Tvillinger // Godt kørende i ny fin vogn

Tiden går. Det er så småt tid til at begynde at bygge rede til de små gutter, som beriger os med deres selskab senest til oktober. Når det er tredje graviditet, drøner man ikke lige så hurtigt ud og shopper, som man gør de første gange. Det har vi i hvert fald ikke gjort. Vi er dog ved at komme ud af starthullerne, for med alle de komplikationer der er i denne graviditet, kunne drengene godt tænkes at melde deres ankomst lidt før tid! For en måneds tid siden hentede vi vores nye bil med 7 sæder (Tvillinger // Velkommen til ny børnecontainer!), og siden da er kampen gået ind på at få tvillingerne godt kørende. Bagagerummet på den nye bil er nemlig, ironisk nok, ganske lille -så udfordringen har været at finde den helt rigtige vogn, som også kan være bag i børnecontaineren!

Vi har set på adskillige tvillingevogne i diverse butikker på Fyn og i København. Nogle har virket for skrøbelige, andre har været for grimme, nogle var der simpelthen ikke plads til i bilen -og andre igen kostede spidsen af en jetjager. Vi er gået efter en kvalitetsvogn, som helst ikke skulle være for dyr, men som samtidig skulle leve op til vores krav: Komfort til de små, punkterfrie, drejelige hjul/dæk, plads i bilen, klapvogn og barnevogn i ét og god kvalitet. Nogle søskendevogne, for eksempel paraplymodellerne, var ikke gode nok til nyfødte. Vi blev ved med at kræse om den samme vogn -som desværre koster spidsen af en jetjager, men gav de andre vogne en fair chance. Der er nemlig rigeligt at bruge penge på, når der er to! -og vognparken skal senere udvides med enten en tvillingebarnevogn eller to singlevogne til middagslurene herhjemme! Det venter vi dog med at købe til vi ved, om de helst vil ligge sammen eller hver for sig! Hvad der kan vente får lov til at vente!

Emmaljunga Double Viking
Vi endte med at vælge den vogn, som vi igen og igen havde kredset om: Emmaljunga Double Viking. Ingen af de andre billigere vogne passede ind i bagagerummet på den nye bil -kun en tilsvarende dyr en, som vi bestemt ikke brød os om. Vi har brugt Emmaljunga til de to store -både i barnevogn og klapvogne, og har altid været meget tilfredse. Vi tøvede dog med denne vogn, da for eksempel liggemål og siddebredde er noget mindre -og på grund af deres nye ergonomiske sæde på klapvognen, som vi i starten ikke havde fidus til. Der bliver dog nødt til at være lidt mindre plads, da man ellers ikke kan få vognen gennem dørene i butikker m.m. Vi får to barnevognsdele og to klapvognsdele i en lidt mørkere grå end på billederne. Vognen får vi selvfølgelig først hjem, når de er født! 

Farven på den nye vogn
Vognen med to barnevognsdele i
Vognen koster 12.300 kr + allergivenlige madrasser til barnevognsdelene . Aaaaalt for mange penge, men den dækker de behov der er med de kommende tvillinger, og de andre vogne passede ikke til bilen 😒. Jeg er dog sikker på, at vi bliver super glade for vognen!

Tak fordi du læste med!

Tvillinger // Velkommen 3.trimester!

28 uger eller 196 dage. Så længe har jeg været gravid med tvillingerne. Gravid med den “treer” vi skulle have, som blev til en dobbelt op på børneflokken! I dag går jeg ind i 3.trimester, som er berygtet for at være den hårdeste og tungeste del af graviditeten.  Jeg går dog ind i 3.trimester med oprejst pande, for der kan vel umuligt komme flere udfordringer nu! Jeg føler egentlig, at jeg tog forskud på festen for flere måneder siden! 66,6% af graviditeten er fuldført (og faktisk også mere, for tvillingegravide bliver oftest sat igang to uger før). For hver dag de små banditter bliver i maven, øges deres overlevelseschancer, og jeg er meget taknemlig for, at jeg har mulighed for at være sygemeldt og passe ekstra godt på dem. 

For at fejre 3.trimester, har jeg taget graviditetens første helkropsbillede. Jeg hader ellers at se mig selv på billeder -især nu hvor vægten siger elefant a.k.a. +15 kg (!), og håret stadig kæmper for ikke at blive klippet kort igen! Men her er jeg! Tyk og rund med to skønne drengebørn i mavsen!

3.trimester!
Om senest 10 uger bliver jeg sat igang, selvom jeg tvivler på, at de har tænkt sig at blive derinde så længe! Jeg er taknemlig for at være nået så langt i graviditeten nu, og at dømme på alle deres kraftige spark i maven, er de ved at vokse sig store og stærke inden de skal ud til os!

Babyhulen
Tak fordi du læste med!

DIY // HAMA legekonfekt til legehuset

Det seneste års tid har legehuset i haven været offer for forældrenes hurtige oprydninger i haven, og til sidst kunne ungerne slet ikke komme ind. Forleden mugede Lisette godt og grundigt ud i huset, hvor også det meste trælegemad måtte lade livet. Det havde haft bedre dage, og ungerne havde ikke leget med det i hundrede år! Det viste sig dog at være en stor fejl, for det var det allerførste Isabella påpegede, da hun så sit noget tomme legekøkken. Vi kørte derfor en tur i Tiger og købte alle de forskellige slags legemad, der var i træ. De har nemlig en masse fint legemad til 10-20 kroner stykket. Ungerne mente dog, at der manglede lidt slik, og så måtte Lisette og ungerne igang med at lave legekonfekt til legehuset! 

Koncentreret Isabella
Konfekt in the making
Farverigt konfekt
Bedre end Lagermann 😉
Der manglede åbenbart lidt is
…og lidt labre larver, lakridser og andet slik 😉
Klar til Disnesjov-slik 😉
Især Isabella syntes, at det var vildt hyggeligt at lave legekonfekt, og hun gik op i det med liv og sjæl. 

De runde konfekt blev limet sammen to og to, og de firkantede tre og tre. Legekonfekten blev straks taget i brug, og det var en super hyggelig hyggebeskæftigelse med ungerne. 

Tak fordi du læste med!

Familieoplevelser // Friluftsbadet i Morud

De sidste dages hedebølge har taget lidt hårdt på husstandens tvillingegravide, som har set misundeligt til, når børnene boltrede sig i soppebassinet! Så i dag måtte det være! Efter at have afleveret søde feriegæster på Odense Banegård, kørte vi direkte til Friluftsbadet i Morud! Første besøg for de voksne -børnene har været der før med deres SFO, som ofte tager til Friluftsbadet med børnene om sommeren. De ville derfor rigtig gerne hen til lige netop dét her Friluftsbad. 

Vandplask
Vandhunde
Søskendekærlighed
Friluftsbadet er dejligt overskueligt, og man har godt over alle bassinerne. Vejret var fint, men vandet liiiiige til den kolde side. Det var dog skønt at blive kølet ned, og tvillingerne sparkede løs i maven og nød det tydeligvis også! Mon ikke det bliver til lidt flere besøg i år?

Tak fordi du læste med!

Tvillinger // Tur på Fødegangen pga mindre liv

I går var det en dejlig, varm sommerdag. Lidt hårdt at komme gennem dagen med stor tvillingedunk på, men skønt med lidt sommer. I løbet af dagen havde vi gæster, så dagen var gået med hygge og godt samvær -og godt med skygge! 

Da vi sad og hyggede efter aftensmaden, gik det pludselig op for mig, at jeg ikke havde mærket liv hos Tvilling A hele dagen. Hans bror havde givet lyd fra sig, og plejer at være den mindst sparkende af de to. Tvilling A derimod, reagerede hverken på koldt vand, is, rusketure eller at jeg lagde mig på siden. Det plejer han altid, men det eneste jeg fik ud af ham var et enkelt halvforkølet spjæt. Tvillingerne bliver fulgt hver 14. dag, da,netop Tvilling A, ikke vokser helt optimalt (Tvillinger // De forbandede rutscheture). Ved sidste scanning lå han 26% under sin bror i størrelse. Derfor var det ekstra vigtigt, at vi reagerede hurtigt, når der var mindre liv. Jeg ringede derfor lige til Fødegangen, som jeg havde fået besked på at gøre, hvis der var det mindste. De ville gerne se mig, og da vi havde gæster, kørte jeg selv derop. 

Fødegangen
På Fødegangen blev der, med nøje og besvær, sat CTG på -måling af hjerte, bevægelser med mere. Det er noget mere bøvlet af putte CTG på tvillingegravide, da man skal finde to forskellige hjertelyde og samtidig sikre sig, at begge elektroder sidder optimalt. Fordi tvillingerne stadig har en del plads, rykkede de også lidt rundt, hvilket bestemt ikke gjorde tingene nemmere! 

CTG-måling
CTG-målingen viste heldigvis fin hjertelyd på de to rødder, men Tvilling A sparkede stadig ikke. Derfor blev der tilkaldt en læge, som skulle scanne de to rødder. Scanningen gik heldigvis godt, og viste to dejlige drenge med fint flow i navlesnor og hjerne. Tvilling A havde vendt sig, så han nu -ligesom sin bror, ligger med benene nedad -så det bliver spændende at se, om den ene af dem når at vende sig med hovedet nedad, så jeg kan slippe for kejsersnit, når den tid kommer. Lægen mente, at det var varmen der drillede. 

Jeg blev vækket i morges af Tvilling A, som sparkede. Han erikke  helt så livlig som han plejer, men jeg mærker ham, og nu har jeg en forklaring: Vi er jo beriget med det skønne vejr igen i dag☀️☀️☀️

Tak fordi du læste med!

Fritidsinteresse // OSK Sommercamp

Sommervejret er kommet -i hvert fald for en stund. Det er dejligt, selvom to af familiens medlemmer kun har fået glæde af de sene solstråler, og i stedet har siddet i den kolde skøjtehal indendøre. Isabella har nemlig været på OSK Skøjtecamp de sidste tre dage,  hvor dagene har stået på kunstskøjteløb, off ice træning og dans -og selvfølgelig hyggeligt samvær med skøjteveninderne! Sommercampen varer i to uger, og så har man kunnet tilmelde sig de antal dage, man havde brug for. Vi tilmeldte Isabella i tre dage i den første uge af campen, da vi synes at det måtte være rigeligt første gang. Der er trods alt et par timer på isen, en time med off ice (gymnastik og smidighed) og en lille time med dans -hver dag. Selvfølgelig med pauser indimellem -og med fuld forplejning til skøjtepigerne og meget forældrevenlige priser. Det har været en meget træt pige, vi har fået hjem hver dag!

Lækker frokost med lidt for enhver smag
Klar til at indtage isen!
Isabella elsker at stå på skøjter
❤️
Isabella har gået til kunstskøjteløb siden hun var knap 5 år, og hun har elsket det fra day one. 

“Næste år vil jeg afsted i 6 dage, mor!”

Sommercampen blev vist godkendt ❤️

Tak fordi du læste med!

Tvillinger // De forbandede rutscheture ;(

Det har ikke været nogen hemmelighed, at denne tvillingegraviditet ikke har været den nemmeste. Det er de sjældent. Jeg havde dog håbet på, at vi på nuværende tidspunkt ville få bare lidt medgang. Vi/jeg har kæmpet med alt fra dårlig nakkefoldsscanning, tidlig sygemelding, tonsvis af plukkeveer, nyrebækkenbetændelse, talrige urinvejsinfektioner, jernmangel og svimmelhed til for meget fostervand og en tvilling, som ikke tager nok på 😢. Bekymring på bekymring. Hver gang. De sidste to dage på sygehuset er tilbragt ambulant med 2 x lægebesøg, blodprøver, jordemoderbesøg og scanning -og scanningen i dag, slog godt nok benene lidt væk under mig 😢. Tvilling A, som sidst var knap 22% for lille, er nu 26% for lille og vejer 767 g og hans bror 1022 g (kun 1% for lille). Bliver han ved med at være for lille, overvejer de at give drengene lungemodner. Fostervandet var heldigvis faldet lidt i niveau, så begge nu har et normalt niveau af fostervand, og navlesnorenes flow var fint -for nu også at fremhæve lidt positivt 😳. Ja, og så havde jeg en fin lang livmoderhals. Men hold da ellers op hvor er det bare en stor bekymring hele tiden at være tvillingegravid. Jeg skal scannes igen om knap 2 uger, så håber jeg (igen!), at Tvilling A har taget lidt mere på. Oven i det hele er jeg selv i udredning for jernmangel og skal have scannet nyrerne pga alle infektionerne, da nogle af mine blodprøver er skæve. Godt at jeg trods alt er lidt optimist af natur!

Seneste mavebillede taget for fire dage siden
Jeg gør mit bedste for at passe godt på de to knægte i maven. Ligger meget, sidder næsten resten af tiden, og det meste af det huslige tager min søde Lisette sig af. Håber drengene får lov at blive i maven længe endnu. 
Tak fordi du læste med!

Kreativ på børnenes præmisser // Caran D’Ache farver

Vi elsker at være kreative herhjemme -især pigerne i familien! (Se evt flere kreative børneideer under kategorien Kreativ på børnenes præmisser). Når Nicolaj så gerne vil være med, er det kun et plus, for det er så hyggeligt at lave noget allesammen. Forleden introducerede jeg ungerne for Caran D’Ache. Nogle geniale vandfarver, hvor man først farvelægger almindeligt, og så bagefter påfører vand med en pensel, og får de sejeste billeder!

Caran d’Ache
Jeg fik selv mine første Caran d’Ache-farver af min mors veninde, da jeg blev konfirmeret, og de er super lækre at tegne med. Jeg har ventet lidt med at introducere børnene for dem, da jeg gerne ville have dem ud af “knække-farvekridt-alderen” først. De er nogen, man skal passe godt på. 

Jeg anbefaler, at man køber noget akvarelpapir til tegningerne/malerierne, da man får et bedre resultat. Alternativt bliver papiret alt for vådt, når man tilføjer vand med sin pensel. Et par  gode pensler er heller ikke at foragte, så man bedre kan male detaljerne. 

Isabella gav sig i kast med Solsystemet. Denne planet er vist ny 😉
Tungen lige i munden
Nicolaj har her tegnet på papiret, og er ved at påføre vand
Koncentreret ung mand. Nicolaj og Isabella valgte at tegne mønstret med en sprittusch først
Ungerne var fyr og flamme, og fik kreeret flere billeder hver. Især Nicolaj gider som regel ikke at tegne og male, men han var den sidste der forlod bordet! Og han higer efter mere!

Isabella (og mors) kreation
Nicolajs kreationer (pånær solen)
Det er bestemt ikke sidste gang, vi skal hygge med de skønne farver. 

Har du også fået blod på tanden, kan farverne købes i diverse hobbyforretninger og boghandlere 😉

Tak fordi du læste med!

Biograf // Ice Age:  Den Vildeste Rejse

Mens sommeren sejler rundt i regn, og vores lille familie afholder sin roligste sommer til dags dato, fordi vi ikke kan komme udenlands under tvillingegraviditeten, tog vi en lille tur i biografen for at se Ice Age: Den Vildeste Rejse. 

Forventningsfulde børn inden filmen
Det er ikke så ofte, at Isabella har lyst til at komme med i biografen. Når hun endelig gerne vil, griber vi altid chancen. Begge unger ville rigtig gerne se filmen. Og de blev ikke skuffet. 

Snacktid
Inden filmen. Lisette var også med 😉
Man skal altid passe på at lave film efter nr 1 og 2, da kvaliteten ofte daler herefter. Vi synes da også, at de første film var de bedste. Dog er  denne Ice Age-film -til trods for, at den er nummer 5 i rækken, ganske udmærket. Både børn og voksne var underholdt af filmen. Især børnene, som allerede har planlagt, at se vil have filmen, når den kommer ud på DVD :-). Filmen er sød, og den har en god morale til sidst. Helt klart værd at se. 

Efter biografbesøget rendte børnene rundt i City 2 med deres feriebilletter og indsamlede gaver. Der blev også tid til at lege i Ice Age temaparken i centret og til lidt shopping. En rigtig dejlig dag. 

Ungerne hygger i Ice Age Temaparken
Sommerferiebillet
Tak fordi du læste med!

“Mor, jeg vil hellere have en far end dig!”

“Mor, jeg vil hellere have en far end dig!”, sagde Nicolaj forleden til Lisette, som han ellers elsker og forguder. Nicolaj har tumlet med, hvorfor han ikke har nogen far, siden han var 4 år, men det synes at fylde ekstra meget hos ham for tiden. Han virker vred. Meget vred, og han har efterhånden efterspurgt en far flere gange. I det tidligere indlæg, “Hvorfor har jeg ikke nogen far?“, har vi uddybet, hvordan vi taklede hans savn for et års tid siden, men der skal ligesom mere til nu. Han spurgte for eksempel også Lisette for et par dage siden, om han ikke bare kunne kalde hende Lisette i stedet for Mor.  Det kom lige ud af det blå, og det eneste vi lige kunne svare var, at Lisette skulle hedde Mor eller Mor Lisette -og at jeg hed Mor eller Mor Sophie. Lisette er selvfølgelig ret ked af det lige nu, selvom hun på ingen måde er i tvivl om hans kærlighed. Nicolaj forguder hende. Det er bare ikke rart at høre. Vi anerkender selvfølgelig hans savn. Han ved han har en donorfar “et sted derude”, og at vi ikke kan møde ham. At det var en rar mand, som hjalp os med at få lige den dreng, vi sådan ønskede os. Det har været nok for ham. Indtil nu. 

Nicolaj 5 år
Men nu er vi på bar bund. Vi kan (og skal) ikke skaffe Nicolaj en far. Vi har ikke så mange (egnede) mænd omkring os, som kan give Nicolaj lidt mandligt input, og vi vil så gerne hjælpe vores dejlige knægt. Vi møder ham, hvor han er. Anerkender hans savn. Anerkender ham. Møder ham hvor han er. I virkeligheden er vi lidt på bar bund. Vi vil gerne have vores glade Nicolaj tilbage, så hvis DU har input eller erfaringer på området, tager vi mod dem med kyshånd. Alt for vores elskede lille dreng. 

<3
Tak fordi du læste med!