Farvel mælkebar? Er mor mon klar?

Alle mine fire børn er blevet ammet fra de var nyfødte, men jeg har aldrig været langtidsammertypen. Isabella blev ammet til hun var 9 mdr gammel, hvor hun selv sagde fra. Nicolaj sagde fra i en alder af knap 13 mdr (jeg var tæt på at sige stop for ham) og tvillingerne…ja, de er lige fyldt 16 mdr og bliver stadig ammet!!! Og jeg er simpelthen så ambivalent omkring det! Egentlig har jeg forberedt mig på ammestop siden de var omkring et år, men de to mælkeigler har ikke sagt fra, som jeg havde håbet. Tværtimod. De elsker, og finder stor tryghed ved, at blive ammet. Jeg indså hurtigt, at jeg ikke ville få dem til at stoppe ved de 12 mdr. Især Nohr vågnede meget ofte og flere gange om natten, og så var det altså noget nemmere at stikke en pat i munden på ham end at skulle ud at lave en flaske. Men nu sover begge drenge om natten (7-9-13), og vi ammer kun om eftermiddagen, når jeg kommer hjem fra job. Jeg kan ikke rigtig finde ud af, om jeg vil stoppe fordi jeg gerne vil, eller fordi flere og flere ser skævt til det. Men nu står jeg midt i det. Jeg er nemlig i skrivende stund på vej på mor/datter-skitur til Wagrain i Østrig, og jeg ser ikke mine små yndlingstumlinger de næste 6 dage! Jeg har egentlig hele tiden sagt, at amningen stopper nu, hvor de alligevel undværer i 6 dage, men jeg kan godt mærke, at jeg ikke er helt sikker på, at jeg er klar til at sige helt stop. Det må tiden vise. Måske er det også bare fordi, det er lidt svært at give slip på sit sidste kuld unger…

Tak fordi du læste med!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *