Regnbuemor på familieferie, dag 18: Sommerland, vandland og Cirkus Mascot

I dag tog vi hul på 18. dag væk hjemmefra. Det har været EKSTREMT varmt med 32 grader, brændende sol og sydlandsk stemning. Vi tog konsekvensen af det varme vejr og tog endnu et smut i Sommerland Sjælland, hvor vi også var i søndags. Der ligger er skønt badeland midt i parken, så der parkerede vi os selv og tvillingevognen, og så skulle der ellers bades! Så skønt! Isabella og Nicolaj er vilde med vandrutschebanerne, og Tristan og Nohr er vild med de små rutschebaner i småbørnsbassinet. De store yndlingsbørn har begge kunnet svømme siden de var 4 år gamle, så de fik lov at rutsche lidt selv. Imens jagtede vi de to små unger rundt i hver sin retning -men hold op hvor de nød at bade.

Sødeste vandhunde
Vi plejer faktisk ikke at bruge luffer, men med to tumlinger, som render i hver sin retning, er det faktisk ganske rart
Rutschebaner = HIT

Efter vi havde badet, tog vi rundt og prøvede lidt forskellige ting, lavede slikkepinde og spiste hele to is hver. Ja, og så kom Tristan og Nohr i cirkus for første gang. Ud over Cirkus Summarum, som er ungernes ultimative favorit, kommer (det ret amatøragtige, men bestemt underholdende) Cirkus Mascot klart på andenpladsen hos ungerne. Cirkus Mascot er i Sommerland Sjælland hele juli måned, så dem skulle vi selvfølgelig se. Vi var lidt spændte på, om de to små ville kunne lide det, og ikke mindst sidde stille, men det gik over al forventning. Begge drenge sad helt stllle og spiste baconchips, mens de begejstrede pegede på dyrene og periodevis også sad og klappede. Så flot.

Forælder-barn-gokart. Mega hit
Storesøster-lillebror-bil -Mega hit
Det er lykke at have en kærlig storebror
Dygtige børn i Circus Mascot

Da vi kom tilbage til sommerhuset ved 19.30-tiden var mormor og morfar kommet igen. De havde en cykel med til Nicolaj, så han også kunne cykle i legehuset, og så havde morfar købt et nyt stykke legetøj til sommerhuset: Den sejeste elbil. Tristan hvinede af fryd da han prøvede den med sin storebror. Så sødt.

Nicolaj og den fine, nye cykel
…og drengene kørte på skift med deres dejlige storebror

Jeg nuppede en skøn cykeltur i mig eget fabelagtige selskab. Det var så dejligt at cykle en tur ned til stranden, nyde roen og glæde sig over den smukke natur.

Mortid

Tilbage i sommerhuset tog ungerne hul på den tredje Olsen Banden-film, som de er blevet helt vilde med. I morgen tager vi en tur på stranden i dette fantastiske vejr, for fredag går turen videre mod Aarhus og Tivoli Friheden.

Tak fordi du læste med!

Regnbuemor på familieferie, dag 17: Strand, cykeltur og Olsen Banden

Regnbuemor på familieferie, dag 17: Strand, cykeltur og Olsen Banden

“Jeg har en plan”, sagde Egon Olsen altid i de folkekære Olsen Banden-film. Og det havde vi også i dag. Afslapning, badning, hygge og Olsen Banden-hygge, når de små var puttet. Morfar har købt alle Olsen Banden-filmene til sommerhuset, og vi glæder os meget til at introducere ungerne for dem. En for en. Allesammen.

Nicolaj får først cykel i sommerhuset i morgen, så han måtte med en tur i cykeltraileren
Godt med en kurv til håndklæder
Lisette gik ned til stranden med de små
Lisette og Isabella i vandet
Nicolaj gad ikke bade. Han samlede i stedet sten

Dagen startede med skøn morgenmad på terrassen, og så cyklede vi ned til stranden med ungerne for at bade. Stranden er fantastisk dejlig, vandet lunt og selskabet i absolut top. Mens vi badede sov vores små yndlingsmennesker, og der blev sågar tid til lidt solbadning til de voksne! Bagefter blev vi naturligvis nødt til at cykle et smut forbi ishuset. Ingen sommer uden tonsvis af is.

Istid
Skønt vejr

Om eftermiddagen hyggede vi i haven. Ungerne gyngede, soppede og hyggede. Der var næsten for varmt til at være ude, for solen bagte. Så skønt. Der blev også malet på sten, som vi havde fundet på stranden, og Nicolaj foreslog, at vi bagte nogle skønne barnevognskager, så det gjorde vi naturligvis. Ferie er familietid og tid til at være impulsive.

Stendekoration
“Verdens bedste sommerhus” -skrev Isabella
Bagning
Dart
Gyngetur

Her til aften har vi taget hul på de første to Olsen Banden-film sammen med ungerne. Selvfølgelig med en masse slik, chips og hygge til. Man har vel ferie 😉

Elskelige ønskebørn

I morgen tager vi igen en tur i Sommerland Sjælland, hvor vi skal bade en masse, se Cirkus Mascot og hygge os i parken. Og så kommer mormor og morfar igen op i sommerhuset. Vi glæder os 😉

Tak fordi du læste med!

Regnbuemor på familieferie, dag 14: Hygge i Sommerland Sjælland

Regnbuemor på familieferie, dag 14: Hygge i Sommerland Sjælland

Åh, det her sommerhusferie er altså bare super skønt, når man er sammen med familie, vejret er fantastisk og naturen viser sit flotte ansigt. Vi kommer virkelig ned i gear, hygger, snakker, nyder, slapper lidt mere -og tager dagene som de kommer.

Morgenhygge i sofaen
Fjolleri
Moster Christina lufter tumlinger

I dag tog vi en tur i Sommerland Sjælland, som ligger ca 15 minutter fra sommerhuset. Ungerne elsker det, og vi elsker at se ungerne glade. Der er masser af sjove ting at prøve, og et skønt vandland med vandrutschebaner, som især de store havde rigtig meget glæde af i dag. Vi var afsted med bedsterne, moster Christina og kusine Gaia, og det var super hyggeligt.

Isabella er vild med trampolinerne
Nicolaj cykler på fjollede cykler
Fuld fart fremad
Toppen af poppen for en tumling
Dejlige brødre
Mor-datter-ræs. Elsker at køre gokart
Vandsjov
På vej op til rutschebanerne

Da de små var puttet, cyklede Lisette og jeg en tur ned til vandet. Bare os to. Det var skønt med lidt alenetid sammen, omend det kun var for en kort stund.

Alenetid
…med den flotteste udsigt

Vi har heldigvis 6 skønne dage mere i sommerhus, inden vi smutter en tur i Tivoli Friheden i Aarhus på vej hjem.

Tak fordi du læste med!

Regnbuemor på familieferie, dag 11: Madame Tussauds i Amsterdam

I dag var en god dag! En rigtig hyggelig dag med lækkert vejr (hvor har vi været heldige hele ferien), glade børn og et besøg på Madame Tussauds, som virkelig var et hit hos børnene (og de voksne). Ingen af børnene har prøvet at være på Madame Tussauds, så det var virkelig en stor oplevelse for dem. “Mor, lov mig at jeg får lov at besøge Madame Tussauds en anden gang!?!”, sagde Isabella spørgende flere gange. Og det kan vi såmænd sagtens love, for det er sgu et fedt sted.

Dagen startede med et slag billard på hotellet efter ungernes ønske
…og Dunkin Donuts
…som ungerne synes var super lækre

…og så gik turen til Madame Tussauds

Madame Tussauds i Amsterdam er virkelig gennemført, og der er rigtig mange steder hvor man kan prøve ting, udforske ting og opleve seje ting. Vi har selvfølgelig prøvet det flere gange i København (det nu lukkede Louis Tussauds), London og New York, men da de alle er forskellige, var det også en stor oplevelse for os denne gang. Det er faktisk altid et hit. Vi havde egentlig planlagt at foretage besøget mens de små sov, men med småbørn er intet forudsigeligt, så Tristan faldt i søvn i metroen på vej derhen, og vågnede da vi gik ind, og Nohr faldt i søvn på vej ind på museet. Tristan var dog lige så begejstret som de store, og han nød at være det eneste vågne barn.

Nicolaj og Messi (Nicolaj er mere til Ronaldo)
Nicolajs største idol, Michael Jackson
Isabella og E.T.
Isabella er vild med Ariane Grande
Hulk og to stærke venner

Efter Madame Tussauds gik vi rundt og sugede Amsterdam til os (og lugten af Hash, som man støder på hele tiden, da det er lovligt i Holland). I dag var sidste dag i byen, for i morgen tidlig efter morgenmaden kører vi mod Bremen i Tyskland, hvor vi skal sove en enkelt nat inden turen går videre mod Odsherred, hvor vi skal bo i svigernes skønne sommerhus i en uges tid. Vi fik oset, shoppet lidt og ellers bare nydt byen, hinanden og alle indtrykkene. Vi er vilde med at se på de gamle, fredede bygninger, alle kanalerne, sporvognene, cyklisterne der er overalt (og uden hjelm!), blomsterne, de små cafeer, coffee shops, hyggelige små butikker med mere. Vi er vist en smule forelskede i Amsterdam -og vi er slet ikke færdige med byen. Der er SÅ meget at se i byen, så mange attraktioner og så mange små, hyggelige stræder vi endnu har tilgode at finde. Amsterdam er fantastisk!

Jeg er VILD med husene
Mor og søn
I sporvogn
Ostebutik

Aftensmaden blev indtaget på en af mine yndlingsrestauranter, Wagamama, og hele familien spiste med stor nydelse. Bagefter fik vi shoppet det sidste, og så tog vi faktisk tilbage på hotellet allerede 20.30, så vi kunne få pakket mm.

Wagamama

Dagen i dag har været fantastisk, og bilturen hjemad er ikke det mest attraktive lige nu, men vi ser frem til at opleve Bremen i morgen og komme videre til sommerhuset og hygge med svigerne.

Tak fordi du læste med!