Huhej hvor Nohr går hos kiropraktor

Freden er slut. Definitivt slut. Mødrene får motion som aldrig før, for der skal jagtes børn i alle retninger -og de løber stærkt! Nohr er endelig begyndt at gå -6 måneder efter Tristan begyndte at gå -og huhej hvor det går! Han har taget et skridt hist og pist i månedsvis, men altså ikke gået. Han endte med, efter dagplejemødrenes råd, at komme til kiropraktor, og hun konstaterede, at Nohr var låst i både bækken og nakke. Stakkels lille Nohr. Første gang han var til kiropraktor, grinede han resten af dagen. Det var tydeligt, at et eller andet var blevet løsnet op, og i løbet af et par uger, begyndte han at gå -19 måneder gammel. Han har nu været afsted 3 gange og har (forhåbentlig) kun et besøg tilbage. Det er helt tydeligt, at det er det der har hjulpet, og han har meget mere frie bevægelser nu.

Nohr sad ofte i denne stilling før kiropraktorbesøget. Det må han ikke, og han gør det stort set ikke mere.
Nohr i en hyggestund i haven -gående

Det er egentlig ikke fordi vi har stresset over det, selvom vi synes han var noget længe om det. Nicolaj begyndte at gå 8-9 mdr gammel og Isabella og Tristan ved de 13 mdr. Meeeeen vi var begyndt at undre os en smule. Jeg troede egentlig det var fordi, Nohr er lidt hypermobil, men det er jeg faktisk ikke så sikker på han er alligevel. Han har nok bare siddet i lidt andre positioner, fordi han har været låst. I hvert fald bliver han mere og mere sikker på benene for hver dag, og det er faktisk sjældent han kravler efterhånden.

Styr på ungerne 🙂

Vi har nu to små sprælske, frække tvillingedrenge, som bare har krudt i rumpen. Især Tristan, som er en regulær Duracellkanin! Det er virkelig med at være årvågen, når vi har dem med ude -og det har vi en del. Vi vil helst bruge klapvognen så lidt som muligt, for de har super godt af at bruge benene -men vi tyr nok lidt mere til den end med de store -simpelthen fordi de stikker af i hver sin retning. Aldrig har børneseler stået så højt på ønskelisten haha.

Tak fordi du læste med!