Huhej hvor Nohr går hos kiropraktor

Freden er slut. Definitivt slut. Mødrene får motion som aldrig før, for der skal jagtes børn i alle retninger -og de løber stærkt! Nohr er endelig begyndt at gå -6 måneder efter Tristan begyndte at gå -og huhej hvor det går! Han har taget et skridt hist og pist i månedsvis, men altså ikke gået. Han endte med, efter dagplejemødrenes råd, at komme til kiropraktor, og hun konstaterede, at Nohr var låst i både bækken og nakke. Stakkels lille Nohr. Første gang han var til kiropraktor, grinede han resten af dagen. Det var tydeligt, at et eller andet var blevet løsnet op, og i løbet af et par uger, begyndte han at gå -19 måneder gammel. Han har nu været afsted 3 gange og har (forhåbentlig) kun et besøg tilbage. Det er helt tydeligt, at det er det der har hjulpet, og han har meget mere frie bevægelser nu.

Nohr sad ofte i denne stilling før kiropraktorbesøget. Det må han ikke, og han gør det stort set ikke mere.
Nohr i en hyggestund i haven -gående

Det er egentlig ikke fordi vi har stresset over det, selvom vi synes han var noget længe om det. Nicolaj begyndte at gå 8-9 mdr gammel og Isabella og Tristan ved de 13 mdr. Meeeeen vi var begyndt at undre os en smule. Jeg troede egentlig det var fordi, Nohr er lidt hypermobil, men det er jeg faktisk ikke så sikker på han er alligevel. Han har nok bare siddet i lidt andre positioner, fordi han har været låst. I hvert fald bliver han mere og mere sikker på benene for hver dag, og det er faktisk sjældent han kravler efterhånden.

Styr på ungerne 🙂

Vi har nu to små sprælske, frække tvillingedrenge, som bare har krudt i rumpen. Især Tristan, som er en regulær Duracellkanin! Det er virkelig med at være årvågen, når vi har dem med ude -og det har vi en del. Vi vil helst bruge klapvognen så lidt som muligt, for de har super godt af at bruge benene -men vi tyr nok lidt mere til den end med de store -simpelthen fordi de stikker af i hver sin retning. Aldrig har børneseler stået så højt på ønskelisten haha.

Tak fordi du læste med!

En indlæggelse kommer sjældent alene…

“Lisette! LISETTE! Se lige Nohr. Jeg kan ikke rigtig komme i kontakt med ham!…Jeg tror vi skal ringe 1-1-2!”, sagde jeg noget panisk til Lisette torsdag aften, da Nohr blev ukontaktbar efter at have slået hovedet ned i klinkegulvet. Han havde siddet i sofaen og hygget sig, da han pludselig faldt ned med hovedet først. Han græd heldigvis med det samme, men sad efterfølgende meget stille og bleg og sagde ikke rigtig noget. Han kravlede dog grædende over til mig, da jeg kom hjem -og så skete det: Han besvimede og vi kunne ikke vække ham. Jeg prøvede lidt forskellige tricks uden effekt. Kunne se at han trak vejret, men at han var ukontaktbar, så efter et par forsøg på at vække ham, ringede jeg 1-1-2 -et nummer jeg ellers har meget respekt for. Mens jeg ringede prøvede Lisette at få den unge mand vækket, og da jeg havde talt med Alarmcentralen i ganske kort tid, vågnede Nohr lidt op, da Lisette tog Nohr ud i den kolde luft. “Min lille dreng har slået hovedet og har været besvimet, men nu er han lige vågnet lidt op, så det er nok lidt overkill at bruge jer”, sagde jeg ydmygt. For 1-1-2 skal virkelig kun bruges med omtanke, så man er sikker på at have en ledig vogn til de alvorligt syge patienter! Personen jeg talte med (husker faktisk ikke kønnet!) spurgte ind til situationen, Nohrs tilstand med mere. Og Nohr var nu stadig ret bleg. Og ret stille. Og faldt lidt hen engang imellem. “Vi sender en vogn”, sagde personen -og så sad vi ellers og ventede på ambulancen, mens jeg, uvist af hvilken grund, sad og grublede over, om jeg skulle aflyse den, fordi Nohr et par gange fik det lidt bedre. Jeg er virkelig ikke god til at bruge det der 1-1-2!

Nå, to søde ambulancereddere kom ind ad døren og begyndte at undersøge lille Nohr, som ikke var helt glad for situationen og de fremmede mennesker, som satte alle mulige måleting fast på ham. Han havde et noget højt blodtryk og puls i de første mange målinger, men værdierne (pånær pulsen) kom heldigvis ned i et rimeligt leje. Redderne konfererede med en ortopædkirurgisk bagvagt på sygehuset, og de ville gerne have at Nohr kom ind til et tjek -så Nohr fik sin allerførste tur i en ambulance. Redderne var simpelthen så søde og omsorgsfulde hele vejen igennem, og de gjorde hele situationen tryg.

Vi ankom til FAM (Fælles Akutmodtagelse) hvor Nohr blev undersøgt af en rar læge, som mente det nok var meget smart at Nohr blev observeret for hjernerystelse på Børneafdeling H7 natten over. Det var egentlig også det, jeg var mest tryg ved, for det var lidt skræmmende at Nohr havde været besvimet hjemme. Jeg nåede at få hilst på nogle af mine tidligere kollegaer fra Skadestuen, og så blev vi ellers fulgt over på H7, hvor vi blev indlogeret på vores stue.

Nohr var her kvikket lidt op, og han kravlede lidt rundt og undersøgte stuen og alle de spændende ting, men så snart han havde fået målt værdier, fik han lidt mælk til natten, og så gik han ud som et lys! Natten igennem skulle han have målt blodtryk, puls, bevidsthedsniveau og lyses i øjnene ofte, og jeg frygtede lidt en nat, hvor Nohr ville vågne hele tiden, da han altid har sovet utroligt let. Gokket i hovedet var dog så tilpas hårdt, at Nohr simpelthen sov fra samtlige undersøgelser hele natten -inkl at blive lyst i øjnene! Jeg sov rimelig let hele natten, for jeg var en lidt bekymret mor, og jeg ville nok ønske at Nohr havde reageret bare en lille smule på undersøgelserne!

Næste morgen kom der en patient mere ind på stuen, og de synes de skulle tale i et super højt leje, som kunne have vækket selv en komapatient. Nohr vågnede, havde en lille opkastning, og kiggede sig lidt omkring. Og så skulle området ellers undersøges! Han fik inspiceret sengen og legerummet -og havde en regulær fest! Alt det spændende legetøj! Nok var han lidt træt og mat i sokkeholderne, men det der legerum var SÅ fedt og samtlige køretøjer blev inspiceret. Et par timer senere blev vi løsladt, og Nohr fik lov at komme hjem og blive observeret videre for sin hjernerystelse. Han har været ret træt hjemme, men har også haft overskud til at lege og hygge med sine søskende. Nu synes jeg, at Nohrs indlæggelseskvote er opbrugt, da han også var indlagt kortvarigt to dage forinden, da han (måske) havde spist en af min fars piller. Der har været rigeligt knald på for et godt stykke tid nu, så nu ville det være rart med raske børn og ubekymrede mødre!

Tak fordi du læste med!

Nu trisser Nohr (endelig)

Vores lille Tristan har efterhånden trisset rundt i ca 3 mdr, mens tvillingebror Nohr virkelig har ladet vente på sig. Noget af det der er fantastiske ved at være tvillingemor er, at følge drengenes sammenhold, forskelligheder og personligheder. Og Nohr og Tristan er lige så forskellige som dag og nat -selvom de også er ret ens. Tristan er vildbassen og vovehalsen som bare springer ud i tingene uden at tænke så meget over det! Han laver små tosserier hele dagen, leger lidt “klovn” og elsker at få folk til at grine. Nohr derimod er den mere stille og eftertænksomme type, som er en lille lun fyr (med humor), som bedst kan lide at se tingene lidt an! Han har kunnet rejse sig op i det fri i flere måneder, gået langs møblerne og væggene og kunne gå tur ved kun at holde os i en hånd -han har bare ikke turdet at tage så meget som et skridt. For et par uger siden begyndte dagplejen at kunne lokke lidt skridt ud af ham, men det så vi ikke noget til herhjemme -før han pludselig begyndte at tage flere skridt i træk. Det ser så sødt ud, når han stavrer afsted, og han er SÅ stolt! Jeg har netop smidt en video på af det på Instagram (regnbuemor.dk).

Vi er så stolte af vores lille mus

Tak fordi du læste med!

Med arme så korte som…

…en to-årig! For 4 år siden i dag, blev et af mine yndlingsbilleder af børnene taget. Billedet er egentlig på ingen måder perfekt, men det har fanget et fantastisk øjeblik, som igen og igen får os til at trække på smilebåndet! En lille 2-årig med sine to arme i vejret, længe efter at de andre børn har taget deres ned 🙂

For 4 år siden gik Isabella til gymnastik i den lokale idrætsforening. Isabella var vild med at gå til gymnastik, og lillebror Nicolaj, på dengang to år, var lige så vild med at komme med. Det her billede siger mere end tusind ord, og jeg bliver helt glad i låget af det. Billedet viser gymnastikholdet, som leger med faldskærm. Alle børnene holder i faldskærmen, inkl. Nicolaj. Idet børnene skal svinge faldskærmen, glider den ud af Nicolajs hænder, men han synes ikke at bemærke det. Han står med hænderne i vejret LÆNGE, og ænser ikke, at de andre børn ikke gør det længere. Jeg elsker billedet, fordi det viser en 2-årigs umiddelbarhed.

I skal heller ikke snydes for et billede af min 4-årige gymnastikpige. Hun var vild med at gå til gymnastik dengang, og det var simpelthen ugens højdepunkt. Hun går ikke til gymnastik længere -nu er det svømning og kunstskøjteløb der trækker, men hun husker stadig tilbage på det med glæde. Nicolaj startede på sit eget gymnastikhold sæsonen efter, men han brød sig slet ikke om det, så hans egen gymnastikkarriere varede kun en måneds tid, da han brød sammen i bilen efter vuggestue, hvis han hørte, at han skulle til gymnastik! Han går til svømning nu, og elsker det 🙂

Tak fordi du læste med!

Tak fordi du læste med!