Skoldkoppeferie på Madeira

Når børn får skoldkopper, må de ikke flyve. Når børn får skoldkopper på ferien, må man ikke flyve hjem før der er skorper på ALLE skoldkopperne. I hvert fald ikke hvis man befinder sig på den portugisiske ø Madeira, hvor man ikke lige kan leje en bil og drøne hjem i tide og utide. Den 7. august satte vi kursen mod Madeira med bedsteforældre, Lisettes søster og Lisettes søsters kæreste og barn. Vi skulle ned at nyde hinanden og varmen -og Portugal for første gang i en uge -troede vi!

Stakkels lille Tristan

På vej mod Madeira begyndte den første af drengene at få feber i flyet, og den anden fulgte efter nogle timer senere. Da vi nåede aftentid var små blærer begyndt at pible frem, og næste morgen lignede drengene, især Tristan, nogen der havde fået byldepest! Vi kontaktede derfor forsikringen, og drengene blev efterfølgende tilset af en læge, som gav os ret i vores antagelse om, at drengene havde fået skoldkopper! Fed start på ferien! Drengene havde feber i flere dage, var pylrede og så herrens ud. Vi tog med skift de store unger ud til poolen, så de kunne bade, og ellers var det drengenes velbefindende som dikterede dagen. Lægen luftede for os, at vi nok ikke ville få lov at rejse hjem til tiden, og han fik desværre ret! Den 14.8 vinkede vi derfor farvel til resten af familien, og begyndte en nomadetilværelse på Madeira, hvor vi skiftede værelse og hotel næsten hver dag indtil de små havde skorper på alle skoldkopperne!

Isabella og Nicolaj i en hyggelig stund ved poolen
En noget hårdt ramt Tristan
Nohr var ikke nær så hårdt ramt, men havde en del i hovedbunden og på kroppen

Det var selvfølgelig fint nok at få overstået skoldkopperne på en gang, men de måtte nu meget gerne have ventet med at få dem til efter ferien og efter det fyldte første år. Nå, pyt!

Det var sjovt at observere reaktionerne omkring drengene. Mange folk fik det der salige “Åhr-der-er-tvillinger-blik”, når de så os komme gående med tvillingevognen, for så at se helt forskrækkede ud, og skynde sig væk, når de så de to byldepestdrenge. Det morede vi os en del over! De så også herrens ud. Især Tristan, som simpelthen havde skoldkopper overalt. Isabella og Nicolaj ville ikke røre ham med en ildtang! Det vil de heldigvis igen nu.

I næste indlæg kan du læse lidt om selve ferien, maden, oplevelserne (blandt andet turen til Cristiano Ronaldo-museet) og de ufrivillige ekstra dage på ferien.

Tak fordi du læste med!

Tak fordi du læste med!

3 thoughts on “Skoldkoppeferie på Madeira

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *