Isabella elskede sine squishies…

Isabella elskede sine squishies…

…og Isabellas squishies blev der leget med HVER dag, der blev lavet YouTube-videoer og der blev snakket om slow rising, jumbosquishies og hjemmelavede squishies. Squishy mig her og squishy mig der konstant. Jeg skriver det i datid, for en æra er slut -og det gør lidt ondt på især Isabella, men også på os. I går meldte Miljøstyrelsen ud, at der var fundet rigtig mange farlige, sundhedsskadelige stoffer i alle de squishies de havde testet, og de anbefalede at man med det samme skilte sig af med dem! Det kunne vi ikke ignorere, så i går aftes tog vi en snak med Isabella, hvor vi forklarede hende, at hendes squishies var sundhedsskadelige, og at vi derfor skulle skille os af med dem! Det var en svær snak at tage med hende, for hun har været glad for dem, og manglede kun 5 styk for at være oppe på intet mindre end 100 stk!

Isabella var tydeligt berørt, men også meget rationel: “Mor, jeg kan godt forstå, hvorfor jeg ikke må lege med dem mere, når man ikke engang kan stole på CE-mærkningen. Jeg er ked af det, men mere vred. Vred over at de ikke har lavet et ordentligt produkt uden farlige stoffer. Må jeg gerne få nogle nye, hvis de laver nogle der ikke er sundhedsskadelige?”. Store ord fra en (meget kvik) pige på 9 år. Jeg kunne se og mærke på hende, at hun havde lyst til at græde. Hun gik straks ned på værelset og lavede en video til sine følgere på YouTube, hvor hun forklarede, hvorfor hun ikke længere ville lave squishyvideoer! Og så aftalte vi, at vi i dag ville tage hen i butikkerne med de squishier, vi kunne få penge tilbage for. Dem fra Wish røg i skraldespanden. Der er heldigvis flere butikker der giver pengene tilbage uden bon, og det blev en god forretning for den unge dame!

Vi har stort set kun købt squishies i Danmark og Europa, da vi ville sikre os at de ikke var fyldt med en masse lort. Det var vores held, for så kunne Isabella få penge tilbage for rigtig mange af dem. Isabella indkasserede intet mindre end knap 5000 kr! (De 800 af dem er Nicolajs for hans squishies), og så gik vi lidt rundt og shoppede bagefter. Vi har aftalt, at vi laver vores egne, hjemmelavede squishies herhjemme, og så er Isabella begyndt at se sig om efter en ny hobby!

Jeg er virkelig stolt af Isabellas måde at takle tingene på, og jeg håber hun snart finder en ny hobby, som vil interessere hende lige så meget som squishies!

Tak fordi du læste med!