Tristan indlagt!

“Infektionstallet er umåleligt på maskinen, så det er i hvert fald over 200. Jeg ringer lige over til Børnemodtagelsen og melder jeres ankomst”, sagde vagtlægen, da jeg for et par uger siden sad med en ualmindeligt klattet Tristan i konsultationen, som havde 40,2 i temperatur og som havde sovet næsten hele tiden i halvandet døgn. Han havde godt nok haft tisset lidt det sidste halvandet døgn, men han var alligevel så klattet, at jeg gerne lige ville have lyttet på ham.

Meget klattet, ung mand hos vagtlægen

Vagtlægen mente at kunne høre, at Tristan havde dobbeltsidig lungebetændelse. I Børnemodtagelsen blev Tristan derfor stetoskoperet, sendt til røntgen af lungerne, fik et sug ned i næsen for at undersøge hans snot, taget blodprøver og fik lagt drop. 5 stik på kort tid, og Tristan reagerede knap nok på det. Infektionstallet (CRP) var på over 300, så Tristan blev indlagt på H4 -på samme stue hvor hans storebror Nicolaj lå alvorligt syg som spæd. Det gjorde dog ikke så meget indtryk på os, for historien om Nicolaj endte heldigvis godt.

Stue 10 på OUH. Samme stue hvor vi var indlagt med Nicolaj som spæd, hvor Nicolaj var alvorligt syg. Vi var dog ok med at ligge der, for historien om Nicolaj endte heldigvis godt
Syg lille put
Lille mand

Jeg var noget overrasket over, at Tristan blev syg så hurtigt, og fik så høje infektionstal efter kun halvandet døgn, men det viste sig også, at han ud over den dobbeltsidige lungebetændelse OGSÅ havde parainfluenza- og adenovirus, så der var ikke noget at sige til, at han var lidt skidt. Tristan fik udleveret en maske af en lungefysioterapeut, og den skulle han trække vejret igennem hver anden time. Noget den unge mand bestemt ikke brød sig om.

Langsomt i bedring

Børn er så utroligt fedt indrettet, at de lever i nuet, så så snart Tristan mærkede en lille smule bedring, kom der godt nok fut i fejemøget! Gangene blev cyklet tynde. Både på trehjulet cykel og med mor eller storebror som chauffør. Tristan nægtede dog at spise og drikke!

Lige så snart Tristan fik det en lille smule bedre, blev gangene kørt tynde på den lille cykel
…også på den store cykel sammen med mor…
…og med Nohr og storebror Nicolaj

Tristan var i klar bedring, men ville stadig ikke drikke, så han kunne ikke få lov at komme hjem. Feberen var væk, og drengen havde et aktivitetsniveau som en ADHD-dreng på koffein. På fjerdedagen for indlæggelsen foreslog jeg, at man undlod at give Tristan væske om natten, så han havde en chance for at kunne drikke lidt om dagen. Det er lidt af en balancegang, for Tristan skulle have nok væske til at slimen i hans lunger ikke blev for sej. Tristan blev sat over på peroral mikstur, og væsken blev ikke sat til om natten,  og næste morgen begyndte den lille fyr at drikke igen!

Tristan var vild med legestuen

Tristan blev udskrevet på 5. dagen, og det kunne ikke være på et mere passende tidspunkt. Dagplejen havde nemlig et forældre-børn-arrangement på Dyrskuet på den anden side af vejen, så en lille time forsinket fulgte Tristan og jeg trop til en skøn dag på dyrskue i Odense. Det kan du læse mere om i næste indlæg.

UDSKREVET -og nåede lige på Dyrskue med dagplejen
Som var et stort hit!

Tristan er efterhånden ved at være helt på toppen igen. Tænk at få dobbeltsidig lungebetændelse i JUNI måned. Mærkeligt nok fik flere af børnene i dagplejen lungebetændelse, dog ingen så slemt at det krævede indlæggelse, men det må have været en heftig baktusse!

Tak fordi du læste med!

Av min a.. finger i gips

Sidste weekend havde vi en skøn tur til Lalandia, som du kan læse meget mere om HER. Den blev dog på fineste vis afsluttet med, at min ældste søn, Nicolaj, på 7 år brækkede sin finger i Monky Tonky Legeland. Han nåede dog at blive trukket rundt i legeland, badeland og at hoppe i trampolin (man skal have valuta for pengene), inden vi på vej hjem lige slog smut ind over Køge Skadestue. Jeg har arbejdet i skadestuen tidligere, så jeg var ikke i tvivl om, at den var brækket. På skadestuen fik Nicolaj en åndsvag, og helt forkert, elastikgaze på til at holde lillefinger og ringefinger sammen, og den holdt da heller ikke mere end at den røg af den første nat.

Røntgenbillede af bruddet
Røntgenbillede af bruddet fra en anden vinkel

Nicolaj skulle have en tid til kontrol på Odense Universitetssygehus 5 dage senere, og da jeg spurgte dem, om jeg ikke som minimum kunne få en bølgeskinne til fingeren, kunne de se, at han faktisk burde have gips på! På grund af lukket 1. maj, kunne han først få det i går -og den seje dreng tog det i stiv arm. Faktisk tror jeg han synes det er lidt sejt at få gips på.

Nicolaj klar til gipsanlæggelse
Man skal lige følge med i sagerne
Det er lidt sejt med en gipsarm

Hans ven Gustav (og mig) var de første til at dekorere gipsen, og den skal sidde og pynte de næste tre uger på armen.

Nicolajs buddy Gustav var den første til at skrive på gipsen. De har kendt hinanden hele livet

 

Tak fordi du læste med!

En indlæggelse kommer sjældent alene…

“Lisette! LISETTE! Se lige Nohr. Jeg kan ikke rigtig komme i kontakt med ham!…Jeg tror vi skal ringe 1-1-2!”, sagde jeg noget panisk til Lisette torsdag aften, da Nohr blev ukontaktbar efter at have slået hovedet ned i klinkegulvet. Han havde siddet i sofaen og hygget sig, da han pludselig faldt ned med hovedet først. Han græd heldigvis med det samme, men sad efterfølgende meget stille og bleg og sagde ikke rigtig noget. Han kravlede dog grædende over til mig, da jeg kom hjem -og så skete det: Han besvimede og vi kunne ikke vække ham. Jeg prøvede lidt forskellige tricks uden effekt. Kunne se at han trak vejret, men at han var ukontaktbar, så efter et par forsøg på at vække ham, ringede jeg 1-1-2 -et nummer jeg ellers har meget respekt for. Mens jeg ringede prøvede Lisette at få den unge mand vækket, og da jeg havde talt med Alarmcentralen i ganske kort tid, vågnede Nohr lidt op, da Lisette tog Nohr ud i den kolde luft. “Min lille dreng har slået hovedet og har været besvimet, men nu er han lige vågnet lidt op, så det er nok lidt overkill at bruge jer”, sagde jeg ydmygt. For 1-1-2 skal virkelig kun bruges med omtanke, så man er sikker på at have en ledig vogn til de alvorligt syge patienter! Personen jeg talte med (husker faktisk ikke kønnet!) spurgte ind til situationen, Nohrs tilstand med mere. Og Nohr var nu stadig ret bleg. Og ret stille. Og faldt lidt hen engang imellem. “Vi sender en vogn”, sagde personen -og så sad vi ellers og ventede på ambulancen, mens jeg, uvist af hvilken grund, sad og grublede over, om jeg skulle aflyse den, fordi Nohr et par gange fik det lidt bedre. Jeg er virkelig ikke god til at bruge det der 1-1-2!

Nå, to søde ambulancereddere kom ind ad døren og begyndte at undersøge lille Nohr, som ikke var helt glad for situationen og de fremmede mennesker, som satte alle mulige måleting fast på ham. Han havde et noget højt blodtryk og puls i de første mange målinger, men værdierne (pånær pulsen) kom heldigvis ned i et rimeligt leje. Redderne konfererede med en ortopædkirurgisk bagvagt på sygehuset, og de ville gerne have at Nohr kom ind til et tjek -så Nohr fik sin allerførste tur i en ambulance. Redderne var simpelthen så søde og omsorgsfulde hele vejen igennem, og de gjorde hele situationen tryg.

Vi ankom til FAM (Fælles Akutmodtagelse) hvor Nohr blev undersøgt af en rar læge, som mente det nok var meget smart at Nohr blev observeret for hjernerystelse på Børneafdeling H7 natten over. Det var egentlig også det, jeg var mest tryg ved, for det var lidt skræmmende at Nohr havde været besvimet hjemme. Jeg nåede at få hilst på nogle af mine tidligere kollegaer fra Skadestuen, og så blev vi ellers fulgt over på H7, hvor vi blev indlogeret på vores stue.

Nohr var her kvikket lidt op, og han kravlede lidt rundt og undersøgte stuen og alle de spændende ting, men så snart han havde fået målt værdier, fik han lidt mælk til natten, og så gik han ud som et lys! Natten igennem skulle han have målt blodtryk, puls, bevidsthedsniveau og lyses i øjnene ofte, og jeg frygtede lidt en nat, hvor Nohr ville vågne hele tiden, da han altid har sovet utroligt let. Gokket i hovedet var dog så tilpas hårdt, at Nohr simpelthen sov fra samtlige undersøgelser hele natten -inkl at blive lyst i øjnene! Jeg sov rimelig let hele natten, for jeg var en lidt bekymret mor, og jeg ville nok ønske at Nohr havde reageret bare en lille smule på undersøgelserne!

Næste morgen kom der en patient mere ind på stuen, og de synes de skulle tale i et super højt leje, som kunne have vækket selv en komapatient. Nohr vågnede, havde en lille opkastning, og kiggede sig lidt omkring. Og så skulle området ellers undersøges! Han fik inspiceret sengen og legerummet -og havde en regulær fest! Alt det spændende legetøj! Nok var han lidt træt og mat i sokkeholderne, men det der legerum var SÅ fedt og samtlige køretøjer blev inspiceret. Et par timer senere blev vi løsladt, og Nohr fik lov at komme hjem og blive observeret videre for sin hjernerystelse. Han har været ret træt hjemme, men har også haft overskud til at lege og hygge med sine søskende. Nu synes jeg, at Nohrs indlæggelseskvote er opbrugt, da han også var indlagt kortvarigt to dage forinden, da han (måske) havde spist en af min fars piller. Der har været rigeligt knald på for et godt stykke tid nu, så nu ville det være rart med raske børn og ubekymrede mødre!

Tak fordi du læste med!

Fødselsberetning: Igangsættelse med tvillinger!

Torsdag den 29. september trådte vi ved 8-tiden ind på Svangreklinikken for forhåbentlig sidste stop inden Fødegangen. Jeg var da 36+6 uger henne med to dejlige drengebørn i maven! Jeg er altid gået over tid i mine graviditeter, henholdsvis 41+1 og 41+4, så det var en lidt mærkelig følelse allerede at skulle være forældre nu -4-5 uger før de andre gange!

CTG
Først blev der målt CTG, og så tjekkede jordemoderen, om jeg havde livmoderhals eller havde åbnet mig. Havde jeg det, kunne jeg nemlig komme direkte på Fødegangen og få taget vandet! Desværre havde jeg stadig 2 cm livmoderhals og var kun 1 cm åben, så det blev til igangsættelse med Angustapiller, som man sluger med et fast interval hver 2.time…
Angusta igangsættelsespille
I løbet af dagen begyndte jeg at få nogle heftige plukkeveer, som virkelig bed. Fra kl 16 kom de med ca 3 minutters interval og var af ca 50 sekunders varighed. Da de havde stået på et stykke tid, tjekkede de livmoderhalsen igen, og de havde desværre ikke modnet den yderlige. 19.30 var der stadig 2-3 min mellem, og derfor skulle der holdes pause med pillerne. 
En dejlig sms fra Isabella ❤️

Ved 20-tiden opdagede jeg den første tegnblødning  Der havde jeg holdt pause med pillerne siden 17.15, og havde stadig plukkeveer med 3 minutters interval. Da der blev mærket på livmoderhalsen efter en time, var den desværre ikke yderligere udslettet. Tegnblødningen var dog et tegn på, at livmoderhalsen var igang med en udsletning. 

22.40 tog jeg 6. pille, som også ville blive dagens sidste. Nu måtte natten vise, om jeg skulle sove eller føde!

Et sidste hurtigt mavebillede

Ved 3-tiden om natten (30.09.16) vågner jeg efter tre dejlige rolige timer og skal tisse. Efter dette toiletbesøg begynder jeg så småt at få, hvad der ligner rigtige veer…
…og ved 6-tiden om morgen havde jeg haft et par timer med 5 minutter imellem veerne á ca 1 minuts varighed. Jeg valgte derfor at kalde natsygeplejersken, fordi jeg var i tvivl om, jeg burde ses af en jordemoder fra fødegangen. Det skulle jeg, og det viste sig, at jeg stadig havde lidt livmoderhals tilbage, men at den nu var blød. De ville derfor gerne have mig op på Fødegangen og 6.50 kørte jeg op til stue 5 og fik ringet efter Lisette. 

Havde jeg vidst, hvad der ventede mig, havde jeg nok været meget skræmt…

Fortsættes…

Tak fordi du læste med!

Tak fordi du læste med!

Akut kontrol og bekymret tvillingegravid

Denne graviditet har godt nok budt på sine bekymringer undervejs! Hvis der ikke har været det ene i vejen, har der været det andet i vejen. Her hen mod slutningen af graviditeten, bliver jeg nu obs’et for svangerskabsforgiftning. I torsdags tilbragte jeg adskillige timer på sygehuset, og blev sendt hjem med besked om straks at henvende mig ved forværring. 

Over weekenden er næsten samtlige symptomer desværre blevet forværret. Starten af weekenden bød på en hovedpine fra helvede, som heldigvis er aftaget lidt, men som stadig lever. Jeg har åndenød og har mærket mindre liv hos de små. Jeg har taget ca 5 kg på i væske over weekenden, hvilket gør temmelig ondt i fødder og hænder, og jeg føler mig helt ved siden af mig selv  Jeg kunne heldigvis låne et blodtryksapparat i weekenden, og kunne se, at blodtrykket lå ok stadig, men jeg overvejede flere gange at tage kontakt til et hospital. Vi har holdt weekend på Sjælland, og der kunne jeg ikke lige overskue, hvor jeg skulle til evt tjek, selvom jeg egentlig var lidt nervøs. Jeg sendte dog en mail til min obstetriker søndag aften, og han var noget bekymret over de symptomer, jeg skrev om. Mandag blev derfor tilbragt på mit stamsted, OUH, hvor jeg er blevet undersøgt fra ende til anden med blodprøver, urinprøve, CTG m.m. 

Træt(!) tvillingegravid!
Tvillingerne leverede heldigvis nogle gode CTG-svar i dag, men da mange symptomer desværre peger hen mod svangerskabsforgiftning, bliver jeg holdt i ultra kort snor. Hvis det mindste forværres, skal jeg ind til tjek igen, og jeg skal igennem hele møllen igen i overmorgen +afventer tid til scanning! Derudover skal jeg slappe af så meget som muligt. Ikke helt nemt, når vi stadig mangler lidt forskelligt før drengenes ankomst. Nu gider jeg godt nok snart ikke mere, og de to guldklumper må meget gerne komme meget snart! 

Tak fordi du læste med! (…på dette halvynkelige indlæg!)

Tak fordi du læste med!

Arbejdsliv //Første dag på nyt job

For et stykke tid skrev jeg om, at jeg var så heldig, at have fået nyt job som kvalitetsnøgleperson i et ambulatorium (Arbejdsliv // Nyt job). I dag havde jeg så første arbejdsdag, og det var intet mindre end en succes!

 
Jeg blev mødt af en meget  imødekommende afdelingssygeplejerske, som jeg fulgte hele dagen, og jeg fik hilst på mine nye kollegaer; sygeplejersker, tandlæger, kæbekirurger, sekretærer, radiografer og SOSA, som alle var super flinke. Nogle af kæbekirurgerne kendte jeg i forvejen, da jeg tidligere har arbejdet på en Øre-Næse-Halsafdeling, som også havde kæbekirurgiske patienter, og det var et dejligt gensyn.   

Jeg havde en god dag, og er sikker på, at jeg nok skal komme hurtigt ind i specialet. Afdelingen emmede af god stemning, godt samarbejde og et spændende tværfagligt samarbejde, og jeg glæder mig allerede til at skulle afsted igen i morgen!

Tak fordi du læste med!

Tak fordi du læste med!