Om at miste // Jul, minder og savn

Julen er hjerternes fest, men for mange er den også en tid, hvor folk bliver mindet lidt ekstra om, hvem der mangler. Jeg mistede min elskede mor, til den forbandede cancer, i august 2009, og selvom jeg i aften skal fejre den sjette jul uden hende, mangler hun stadig. (Læs mere her: Om at miste // Når sorg bliver til savn -åbner i nyt vindue).

Nicolaj og Isabella pynter juletræ
 
Skønne minder

Jeg har en masse skønne minder om julen med hele familien samlet. Vi har altid fået både and og flæskesteg til jul -med mors FANTASTISKE brune sovs, som jeg slet ikke selv kan lave lige så godt. Mor var en ørn i køkkenet, og julemad bliver nok aldrig det samme igen, om end svigerfar bestemt også laver skøn mad! Vores juletræ mindede altid allermest om et fastelavnsris, da vi var otte søskende, som alle havde lavet vores eget bidrag til træet. Det var fyldt med både farvede og hvide, elektriske lys, og nær toppen satte jeg altid en hvid engel, som jeg havde lavet i børnehaven. Træet var ikke kønt, men det var personligt, og vi elskede det. Det kom altid først ind omkring Lillejuleaften, eller juleaften, for min mor kunne ikke så godt tåle grantræer -lidt uheldig kombi.

Dengang vi var alle børn hjemme, var der to mandler i risalamanden. Med de to mandler, hørte to konvolutter. I den ene var der en gave, og i den anden var der opvasken efter julemaden! Der var flere der prøvede at give mandlen videre under bordet! Efter opvasken kom der altid et stort fad ind på bordet med nødder, konfekt, frugtflæsk, mentokarameller, guldkarameller og anden julekonfekt, og vi elskede det. Så dansede vi om juletræet hånd i hånd, og vi sluttede altid af med “Nu er det jul igen”. Da vi var små, kom julemanden (typisk en af vores brødre, som liiiige skulle på toilettet), og senere åbnede vi gaverne en for en. Julen emmede simpelthen af hygge. Efter gaveoppakningen havde vi pakkeleg -oftest med terninger eller som bingo, og det var simpelthen så sjovt og hyggeligt, når vi kæmpede indædt om at vinde pakkerne. Vores juleaftener endte altid først efter midnat, og så begyndte vi børn at se frem til nytåret, som vi også elskede.

Efter mor blev syg blev julen ikke helt det samme mere. Vi fik tre juleaftener med mor. Den ene af dem var frygtelig, for der var mor indlagt, og havde ikke kræfter til at komme hjem. Jeg lavede julemaden derhjemme, hvor vi var min far, min lillesøster og min lillebror den jul. Tårerne trillede ned af kinderne, for det føltes ikke rigtigt, at hun ikke var der. Juletræet var kommet ind i stuen, men der var ikke sat et eneste stykke pynt på, for mor manglede. Vi spiste juleanden i stort set tavshed, for vi havde kun en ting i tankerne: At komme op til mor på sygehuset. Lige så snart det sidste stykke and var slugt, sad vi i bilen på vej til sygehuset med frisk risalamande i en skål, og en masse pakker til pakkeleg, som vi ville overraske mor med. Mor havde heldigvis enestue, og vi fik lov at tage et bord derind. Mor nød risalamanden, om end hun ikke havde meget appetit, og jeg tror hun brugte meget energi på pakkelegen, om end hun også havde lidt overskud til at grine lidt. Vi udvekslede gaver og sad og hyggede i et par timer, og så kunne mor ikke holde til mere. Jeg synes det var en afsindigt trist juleaften, og hver gang jeg tænker tilbage på den, får jeg en klump i halsen. 

Isabellas første jul. Min elskede mor sidder med Isabella t.v. (14 dage ) og min søsters datter Nadja (ca 3 mdr)
 

Året efter var jeg 14 dage forinden blevet mor til Isabella, og mor var heldigvis frisk nok, til at være med juleaften. Vi holdt det hos min bror Thomas, og vi var 5 børn tilstede. Jeg var lykkelig for, at mor nåede at opleve en jul med Isabella og sine andre børnebørn, og jeg husker aftenen som rigtig god, selvom jeg havde en kraftig fornemmelse af, at det ville blive den sidste jul med mor. Det fik jeg desværre ret i. Da det var Isabellas første jul, skulle vi holde halv jul med begge hold bedsteforældre, så efter desserten kørte vi hjem til Lisettes forældre.

Første jul uden mor var hjemme hos Lisettes forældre, og selvom savnet af mor var stort, var julen egentlig ok. Der var mange der var opmærksomme på, at tage sig af mig, så jeg følte vi var en helt flok, som hånd i hånd gik igennem julen. Det var faktisk nytåret det år, som var allerværst, for nu gik jeg ind i et nyt år, som jeg ikke skulle opleve med min mor. Min mor ville ikke få lov at blive ældre. Hun ville ikke få lov at opleve Isabella vokse op, og ikke mindst manglede jeg (og gør stadig), hendes opkald nytårsaften. Hun ringede altid lige over midnat, og ønskede mig godt nytår. Jeg savner hendes opkald hvert eneste år.

Anden jul var faktisk værre end den første, for der var ikke lige så mange der tænkte over, at jeg manglede min mor. Jeg sender min mor mange kærlige tanker hver jul, men det er stadig nytåret, der er værst.

Husk nu at værdsætte de mennesker, du har omkring dig. Man aner ikke hvor længe man har hinanden. Jeg er dybt taknemmelig for de skønne mennesker, jeg har i mit liv. Julen er glædens fest -og denne jul vil jeg mindes min mor med glæde. Mindes vores skønne juleaftener, hendes skønne julemad og hendes fantastiske væsen. Jeg vil tænke på alle de mennesker, jeg har kær, og jeg er sikker på at mor følger med et eller andet sted fra 🙂

Tak fordi du læste med ❤️

Tak fordi du læste med!

3 comments / Add your comment below

  1. Smukt skrevet Fie, ja det bragte tårerne frem. Dejligt at du/I klarer Jer så godt i livet, det ville Lene have været rigtig glad og stolt over. Go jul og godt nytår til dig og din famile fra Æilian

Skriv et svar