Regnbuemor på familieferie, dag 9: Goddag Amsterdam og Body Worlds

Regnbuemor på familieferie, dag 9: Goddag Amsterdam og Body Worlds

I morges stod vi op med Double trouble og kørte allerede fra Westerbergen 08.20. Målet var Amsterdam. En by vi har glædet os afsindigt meget til at gense, efter vi var her for tre år siden. Vi har booket tre overnatninger på A&O Amsterdam Zuidoost, og tjekkede ind på et skønt 6-personersværelse med udsigt til kanalen. Vi nåede kun lige at lande ved 10.30-tiden, så strøg vi videre ind til Amsterdam centrum. Der er nemlig så mange ting vi gerne vil, og kun fire dage at opleve i.

A&O Amsterdam Zuidoost

Vi er så heldige at bo under 100 meter fra den nærmeste metrostation. Vi købte fire 72-timers billetter til €17,50 stykket, og så kan vi køre alt det rundt vi vil. En enkeltbillet koster €3. Vi tog metroen ind til Amsterdam Centraal (banegården), og hvert et fiber af vores krop elskede at være tilbage i denne fantastiske by. Byen emmer af liv, skønhed og oplevelser, og da tiden er knap, havde vi på forhånd planlagt hjemmefra, hvad vi gerne ville se denne gang. Sidste gang så vi Anne Franks Hus og tog på kanalrundfart om aftenen. Denne gang har vi planlagt at se Body Worlds, Madame Tussauds og en kanalrundfart om dagen. Vi bookede billetterne gennem et af billetbureauerne, og på den måde sparede vi lidt penge. For to voksne og fire børn (tvillingerne er gratis), har vi givet €179 for billetter til de tre attraktioner.

Glad familie ankommet til centrum af Amsterdam
Frokost på KFC
Ungerne bad om en is -og for en sjælden gangs skyld sagde jeg nej!
Vindueskiggeri
Shopping

Vi startede ud med Frokost på KFC. Lisette elsker det sted. Herefter shoppede vi en del tøj til børnene i Primarkt (MEGA BILLIGT børnetøj) og C&A, spiste lidt is og så var det tid for sygeplejersken til at nørde til Body Worlds udstillingen! I udstillingen kan man se ægte menneskekroppe, som er donoret til formålet. Man ser kroppen som den er med huden skrællet af -blodårer, muskler, organer mv -og det var simpelthen hamrende spændende! Anbefales! Vi havde forberedt ungerne på udstillingen, og talt med dem om, at folk selv havde doneret deres kroppe. Der var virkelig meget at lære om kroppen, og børnene viste stor nysgerrighed.

Body Worlds
Så mange fine detaljer for en anatominørd som mig
…og også med hud
Flot, flot udstilling
Nohr synes også det var meget spændende
Blodårer
Tarme
Fostre. Her et der er 25 uger
Ud af kroppen oplevelse?
Nyt bandmedlem?

Efter udstillingen tog vi ud at spise aftensmad på en lille, intim restaurant, hvor vi spiste nogle gode pastaretter. Efter aftensmaden shoppede vi lidt inden vi tog tilbage til hotellet.

Aftensmad
Metrotur

De små er puttet, og ungerne og jeg er taget ned i receptionen, hvor vi nyder en “drink” og venter på at poolbordet bliver ledigt. Det har været en fantastisk skøn dag, og i morgen venter endnu en skøn dag i Amsterdam!

Tak fordi du læste med!

Regnbuemor på familieferie, dag 7: Lokalt marked og tonsvis af hygge i Westerbergen

Regnbuemor på familieferie, dag 7: Lokalt marked og tonsvis af hygge i Westerbergen

I dag fik vi for alvor taget hul på Vakantiepark Westerbergen. Morgenen startede med lækker brunch i hytten, hvorefter vi kørte til nabobyen Hoogeveen, hvor der var et lokalt marked på hovedgaden, som rummede en masse fede butikker. Selve markedet bestod mest af mad, men det var super hyggeligt at gå rundt og udvælge lidt lækker (billig!) frugt. Vi købte blandt andet to pakker hindbær formedest €2, og man kan fx også købe tre bakker brombær til €1!

Holland er ikke super VISA-kort venlig, da det er dyrt for butikkerne at tage mod VISA, så vi kunne faktisk ikke komme til at trække en P-billet i automaten, som kun tog mod (hollandske) kort. Heldigvis kom der en P-bisse forbi, men da jeg kun havde 2 euro i tasken (og €50 eurosedler), kunne han kun lave en P-billet på halvanden time til os. Vi kunne ellers sagtens have været der længere! Men se lige hvor hyggeligt det var:

Brunch i hytten
Skønne Hoogeveen
Frugt- og grøntmarked
Billige bær
Ost i lange (ildelugtende) baner
Brød til enhver lejlighed
…og squishies i lange baner
Det skønne strøg

Efter markedet kørte vi tilbage til resortet, hvor vi spiste frokost nær badelandet. Og så lå vi ellers bagefter i badelandet og solede (vejret er mega lækkert), svømmede og hyggede i et par timer.

<3
Glade unger
Fedt babybassin
Lækker tan
Lækkert udendørsbassin

Aftensmaden blev indtaget i hytten, som ligger i super lækre naturomgivelser midt i en skov. Her er en skøn ro, fuglefløjt og hammer flot. Tiltrængt efter 5 dage med hurlumhej i Slagharen.

Efter maden tog vi op til den store legeplads, hvor de to store legede i legelandet og på den store legeplads, mens mødrene fik sig lidt af drikke i den skønne, udendørs restaurant. De små lå og (forsøgte!) at sove i klapvognen. Bagefter blev der spillet minigolf, og i skrivende stund sidder jeg på vores skønne terrasse og nyder roen, fuglefløjtene og min kone.

Nohr
Tristan
Aftenbørn
Mødrehygge
Minigolf
Hytten her til aften

I morgen tager vi en rigtig badedag på resortet. Vi skal slappe af, hygge, slappe lidt mere af og lade op. Mandag morgen kører vi nemlig videre til Amsterdam (vi glæder os!!!), hvor vi skal være i fire dage.

Denne her ferie er intet mere end skøn

Tak fordi du læste med!

Thurø -vi elsker dig

Thurø -vi elsker dig

“Nu har jeg fået bestilt færge, til når vi skal til Thurø i eftermiddag”, sagde jeg glad på jobbet forrige fredag, hvorefter en kollega påpegede, at man da ikke sejlede til Thurø, men kørte over en dæmning fra Svendborg! Øhhhh…Jeg har det med at forveksle navne tit, og havde flere gang kaldt Thurø for Strynø. Så sent som aftenen før havde jeg sagt til Lisette, at nu havde jeg bestilt og betalt færgen til Strynø, hvorefter hun sagde, at vi jo skulle til Thurø, og at hun da håbede, at jeg havde bestilt til den rigtige ø! “Ja, ja, selvfølgelig! Jeg blander bare rundt på øerne”, sagde jeg, og tænkte ikke nærmere over at få det tjekket. Jeg havde så booket færge til den forkerte ø, og det havde godt nok været kønt, hvis vi samme aften kl. 20.30 havde stået på den forkerte ø OG var kommet ind med dagens sidste færge -med hjemrejsebillet ved middagstid søndag! Jeg kan jo ikke rigtig prale af at have ammehjerne længere, så måske det bare er alderen der trykker lidt! Nå, jeg nåede heldigvis at få afbestilt billetten, og senere samme eftermiddag kørte vi over dæmningen til Thurø, som skulle opleves for første gang. Og hvilket syn!

Dette skønne syn mødte os, da vi kørte ind i indkørslen
Idyl, idyl, idyl. “Blækhuset”
Smuk udsigt fra huset med egen badestrand og badebro

Thurø viste sig fra sin absolut flotteste side. Solen skinnede. Fuglene sang. Vandet glimtede. Allerede på vej hen mod huset var vi bjergtaget af den flotte natur, roen og af den absolut lækre ø, som vi har boet i nærheden af de sidste snart 13 år, men aldrig besøgt eller bemærket. Huset lå smukt ned mod vandet med egen strand og badebro. Haven var grøn og blød. Huset gammelt, men moderne indeni -og med meget historie. Udsigten formidabel. Børnene og de voksne glade. Selskabet sublimt. Og der var kold Pepsi Max i køleskabet! What a treat!

Smuk badenymfe
Strandløver! Fra venstre Lucas, Nicolaj og Mathias
Nohr hygger i vandkanten
Smukke Isabella

Solen skinnede fra en skyfri himmel hele weekenden, hvor alle fik badet (Tristan og Nohr kun soppet). Det var lidt koldt, men det var forfriskende -og vi gjorde det, fordi vi kunne. Fordi vi blev grebet af sommer. Blev grebet af stemningen. Blev grebet af lykke midt på denne skønne ø. Midt i vandet. Midt i roen og hyggen. Om aftenen spiste vi Tinas fantastiske gullasch til lyden af fuglefløjt, til varmen fra solen og med en udsigt, som vi ville elske at have hver dag. I weekenden lavede vi absolut ingenting bortset fra at bade og sole. Ungerne (og lidt de voksne…) rendte rundt i bar røv i solen. Der blev spist is, solet, slappet af, stenet, leget og bare nydt lige der midt i nydningen. Hvor skulle man unde sig selv sådan noget lidt oftere. Bare at lave ingenting -og nyde. Se de små detaljer. Høre fuglene synge. Være nærværende. Droppe tv og elektronik. Lytte til børnenes latter og se deres glæde. Nyde naturen. Se detaljerne. Nyde hinanden.

Tinas lækre gullasch, solskin og den smukkeste udsigt

Weekenden gik alt for stærkt og ingen af os havde lyst til at forlade denne perle i det Sydfynske. Ingen af os havde lyst til at genoptage hverdagens trummerum og hurlumhej. Hvor er der bare skønt på Thurø! Vi tjekkede straks, om vi kunne booke en uge i “Blækhuset” til sommer, når vi kommer hjem fra Holland, men der var selvfølgelig fuldt booket. Men vi kommer igen. Snart. Så hurtigt som muligt! Vi er blevet helt forelskede i Thurø. Hvem der bare havde den udsigt hver dag.

-og så er det slut med al den sentimentalitet!

Tak fordi du læste med!

Forlænget skoldkoppeferie på Madeira

Forlænget skoldkoppeferie på Madeira

Vores ugelange ferie på Madeira i august blev forlænget i ufrivillige  6 dage, da både Tristan og Nohr fik skoldkopper allerede på førstedagen af ferien. Skoldkoppeshowet kan du læse mere om her: Skoldkoppeferie på Madeira. Vi nåede dog heldigvis stadig at få oplevet smukke Madeira, om end det meste foregik i de dage, hvor vi gik og ventede på, at der skulle komme skorper på alle skoldkopperne!

Hotellet

Den første planlagte uge boede vi på det firestjernede hotel Alto Lido i udkanten af Funchal (hovedbyen) på Madeira, hvor vi blev indlogeret i en stor toværelseslejlighed med TO BADEVÆRELSER. Totalt luksus, når man kun har et enkelt badeværelse derhjemme. Ikke noget med at blive kylet af potten i tide og utide, fordi ungerne  “absolut var ved at tisse i bukserne” eller lignende 🙂 Til vores held lå lejligheden og terrassen lige ud til poolområdet. Skønt, når man nu lige har to syge babyer, som ikke måtte bade. Så kunne de ligge og sove på terrassen mens de store badede. Ulempen var, at vores tvillingevogn kun kunne komme igennem EN elevator på hele hotellet, så vi skulle gå enorme omveje, når vi skulle hen til værelset,  ud at føjte -og når vi kom hjem om aftenen, var genvejen over poolområdet lukket af, så vi måtte bære vognen op og ned af trapper, fordi personalet ikke lige kunne låse to døre op i tre sekunder, så vi kunne komme igennem! Branddøre vel at mærke, som slet ikke måtte være låst! Nå, nok om det!

Hyggetid ved poolen på Alto Lido
Skoldkopperamte, sovende babyer på terrassen
Skoldkopperamt Nohr kigger ud til de badende mennesker i poolområdet. Han elsker at bade, men måtte nøjes med badekarret på værelset

Hotellet havde både udendørs og indendørs pool, og det var på intet tidspunkt svært at få en solstol -mærkeligt nok, for hotellet var stort og poolområdet lille. Opholdet var booket med morgenmad, og der blev serveret en ganske udmærket morgenmadsbuffet om morgenen. Hotellet bød også på aftenunderholdning, wellness og squash, men vi benyttede ikke nogen af disse tilbud under ferien.

Hotellet lå i et område med få butikker, lidt restauranter og et supermarked -i flotte omgivelser. Der lå en rigtig lækker restaurant lige til højre for hotellet. Den så ikke ud af meget, men maden var god og priserne mere end rigeligt. Ville man opleve lidt mere, kunne man enten gå i 10 minutter til et nærliggende shoppingcenter eller tage en taxa ind til Funchal for ca. 10-12 Euro. Ville man i storcentre lå der en 2-3 stykker i og omkring Funchal.

Funchal

Funchal er hovedbyen på Madeira. Det er en havneby med en skøn promenade, hvor man rigtig kan nyde havet, de mange blomster og udsigten til bjergene med huse ned af siderne. Der er lidt for enhver smag. Madeira er en meget blomstrende ø, og der er blomster i alskens farver overalt. Vi nød at gå langs havnen og nyde den super flotte natur, for derefter at gå op gennem de små gader og udforske byen, shoppe og nyde en kold cola light på en fortovscafe. Især shopping er vi glade for, og her byder byen på flere shoppingcentre og mange af de større butikskæder, man kender fra andre storbyer. Vi fik shoppet en del til børnenes efterårsgarderober, og vi synes selv vi fandt en masse fine ting. Deciderede turistbutikker/-fælder ser man ikke så mange af i byen, og det var faktisk befriende for en gangs skyld!

Havnepromenaden i Funchal. SÅ smukt
Smukke lille diva

Prisniveauet er en smule lavere end i DK, men f.eks. dyrere end Spanien. Det er billigt at gå ind at få en drink på en cafe (1,5-3 Euro for en cola), men omtrent samme pris i supermarkederne som i DK. En god bøf fås for ca. 15-30 Euro og en pizza fra 6-7 Euro. Taxa er ca 1/3 af prisen i DK.

Seværdigheder

Som naturelsker er der masser af ting at lave på øen, og de fleste udflugter lægger da også op til lange vandreture og andre naturoplevelser, som ikke rigtig egner sig til at tage (yngre) børn med på. i hvert fald ikke på mine børns alder. Vi fandt dog et par steder, som kunne interessere ungerne: Cristiano Ronaldo museet (CR7 Museu) og kabelbanen op til Monte.

Voksfigur af Cristiano Ronaldo
Nicolaj og Isabella beundrer pokalerne

CR7 Museu var et kæmpe hit hos Nicolaj, som både elsker Ronaldo og Real Madrid. Både ham og Isabella var vilde med at gå og kigge på de mange fine priser, voksfigurer m.m, som forefindes på museet. Et museum Ronaldo har bygget for at hylde ham selv! Ronaldo er født og opvokset på Madeira, så han er øens stolthed.

Verdens bedste fodboldspiller
Ronaldo-statuen foran museet

Ungerne købte mindst den halve souvenirbutik, og efterfølgende var vi inde at få lidt at drikke på nabohotellets cafe, som er Ronaldos eget hotel. Nicolaj var så vild med museet, at han gerne ville derhen igen dagen efter, så det gjorde vi! Nicolaj fandt lidt flere ting i souvenirbutikken, som han ABSOLUT måtte eje. Han er ellers ikke en krævede herre normalt, så han blev lidt ekstra forkælet. Museet ligger lige for enden af havnepromenaden, så det er nemt at finde. Især fordi der står en meget stor Ronaldostatue foran.

Børn gratis, voksne 5 Euro

Kabelbanen til Monte

I den modsatte ende af havnepromenaden ligger kabelbanen, som går op til Monte og videre til de flotte Botaniske haver. Vi prøvede kabelbanen op til Monte, men tog den ikke videre til de botaniske haver, da vi ikke ville kunne komme rundt med tvillingevognen.

Tristan nyder udsigten over Funchal
Yndlingsmennesker i kabelbanen
På vej op til Monte

Det lykkedes først at komme op med kabelbanen i tredje forsøg. Første gang ankom vi 1 minut efter den sidste vogn kørte op, anden gang var et tre væltet ned over en menneskemængde og havde dræbt 13 mennesker, og tredje gang lykkedes det så endeligt. Det var super flot at kigge ud over hele byen og havet. Der var ikke så spændende på toppen, men selve turen op og ned var super flot. Det er en af de slags seværdigheder som er fede nok at prøve, men som man ikke har et behov for at prøve igen.

Voksne enkeltbillet 10 Euro, returbillet 14,50 Euro. Børn over 7 halv pris. Børn under 7 gratis.

Ufrivillig forlængelse

Efter den første uge rejste svigerforældre, Lisettes søster og hendes kæreste og barn hjem, og vores skoldkoppenomadetilværelse begyndte herefter. På grund af højsæsonen var det svært at skaffe hotelværelser -især til 6 personer, men vi kunne ikke rigtig dele os ud på to værelser på grund af børnenes alder.

Golden Residence Hotel

Det første hotel vi blev indlogeret på, var det firestjernede hotel Golden Residence Hotel ca. et par km fra vores tidligere hotel (væk fra Funchal). Det lå lige ud til vandet, og havde et skønt poolområde med udsigt til Atlanterhavet.

Det flotte poolområde ved Golden Residence Hotel. Der var også et indendørs poolområde med spa

Prisniveauet for mad og drikke på hotellet var noget højere end gennemsnittet for Madeira, men maden var god og lækker. Værelset var flotte og rene, og vi var heldige at få delvis havudsigt på værelset. Hotellet lå et spytkast væk fra et dejligt shoppingcenter, Madeira Shopping, så vi fik stillet lidt af vores shoppelyst. Natten efter sov vi igen på samme hotel, men fordi der af forsikringen blev booket fra dag til dag, var det ikke muligt at blive på samme værelse. Vi flyttede derfor 5 etager højere op -til et helt identisk værelse! Lidt tosset synes jeg! Efter anden nat på hotellet var der ikke flere ledige værelser, og vi flyttede derfor over på et andet hotel, Royal Orchid Hotel, som lå 7 km fra den anden ende af Funchal -og ca. 40 minutters taxatur væk.

Royal Orchid Hotel

Royal Orchid Hotel lå i byen Canico lige ud til Atlanterhavet. Vi blev indlogeret i en super lækker seniorsuite med den lækreste udsigt over Atlanterhavet. Der lå ikke så mange interessante butikker eller restauranter omkring hotellet (bortset fra en enkelt restaurant, som var vanvittig lækker), men udsigten, udsigten…

Udsigten fra vores balkon!

Desværre var hotellet lidt sært indrettet, for den elevator vi skulle tage, skulle man tage en trappe op for at komme med, og så igen tage en trappe op for at komme til værelserne. Det er det mest tossede system, jeg nogensinde har oplevet, men det gik an -for sikke et værelse. Vi var denne gang heldige at kunne sove på samme værelse to nætter i streg (vi vidste dog først om morgenen, om vi kunne blive), og det var helt skønt med lidt stabilitet. Hotellet havde en gratis transfer ind til Funchal, men havde desværre alle buspladser booket, da vi skulle ind til byen, hvilket kostede os omkring 50 Euro i taxakørsel.

Lige ved siden af nabohotellet lå der et virkeligt lækkert steakhouse, hvor vi spiste to aftener i streg. Ja, munden løber helt i vand, når jeg tænker på det. Oven i det var der den flotteste udsigt over Atlanterhavet. Så fedt.

Skorper på alle skoldkopper

Efter to overnatninger på Royal Orchid Hotel, var der ENDELIG kommet skorpe på den sidste af Nohrs skoldkopper. Tristan havde haft skorper på dem alle i et par dage. Vi forlod derfor vores hotel med al bagagen for at tage ind til en læge i Funchal, som skulle lave en “Fit To Fly” erklæring, så vi kunne få lov at rejse hjem. Den fik vi heldigvis, og vi ringede glædestrålende til forsikringen, som så skulle kigge efter fly til os. Der var desværre ingen afgange den opgældende fredag, men de kunne skaffe et fly hjem næste morgen! Vi fik derfor udleveret en adresse til feriens absolut lækreste hotel, Quinta Splendida Wellness & Botanical Garden, hvor vi blev indlogeret i vores eget lille feriehus!

Quinta Splendida Wellness & Botanical Garden

Hotellet var super lækkert med små huse og bungalows spredt over den smukkeste botaniske have -og så igen lige ud til Atlanterhavet.

Vores “hus”
Smukke omgivelser

Vi spiste på hotellets fine restaurant, som dog ikke helt levede op til omgivelserne. Da vi havde siddet og ventet i lægeklinikken i Funchal på en afklaring omkring hjemrejse, ankom vi først sen eftermiddag til hotellet, så vi nåede kun lige at bade kortvarigt i poolen og spise, før vi gik til ro, da vi skulle tidligt op for at komme ud til lufthavnen.

Danmark i sigte

Endelig kunne vi komme hjem. Selvom det for nogen kunne være noget nær en drøm at kunne få “betalt ferie og mad” i X antal dage, bliver man virkelig træt af ikke at vide hvornår man kan komme hjem, hvor man skal bo m.m. Vi tog en taxa ud til lufthavnen tidligt næste morgen, hvor vi lige skulle mellemlande i Zürich inden hjemkomsten. Vi fløj med Swiss Air, som virkelig overraskede positivt med god mad, god service og god benplads.

I flyet fra Zürich til København var vi så heldige, at der var et ledigt sæde på hver række
Træt Tristan

Alle fire unger tog de mange skift med ophøjet ro, og flyturen var en ren fornøjelse -selvom vi have fire unger med. Hvis du står overfor at skulle rejse med baby eller børn, så snyd dig ikke for mine to indlæg om 10 gode råd til flyrejser med baby og 10 gode tips til flyrejser med børn.

Hjemme ventede så forsinket jobstart, forsinket skolestart og forsinket indkøring i dagplejen. Det kan du læse meget mere om i de kommende indlæg på regnbuemor.dk

Tak fordi du læste med!

Tak fordi du læste med!