17 dages stilhed, alvorlig baggrund.

Alvorlig stilhed

I de 4 år jeg har blogget på regnbuemor.dk, er det endnu aldrig sket, at der er gået 17 dage uden skriverier. Rekorden er vel en uge, og jeg ønsker heller ikke, at der går længere mellem indlæggene. Baggrunden er dog af alvorlig karakter, og mit fokus har været alle andre steder end på bloggen. Min far blev indlagt for 4 uger siden, og de sidste uger har været en mental rutschebanetur. Det har virket så hult at skrive om de sædvanlige familieting, og det her indlæg har været i tankerne flere gange. Min far har givet tilladelse til, at jeg skriver dette indlæg.

Min søde far, som vi kender ham normalt

For 4 1/2 uge siden blev jeg ringet op af min far…

Han havde det skidt, var træt hele tiden, havde kvalme, havde ingen appetit og følte sig yderst forstoppet. Samme morgen havde han taget elscooteren ned til sin læge i nabobyen, og forlangt at blive set. Lægen kunne se, at min far havde tabt sig rigtig meget. Han tog blodprøver -og sendte så ellers min svagelige far hjem. Min far, som ellers er i rigtig fin stand trods sine 87 år, var ikke blevet meget klogere, og var alligevel så autoritetstro, at han bare kørte hjem. Lægen var dog snarrådig nok til at kontakte visitatoren i kommunen, og vedkommende havde kontaktet mine brødre for et møde. Det var det møde mine brødre var på vej til, da de kom forbi min far den 22.august. Og det var den dag de så en lille, spinkel, afkræftet mand sidde i sin lænestol. Han havde tabt sig et sted mellem 15-20 kg de sidste uger, var afkræftet og bleg. Ikke en holdbar situation.

Min far som han så ud, da mine brødre kom forbi

En ambulance kom og hentede min far for at køre ham til Akutmodtagelsen på Slagelse Sygehus…

Blodprøverne var “skæve”, nyretallene alt for høje og min far svært dehydreret. Efter mange timers ventetid blev han overført til Mave-tarm-medicinsk afdeling, hvor der blev planlagt en masse forskellige undersøgelser, for ingen vidste præcis, hvad min far fejlede. Der blev bestilt en CT-scanning med kontrast, men på grund af de dårlige nyretal, måtte min far først hydreres op, og først 4 dage senere kunne han komme en tur i scanneren.

Om mandagen kom første melding: Min far havde ventrikelretention (ingen passage mellem mavesæk og tarm), og videre plan skulle lægges. Derudover også en cyste på hjertet, væske i lungerne, brok og forskubbede organer. Han tabte sig fortsat i vægt og maden kom ikke videre end mavesækken. Imidlertid forstod han ikke, hvad diagnosen gik ud på, for han bad om at blive udskrevet uden yderligere udredning. Jeg var ulykkelig og uforstående, for han ville blive udskrevet til den sikre sultedød, da han ikke kunne optage føde. Han frasagde sig hjertestopsbehandling, intensivbehandling og medicin og ville bare hjem. Der blev bestilt fuld hjemmepleje og sat en masse i værk. Jeg var grædefærdig, og forstod ikke, hvordan en ellers så livsglad og selvhjulpen mand bare kunne udskrive sig til den sikre død. Jeg besluttede mig dog for IKKE at prøve at påvirke min fars beslutning, da han er 87 og var ved sine fulde fem. Jeg havde dog rigtig svært ved at acceptere, at jeg i en alder af 38 år skulle være forældreløs (mistede min mor for 10 år siden).

Jeg besøgte ham om torsdagen, hvor jeg egentlig bare gerne ville se ham, da vores tid sammen nu var knap. Udskrivelsen var planlagt til fredag. Det første han sagde, da jeg kom ind ad døren var, at han havde besluttet sig for at genoptage undersøgelserne og behandlingen. Han ville dog fortsat ikke genoplives ved evt hjertestop -og det er fuldt forståeligt. Jeg blev SÅ glad, og han fik et kæmpe kram. Det her var hans egen beslutning, og jeg var glad for, at jeg havde kunnet se ud over min egen egoistiske næsetip. Min far havde ikke forstået konsekvensen af, at sige nej til behandlingen. Han havde ikke forstået, at det ville betyde den visse død, og han synes ikke helt hans tid var kommet endnu. Det var en sygeplejerskes ord, der havde gjort forskellen. Min far er en meget lærd og intelligent mand, og sygeplejersken havde gjort ham opmærksom på, at han langsomt ville blive mere og mere konfus.

Diagnose søges

Nu skulle der så sættes en masse undersøgelser igang for at finde ud af, hvorfor min far ingen passage havde. Der blev planlagt en gastroskopi (kikkertundersøgelse ned i mavesækken), som forhåbentlig kunne klarlægge, hvad problemet var. De første meldinger var dystre, da der under gastroskopien var set svære Barretforandringer i spiserøret og noget der så ondartet ud i mavesækken. Der var taget prøver, som vi skulle vente 6-10 dage på svar på, og min far kom i cancerpakkeforløb. Når man googlede spiserørs- og mavesækskræft kunne man læse om en meget dyster prognose…

Læs med i næste indlæg, hvor vi kommer nærmere en diagnose… (sorry…cliffhanger, I know…)

Tak fordi du læste med! Husk at du kan følge Regnbuemor på Instagram (regnbuemor.dk) og Facebook (Regnburmor.dk). Jeg bliver mega glad, hvis du følger bloggen.

7 comments / Add your comment below

Skriv et svar