Tristan indlagt med hjernerystelse

“Klonk!” lød det forleden inde fra soveværelset, efterfulgt af lidt stilhed og bagefter et hjerteskærende vræl! Hvad der bare ikke måtte ske, skete. Nicolaj havde mistet overbalancen, med Tristan i armene, så Tristan havde hamret hovedet ind i væggen. Heldigvis ikke med så stor kraft.  Nicolaj brød straks sammen, og var ulykkelig over, hvad der var sket, selvom han altid passer så godt på! Efter lidt trøsten, faldt Tristan til ro. Der var ingen buler at se, og han havde det ok, mens Lisette læste godnathistorie for de store. Kort efter begyndte han dog at kaste eksplosivt op og blive rigtig dårlig -så vagtlægen blev kontaktet, og så kørte jeg mod sygehuset for at få tjekket, om Tristan havde fået hjernerystelse. 

Klattet Tristan
Da vi nåede frem til vagtlægen, var Tristan (som ungerne ALTID gør på vej til vagtlægen) frisket op, og selvom han ikke helt var sig selv 100%, sendte han lidt smil i lægens retning og samarbejdede flot til undersøgelsen. Dommen var: “Fordi han har kastet op, kalder vi det hjernerystelse, men det får babyer sjældent, så det har han ikke. Vi behøver ikke se ham igen, hvis han kaster op hjemme“.  Vi kørte derefter hjem, og herefter begyndte den unge mand at kaste op flere gange. Jeg valgte at se ham lidt mere an, fordi vi jo lige var blevet tjekket, men opkastningerne blev ved løbende gennem natten, og om morgenen var han endnu mere klattet, havde fået feber og var bestemt ikke sig selv. Kl 06.45 sad vi derfor klar i skadestuen, da jeg ikke var helt tryg ved situationen længere. Jeg havde begge drengene med, for mælkebaren følger med mig. 

I skadestuen blev det bekræftet, at der naturligvis var tale om en hjernerystelse. Tristan havde dog igen fået det lidt bedre, så vi fik besked på, at vi trygt kunne observere ham hjemme. Jeg nåede dog ikke længere end til venteværelset, før Tristan kastede eksplosivt op to gange mere -og så blev det til en indlæggelse i stedet!

Indlagt!
Først kom Tristan på Afd H7, hvor de begyndte at observere ham for hjernerystelse. Her viste det sig, at Tristan havde et tårnhøjt systolisk blodtryk på 130/ og en puls på 170, hvilket flere målinger ikke lavede om på. De turde derfor ikke andet end at få den lille mand en tur i CT-scanneren -og sådan en lille baby fylder godt nok ikke meget i sådan en stor scanner! Jeg stod ved siden af Tristan, da han blev scannet, og formåede at aflede ham lidt, så han ikke skulle i narkose. 
Lille baby vs stor scanner
Scanningen viste heldigvis, at Tristan IKKE havde en blødning, og alt så fint ud. Feberen var imidlertid steget, og blodtrykket og pulsen var stadig høj, så Tristan blev overført til Afd H4. Her kom han på isolationsstue pga opkastningerne. De frygtede Novovirus pga opkastningerne, selvom jeg virkelig prøvede at argumentere for, at han jo havde kastet op pga hovedtraumet (og havde desuden heller ikke kastet op siden skadestuen) + at han på ingen måde havde tynd mave. Der blev taget blodprøver, og den unge mand sov det meste af tiden fraset lidt få korte opvågningsperioder, hvor han blev ammet lidt. 

Ved 23-tiden kom der en læge ind der kunne fortælle, at infektionstallene var forhøjede, men at der formentlig var tale om en virus. Vi drøftede blodtryk mm, og argumenterede med lægen om, at det ikke var nødvendigt at måle værdier om natten, da blodtrykket lå stabilt (til den høje side), og han ville vågne af at blive lyst i øjnene hele tiden (og hans bror ville vågne af alle besøgene! -ikke så fedt når der kun var en mor). Desuden havde en scanning vist, at der jo ikke var blødning eller lignende i hjernen, og så gav det ikke helt mening at skulle måle så meget. 

Godnattid i fængselssengene
Natten forløb ok, selvom babyerne var lidt urolige og holdt mig vågen fra 2-4 og igen fra kl 6. Normalt sover de igennem (Nohr vågner engang imellem en enkelt gang). Tristan vågnede op med et lidt pænere blodtryk, uændret puls og 39 i feber. Isolationen blev ophævet om morgenen -for selvfølgelig var det ikke et maveonde! Ved middagstid fik han taget blodprøver igen, som viste at infektionstallene var steget lidt mere, dog formentlig stadig kun svarende til en virus. Der blev podet for lidt af hvert -og så blev vi heldigvis udskrevet med åben indlæggelse i en uge. Det er bedre at komme sig hjemme. Vi skal dog fortsat være ret obs på væskeindtaget, da Tristan ikke indtager så meget, og bleerne kun har meget lidt tis i, men vi håber vi kan undgå at skulle tilbage til hospitalet!
Lidt klattet bassemand efter hjemkomsten
Herhjemme virker feberen til at være faldet lidt. Tristan sover stadig meget, og ammer ikke så meget, men virker alligevel til at have det en lille bitte smule bedre! Dejligt! Det er godt at være hjemme igen, omend jeg skal til undersøgelse med Nohr på sygehuset imorgen!

Tak fordi du læste med!

Tak fordi du læste med!

Skriv et svar