“Jeg har over 125 søskende”

Smukke, smukke Isabella

“Jeg har over 125 søskende…”

…har Isabella ofte sagt, når folk spørger hende, hvor mange søskende hun har. Selvom det måske lyder lidt overdrevet, taler pigebarnet faktisk sandt. Hendes donorfar, som vi kalder ham, har været en yderst produktiv herre, og for et par år siden havde han over 125 donorbørn registreret på verdensplan. Sidenhen har vi produceret tvillingerne Tristan og Nohr, og der er nok også kommet andre små mirakler til. Jeg kender dog ikke det nuværende tal. Selv om Isabella snakker om dem som halvsøskende, er hun udmærket godt klar over, at det kun er genetisk. Jeg tror egentlig også, hun er fint tilfreds med “kun” at have tre helsøskende, for der er rigeligt at se til med tre frække brødre. Især de små krudtugler, som lige er fyldt 3 år i mandags, holder hende i gang.

Flotte, skønne Nicolaj

Donorfar

Det er meget forskelligt, hvilken rolle donor spiller i de forskellige familier. For os er donor grunden til, at vi i dag har fire fantastiske børn, som hver dag suger penge og energi ud af os bringer så meget glæde ind i vores liv. Børnene kender til hans rolle som sæddonor, at vi har brugt ham som anonym donor, og formentlig aldrig kommer til at finde ud af, hvem han er. Vi kalder ham donorfar, fordi det har været vigtigt, for især Nicolaj på snart 9, at vide der er en far derude. Det har i perioder gået ham meget på (læs evt “Mor, jeg vil hellere have en far end dig!”). Vi har en masse informationer om donorfar såsom billede (ca 2-3 år gammel), lydprofil, sygdomsprofil, skrevet tekst m.m., som børnene meget gerne må se. Vi er nemlig af den holdning, at de har ret til at vide så meget som overhovedet muligt omkring deres ophav. Da vi skulle lave Isabella, var det rigtig bøvlet at skulle have en åben donor (en donor, som børnene en dag kan kontakte.red), så der brugte vi anonym donor. Da vi skulle have Nicolaj, måtte vi have noget mere af det fantastiske genetiske materiale -og da vi skulle have vores “treer”, var det bare vigtigt for os, at h*n også blev helsøskende. I dag ville vi nok have valgt om -men det er en hel anden historie.

Skønne, glade Tristan
Dejlige, finurlige krøltoppe-Nohr

Donorsøskende

For nogle år siden, fandt jeg frem til en masse donorsøskende i Danmark og Norden. Der findes en hemmelige facebookgruppe over vores donor, og via den er der arrangeret nogle møder, så børnene kunne møde deres donorsøskende. Nogle i gruppen er ikke interesseret i møder, da deres børn skal have lov at vælge selv. Andre vil som os gerne have, at deres børn kan kende så meget som muligt til deres ophav. For vores børns vedkommende, har de haft stor glæde af at mødes med deres donorsøskende, og de har indtil videre mødt 5 donorsøskende. Nogle af deres forældre er vi blevet venner med, og børnene er meget glade for at ses en gang imellem. Mange af børnene har mange fællestræk, og det er morsomt at se den fantastiske synergi mellem dem. For os har det i hvert fald været den helt rigtige beslutning.

Så Isabella har over 125 søskende -men det er nu kun de 3 der tæller -så’n helt rigtigt i hvert fald.

Tak fordi du læste med! Husk at du kan følge Regnbuemor på Instagram (regnbuemor.dk) og Facebook (Regnburmor.dk). Jeg bliver mega glad, hvis du følger bloggen.

Skriv et svar