når man er fyldt 9 år må der gerne ske lidt andet.

Isabella havde selv valgt servicen til sin fest.

Nicolaj valgte at invitere sine gode venner en tur i Bowl’n’Fun i dag, hvor der skulle kæmpes mod hinanden i Lazergames -et kæmpe hit -og MEGA sjovt! Menuen stod på nuggets og fritter, slushice og fri softice, og når man ikke lige kæmpede mod hinanden eller spiste kunne man boltre sig i deres legeland. Et stort hit -og meget trætte børn bagefter!

Isabella og Nicolaj er beriget med en masse fantastiske venner -både i deres skoleklasser og ved siden af, og hvert år holder de derfor to fødselsdage hver, da de gerne vil invitere dem alle. Den tradition har vi nu holdt i ca 5 år, da det er vigtigt for os at hjælpe dem med at holde kontakten til dem de ikke går i klasse med. De går nemlig i skole i nabokommunen, fordi en af landets bedste skoler ligger der -og så er det vigtigt at holde fast i vennerne i nærområdet også.

De er sgu da alt for gamle til at hænge i patten

“De er sgu da alt for gamle til at hænge i patten”, hører jeg ofte når folk finder ud af at jeg stadig ammer Tristan og Nohr, som er 15 mdr gamle. Eller også får jeg det der forargede blik, indtil jeg forklarer, at jeg faktisk ikke rigtig er langtidsammertypen, men at man snupper lidt de nemme løsninger, når man har tvillinger! Og egentlig er jeg selv lidt i vildrede omkring hvad jeg egentlig selv synes. Om jeg ønsker at stoppe fordi jeg gerne vil, eller om det egentlig er fordi det er “ilde set”. For i bund og grund er det pisse hyggeligt -for det meste. Ikke lige når begge drenge, som jeg gennem vinduet lige har set hygger, kommer rendende klagende mod mig, når jeg kommer hjem fra job, fordi de vil ammes. Men ellers. Når man sådan har dem 1:1. Jeg kan mærke at de nyder 1:1 tid med moar -når brormand ikke lige kommer og snupper den anden pat -eller lægger hånden over brystvorten, så brormand frustreret ikke kan komme til!

Jeg kan dog også mærke, at tiden er kommet til at stoppe. Ingen af de store blev ammet eller fik flaske efter de fyldte et år, og det var egentlig et fint tidspunkt at stoppe. Jeg tror ikke vi slipper for flasken foreløbig -igen -det er lidt de nemme løsninger der gælder med tvillinger, men jeg synes selv (tror jeg), at de er ved at være for store. Eller også er jeg træt af fordømmelsen. Eller også følger jeg flertallet. Jeg ved det sgu ikke. Det er et stort dilemma for mig, fordi jeg ikke rigtig kan finde ud af grunden. Lisette har i en måneds tid givet dem flaske til natten, for hun kan putte dem begge på under 20 min. Jeg kan være timevis om det, og Nohr nægter flaske fra mig. Nohr vågner stort set hver nat, og der er det noget nemmere at stikke ham en pat i munden end evt at skulle ud at lave en flaske -eller tage kampen op. For kamp -det bliver det! Den kamp bliver dog Lisettes, for i starten af februar tager Isabella og jeg 6 dage på ski i Østrig. Bare os to. Jeg har sommerfugle i maven. Både fordi jeg skal undvære de tre andre unger (har aldrig været væk i mere end 20 timer fra dem), og fordi det nok bliver enden på amningen. For tiden er nok kommet, og jeg arbejder på at blive klar, og vil snart trappe lidt yderligere ned, så mine bryster ikke eksploderer på vej til Østrig. Jeg skal have kvalitetstid med min store datter, som virkelig efterspørger tid med sin moar -og jeg tror det bliver så godt for os begge! Så mælkebaren har åbent de næste 20 dage, og så nupper vi alle lige en kold tyrker. Måske det ender med at betyde at Nohr ikke gider vågne om natten mere, når mælken er væk. Kryds fingre!

Stilhed før stormen? Er det hele slut?

Der har været stille på bloggen. Meget stille faktisk. Lidt for stille. Alt for stille. Siden jeg startede bloggen for snart tre år siden, har der ikke været stille i mere end max et par dage, så det er en ny og uvant situation, som i virkeligheden ikke rigtig huer mig. Det har dog også været tiltrængt! Jeg har haft flere uger, hvor jeg ikke har været nær så meget på de sociale medier, som jeg plejer. Hovedet har været fyldt op med operationsoplæring på arbejdet, forberedelser til fødselsdage, jul og nytår, nætter med to søvnterrorister, som har vækket mig på skift en gang i timen hele natten, ekstravagter -og Lisettes jobstart! Lisette blev cand.public i efteråret, og er startet i job, så nu prøver vi også hvordan det er at have en travl hverdag som børnefamilie. Vi har nemlig været så privilegeret at Lisette har været studerende i alle årene indtil nu, og det har betydet en utrolig fleksibilitet i forhold til ungerne, mange skønne fridage og max fokus på børnene. Nu er vi begge i job, hverdagen er presset, ungernes sport fylder massivt (især Isabellas skøjteløb) og hverdagen kan godt komme til at handle meget om overlevelse. Lisette flexer dog på jobbet og prioriterer at møde klokken 9 og gå kl. 15, så ungerne ikke får for lange dage i institutionen.

Samtidig har den kvikke måske opdaget, at regbuemor.dk er blevet en del af MOMSTER -en community af mommybloggere. I forbindelse med flytningen af min blog, fik jeg lavet en fejl så jeg ikke fik halvdelen af indlæggene med over, og flere af dem mangler billeder. Det tog lidt af pusten fra mig, fordi jeg har mistet en masse indlæg der betød en masse for mig, og det tog desværre også lidt af gejsten med at få skrevet på bloggen. Bloggen er dog mit hjertensbarn, og jeg håber virkelig ikke at jeg har mistet for mange følgere de sidste uger, fordi de er stødt ind i det samme indlæg om julen igen og igen. Jeg har lavet bloggen som en gave til mine børn, og også for at vise folk omkring os, at en regnbuefamilie såmænd ikke er meget anderledes end alle andre familier -den er bare bygget lidt anderledes op.

Faktisk har jeg “været så langt ude”, at jeg har overvejet om jeg skulle stoppe med at skrive på bloggen -især fordi min blog er blevet så amputeret med de manglende og halve (tidligere) indlæg. Jeg håber ikke det har gjort den for rodet. Jeg har dog i dette nu besluttet mig for, at bloggen fortsætter -og jeg vil selvfølgelig bestræbe mig på at skrive og opdatere ofte. Husk at regnbuemor også kan følges på Facebook og Instagram (regnbuemor.dk)

Og nu vi er ved det. Er der nogen ting i godt kunne tænke jer at høre/læse om? Hvad er godt ved bloggen? Hvad er mindre godt ved bloggen? Jeg ville virkelig værdsætte noget feedback! Skriv en kommentar herunder!

Tak fordi du (stadig) læser med!