Kære lille mormor

Jeg har fået lov at gengive Lisettes smukke ord til hendes mormor, Ingrid Oddershede, som gik bort for præcis 3 år siden i dag:

Ingrid Oddershede

Jeg skal leve af at bruge mine ord. Men hvad gør man så, når ingen ord er tilstrækkelige til at fortælle, hvor fantastisk et menneske, du var. Og ingen ord kan beskrive hvor stort savnet og tomrummet er.

Da jeg var var fire år købte du sammen med morfar, mine forældre og tante og onkel en gammel skole ude på landet. Et kæmpe sted med masser af plads. Det var din vison at gøre det til et sted, ensomme, udstødte, syge og alle andre, samfundet ikke gad at lege med, kunne komme og være. Her fik de en seng at sove i, de fik mad og de fik noget, de ikke fik andre steder. Respekt, forståelse, et lyttende øre og en skulder at græde ved. Det gav du dem. Hver dag. Uden fordømmelse.

Når oldefar kom på besøg fyldte du køleskabet med øl, selvom du aldrig rørte alkohol. Men oldefar drak øl – og ganske mange af dem.

Da jeg var barn holdt vi juleaften i gymnastiksalen. Vi var mange. For du inviterede altid dem, der ikke havde noget NOGEN steder af være. Dem var der mange af. Da jeg var barn, var juleaften en kæmpefest. Nogle ville måske kalde det en juletræsfest, men du insisterede på, de var velkomne. Ingen skal sidde alene juleaften, sagde du.

Da jeg var barn tog du min søster og mig med på campingferie uden mor og far. Du hoppede på trampoliner og hoppepuder, bestilte mad fra grillen og alt for mange salatmayonaiser. Når jeg fik mine hidsige udbrud – og det fik jeg jævnligt – satte du dig altid på knæ og tog om mig. Du råbte aldrig tilbage.

Da jeg var barn spiste vi sammen – hele familen og dem der nu ellers boede der. Du lavede mad og ringede med klokken, når der var serveret.

Da jeg var teenager så jeg, hvordan du utrætteligt tog imod folk med alle mulige skavanker og mennesker med uhelbredelige sygdomme ind i din klinik. Her smertelindrede du dem og gjorde deres hverdag mere tålelig. Hvordan du gjorde, er der stadig ingen der ved. Du kunne ikke bære armbåndsur – de gik i stå så snart, de kom i berøring med dit håndled. Derfor bar du dit guldur i en kæde om halsen. Måske du bare var lavet af noget, vi andre ikke er.

Mormor

Da jeg var teenager så jeg hvordan du dødtræt pakkede bilen med hjemmelavede æblekage, lagkage og boller og tog turen fra vores hjem til Frelsens Hær i Roskilde med morfar. Her dækkede du op til kaffestue og tog imod de mennesker, som ikke havde andre at gå til. Her lyttede du, tog dem i hånden og lod dem vide, du var der for dem. Og det var du. For dem. For os. For mig.

Da jeg var teenager, arrangerede du loppemarkeder og alt gik til mennesker i nød. Du tog med tusindvis af familier i Bonbonland, der ellers ikke ville have haft den mulighed. Du pakkede julehjælpsgaver til familier, der ikke kunne give deres børn en julegave og flæskesteg juleaften.

Da jeg var teenager så jeg flere busser fyldt med mennesker til dine komsammener i festsalen. Her diskede du op med alverdens mad og drikke – og naturligvis hjemmelavede lagkager.

Da jeg blev voksen så jeg, hvor syg, du egentlig var. Hvor syg du egentlig havde været hele dit liv. Jeg så, hvor utrolig træt du var, men aldrig så træt, at du ikke havde tid til andre. Når vi kom op til jer, sad du altid og var igang med noget. Hækle til nogen. Lave kort til nogen. Lave invitationer til et arrangement, du havde planlagt. En juletræsfest eller en påskefest. Du rejste dig, og jeg kan stadig høre dig sige hej. Du sagde det på en helt særlig måde – med et smil og med åbne arme. Og så inviterede du på kaffe og brød. Jeg ville ønske jeg oftere havde sagt ja tak.

Sådan var du. Uselvisk. Kærlig. Tålmodig. Hjælpsom. Hjertevarm. En engel. Du kan nok se, at mine ord ikke er tilstrækkelige til at beskrive, hvor helt igennem fantastisk, du var. Hvor meget du betød for så utrolig mange mennesker.
Derfor giver det slet ingen mening at gå i gang med at beskrive, hvor helt uhyggelig tomt her er uden dig.

Jeg ville ønske, Isabella, Nicolaj, Tristan og Nohr kunne have dig i deres liv, men jeg glædes over, at Isabella og Nicolaj nåede at lære dig lidt at kende. Du sagde altid, at man kunne se i Nicolajs øjne, at han havde danset med engle, da vi troede, vi skulle miste ham. Den historie fortæller jeg ham jævnligt. Og det er det, jeg kan fortælle mine børn. Historien om en kvinde – deres oldemor, min mormor – der var det mest fantastiske og magiske menneske, jeg nogensinde har mødt. Det er historien om en kvinde, der gjorde så meget for så mange og aldrig forlangte noget igen. En kvinde med et hjerte så stort, at det til sidst ikke kunne slå mere.

Kære mormor. Tak fordi du var lyset og varmen i en til tider mørk og kold verden. Jeg elsker dig. Jeg savner dig. Hver dag.

-Lisette

Tak fordi du læste med!

2 comments / Add your comment below

Skriv et svar