Kejsersnit -om at føle sig snydt for dyrebar tid!

Tristan og Nohr er nu fyldt 7 måneder.  Da de blev født den 30. september sidste år, var det en lidt halvbarsk oplevelse, hvor jeg fødte Tristan vaginalt og Nohr ved kejsersnit. Min fødselsberetning kan læses lige HER. I ugerne efter fødslen var jeg ret ked af det oven på den voldsomme oplevelse, og den dag i dag kan jeg nogen gange få en klump i halsen, hvis jeg fortæller andre detaljerne. Jo mere jeg tænker over fødslen, des mere føler jeg mig snydt for meget vigtig tid med mine nyfødte drenge, og det giver et ordentligt stik i hjertet!

Omringet af personale under fødslen
Jeg føler mig snydt for de dyrebare første minutter med hvert barn. Minutterne, hvor ens nyfødte barn bliver lagt på brystkassen, og man ser det barn, man har båret under sit hjerte i 9 måneder. Hvor man endelig har sit elskede barn i armene.

Da Tristan blev født, kom han straks over for at blive undersøgt m.m., mens jeg skulle føde hans bror lige efter. Ikke engang Lisette fik ham op til sig. Der var ikke tid til at få Tristan op på brystkassen, og jeg skulle i stedet forberede mig på fødslen af tvilling B, som jeg så heller ikke fik op på brystet, da jeg røg til akut kejsersnit! Jeg kan faktisk ikke huske andet end at jeg lige så Tristan ultrakort, da han blev løftet op, da jeg netop havde født ham. Det var  mærkeligt ikke at få sit lille barn op til sig -selvom jeg selvfølgelig også havde fødslen af tvilling B i tankerne. Så tomt at se ens lille dreng blive “fjernet”, mens man er omringet af et “halvpanisk” personale omkring sig, som alle var igang med et eller andet omkring en.

Føler mig kejsersnydt

Da Nohr skal fødes, kan lægerne ikke fange hjertelyden ordentligt, og navlesnoren ryger ud og “blokerer” udgangen. Efter lidt rumsteren på stuen besluttes det, at Nohr skal ud NU ved akut kejsersnit. Da jeg har født uden smertestillende, har jeg ikke nogen epidural, og jeg lægges derfor i fuld narkose. 10 minutter efter jeg er blevet kørt ud fra fødegangen, fødes Nohr. Jeg ligger i dyb søvn og oplever ikke fødslen. Hører ikke hans første gråd. Ser ham ikke før flere timer senere. Har ingen billeder fra fødslen.  Ingen. Sover bare. Får bagefter at vide, at Nohr blev lagt til amning mens jeg blev lappet sammen på stuen. Det er dejligt, at han lå hos mig, men desværre ikke noget jeg kan huske, da jeg sov.

Tom opvågning 

Endelig. Endelig er drengene samlet.
Det første jeg spørger om, da jeg vågner, er hvor mine børn er henne! Og jeg bliver helt ude af mig selv, da jeg erfarer, at Tristan ligger på Neonatal i CPAP og Nohr på barselsgangen med Lisette. Adskilt. ADSKILT! Mine små drenge, som har ligget side om side i maven i 9 mdr, ligger nu ikke engang i hver deres seng, men på hver deres afdeling, på hver deres etage! Og kun den ene har en mor hos sig! Jeg spørger hver eneste gang, jeg vågner lidt af min døs. Spørger efter drengene. Spørger efter deres velbefindende. Og så snart jeg er bare det mindste vågen, insisterer jeg på at komme op til dem! Da Nohr har Lisette, insisterer jeg på at blive kørt hen til Tristan, men det må jeg ikke. Jeg SKAL forbi barselsgangen først. På barselsgangen ser jeg Nohr for allerførste gang. Han er flere timer gammel og ligger i Lisettes arme. Jeg får for første gang en af mine tvillinger i armene -og mangler den anden tvilling helt vildt. Jeg insisterer på at blive kørt ned til Tristan sammen med Nohr, og på Neonatal får jeg for første gang begge mine drenge i armene. Jeg fortæller herefter personalet, at jeg under ingen omstændigheder vil have drengene liggende hvert sit sted, og de lover mig at finde en løsning. Da Tristan et par timer senere kommer ud af CPAP, samles vi alle på barselsgangen, og drengene bliver lagt sammen i samme vugge. Det føles endelig rigtigt. Mine drenge sammen. Samlet.

Men jeg føler mig snydt. Snydt for alle de minutter og timer hvor drengene var i andres hænder. Hvor de skulle ligge trygt på min brystkasse og blive beroliget af mit hjerteslag. Snydt for at føde dem begge vaginalt. Snydt for dyrebar tid! Og her 7 måneder efter, føles den del af fødslen så tom. Og jeg forstår ikke, hvorfor man skilte tvillingerne ad! De havde og har brug for hinanden -og den dag i dag sover de stadig sammen hver nat. Oplevelsen kunne ikke have været anderledes lige med hensyn til selve fødslen, for man kan ikke forudsige et akut kejsersnit -men jeg er ked af, at drengene blev skilt.

Tak fordi du læste med!

Tak fordi du læste med!

4 comments / Add your comment below

  1. At føle sig snydt.
    Du er mor. Jeg er far. Du fik 2 jeg fik 1.
    Selvom jeg er far, kender jeg følelsen, blot med et andet udgangspunkt.
    Mine hustru fødte ved akut kejsersnit, under fuld narkose. Det var en ret voldsom oplevelse, der for altid vil sidde dybt i mig. Måden personalet agerede og reagerede på, fik mig til at føle, at jeg ikke bare kom til at miste min ufødte søn, men også at jeg havde set min hustru i vågen tilstand for sidste gang, da jeg blev ført ud i et sidelokale. Heldigvis, var min søn perfekt da han kom ud og lå på bordet. Han fik topkarakterer! Jeg fik ham ret hurtigt i armene. Desværre men nok meget naturligt var mit fokus, på min hustrus velbefindende inde på operationsbordet. Jeg kunne ikke nyde min nyfødte søn. De timer jeg sad med min nyfødte søn i armene, på en stol på neonethal og sang for ham, mens de lappede min hustru sammen og jeg hverken vidste buh eller bæh. De timer kunne og skulle havde været brugt på, at jeg og min hustru kunne havde oplevet en fødsel eller planlagt kejsersnit sammen på en positiv måde, havde nydt de første vigtige timer SAMMEN alle 3 efter han var ankommet. I stedet forvandlede det hele sig til et mareridt, og et efterfølgende langt forløb, hvor jeg stadig føler mig SNYDT for den gode oplevelser det skulle havde været!! Havde De lyttet på, hvad min hustru sagde i de foregående 7 timer inden det udviklede sig til akut kejsersnittet, kunne det måske havde været anderledes. I stedet havde den nyuddannede jordemoder vi havde, mere travlt med at bide af den jordemoder studerende hun havde med!

    1. Sikke en skrækkelig oplevelse. Jeg ved at min kone havde en nogenlunde lignende oplevelse. Hun følte sig helt sat ud af spillet, og sad længe og ventede uden at få info overhovedet -også længe efter at kejsersnittet var gået godt

  2. Vil bare sende et stort kram til jer begge – det har været en barsk oplevelse som jeg godt kan forstå nager lidt endnu.

Skriv et svar