“Mor, jeg vil hellere have en far end dig!”

“Mor, jeg vil hellere have en far end dig!”, sagde Nicolaj forleden til Lisette, som han ellers elsker og forguder. Nicolaj har tumlet med, hvorfor han ikke har nogen far, siden han var 4 år, men det synes at fylde ekstra meget hos ham for tiden. Han virker vred. Meget vred, og han har efterhånden efterspurgt en far flere gange. I det tidligere indlæg, “Hvorfor har jeg ikke nogen far?“, har vi uddybet, hvordan vi taklede hans savn for et års tid siden, men der skal ligesom mere til nu. Han spurgte for eksempel også Lisette for et par dage siden, om han ikke bare kunne kalde hende Lisette i stedet for Mor.  Det kom lige ud af det blå, og det eneste vi lige kunne svare var, at Lisette skulle hedde Mor eller Mor Lisette -og at jeg hed Mor eller Mor Sophie. Lisette er selvfølgelig ret ked af det lige nu, selvom hun på ingen måde er i tvivl om hans kærlighed. Nicolaj forguder hende. Det er bare ikke rart at høre. Vi anerkender selvfølgelig hans savn. Han ved han har en donorfar “et sted derude”, og at vi ikke kan møde ham. At det var en rar mand, som hjalp os med at få lige den dreng, vi sådan ønskede os. Det har været nok for ham. Indtil nu. 

Nicolaj 5 år
Men nu er vi på bar bund. Vi kan (og skal) ikke skaffe Nicolaj en far. Vi har ikke så mange (egnede) mænd omkring os, som kan give Nicolaj lidt mandligt input, og vi vil så gerne hjælpe vores dejlige knægt. Vi møder ham, hvor han er. Anerkender hans savn. Anerkender ham. Møder ham hvor han er. I virkeligheden er vi lidt på bar bund. Vi vil gerne have vores glade Nicolaj tilbage, så hvis DU har input eller erfaringer på området, tager vi mod dem med kyshånd. Alt for vores elskede lille dreng. 

<3
Tak fordi du læste med!

Tak fordi du læste med!

16 comments / Add your comment below

  1. Jeg har flere veninder, der er alene med deres børn (også med en donerfar) og når de er blevet mødt med netop dette spørgsmål, har de snakket med barnet om hvad det er der gør at de gerne vil have en far. Det har hjulpet meget at barnet selv skal sætte ord på hvad det er de savner. Mit råd må være at i måske skal prøve at få jeres søn til at udtrykke hvad der gør at han “savner” en far, hvad han tror der ville være anderledes hvis Lisbeth var en far i stedet for en mor, hvad han føler og tror at en far kan som i ikke kan.
    På den måde finder børnene ofte ud af at intet er/ vil være anderledes hvis man har en far..

  2. Det er læst, og jeg tænker…

    Min første tanke, da jeg læste, at han havde spurgt, om han ikke måtte kalde Lisette ved navn, var: Hvorfor ikke?

    Vores datter har altid fået at vide, at hun selv bestemmer. Der er dog også både en kendt mor og far samt pap mor og far. Vores datter kalder de biologiske forældre for mor og far. Pap-forældrene kaldes ved navn. Dog kalder hun også min mand for far, hvis hun er utilfreds med mig. I så fald siger hun: “ikke den far”, når jeg svarer “ja”, når hun siger “faaaar?” 🙄

    Jeg tror det er vigtigt, at han selv får lov at bestemme, så tingene falder på plads i hans hovede. Kan godt forstå, at der er svært, pludselig ikke at blive kaldt mor. Men vigtigst må være kærligheden. Og den føler I jo begge. Det lyder som om, at han pt. er i en fase, hvor han for alvor er ved at finde sin identitet. Derfor tror jeg også, at I skal lade ham få rammerne til at udforske og gøre det på hans måde. Og hvis han for tiden har brug for, at kalde en af jer for mor og den anden ved navn for at få tingene på plads i hans “kasser”, er det så ikke OK?

    Men hva’ ved jeg. Det er blot mine umiddelbare tanker.

    Håber I finder en god løsning. Opdater gerne, da det er interessant at følge 😘

  3. Jeg kan simpelthen ikke huske, om I har skrevet noget om donorsøskende (eller hvad man nu vælger at kalde det). Kunne det være en option så småt at åbne op for det, for at skabe en relation til andre, som har samme donor? Det var blot en tanke – det ville selvfølgelig være et rigtig stort skridt, som også vil få betydning for Isabella og tvillingerne og jer som forældre.

    Den er i hvert fald rigtig svær og giver også stof til eftertanke hos mig, som er gravid med en lille dreng med donor.

    1. Det har vi. Vi er i en hemmelig gruppe på Facebook, og har pt mødtes med to familier + er blevet venner med en anden familie med 3 donorsøskende.

  4. Jeg er alene med en dreng på snart 10 som også er et donorbarn. Det har også fyldt meget at han ikke havde en far.. Specielt da han kom i skole. Det fylder ikke så meget nu som det gjorde tidligere, men indimellem vil han nævne at han ville ønske han havde en far han kunne gøre ting med. Hver eneste gang han nævner dette støtter jeg ham i hans følelse og prøver ALDRIG at ændre denne følelse hos ham. Han skal på en eller anden måde acceptere, at han aldrig vil kende sin biologiske far og for nogle drenge fylder det måske mere.
    Jeg undersøgte på et tidspunkt om der var en eller anden form for besøgsvenner for specielt drenge, lige som der er reserve bedsteforældre. Jeg kan huske, at der fandtes dette. Jeg kan desværre ikke huske længere hvor det var jeg læste om det på nettet. Men så vidt jeg husker ville ens barn blive tildelt en ung fyr som de ville se og sammen lave forskellige aktiviteter med.
    Hilsen Lise

    1. Tusind tak for input. Jeg tror også, at savnet altid vil være der. Vi skal så bare vise forståelse og anerkendelse, hvilket vi prøver på.
      Vi har voksenvenner her i Odense, som vi vil kontakte, for at se, hvad de kan tilbyde.

  5. Jeg har også en dreng som ingen far har, men to mødre.
    Han har også i perioder ønsket sig en far og vi har mødt ham så godt vi kunne i han følelser og have forståelse for at det var et ønske.
    Selv om vores dreng har gode voksne mænd i sit liv, så er det bare noget andet at have en mand helt tæt på at spejle sig i.
    For det er det børn også gør og har behov for, for at danne sin identitet. Min dreng elsker både mig og hans anden mor, det handler ikke om at elske eller ikke elske, men om noget meget almindeligt menneskeligt.
    Når nu vi lever i de familiemodeller vi gør, så er der nogen ting ift ens køn det modsatte køn ikke kan bidrage med på samme måde.
    Vi har gjort det at vi ud over at spejle ham i hans følelser og anerkendt ham i dem, har fået en mand/en af vores gode kammerater lidt tættere på og en morfar også, som sørger for at komme et par gange om mdr og så har de “mande tid”. Hvor de er alene, tager på tur, står på skateboard, biffen, hænger ud, ect.
    Det har givet ham nogen at spejle sig lidt mere i.
    Om vi vil det eller ej, så er vi altså kvinder og kan ikke give den helt samme spejling som det mandlige køn kan.
    Det er en god ide at den/de man vælger også har forståelse for at det ikke bare lige er to gange de skal agere hygge onkel, men at de skal have lyst til at investere noget tid og engagement i en lille gut.

    1. Du har en god pointe der. Vi har besluttet os for at finde en voksenven eller lignende. Morfar vil gerne, men er også en travl mand

      1. Vores morfar bor længere væk og er stadig på arbejdsmarkedet. Lige da det fyldte mest spurgte jeg om han ville prioritere at komme oftere i en periode for at få fyldt lidt på… Måske det er en mulighed for jer mens i venter på en voksenven 🙂

        1. Vi har spurgt, og han vil gerne være mere på, men er også meget travl. Tit vil Nicolaj ikke lave de ting, som morfar foreslår. Det er ikke nemt 😉

  6. Jeg kan ikke lade være med at tænke, har i overvejet at kontakte børns voksenvenner ? Det var måske en måde for ham at få noget af det som han savner , eller alliere jer med en bøsseven der ikke selv har børn men gerne vil bruge tid sammen med en skøn dreng ?

Skriv et svar