Simpel, farvekoordineret fest

Temafester er fantastiske, men nogen gange er det også rart med en simpel, farvekoordineret fest, når overskuddet eller tiden ikke er til det helt store! Vi elsker at holde fester, og begynder altid planlægningen i rigtig god tid, så vi kan få selv de mindste detaljer på plads inden dagen. Som regel en af børnenes fødselsdage, hvor de selv bestemmer temaet. For to uger siden holdt vi den sejeste Popsi og Krelle-fest for Tristan og Nohr, da de fyldte 2 år. Og snart er tiden kommet til Nicolajs 8-års Harry Potter fødselsdag og Isabellas 10-års Unicorn fødselsdag. Efterårets fødselsdage ender nu altid med at tage lidt af pusten fra os, selvom vi også elsker at arrangere festerne og se alle de dejlige mennesker. Vi har nemlig fødselsdage i september, oktober, november, december og januar herhjemme, og når vi når min fødselsdag i januar, holder jeg aldrig noget.

De tre servietter som dannede temaet

Denne fest lå en uge efter tvillingernes Popsi og Krelle-fest, og blev holdt som en fællesfødselsdag for Nicolaj, Tristan og Nohr for familien. Isabella fylder nemlig 10 i år, og holder derfor selv sin fødselsdag, som hun ellers holder med Nicolaj. Jeg fandt tre forskellige servietter, som matchede på kryds og tværs, og købte papirsdug og lys som matchede. Temaet endte med at blive grå/hvid/sort, og så toppede jeg den ved at smide nogle rød/hvide papirsflag, som ligesom kunne bryde mønstret lidt.

Flag til af bryde de grå nuancer
Eksempel på en kuvert

Jeg miksede de tre servietter på kryds og på tværs, så der var to forskellige servietter ved hver kuvert, og Nicolaj var meget glad for resultatet. Det var ikke kun på bordoppyntningen, at vi brugte den nemme løsning. Denne gang valgte vi at bestille brød og kager udefra, da vi var meget pressede den weekend med 60-års fødselsdagsfest dagen inden. Så skar vi noget lækkert pålæg, ost og frugt, og skulle så bare anrette og varme kakao, kaffe mm.

Mad på den nemme måde
Nicolaj havde bestilt en brunsvigerkagemand, men den var vist ikke helt som den gode fynske. Ud over den var der også bestilt lidt wienerbrød.

Det er super lækkert at lave “avancerede” temafester, men selv en ivrig festarrangør må nogen gange vælge den nemme løsning. Og festen -den blev skam ikke ringere af den grund.

Følg med i november og december, hvor der kommer endnu flere temafødselsdage her på bloggen.

Tak fordi du læste med!

Skriv et svar