Tristan indlagt!

Tristan indlagt!

“Infektionstallet er umåleligt på maskinen, så det er i hvert fald over 200. Jeg ringer lige over til Børnemodtagelsen og melder jeres ankomst”, sagde vagtlægen, da jeg for et par uger siden sad med en ualmindeligt klattet Tristan i konsultationen, som havde 40,2 i temperatur og som havde sovet næsten hele tiden i halvandet døgn. Han havde godt nok haft tisset lidt det sidste halvandet døgn, men han var alligevel så klattet, at jeg gerne lige ville have lyttet på ham.

Meget klattet, ung mand hos vagtlægen

Vagtlægen mente at kunne høre, at Tristan havde dobbeltsidig lungebetændelse. I Børnemodtagelsen blev Tristan derfor stetoskoperet, sendt til røntgen af lungerne, fik et sug ned i næsen for at undersøge hans snot, taget blodprøver og fik lagt drop. 5 stik på kort tid, og Tristan reagerede knap nok på det. Infektionstallet (CRP) var på over 300, så Tristan blev indlagt på H4 -på samme stue hvor hans storebror Nicolaj lå alvorligt syg som spæd. Det gjorde dog ikke så meget indtryk på os, for historien om Nicolaj endte heldigvis godt.

Stue 10 på OUH. Samme stue hvor vi var indlagt med Nicolaj som spæd, hvor Nicolaj var alvorligt syg. Vi var dog ok med at ligge der, for historien om Nicolaj endte heldigvis godt
Syg lille put
Lille mand

Jeg var noget overrasket over, at Tristan blev syg så hurtigt, og fik så høje infektionstal efter kun halvandet døgn, men det viste sig også, at han ud over den dobbeltsidige lungebetændelse OGSÅ havde parainfluenza- og adenovirus, så der var ikke noget at sige til, at han var lidt skidt. Tristan fik udleveret en maske af en lungefysioterapeut, og den skulle han trække vejret igennem hver anden time. Noget den unge mand bestemt ikke brød sig om.

Langsomt i bedring

Børn er så utroligt fedt indrettet, at de lever i nuet, så så snart Tristan mærkede en lille smule bedring, kom der godt nok fut i fejemøget! Gangene blev cyklet tynde. Både på trehjulet cykel og med mor eller storebror som chauffør. Tristan nægtede dog at spise og drikke!

Lige så snart Tristan fik det en lille smule bedre, blev gangene kørt tynde på den lille cykel
…også på den store cykel sammen med mor…
…og med Nohr og storebror Nicolaj

Tristan var i klar bedring, men ville stadig ikke drikke, så han kunne ikke få lov at komme hjem. Feberen var væk, og drengen havde et aktivitetsniveau som en ADHD-dreng på koffein. På fjerdedagen for indlæggelsen foreslog jeg, at man undlod at give Tristan væske om natten, så han havde en chance for at kunne drikke lidt om dagen. Det er lidt af en balancegang, for Tristan skulle have nok væske til at slimen i hans lunger ikke blev for sej. Tristan blev sat over på peroral mikstur, og væsken blev ikke sat til om natten,  og næste morgen begyndte den lille fyr at drikke igen!

Tristan var vild med legestuen

Tristan blev udskrevet på 5. dagen, og det kunne ikke være på et mere passende tidspunkt. Dagplejen havde nemlig et forældre-børn-arrangement på Dyrskuet på den anden side af vejen, så en lille time forsinket fulgte Tristan og jeg trop til en skøn dag på dyrskue i Odense. Det kan du læse mere om i næste indlæg.

UDSKREVET -og nåede lige på Dyrskue med dagplejen
Som var et stort hit!

Tristan er efterhånden ved at være helt på toppen igen. Tænk at få dobbeltsidig lungebetændelse i JUNI måned. Mærkeligt nok fik flere af børnene i dagplejen lungebetændelse, dog ingen så slemt at det krævede indlæggelse, men det må have været en heftig baktusse!

Tak fordi du læste med!

Tristan indlagt med hjernerystelse

Tristan indlagt med hjernerystelse

“Klonk!” lød det forleden inde fra soveværelset, efterfulgt af lidt stilhed og bagefter et hjerteskærende vræl! Hvad der bare ikke måtte ske, skete. Nicolaj havde mistet overbalancen, med Tristan i armene, så Tristan havde hamret hovedet ind i væggen. Heldigvis ikke med så stor kraft.  Nicolaj brød straks sammen, og var ulykkelig over, hvad der var sket, selvom han altid passer så godt på! Efter lidt trøsten, faldt Tristan til ro. Der var ingen buler at se, og han havde det ok, mens Lisette læste godnathistorie for de store. Kort efter begyndte han dog at kaste eksplosivt op og blive rigtig dårlig -så vagtlægen blev kontaktet, og så kørte jeg mod sygehuset for at få tjekket, om Tristan havde fået hjernerystelse. 

Klattet Tristan
Da vi nåede frem til vagtlægen, var Tristan (som ungerne ALTID gør på vej til vagtlægen) frisket op, og selvom han ikke helt var sig selv 100%, sendte han lidt smil i lægens retning og samarbejdede flot til undersøgelsen. Dommen var: “Fordi han har kastet op, kalder vi det hjernerystelse, men det får babyer sjældent, så det har han ikke. Vi behøver ikke se ham igen, hvis han kaster op hjemme“.  Vi kørte derefter hjem, og herefter begyndte den unge mand at kaste op flere gange. Jeg valgte at se ham lidt mere an, fordi vi jo lige var blevet tjekket, men opkastningerne blev ved løbende gennem natten, og om morgenen var han endnu mere klattet, havde fået feber og var bestemt ikke sig selv. Kl 06.45 sad vi derfor klar i skadestuen, da jeg ikke var helt tryg ved situationen længere. Jeg havde begge drengene med, for mælkebaren følger med mig. 

I skadestuen blev det bekræftet, at der naturligvis var tale om en hjernerystelse. Tristan havde dog igen fået det lidt bedre, så vi fik besked på, at vi trygt kunne observere ham hjemme. Jeg nåede dog ikke længere end til venteværelset, før Tristan kastede eksplosivt op to gange mere -og så blev det til en indlæggelse i stedet!

Indlagt!
Først kom Tristan på Afd H7, hvor de begyndte at observere ham for hjernerystelse. Her viste det sig, at Tristan havde et tårnhøjt systolisk blodtryk på 130/ og en puls på 170, hvilket flere målinger ikke lavede om på. De turde derfor ikke andet end at få den lille mand en tur i CT-scanneren -og sådan en lille baby fylder godt nok ikke meget i sådan en stor scanner! Jeg stod ved siden af Tristan, da han blev scannet, og formåede at aflede ham lidt, så han ikke skulle i narkose. 
Lille baby vs stor scanner
Scanningen viste heldigvis, at Tristan IKKE havde en blødning, og alt så fint ud. Feberen var imidlertid steget, og blodtrykket og pulsen var stadig høj, så Tristan blev overført til Afd H4. Her kom han på isolationsstue pga opkastningerne. De frygtede Novovirus pga opkastningerne, selvom jeg virkelig prøvede at argumentere for, at han jo havde kastet op pga hovedtraumet (og havde desuden heller ikke kastet op siden skadestuen) + at han på ingen måde havde tynd mave. Der blev taget blodprøver, og den unge mand sov det meste af tiden fraset lidt få korte opvågningsperioder, hvor han blev ammet lidt. 

Ved 23-tiden kom der en læge ind der kunne fortælle, at infektionstallene var forhøjede, men at der formentlig var tale om en virus. Vi drøftede blodtryk mm, og argumenterede med lægen om, at det ikke var nødvendigt at måle værdier om natten, da blodtrykket lå stabilt (til den høje side), og han ville vågne af at blive lyst i øjnene hele tiden (og hans bror ville vågne af alle besøgene! -ikke så fedt når der kun var en mor). Desuden havde en scanning vist, at der jo ikke var blødning eller lignende i hjernen, og så gav det ikke helt mening at skulle måle så meget. 

Godnattid i fængselssengene
Natten forløb ok, selvom babyerne var lidt urolige og holdt mig vågen fra 2-4 og igen fra kl 6. Normalt sover de igennem (Nohr vågner engang imellem en enkelt gang). Tristan vågnede op med et lidt pænere blodtryk, uændret puls og 39 i feber. Isolationen blev ophævet om morgenen -for selvfølgelig var det ikke et maveonde! Ved middagstid fik han taget blodprøver igen, som viste at infektionstallene var steget lidt mere, dog formentlig stadig kun svarende til en virus. Der blev podet for lidt af hvert -og så blev vi heldigvis udskrevet med åben indlæggelse i en uge. Det er bedre at komme sig hjemme. Vi skal dog fortsat være ret obs på væskeindtaget, da Tristan ikke indtager så meget, og bleerne kun har meget lidt tis i, men vi håber vi kan undgå at skulle tilbage til hospitalet!
Lidt klattet bassemand efter hjemkomsten
Herhjemme virker feberen til at være faldet lidt. Tristan sover stadig meget, og ammer ikke så meget, men virker alligevel til at have det en lille bitte smule bedre! Dejligt! Det er godt at være hjemme igen, omend jeg skal til undersøgelse med Nohr på sygehuset imorgen!

Tak fordi du læste med!

Tak fordi du læste med!

Syg Isabella

Af Lisette
Det er aldrig sjovt at blive vækket om morgenen. Slet ikke når det stadig er så mørkt, som det nu engang er om vinteren.  I morges var ingen undtagelse, så efter at have kaldt på de sovende små mennesker de obligatoriske fem minutter, gik jeg ind for at se, om der var sprækker i øjnene. 

Selvom Isabella havde smidt dynen, var hun så varm, at man næsten kunne spejle et æg på ryggen af hende. Stakkels Isabella var blevet syg.  Dermed kunne pålægskassen og rugbrødet pænt lægges tilbage, for Isabella skulle ingen steder i dag. Og når Isabella blev hjemme, så kunne Nicolaj lige så godt også blive hjemme. Det lod til, han var glad for det. Han sov i hvert fald til kl. 9.  

Isabella

Selvom man kun er en syv-årig pige, kan man sagtens være mandesyg. Således er vand og mælk blevet serveret af undertegnede og lillebror under små klynk af ubehag. Øjnene er blanke, panden varm, og kroppen slap, så i vandret position har hun set fjernsyn hele dagen. Skulle der skiftes kanal, var det naturligvis lillebrors opgave. 

Feber er aldrig sjovt, men det er endnu værre at se sine små pus være syge. Så snart bliver hun puttet i vores seng, som de altid bliver, når de er syge, og så håber jeg, hun er noget mere frisk og oprejst pige i morgen.

Tak fordi du læste med!

Tak fordi du læste med!