Rejseoplevelser med børn // Gensyn med Weissenhäuser Strand

På vej ind i Tyskland

For lidt over to år siden stod jeg med en meget positiv graviditetstest i hånden, da jeg testede lidt tidligt på anden feriedag i Weissenhäuser strand. Vi var afsted til Weissenhäuser Strand for første gang, og vi glædede os til lidt nye omgivelser efter mange tidligere besøg i Lalandia (som nu stadig er favoritten, når det kommer til badeland). Vi havde en skøn uge, som du kan læse meget mere om her: Weissenhäuser Strand. (i dette indlæg er der en meget mere detaljeret beskrivelse af stedet).

I slutningen af marts var vi afsted igen. Denne gang med vores søde veninde Tina og hendes to søde drenge -og ungerne har i dén grad haft en fest.

Super smart: Aflåselige rum til klapvogne!

Badelandet

En baljefuld skønne unger
Unger i blød

Der blev badet i det store badeland, som stadigvæk desværre har kritisable badeforhold, men stadig er et skønt badeland. De store unger var vilde med vandrutschebanerne, og de to små nød det rigtig gode småbørnsområde med dejligt, lunt vand. At skulle klæde seks mennesker om i en lille kabine, for så at skulle vaske sig i bitte små vaskerum som sild i en tønde, var ikke et hit. På grund af badeforholdene så jeg MANGE som helt sprang badet over inden de sprang i -og vi valgte f.eks. at bade i lejligheden efter badeland, da forholdene er så kritisable.  Det dejlige badeland opvejede dog dette. For to år siden skrev Weissenhäuser ellers til mig, at de var ved at rette op på forholdene. Det var svært at se, eftersom de var præcis som sidst. Til deres forsvar skal dog siges, at de er ved at bygge et nyt wellness og bølgebadsområde, som kommer til foråret.

Legeland -Jungleland

Gratis klatrevæg -når entreen er betalt
Guldgravning til 2 Euro

Junglelegelandet var også et hit for børnene i alderen 1-10 år. De små boltrede sig i det lille småbørnsområde, mens de store hyggede sig med aktiviteter for de lidt større børn. Her kunne de lave alt lige fra at hoppe på en stor hoppepude, til klatring og balancegang til minigolf, og de var godt underholdt.

De lidt større børn var vilde med minizooen med krybdyr i alle afskygninger. Tristan og Nohr var for små til at få øje på dyrene.

Maden

Vi spiste blandt andet på restauranten ved jungeland, og her var de “levende” dyr et KÆMPE hit for de to mindste. Vi fik faktisk rigtig god mad til rimelige priser, og de store unger kunne rende ind i legelandet og lege lidt, når de ikke gad sidde ved bordet mere. Win-win. Vi spiste også mad fra pizzariaet på resortet, som vi tog med hjem til lejligheden. Her synes jeg dog at kvaliteten var dalet lidt i forhold til sidste gang, hvor vi spiste der flere gange. Vil man selv lave mad, er der et supermarked på resortet med ok priser. Man kan også vælge at køre til nabobyen og handle ind. Her er der blandt andet Netto, Aldi, Lidl og Famila.

Lejligheden

Lejligheden var en stor lejlighed med plads til os alle. Vores veninde havde været så kvik at bestille en lejlighed i stueplan, og det var altså super skønt når man let kunne komme ind og ud med tvillingeklapvognen. Lejligheden var noget slidt, men det meste af tiden blev brugt rundt omkring på resortet, så det havde ikke den store betydning. Der var de ting, vi skulle bruge, lige fraset en ovn, og vi lå godt i sengene.

Børneklubben

Isabella maler på indkøbsnet

Denne gang fik vi kun besøgt Børneklubben en enkelt gang, hvor børnene var kreative og malede på net. Der er ellers en masse fine aktiviteter. Nogle er gratis og andre koster lidt.

Opholdet -overordnet set

Vi havde en super lækker tur. Det tager ca 1,5 time fra den tyske grænse (Sønderjylland) og 45 min fra Puttgarden at komme derhen, så det kan de fleste børn være med til. Man får meget valuta for pengene, som rækker længere på Weissenhäuser end fx i Lalandia. Vi vil i hvert fald helt sikkert gerne derhen igen en anden gang.

Tak fordi du læste med!

Rejseoplevelser med børn // Weissenhäuser Strand

Der har været lidt stille på bloggen den forgangne uge, og det er der en ganske god grund til. Vi har nemlig tilbragt den sidste uge i det tropiske badeland Weissenhäuser Strand i Tyskland, hvor vi har badet, leget og hygget til den store guldmedalje! Wifi på stedet, synes dog ikke at være blevet opdateret siden murens fald, så det var noget nær umuligt at komme på nettet, endsige uploade noget som helst! Det har egentlig været skønt med en næsten internetfri uge, men også lidt problematisk, da jeg ikke kunne opdatere bloggen. Sorry 😉
Vi plejer at tage til Lalandia 3-5 gange om året, men denne gang skulle der ske noget nyt! Flere har anbefalet os at tage til Weissenhäuser Strand i stedet, da det både skulle være billigere og bedre, så det måtte da komme an på en prøve. Og det var bestemt et helt andet prisniveau!

To forventningsfulde børn på vej ind i Weissenhäuser Strand for første gang

 

Vi havde en skøn uge i Weissenhäuser Strand, hvor vi nød at udforske et nyt sted, nye restauranter og et anderledes badeland.

Legelandet er lidt mere alsidigt i Weissenhäuser Strand end Lalandia, da der er noget for alle aldre -og så er det mange aktiviteter, man ikke skal betale ekstra for. Isabella var for eksempel helt vild med at prøve klatrevæggen, og Nicolaj kunne ikke få nok af den store hoppepude midt i legelandet. Ved siden af legelandet lå der en minizoo med krybdyr og en restaurant med “levende” dyr der bevægede sig i loftet! Der havde børnene dog ikke lyst til at spise -og heller ikke moderen her, da en slange bevægede sig lige over mit hoved!

Isabella var vild med at klatre i legelandet

 

Guldgravning

 

Zoo

 

Badelandet var ligeledes super fint. Vandtemperaturen var skøn, der var en masse forskellige vandrutschebaner og det var sjovt at prøve noget lidt anderledes -og så havde vandet en skøn temperatur. Et STORT minus var dog omklædnings- og badefaciliteterne. Der er simpelthen for få kabiner, for meget træk og så kun to små baderum til hvert køn, hvor man kommer ALT for tæt på de andre nøgne mennesker -og ingen sæbe til afvaskning! Det trak faktisk badelandet temmelig meget ned (og badefaciliteterne gjorde, at flere sprang badet over inden de gik i bassinet!). Børnene var dog helt vilde med badelandet, og lod sig ikke påvirke af badefaciliteterne.

Min skønne familie

 

Badenymfe

Weissenhäuser har også en fin børneklub, hvor der er masser af (gratis eller billige) aktiviteter hver eneste dag. Således har børnene fået både bagt og kreeret flere kreative ting i løbet af ugen. Faktisk blev børneklubben en af højdepunkterne for børnene, som begge holder af at være kreative. I børneklubben var der også masser af spil og legetøj, så der var en masse at tage sig til.

Nicolaj maler på et indkøbsnet, som han efterfølgende har været meget stolt af

 

Isabella maler på keramik

Maden på stedet er udmærket, og der er forskellige restauranter at vælge imellem. Vi var meget glade for stedets pizzaria, hvor vi fik flere gode retter. Prisniveauet er helt ok, og vi spiste som regel for under 3-400 kr (modsat f.eks Lalandia, hvor regningen ofte oversteg de 1000+).  Der er flere steder at vælge mellem, men pizzeriaet var klart det mest populære!

Spisetid

Rundt omkring på resortet, er der mange legepladser, så der er rigeligt at lave. Og så ligger stranden et spytkast væk -men der er ikke meget vinterbader over os, så den sprang vi over.

Legetid

 

På resortet er der flere butikker og et supermarked, men vi sparede ca 50% ved at køre til nabobyen for at handle.

Vi boede i lejlighed, hvilket var ganske fint. Børnene sov i opredning. Vores lejlighed var nyrenoveret og lå super tæt på centret, så det var rart, da der var temmeligt koldt udenfor! Køkkenet i lejligheden havde de mest fornødne køkkenreskaber, men ingen ovn. Vi lavede primært morgenmad i lejligheden.

Alt i alt havde vi en fantastisk ferie, og vi kunne sagtens have brugt endnu flere dage på resortet.

Isabella på 7 år siger om stedet:

“Det er godt. Måske bedre end Lalandia. De laver lækker pasta. Det var sjovt at klatre på klatrevæggen”

Nicolaj på 5 år siger om stedet:

“Det var rigtig sjovt. Det var sjovt at bade og møde Johan og Gustav. Næste gang vil jeg gerne sove der otte gange!”

Tak fordi du læste med! Og god weekend!

Tak fordi du læste med!

Rejseoplevelser med børn// Weissenhäuser strand

Jeg har lige haft fødselsdag (Hurra til mig -åbner i nyt vindue), og der var en af gaverne et ophold på Weissenhäuser Strand i Tyskland, som jeg straks bestilte 🙂 Vi kan simpelthen ikke få nok af at rejse i min lille familie, så vi rejser lige så ofte pengepungen tillader det. Du kan læse om en masse af vores andre rejser og oplevelser,  rundt omkring i verden, under kategorien Rejseoplevelser med børn (åbner i nyt vindue).   

Det bliver vores første besøg på Weissenhäuser Strand nogensinde. Vi har tidligere været i Lalandia rigtig mange gange (aldrig som hovedferie),sidst i november 2015, og det er altid et stort hit (Rejseoplevelser med børn // Lalandia Rødby -åbner i nyt vindue). Der er dog flere der har rystet på hovedet og spurgt, hvorfor vi dog ikke nupper Weissenhäuser i stedet, for det er både bedre og billigere. Så det gør vi. Vi giver stedet en chance, og hele familien glæder sig allerede rigtig meget til at skulle opleve badelandet sammen.I det hele taget minder konseptet meget om Lalandia, så vi er spændt på, om det lever op til vores forventninger. For børnene er det så ekstra sjovt, at det er i Tyskland, for de elsker, når de rejser ud af Danmark, og så kan de shoppe lidt ved Grænsen.

Du kan læse lidt om Weissenhäuser Strand HER, og ellers så glæder jeg mig til at skrive om vores tur, når vi har været afsted.

Dette indlæg er på ingen måde sponsoreret.

Tak fordi du læste med!