En indlæggelse kommer sjældent alene…

“Lisette! LISETTE! Se lige Nohr. Jeg kan ikke rigtig komme i kontakt med ham!…Jeg tror vi skal ringe 1-1-2!”, sagde jeg noget panisk til Lisette torsdag aften, da Nohr blev ukontaktbar efter at have slået hovedet ned i klinkegulvet. Han havde siddet i sofaen og hygget sig, da han pludselig faldt ned med hovedet først. Han græd heldigvis med det samme, men sad efterfølgende meget stille og bleg og sagde ikke rigtig noget. Han kravlede dog grædende over til mig, da jeg kom hjem -og så skete det: Han besvimede og vi kunne ikke vække ham. Jeg prøvede lidt forskellige tricks uden effekt. Kunne se at han trak vejret, men at han var ukontaktbar, så efter et par forsøg på at vække ham, ringede jeg 1-1-2 -et nummer jeg ellers har meget respekt for. Mens jeg ringede prøvede Lisette at få den unge mand vækket, og da jeg havde talt med Alarmcentralen i ganske kort tid, vågnede Nohr lidt op, da Lisette tog Nohr ud i den kolde luft. “Min lille dreng har slået hovedet og har været besvimet, men nu er han lige vågnet lidt op, så det er nok lidt overkill at bruge jer”, sagde jeg ydmygt. For 1-1-2 skal virkelig kun bruges med omtanke, så man er sikker på at have en ledig vogn til de alvorligt syge patienter! Personen jeg talte med (husker faktisk ikke kønnet!) spurgte ind til situationen, Nohrs tilstand med mere. Og Nohr var nu stadig ret bleg. Og ret stille. Og faldt lidt hen engang imellem. “Vi sender en vogn”, sagde personen -og så sad vi ellers og ventede på ambulancen, mens jeg, uvist af hvilken grund, sad og grublede over, om jeg skulle aflyse den, fordi Nohr et par gange fik det lidt bedre. Jeg er virkelig ikke god til at bruge det der 1-1-2!

Nå, to søde ambulancereddere kom ind ad døren og begyndte at undersøge lille Nohr, som ikke var helt glad for situationen og de fremmede mennesker, som satte alle mulige måleting fast på ham. Han havde et noget højt blodtryk og puls i de første mange målinger, men værdierne (pånær pulsen) kom heldigvis ned i et rimeligt leje. Redderne konfererede med en ortopædkirurgisk bagvagt på sygehuset, og de ville gerne have at Nohr kom ind til et tjek -så Nohr fik sin allerførste tur i en ambulance. Redderne var simpelthen så søde og omsorgsfulde hele vejen igennem, og de gjorde hele situationen tryg.

Vi ankom til FAM (Fælles Akutmodtagelse) hvor Nohr blev undersøgt af en rar læge, som mente det nok var meget smart at Nohr blev observeret for hjernerystelse på Børneafdeling H7 natten over. Det var egentlig også det, jeg var mest tryg ved, for det var lidt skræmmende at Nohr havde været besvimet hjemme. Jeg nåede at få hilst på nogle af mine tidligere kollegaer fra Skadestuen, og så blev vi ellers fulgt over på H7, hvor vi blev indlogeret på vores stue.

Nohr var her kvikket lidt op, og han kravlede lidt rundt og undersøgte stuen og alle de spændende ting, men så snart han havde fået målt værdier, fik han lidt mælk til natten, og så gik han ud som et lys! Natten igennem skulle han have målt blodtryk, puls, bevidsthedsniveau og lyses i øjnene ofte, og jeg frygtede lidt en nat, hvor Nohr ville vågne hele tiden, da han altid har sovet utroligt let. Gokket i hovedet var dog så tilpas hårdt, at Nohr simpelthen sov fra samtlige undersøgelser hele natten -inkl at blive lyst i øjnene! Jeg sov rimelig let hele natten, for jeg var en lidt bekymret mor, og jeg ville nok ønske at Nohr havde reageret bare en lille smule på undersøgelserne!

Næste morgen kom der en patient mere ind på stuen, og de synes de skulle tale i et super højt leje, som kunne have vækket selv en komapatient. Nohr vågnede, havde en lille opkastning, og kiggede sig lidt omkring. Og så skulle området ellers undersøges! Han fik inspiceret sengen og legerummet -og havde en regulær fest! Alt det spændende legetøj! Nok var han lidt træt og mat i sokkeholderne, men det der legerum var SÅ fedt og samtlige køretøjer blev inspiceret. Et par timer senere blev vi løsladt, og Nohr fik lov at komme hjem og blive observeret videre for sin hjernerystelse. Han har været ret træt hjemme, men har også haft overskud til at lege og hygge med sine søskende. Nu synes jeg, at Nohrs indlæggelseskvote er opbrugt, da han også var indlagt kortvarigt to dage forinden, da han (måske) havde spist en af min fars piller. Der har været rigeligt knald på for et godt stykke tid nu, så nu ville det være rart med raske børn og ubekymrede mødre!

Tak fordi du læste med!