Stilhed før stormen? Er det hele slut?

Der har været stille på bloggen. Meget stille faktisk. Lidt for stille. Alt for stille. Siden jeg startede bloggen for snart tre år siden, har der ikke været stille i mere end max et par dage, så det er en ny og uvant situation, som i virkeligheden ikke rigtig huer mig. Det har dog også været tiltrængt! Jeg har haft flere uger, hvor jeg ikke har været nær så meget på de sociale medier, som jeg plejer. Hovedet har været fyldt op med operationsoplæring på arbejdet, forberedelser til fødselsdage, jul og nytår, nætter med to søvnterrorister, som har vækket mig på skift en gang i timen hele natten, ekstravagter -og Lisettes jobstart! Lisette blev cand.public i efteråret, og er startet i job, så nu prøver vi også hvordan det er at have en travl hverdag som børnefamilie. Vi har nemlig været så privilegeret at Lisette har været studerende i alle årene indtil nu, og det har betydet en utrolig fleksibilitet i forhold til ungerne, mange skønne fridage og max fokus på børnene. Nu er vi begge i job, hverdagen er presset, ungernes sport fylder massivt (især Isabellas skøjteløb) og hverdagen kan godt komme til at handle meget om overlevelse. Lisette flexer dog på jobbet og prioriterer at møde klokken 9 og gå kl. 15, så ungerne ikke får for lange dage i institutionen.

Samtidig har den kvikke måske opdaget, at regbuemor.dk er blevet en del af MOMSTER -en community af mommybloggere. I forbindelse med flytningen af min blog, fik jeg lavet en fejl så jeg ikke fik halvdelen af indlæggene med over, og flere af dem mangler billeder. Det tog lidt af pusten fra mig, fordi jeg har mistet en masse indlæg der betød en masse for mig, og det tog desværre også lidt af gejsten med at få skrevet på bloggen. Bloggen er dog mit hjertensbarn, og jeg håber virkelig ikke at jeg har mistet for mange følgere de sidste uger, fordi de er stødt ind i det samme indlæg om julen igen og igen. Jeg har lavet bloggen som en gave til mine børn, og også for at vise folk omkring os, at en regnbuefamilie såmænd ikke er meget anderledes end alle andre familier -den er bare bygget lidt anderledes op.

Faktisk har jeg “været så langt ude”, at jeg har overvejet om jeg skulle stoppe med at skrive på bloggen -især fordi min blog er blevet så amputeret med de manglende og halve (tidligere) indlæg. Jeg håber ikke det har gjort den for rodet. Jeg har dog i dette nu besluttet mig for, at bloggen fortsætter -og jeg vil selvfølgelig bestræbe mig på at skrive og opdatere ofte. Husk at regnbuemor også kan følges på Facebook og Instagram (regnbuemor.dk)

Og nu vi er ved det. Er der nogen ting i godt kunne tænke jer at høre/læse om? Hvad er godt ved bloggen? Hvad er mindre godt ved bloggen? Jeg ville virkelig værdsætte noget feedback! Skriv en kommentar herunder!

Tak fordi du (stadig) læser med!

Tak fordi du læste med!

4 comments / Add your comment below

  1. Vi elsker at følge din blog – følger den når du linker fra facebook 🙂
    Så vi håber meget at du fortsætter!
    Hilsen to andre regnbuemødre 🙂

Skriv et svar