En indlæggelse kommer sjældent alene…

En indlæggelse kommer sjældent alene…

“Lisette! LISETTE! Se lige Nohr. Jeg kan ikke rigtig komme i kontakt med ham!…Jeg tror vi skal ringe 1-1-2!”, sagde jeg noget panisk til Lisette torsdag aften, da Nohr blev ukontaktbar efter at have slået hovedet ned i klinkegulvet. Han havde siddet i sofaen og hygget sig, da han pludselig faldt ned med hovedet først. Han græd heldigvis med det samme, men sad efterfølgende meget stille og bleg og sagde ikke rigtig noget. Han kravlede dog grædende over til mig, da jeg kom hjem -og så skete det: Han besvimede og vi kunne ikke vække ham. Jeg prøvede lidt forskellige tricks uden effekt. Kunne se at han trak vejret, men at han var ukontaktbar, så efter et par forsøg på at vække ham, ringede jeg 1-1-2 -et nummer jeg ellers har meget respekt for. Mens jeg ringede prøvede Lisette at få den unge mand vækket, og da jeg havde talt med Alarmcentralen i ganske kort tid, vågnede Nohr lidt op, da Lisette tog Nohr ud i den kolde luft. “Min lille dreng har slået hovedet og har været besvimet, men nu er han lige vågnet lidt op, så det er nok lidt overkill at bruge jer”, sagde jeg ydmygt. For 1-1-2 skal virkelig kun bruges med omtanke, så man er sikker på at have en ledig vogn til de alvorligt syge patienter! Personen jeg talte med (husker faktisk ikke kønnet!) spurgte ind til situationen, Nohrs tilstand med mere. Og Nohr var nu stadig ret bleg. Og ret stille. Og faldt lidt hen engang imellem. “Vi sender en vogn”, sagde personen -og så sad vi ellers og ventede på ambulancen, mens jeg, uvist af hvilken grund, sad og grublede over, om jeg skulle aflyse den, fordi Nohr et par gange fik det lidt bedre. Jeg er virkelig ikke god til at bruge det der 1-1-2!

Nå, to søde ambulancereddere kom ind ad døren og begyndte at undersøge lille Nohr, som ikke var helt glad for situationen og de fremmede mennesker, som satte alle mulige måleting fast på ham. Han havde et noget højt blodtryk og puls i de første mange målinger, men værdierne (pånær pulsen) kom heldigvis ned i et rimeligt leje. Redderne konfererede med en ortopædkirurgisk bagvagt på sygehuset, og de ville gerne have at Nohr kom ind til et tjek -så Nohr fik sin allerførste tur i en ambulance. Redderne var simpelthen så søde og omsorgsfulde hele vejen igennem, og de gjorde hele situationen tryg.

Vi ankom til FAM (Fælles Akutmodtagelse) hvor Nohr blev undersøgt af en rar læge, som mente det nok var meget smart at Nohr blev observeret for hjernerystelse på Børneafdeling H7 natten over. Det var egentlig også det, jeg var mest tryg ved, for det var lidt skræmmende at Nohr havde været besvimet hjemme. Jeg nåede at få hilst på nogle af mine tidligere kollegaer fra Skadestuen, og så blev vi ellers fulgt over på H7, hvor vi blev indlogeret på vores stue.

Nohr var her kvikket lidt op, og han kravlede lidt rundt og undersøgte stuen og alle de spændende ting, men så snart han havde fået målt værdier, fik han lidt mælk til natten, og så gik han ud som et lys! Natten igennem skulle han have målt blodtryk, puls, bevidsthedsniveau og lyses i øjnene ofte, og jeg frygtede lidt en nat, hvor Nohr ville vågne hele tiden, da han altid har sovet utroligt let. Gokket i hovedet var dog så tilpas hårdt, at Nohr simpelthen sov fra samtlige undersøgelser hele natten -inkl at blive lyst i øjnene! Jeg sov rimelig let hele natten, for jeg var en lidt bekymret mor, og jeg ville nok ønske at Nohr havde reageret bare en lille smule på undersøgelserne!

Næste morgen kom der en patient mere ind på stuen, og de synes de skulle tale i et super højt leje, som kunne have vækket selv en komapatient. Nohr vågnede, havde en lille opkastning, og kiggede sig lidt omkring. Og så skulle området ellers undersøges! Han fik inspiceret sengen og legerummet -og havde en regulær fest! Alt det spændende legetøj! Nok var han lidt træt og mat i sokkeholderne, men det der legerum var SÅ fedt og samtlige køretøjer blev inspiceret. Et par timer senere blev vi løsladt, og Nohr fik lov at komme hjem og blive observeret videre for sin hjernerystelse. Han har været ret træt hjemme, men har også haft overskud til at lege og hygge med sine søskende. Nu synes jeg, at Nohrs indlæggelseskvote er opbrugt, da han også var indlagt kortvarigt to dage forinden, da han (måske) havde spist en af min fars piller. Der har været rigeligt knald på for et godt stykke tid nu, så nu ville det være rart med raske børn og ubekymrede mødre!

Tak fordi du læste med!

Tristan indlagt med hjernerystelse

Tristan indlagt med hjernerystelse

“Klonk!” lød det forleden inde fra soveværelset, efterfulgt af lidt stilhed og bagefter et hjerteskærende vræl! Hvad der bare ikke måtte ske, skete. Nicolaj havde mistet overbalancen, med Tristan i armene, så Tristan havde hamret hovedet ind i væggen. Heldigvis ikke med så stor kraft.  Nicolaj brød straks sammen, og var ulykkelig over, hvad der var sket, selvom han altid passer så godt på! Efter lidt trøsten, faldt Tristan til ro. Der var ingen buler at se, og han havde det ok, mens Lisette læste godnathistorie for de store. Kort efter begyndte han dog at kaste eksplosivt op og blive rigtig dårlig -så vagtlægen blev kontaktet, og så kørte jeg mod sygehuset for at få tjekket, om Tristan havde fået hjernerystelse. 

Klattet Tristan
Da vi nåede frem til vagtlægen, var Tristan (som ungerne ALTID gør på vej til vagtlægen) frisket op, og selvom han ikke helt var sig selv 100%, sendte han lidt smil i lægens retning og samarbejdede flot til undersøgelsen. Dommen var: “Fordi han har kastet op, kalder vi det hjernerystelse, men det får babyer sjældent, så det har han ikke. Vi behøver ikke se ham igen, hvis han kaster op hjemme“.  Vi kørte derefter hjem, og herefter begyndte den unge mand at kaste op flere gange. Jeg valgte at se ham lidt mere an, fordi vi jo lige var blevet tjekket, men opkastningerne blev ved løbende gennem natten, og om morgenen var han endnu mere klattet, havde fået feber og var bestemt ikke sig selv. Kl 06.45 sad vi derfor klar i skadestuen, da jeg ikke var helt tryg ved situationen længere. Jeg havde begge drengene med, for mælkebaren følger med mig. 

I skadestuen blev det bekræftet, at der naturligvis var tale om en hjernerystelse. Tristan havde dog igen fået det lidt bedre, så vi fik besked på, at vi trygt kunne observere ham hjemme. Jeg nåede dog ikke længere end til venteværelset, før Tristan kastede eksplosivt op to gange mere -og så blev det til en indlæggelse i stedet!

Indlagt!
Først kom Tristan på Afd H7, hvor de begyndte at observere ham for hjernerystelse. Her viste det sig, at Tristan havde et tårnhøjt systolisk blodtryk på 130/ og en puls på 170, hvilket flere målinger ikke lavede om på. De turde derfor ikke andet end at få den lille mand en tur i CT-scanneren -og sådan en lille baby fylder godt nok ikke meget i sådan en stor scanner! Jeg stod ved siden af Tristan, da han blev scannet, og formåede at aflede ham lidt, så han ikke skulle i narkose. 
Lille baby vs stor scanner
Scanningen viste heldigvis, at Tristan IKKE havde en blødning, og alt så fint ud. Feberen var imidlertid steget, og blodtrykket og pulsen var stadig høj, så Tristan blev overført til Afd H4. Her kom han på isolationsstue pga opkastningerne. De frygtede Novovirus pga opkastningerne, selvom jeg virkelig prøvede at argumentere for, at han jo havde kastet op pga hovedtraumet (og havde desuden heller ikke kastet op siden skadestuen) + at han på ingen måde havde tynd mave. Der blev taget blodprøver, og den unge mand sov det meste af tiden fraset lidt få korte opvågningsperioder, hvor han blev ammet lidt. 

Ved 23-tiden kom der en læge ind der kunne fortælle, at infektionstallene var forhøjede, men at der formentlig var tale om en virus. Vi drøftede blodtryk mm, og argumenterede med lægen om, at det ikke var nødvendigt at måle værdier om natten, da blodtrykket lå stabilt (til den høje side), og han ville vågne af at blive lyst i øjnene hele tiden (og hans bror ville vågne af alle besøgene! -ikke så fedt når der kun var en mor). Desuden havde en scanning vist, at der jo ikke var blødning eller lignende i hjernen, og så gav det ikke helt mening at skulle måle så meget. 

Godnattid i fængselssengene
Natten forløb ok, selvom babyerne var lidt urolige og holdt mig vågen fra 2-4 og igen fra kl 6. Normalt sover de igennem (Nohr vågner engang imellem en enkelt gang). Tristan vågnede op med et lidt pænere blodtryk, uændret puls og 39 i feber. Isolationen blev ophævet om morgenen -for selvfølgelig var det ikke et maveonde! Ved middagstid fik han taget blodprøver igen, som viste at infektionstallene var steget lidt mere, dog formentlig stadig kun svarende til en virus. Der blev podet for lidt af hvert -og så blev vi heldigvis udskrevet med åben indlæggelse i en uge. Det er bedre at komme sig hjemme. Vi skal dog fortsat være ret obs på væskeindtaget, da Tristan ikke indtager så meget, og bleerne kun har meget lidt tis i, men vi håber vi kan undgå at skulle tilbage til hospitalet!
Lidt klattet bassemand efter hjemkomsten
Herhjemme virker feberen til at være faldet lidt. Tristan sover stadig meget, og ammer ikke så meget, men virker alligevel til at have det en lille bitte smule bedre! Dejligt! Det er godt at være hjemme igen, omend jeg skal til undersøgelse med Nohr på sygehuset imorgen!

Tak fordi du læste med!

Tak fordi du læste med!