Isabella -det bedste menneske vi kender!

Må man godt være helt ekstremt stolt af sin datter på ni år? JA!!! -tillader vi selv at svare. Isabella er faktisk det bedste menneske, vi kender. Det mest empatiske, rare og næstekærligste menneske -og vi er vanvittigt stolte af hende!

Der er mange årsager til, vi er stolte af Isabella, og dette er en af dem: Isabella har haft egen mobiltelefon siden hun var seks år. Dengang fik hun den, fordi hun cyklede til og fra skole, og det var en god sikkerhed for os og hende, at vi altid kunne få fat i hinanden. Isabella skiftede som bekendt skole, da det faglige niveau var for lavt, og cykler ikke til og fra skole længere, da der ikke er sikker skolevej. I lang tid var telefonen derfor overflødig, og efter nyhedens interesse havde lagt sig, brugte hun den meget sjældent.Nu er hun så blevet ni. Og jeg skal da lige love for, der er kommet godt gang i telefonen. Det er beskeder, face-time, youtube og søgninger på internettet. Og så er der det helt store hit. Musical.ly. Her kan hun lave sine egne videoer til kendte sange. I musical.ly universet kan man like, dele og kommentere, som på Facebook. Og tonen er ikke meget anderledes end på Facebook eller på andre SoMe platforme.

Inden Isabella fik lov til at komme på Musical.ly og youtube talte vi om, hvordan opfører sig på nettet. Hvad man gør og skriver, hvad man lægger på, og i særdeleshed, hvad man ikke gør og skriver. Vi var også nødt til at fortælle hende, hvordan nogle opfører sig på nettet. Det var svært for Isabella at forstå, at voksne mennesker kunne skrive grimt til hinanden. Havde de ikke lært hjemmefra, hvordan man opførte sig? Vi har valgt, at vi hellere vil klæde vores børn ordentligt på i mødet med de sociale medier og internettet. Vi kan ikke undgå, at de kommer på nettet, og vi har altid vægtet højt, at vi hellere snakker med vores børn om tingene fremfor totale forbud. Musical.ly er primært et univers for børn og unge. Og nogle har måske opfanget den grimme og hårde tone fra andre sociale medier. I hvert fald er det faldet Isabella for brystet, at nogle mennesker ikke kan opføre sig ordentligt. Og nu kommer vi så til det punkt, hvor vi er ved at revne af stolthed.Isabella kommer med sin telefon og viser os en musikvideo med en ung pige og er meget fortørnet over de meget hårde og onde kommentarer denne unge pige har fået. Beskeder som ”hold kæft, hvor er du grim?,” ”gå dog ud og skyd dig selv,” ”dø” og ”kæft, hvor er du dårlig!” Ind imellem disse hadefulde kommentarer kan vi se, Isabella flere gange har skrevet, at de andre skal opføre sig ordentligt og skrive pænt. Hun har samtidig rost den unge pige for sin musikvideo. Og hun fortæller, at det er noget hun ofte gør, så hun støder på hadefulde beskeder.

Vi kunne ikke være mere stolte af, at vores pige på ni år udviser så meget mod til at gå imod strømmen og italesætte den dårlige opførsel, hun har oplevet.

Hendes retfærdighedssans online er heldigvis ligeså stor som den er IRL, og det startede allerede i en tidlig alder:

Isabella er imod at holde andre udenfor, og hun er absolut forfærdet over, at nogle ikke vil lade andre komme med i en leg eller lignende. Hun har præsteret flere gange at hoppe ud af en leg i skolen, hvis dem i hendes gruppe ikke vil lade andre være med, og vi er så hamrende stolte af hende! Hvis flere mennesker bare var som Isabella, ville verden være et bedre sted at være, vil vi vove at påstå! Flere af hendes slags, tak!

Stolte mødre!

Tak fordi du læste med!

2 comments / Add your comment below

Skriv et svar