KRÆFTedeme bekymret for brystkræft

KRÆFTedeme bekymret for brystkræft

I 1970´erne døde min mormor, som jeg desværre aldrig nåede at møde, af brystkræft. I 2009 var det min elskede mor der bukkede under for selvsamme sygdom. Jeg har altid frygtet at selvsamme lortesygdom skulle ramme mig. Alligevel har jeg været en hat til at få mig selvundersøgt, hvilket er paddehattedumt! Forrige torsdag, da jeg var gået i seng, tænkte jeg dog pludselig, at jeg hellere måtte mærke efter på mine bryster. Jeg ved ikke, hvad der lige fik mig til det dér, men jeg frøs til is, da jeg mærkede en knude i mit venstre bryst. Den havde jeg ikke mærket før. For lidt over en måned siden havde jeg bemærket, at min brystvorte så lidt anderledes ud, men havde egentlig slået det lidt hen (idiot!), og i lang tid har jeg været irriteret over hævede lymfer under armen. Nu hvor jeg også mærkede knuden, blev jeg oprigtigt nervøs. Næste morgen prøvede jeg at få fat i lægen, men forgæves, da de havde lukket den dag. Lige mit held. Jeg måtte derfor vente hele weekenden på at kunne få ringet, da det er et job for egen læge og ikke vagtlægen.

Min dejlige mor, som heldigvis lige nåede at møde Isabella (tv)

Mandag den 04.06.18 tog jeg på arbejde om morgenen, og fik så fat i lægen i lægernes telefontid. Jeg kunne heldigvis få en tid samme eftermiddag, og dagen på job var præget af bekymring og grådlabilitet. Besøget hos lægen bekræftede desværre min frygt. Lægen kunne også godt mærke knuden og se brystforandringen, og 1-2-3 var jeg blevet til en patient i en kræftpakke! Jeg fik en tid til mammografi, ultralyd og lægesamtale den kommende fredag. Jeg reagerede faktisk ikke rigtig på det før jeg næste dag mødte op på job. Et par kollegaer vidste, at jeg var taget til lægen dagen før, og spurgte høfligt ind til det, hvorefter jeg brød sammen og sagde, at jeg var kommet i et brystkræftpakkeforløb.

Hele ugen var præget af bekymring, og på selve dagen for undersøgelsen kunne jeg næsten ikke fungere på jobbet, fordi jeg simpelthen var så bange for svaret! Hver gang en kollega spurgte ind til den kommende undersøgelse, brød jeg sammen. Det var derfor også med en kæmpe knude i maven, at jeg betrådte røntgenafdelingens mammografiafsnit. Jeg var meget stille og meget alene. Jeg ville nemlig ikke have nogen med, selvom flere havde tilbudt at følge med mig. Jeg følte ikke, jeg kunne rumme andre end mig selv.

Det var helt surrealistisk at stå inde til mammografien. Mine tanker gik til min mor, hvis forløb også startede med en mammografi, og jeg kæmpede for at bevare fatningen. Efter at have fået mast mine ammeflade bryster endnu mere flade, skulle jeg ind til en læge som skulle ultralydsscanne og beføle brysterne. Lægen kunne sagtens mærke knuden i brystet og mærke de hævede lymfer i armhulen, men var umiddelbart ikke så bekymret under scanningen. Hun valgte derfor ikke at tage en biopsi, men afsluttede mig fra kræftpakken. Umiddelbart blev jeg lettet over svaret, men allerede en time efter levede bekymringerne igen i fuld flor i maven, som havde jeg en kæmpe knude af angst og nervøsitet. Mavefornemmelsen var simpelthen forkert! Da jeg i løbet af weekenden talte med flere venner, som kendte folk som var blevet fejldiagnosticeret med, at det “bare var kirtelvæv” lige som jeg fik at vide, valgte jeg, at jeg simpelthen bliver nødt til at få lidt afklaring her.

Nu har jeg gået hele weekenden uden den forløsning som svaret burde have givet i fredags. Grådlabiliteten forsvandt med svaret i fredags, men mavefornemmelsen skriger efter en reel afklaring. Jeg har derfor kontaktet røntgenafdelingen igen, og de gik med til at lave en fornyet ultralyd om en måned med evt biopsi. Det har givet mig ro i sjælen, og forhåbentlig kan en biopsi give mig det gode svar jeg har brug for.

Det var KRÆFTedeme noget af en forskrækkelse…

Tak fordi du læste med!

Knæk (den skide!) cancer! I dag ville min mor være fyldt 74 år

I dag ville min mor være fyldt 74  år. Vi er dog desværre allerede gået glip af  8 fødselsdage. 8 fødselsdage som har efterladt os med et savn af dét det kunne have været. Et savn efter en mor, svigermor, mormor, farmor og plejemor. Mor mangler i mit liv. Hun nåede heldigvis at møde Isabella som baby, hvilket jeg er dybt taknemlig for, men hvor ville jeg dog ønske, hun også havde mødt Nicolaj, Tristan og Nohr. Jeg vælger dog at tro på, at hun følger med i deres liv på en eller anden måde. Alt andet ville være ubærligt at tænke på!

Mor og lille Isabella
Mor døde af brystkræft, som havde spredt sig til stort set hele kroppen pånær hjernen. Hun kæmpede bravt og tappert i tre år inden kroppen sagde stop. Hendes egen mor døde også af det samme, og det sætter da ens tanker igang. 
<3

Id over at mors fødselsdag minder mig om savnet, så gør det store fokus på Knæk Cancer i denne uge det også. Det er pisse hårdt, men jeg er også glad for, at der bliver samlet penge ind til forskning (og lige så vanvittigt forarget over at læse, at De i Go’Morgen DK lod en seer vinde 1000.000 (ja 1 MILLION) kr af de donerede penge!

Jeg har besluttet mig for at se Knæk Cancer-showet i aften, selvom det bliver pisse hårdt. Jeg satser også stærkt på at donere penge, som jeg altid gør. Det spøger bare lidt i baggrunden, hvordan de vil prioritere at bruge pengene. Jeg håber også, at folk husker, at der er mange andre forfærdelige, invaliderende sygdomme, som desværre ikke får lige så meget fokus som cancer. Sygdomme er noget fanden har skabt!

Jeg ville ønske canceren selv gik cancer og døde!

Elskede mor
Til minde om Lene Bramsbye 29.10.42-04.08.09

Tak fordi du læste med!