Nicolaj har ingen far -men den sejeste lærer!

Nicolaj har ingen far -men den sejeste lærer!

Nicolaj på 6 år har tænkt meget over dét, at han ikke har nogen far (læs evt tidligere indlæg; “Hvorfor har jeg ikke nogen far?” og “Mor, jeg vil hellere have en far end dig!”  ). Efter han er kommet i skole, spørger de andre børn også mere intensivt ind til det, og selvom Nicolaj ikke lader sig påvirke helt så meget af det længere, bliver han mindet en del om, at han lever i en lidt anden familiekonstellation. For eksempel når de i diverse bøger, opgaver, daglige samtaler omtaler forældre som mor og far (hvilket de også skal). Således varmede det mit hjerte forbandet meget den anden dag, da jeg skulle lave lektier med Nicolaj. 0.A skal skrive, hvad deres forældre arbejder med og lave en fin tegning -og jeg så straks, at læreren havde ulejliget sig med at lave et helt særligt stykke papir til Nicolaj, hvor der i stedet for “Mor og fars arbejde” stod “Mor og Mors arbejde”. Hvor er det fantastisk, at de lige har gjort sig den ulejlighed bare for Nicolajs skyld. Det er en lillebitte ting, som vi ikke selv har nævnt for lærerne -og alligevel er de så betænksomme! Tak for dem! Jeg kunne mærke på Nicolaj, at det betød meget for ham. Så dejligt. Nicolaj fik lavet sine lektier (lidt hurtigt og småsjusket). På det første billede kører jeg med en patient. Og på det andet billede skriver Lisette for en avis. 

Hvor er det fantastisk, at selv sådan en lille ting kan bringe så meget glæde. 

Tak fordi du læste med!

Tak fordi du læste med! Husk at du kan følge Regnbuemor på Instagram (regnbuemor.dk) og Facebook (Regnburmor.dk). Jeg bliver mega glad, hvis du følger bloggen.

Tristan indlagt med hjernerystelse

Tristan indlagt med hjernerystelse

“Klonk!” lød det forleden inde fra soveværelset, efterfulgt af lidt stilhed og bagefter et hjerteskærende vræl! Hvad der bare ikke måtte ske, skete. Nicolaj havde mistet overbalancen, med Tristan i armene, så Tristan havde hamret hovedet ind i væggen. Heldigvis ikke med så stor kraft.  Nicolaj brød straks sammen, og var ulykkelig over, hvad der var sket, selvom han altid passer så godt på! Efter lidt trøsten, faldt Tristan til ro. Der var ingen buler at se, og han havde det ok, mens Lisette læste godnathistorie for de store. Kort efter begyndte han dog at kaste eksplosivt op og blive rigtig dårlig -så vagtlægen blev kontaktet, og så kørte jeg mod sygehuset for at få tjekket, om Tristan havde fået hjernerystelse. 

Klattet Tristan
Da vi nåede frem til vagtlægen, var Tristan (som ungerne ALTID gør på vej til vagtlægen) frisket op, og selvom han ikke helt var sig selv 100%, sendte han lidt smil i lægens retning og samarbejdede flot til undersøgelsen. Dommen var: “Fordi han har kastet op, kalder vi det hjernerystelse, men det får babyer sjældent, så det har han ikke. Vi behøver ikke se ham igen, hvis han kaster op hjemme“.  Vi kørte derefter hjem, og herefter begyndte den unge mand at kaste op flere gange. Jeg valgte at se ham lidt mere an, fordi vi jo lige var blevet tjekket, men opkastningerne blev ved løbende gennem natten, og om morgenen var han endnu mere klattet, havde fået feber og var bestemt ikke sig selv. Kl 06.45 sad vi derfor klar i skadestuen, da jeg ikke var helt tryg ved situationen længere. Jeg havde begge drengene med, for mælkebaren følger med mig. 

I skadestuen blev det bekræftet, at der naturligvis var tale om en hjernerystelse. Tristan havde dog igen fået det lidt bedre, så vi fik besked på, at vi trygt kunne observere ham hjemme. Jeg nåede dog ikke længere end til venteværelset, før Tristan kastede eksplosivt op to gange mere -og så blev det til en indlæggelse i stedet!

Indlagt!
Først kom Tristan på Afd H7, hvor de begyndte at observere ham for hjernerystelse. Her viste det sig, at Tristan havde et tårnhøjt systolisk blodtryk på 130/ og en puls på 170, hvilket flere målinger ikke lavede om på. De turde derfor ikke andet end at få den lille mand en tur i CT-scanneren -og sådan en lille baby fylder godt nok ikke meget i sådan en stor scanner! Jeg stod ved siden af Tristan, da han blev scannet, og formåede at aflede ham lidt, så han ikke skulle i narkose. 
Lille baby vs stor scanner
Scanningen viste heldigvis, at Tristan IKKE havde en blødning, og alt så fint ud. Feberen var imidlertid steget, og blodtrykket og pulsen var stadig høj, så Tristan blev overført til Afd H4. Her kom han på isolationsstue pga opkastningerne. De frygtede Novovirus pga opkastningerne, selvom jeg virkelig prøvede at argumentere for, at han jo havde kastet op pga hovedtraumet (og havde desuden heller ikke kastet op siden skadestuen) + at han på ingen måde havde tynd mave. Der blev taget blodprøver, og den unge mand sov det meste af tiden fraset lidt få korte opvågningsperioder, hvor han blev ammet lidt. 

Ved 23-tiden kom der en læge ind der kunne fortælle, at infektionstallene var forhøjede, men at der formentlig var tale om en virus. Vi drøftede blodtryk mm, og argumenterede med lægen om, at det ikke var nødvendigt at måle værdier om natten, da blodtrykket lå stabilt (til den høje side), og han ville vågne af at blive lyst i øjnene hele tiden (og hans bror ville vågne af alle besøgene! -ikke så fedt når der kun var en mor). Desuden havde en scanning vist, at der jo ikke var blødning eller lignende i hjernen, og så gav det ikke helt mening at skulle måle så meget. 

Godnattid i fængselssengene
Natten forløb ok, selvom babyerne var lidt urolige og holdt mig vågen fra 2-4 og igen fra kl 6. Normalt sover de igennem (Nohr vågner engang imellem en enkelt gang). Tristan vågnede op med et lidt pænere blodtryk, uændret puls og 39 i feber. Isolationen blev ophævet om morgenen -for selvfølgelig var det ikke et maveonde! Ved middagstid fik han taget blodprøver igen, som viste at infektionstallene var steget lidt mere, dog formentlig stadig kun svarende til en virus. Der blev podet for lidt af hvert -og så blev vi heldigvis udskrevet med åben indlæggelse i en uge. Det er bedre at komme sig hjemme. Vi skal dog fortsat være ret obs på væskeindtaget, da Tristan ikke indtager så meget, og bleerne kun har meget lidt tis i, men vi håber vi kan undgå at skulle tilbage til hospitalet!
Lidt klattet bassemand efter hjemkomsten
Herhjemme virker feberen til at være faldet lidt. Tristan sover stadig meget, og ammer ikke så meget, men virker alligevel til at have det en lille bitte smule bedre! Dejligt! Det er godt at være hjemme igen, omend jeg skal til undersøgelse med Nohr på sygehuset imorgen!

Tak fordi du læste med!

Tak fordi du læste med! Husk at du kan følge Regnbuemor på Instagram (regnbuemor.dk) og Facebook (Regnburmor.dk). Jeg bliver mega glad, hvis du følger bloggen.

Nej! Jeg synes IKKE det er hårdt at være tvillingemor!

Fra det sekund vi så to bankende hjerter på scanningsskærmen, i den meget tidlige del af graviditeten, har rigtig mange -både singleton- og tvillingeforældre, fortalt os hvor hårdt det ville blive. Og efter drengene kom til verden, er det fortsat med bemærkninger som “Godt det ikke er mig”, “Puha, hvor må det være hårdt!”, “Stakkels jer” o.s.v. Oftest fra folk der aldrig har haft tvillinger. Jeg har dog også hørt flere tvillingeforældre give udtryk for, at de(t) første år er ren overlevelse! (Læs det tidligere indlæg Hvor bliver det bare hårdt for jer at få tvillinger!). Men hør nu her alle kommende tvillingeforældre: Der vil altid kunne læses en masse negativt om, hvor hårdt det er (ALLE har en mening), hvordan hver dag er en overlevelse, hvordan første år var ren overlevelse, om lortebleer på stribe, om synkronvræl og dobbelt op på kolikbørn! Men sådan er det altså ikke for alle! Man kan fx risikere at få et enkelt, virkelig krævende barn -ligesom man selvfølgelig også kan få to kolikramte unger. Men hvorfor tage sorgerne på forskud? 

Nohr og Tristan en måned gamle

Heldigvis er jeg typen som altid helst selv vil danne mig en mening om tingene. Og gudskelov for dét! Ellers ville jeg jo have tabt pusten allerede inden drengene var blevet født! Det eneste der bekymrede mig lidt var amningen. Ikke fordi flere fortalte mig, at kun de færreste tvillingemødre får amningen op at køre. Ikke fordi de fleste gav udtryk for, at vi da blev nødt til at gøre dem til flaskebørn, så vi begge kunne fodre dem af. Nej, egentlig bare fordi jeg lige skulle visualisere, hvordan jeg kunne lægge to små dinglehoveder til amning samtidig (og det skulle vise sig, at det var noget kringlet at få hjælp til det på barselsgangen!). Drengene bliver såmænd ammet stadigvæk -også selvom selv sundhedsplejersken forudsagde, at vi nok hurtigt ville ende på flasken! Den troede jeg dog ikke på!

😉

Vi synes IKKE det er hårdt at være tvillingeforældre -eller mødre til fire dejlige unger på 8, 6 og 2 x 7 mdr for den sags skyld! Vi er blevet beriget med to dejlige, nemme drengebørn, som er glade 99% af tiden. Ja, vi skifter en del bleer. Ja, jeg kan godt mangle et ekstra sæt hænder i visse situationer. Ja, jeg kan godt synes det er hårdt, hvis de er totalt asynkrone en hel dag (mest fordi jeg så har lidt svært ved at nå de huslige pligter).  Ja, vi har måske lidt mindre tid for os selv. Ja, der er lidt mere arbejde i det, og ikke mindst stakkevis af vasketøj, men det er, hvad man gør det til! Vi får dobbelt op på glæde, dobbelt op på smil, dobbelt op på blød babykind mod morkind og dobbelt op på kærlighed!!! Hvor fantastisk er det lige?!?!?? For ikke at tale om al den kærlighed vi mærker mellem vores fire børn. Søskende er virkelig en gave!

Nicolaj og Tristan i en kærlig stund
Det er IKKE dobbelt så hårdt at have tvillinger -men det er dobbelt så skønt! Vores treer blev til en treer og en firer, og jeg glæder mig over, at Tristan og Nohr vil have hinanden, når deres store søskende flytter hjemmefra en dag. Det bliver nemmere og nemmere at være tvillingemor for hver dag der går! For eksempel dobbeltammer jeg efterhånden sjældent, fordi de godt kan trækkes lidt med amningen, og vente på at brormand bliver spist af. De bliver bedre og bedre til at underholde sig selv på legetæppet, og ikke mindst til at lege lidt sammen. Det giver mere mortid og overskud, og det er fantastisk at følge tvillingernes udvikling på sidelinien. Jeg elsker at være tvillingemor!

Tak fordi du læste med!

Tak fordi du læste med! Husk at du kan følge Regnbuemor på Instagram (regnbuemor.dk) og Facebook (Regnburmor.dk). Jeg bliver mega glad, hvis du følger bloggen.

Månedsbilleder // Tristan og Nohr 7 mdr

Nohr og Tristan blev 7 måneder den 30. april (læs 7 fantastiske måneder), og i mandags var vi derfor til fotograf for at få foreviget denne måned. Vi havde forsøgsvis lagt besøget om formiddagen, men det var ikke noget hit! Drengene havde ikke rigtig gidet sove i bilen derhen, og var derfor ikke rigtig i humør til at få taget billeder. De er derfor ikke helt lige så gode som de plejer -men motivet fejler ingenting!

Her er et par billeder fra i mandags, som netop er tikket ind på mailen. Jeg smider lidt flere på Instagram (regnbuemor.dk), så hop endelig ind på IG -og følg gerne vores side. 

Tristan
Nohr
Lidt skævt billede. Tristan tv, Nohr

Tak fordi du læste med -og god weekend!

Tak fordi du læste med! Husk at du kan følge Regnbuemor på Instagram (regnbuemor.dk) og Facebook (Regnburmor.dk). Jeg bliver mega glad, hvis du følger bloggen.