Tristan og Nohr 22 mdr

I dag fylder vores yndlingstumlinger 22 måneder. Der er kun 2 måneder til de fylder to år. Det er slet ikke til at forstå. Jeg er fuld af lykke over at blive beriget med sådan nogle skønne tvillingedrenge. De er simpelthen sjove, kærlige og har meget glæde af hinanden. Der krammes. Meget. De trøster hinanden, og leder efter en sut til ham der er ked af det -og de er super søde til at dele. Giver man en af dem to ting i hånden, får brormand altid den ene.

Nohr tv, Tristan th

Tristan er en vildt empatisk lille dreng, som simpelthen er så sød ved andre børn, og meget kærlig overfor sine søskende. Samtidig har vi aldrig haft et barn med meget temperament. Når han bliver sur, bliver han meget sur…og stædig, og absolut ingen bestikkelse eller afledning virker. Han har det sødeste lille sure fjæs, hvor han skyder underlæben frem og ser virkelig forurettet ud. Man er slet ikke i tvivl. Og så bliver han god igen, og bliver sit normale smilende og grinende jeg. Tristan er igang hele tiden. Hvis han ikke løber rundt, fræser han rundt på sin løbecykel, bestiger møbler, prøver at åbne hoveddøren, tømmer skabe eller lignende. Han er mild og kærlig…og temperamentsfuld…og han bliver dybt ulykkelig hvis han bliver irettesat, eller hvis en af hans søskende begynder at græde. Dejlig knægt altså.

Nohr har også et temperament, men han kan hurtigt afledes og falde ned igen. Han er en kærlig, finurlig fætter, som er fuld af gøjl og grimasser. Han er vanvittigt kilden, og bare det at skulle have en cykelhjelm på, får ham til at flække sammen af grin. Nohr er bomstærk, og kan trække sig op i de fleste møbler, og så elsker han at lege med biler i alle afskygninger. Storebrors hotwheels er klart favoritten. Nohr giver også verdens bedste krammere og våde møs, og så er han en rigtig mors (Sophies) dreng. Tristans favorit er mor (Lisette) lige nu.

Inden jeg fik drengene fik jeg tudet ørerne fuld af, hvor hårdt det er at have tvillinger. Som regel var det singletonforældre, der belærte mig om det. Bemærkninger som “Godt det ikke er mig!” eller “Stakkels jer!”, var ikke ualmindelige! Ja, pli er det ikke alle der har. Og til det kunne jeg kun svare, at jeg var glad for at det var mig, og at jeg aldrig gjorde tingene halvt! Da jeg fandt ud af, at vi ventede tvillinger, grinte jeg. Og jeg grinte og grinte. Jeg havde det på fornemmelsen allerede inden scanningerne, og havde indskudt sagt til Lisette, at jeg troede der var to -hvorefter jeg slog det ud af hovedet med det samme igen! Men der var to små hjerteblink på scanningen, og de banker nu i to dejlige drengekroppe. To drenge som fylder to år meget snart. To drenge som har fuldendt vores lille familie. Og som en lille sidebemærkning: Vi synes stadig ikke det er hårdt at have tvillinger ;). Det er en kæmpe gave -ligesom Isabella og Nicolaj var og er. Vi føler os heldige❤️

Tak fordi du læste med!

Smukt, funktionelt værelse til tumlinger

Vi elsker at indrette og dekorere, og især børneværelserne har været lavet om flere gange. Jeg har endelig fået taget billeder af vores 20 mdr gamle tvillingedrenges værelse, som vi simpelthen er så glade og tilfredse med. Vi har kombineret de rolige, dæmpede farver med farverigt legetøj og funktionalitet, og drengene har virkelig meget glæde af deres værelse, som fungerer super godt til par aktive gutter som kravler på væggene.

Tristan og Nohr -vores dejlige drenge. Bogstaverne har vi købt på Madeira sidste år. Luftballonerne er fra Filibaba

Som det måske ses er vi meget begejstrede for farven grå, som jeg synes giver en skøn ro på børneværelser (alle fire børn har en grå væg på deres værelse). Værelset kan sagtens klare at have en mørkegrå væg, når de andre vægge er hvide, og giver en super fin kontrast til de mere spraglede elementer på værelset. Det er vigtigt for os, at børnenes soveværelser afspejler ro, men også at der er plads til leg, at værelset er funktionelt og at de nemt kan komme til deres legetøj.

Drengenes fine senge fra Sebra med Sebra sengerande. Alle vores fire børn har sovet i Sebra Killi senge som små. Den sorte plakat er fra Wish. Wallstickers er købt på et loppemarket. Barnet er produceret på Odense IVF-klinik og er et unikum

Drengene sover i de skønneste Sebra Killi-senge, som kan udvides til juniorsenge, når drengene bliver lidt ældre. De har endnu ikke fundet ud af at kravle over siderne, så vi nyder roen lidt endnu. Vi har købt nogle smarte sengeklodser, så deres hovedender hæves lidt, når de er forkølede. Det fungerer super godt.

 

Fin, funktionel rumdeler fra Ikea med plads til en masse legetøj. Kasserne er alle fra Ikea. De flotte husskabe er lavet på specialbestilling i tre forskellige farver. Mammut-gyngehesten er fra Kids Concept (Neo Mammut)

Det meste af drengenes legetøj opbevares i den store rumdeler fra Ikea. I de grå kasser er der masser af forskelligt legetøj, og vi kan nemt tage en kasse med ind i stuen, når drengene skal underholdes lidt. Vi har også legetøj i stuen, hvor deres større samling bObles og deres Misioo boldbassin også befinder sig. De elsker nemlig at tumle i stuen. Nå, tilbage til opbevaringen af legetøjet. På hylderne er drengenes yndlingslegetøj, som vi hurtigt kan tage ned til dem. Favoritterne er på de nederste hylder, så de selv kan få dem ned, og det er noget de hyppigt benytter sig af. Inde i husskabene opbevarer vi deres træpuslespil, børnebøger og pusletilbehør. Indtil for nylig havde de også et Sebra puslebord, som dog er blevet “sparet væk” på det nye værelse, for at få mere plads.

Læsehjørne. Stolene er retro Hukitstole, som er blevet malet hvide. Opbevaringssysten er fra Ikea. Bogkasser på væggen er købt brugt og malet i de ønskede farver. De to dyrebilleder vandt jeg på et tidspunkt i en konkurrence. De små Pixibogkasser er fra Done by Deer. De grå kasser er fra Lego. Tæppet og puderne på stolene er fra Smallstuff. De tre trækasser er købt hos Zara Home på nettet. Grå lampe i hjørnet er fra Done By Deer og den hvide er fra Ikea

For enden af værelset har drengene en lille læse-/hyggekrog, hvor de kan sidde og læse bøger eller lege med legetøjet i kasserne, BRIO-toget i opbevaringsmøblet eller Duplo i Legokasserne. Der er en lille hyggelampe i hjørnet, så jeg håber de lidt senere for rigtig meget glæde af hjørnet. Bordet vil senere kunne bruges til at sidde og tegne ved med mere.

Super fine trækasser fra Zara Home

De fine trækasser er et stort hit. Drengene kan nemt komme til deres legetøj, og vi bytter lidt rundt på udvalget en gang imellem.

Super fedt værktøjsbord fra Sebra. Værktøjskassen er en trækasse som har fået en makeover

Der bliver bygget, savet og hamret til den store guldmedalje i drengenes værktøjsbænk, og den hjemmelavede værktøjskasse bliver brugt flittigt, når den indre håndværker vil frem.

Super lækker minireol købt brugt. Træbilerne er fra Ikea. De små figurer er fra bObles og metalbilen “Clyde” er fra PlayForever. De fede navnetavler (i rammer fra Ikea) er fra Zorollasverden (@sættekassen) (og jeg har en rabatkode, som kan bruges t.o.m. 22/6 -se senere i indlægget)

Den fine minireol rummer nogle af drengenes sejeste biler og minibObles, som passer godt ind i de dæmpede farver på værelset. Seneste inventar er de super fede navnetavler som jeg lige har fået ind ad døren fra ZorollasVerden / @sættekassen (som også har mange andre fede ting!). Jeg synes de er unikke og lidt anderledes end de gængse navnetavler, man kan få. De fås til 300 kr. inkl. fragt, og man vælger selv navnefarve. Mine plakater blev leveret hurtigt, og jeg synes virkelig de er fine. Jeg har fået lov at give interessede læsere 50 kr i rabat t.o.m. 22.06.18, så de kun koster 250 kr. inkl. fragt. Bare skriv at du har set det her på regnbuemor.dk.

Tristans fede navnetavle fra ZorollasVerden. Jeg har selv valgt farve på navnene, og synes den er unik og super fin
Nohrs flotte tavle. Navnene på drengenes tavler er i to forskellige nuancer. Tjek www.zorollasverden,wordpress.com. Ved køb inden 22.06.18 kan du spare 50 kroner ved køb af en flot navnetavle (skriv at du har set det på regnbuemor.dk)
De flotte huse er lavet på specialbestilling

Vi er blevet super tilfredse med det fine resultat, og drengene bruger deres værelse utroligt meget hver dag. Hvad synes du om værelset? Smid gerne en kommentar herunder.

Psst! Du kan se storebror Nicolaj på 7 års værelse lige her: Det fedeste drengeværelse

Indlægget indeholder reklame for ZorellasVerden

Tak fordi du læste med!

Huhej hvor Nohr går hos kiropraktor

Freden er slut. Definitivt slut. Mødrene får motion som aldrig før, for der skal jagtes børn i alle retninger -og de løber stærkt! Nohr er endelig begyndt at gå -6 måneder efter Tristan begyndte at gå -og huhej hvor det går! Han har taget et skridt hist og pist i månedsvis, men altså ikke gået. Han endte med, efter dagplejemødrenes råd, at komme til kiropraktor, og hun konstaterede, at Nohr var låst i både bækken og nakke. Stakkels lille Nohr. Første gang han var til kiropraktor, grinede han resten af dagen. Det var tydeligt, at et eller andet var blevet løsnet op, og i løbet af et par uger, begyndte han at gå -19 måneder gammel. Han har nu været afsted 3 gange og har (forhåbentlig) kun et besøg tilbage. Det er helt tydeligt, at det er det der har hjulpet, og han har meget mere frie bevægelser nu.

Nohr sad ofte i denne stilling før kiropraktorbesøget. Det må han ikke, og han gør det stort set ikke mere.
Nohr i en hyggestund i haven -gående

Det er egentlig ikke fordi vi har stresset over det, selvom vi synes han var noget længe om det. Nicolaj begyndte at gå 8-9 mdr gammel og Isabella og Tristan ved de 13 mdr. Meeeeen vi var begyndt at undre os en smule. Jeg troede egentlig det var fordi, Nohr er lidt hypermobil, men det er jeg faktisk ikke så sikker på han er alligevel. Han har nok bare siddet i lidt andre positioner, fordi han har været låst. I hvert fald bliver han mere og mere sikker på benene for hver dag, og det er faktisk sjældent han kravler efterhånden.

Styr på ungerne 🙂

Vi har nu to små sprælske, frække tvillingedrenge, som bare har krudt i rumpen. Især Tristan, som er en regulær Duracellkanin! Det er virkelig med at være årvågen, når vi har dem med ude -og det har vi en del. Vi vil helst bruge klapvognen så lidt som muligt, for de har super godt af at bruge benene -men vi tyr nok lidt mere til den end med de store -simpelthen fordi de stikker af i hver sin retning. Aldrig har børneseler stået så højt på ønskelisten haha.

Tak fordi du læste med!

To små grisebasser

En tumling sviner meget. To små tumlinger sviner EKSTREMT meget. Og to mødre får i dén grad ryddet op, fejet gulv, tørret af og skiftet tøj, når to små grisebasser giver den gas! Og det gør de! 24/7 -eller i hvert fald de ca 10 timer de er vågne i døgnet. Små terror twins -men de dejligste terror twins, hvis du spørger mødrene! Vi lader drengene gøre de ting selv, som de er i stand til -og det inkluderer spisesituationen, som kan være noget af en beskidt affære! Meget beskidt affære, men vi tror på, at der er flere fordele end ulemper ved at lade dem spise selv. Så kan de føle/sanse/mærke maden -og de er meget interesserede i at bruge bestik også, omend det ryger lige ud til siden, hvis sulten overtager og det skal gå lidt hurtigt! Det sviner. Meget. Og der bliver skiftet en del tøj til tider. Men drengene er super stolte når det lykkes at fange lidt mad på gaflen, og det bliver mindre og mindre mad som lander på gulvet. Vi irettesætter dem ikke, hvis de prøver os af ved at smide med maden, men roser dem når de spiser pænt. På den måde bliver det mindre attraktivt at svine -fordi man ikke får så meget opmærksomhed på det, og spisesituationen bliver slet ikke så anstrengt! Det hænder dog stadig at der er en del oprydningsarbejde efter maden -men det er jo heldigvis kun i en begrænset periode!

Tak fordi du læste med!

Det er fantastisk at være tvillingemor!

Jeg har sagt det før, og jeg siger det igen: Jeg elsker at være tvillingemor! At opleve to små menneskers fantastiske bånd, sammenhold og fællesskab varmer mig helt ind i hjertet. Hver eneste dag herhjemme er fyldt med kærlighed -mellem Tristan og Nohr og mellem deres storebror og storesøster. Det er en uerstattelig gave, BØRN er en uerstattelig gave, og at være mor, og ikke mindst tvillingemor, er det bedste jeg ved! I dag oplevede jeg et af de fantastiske twin moments, som jeg sent vil glemme:

Tristan har gået selvstændigt i et par måneder nu, mens Nohr stadig kun kravler. Han har ellers alle forudsætninger for at kunne gå, og går langs møbler og vægge, med gåvogn og når han holder fast i en lillefinger! Han kan rejse sig op i det fri og gå laaaaaangsomt ned i knæ -men han tror bare ikke på sig selv. Lisette og jeg besluttede os for, at vi lige ville træne lidt med ham, så vi satte os på hver side af ham, med kort afstand imellem os, og så prøvede vi at lokke ham til at tage et par skridt. Og det lykkedes! Drengebarnet tog to bittesmå skridt, hvilket selvfølgelig gjorde mødrene meget stolte! Men det der varmede allermest var at se Tristans reaktion! Han klappede helt spontant og løb hen til Nohr og gav ham verdens største, hjertelige kram! Det var sgu lige til at få tårer i øjnene! De to drenge er simpelthen så glade for hinanden, trøster altid den anden med en sut eller våd kiks, hvis den ene er ked, og er i det hele taget meget opmærksomme på hinanden. Jeg føler mig vanvittigt priviligeret!

Tak fordi du læste med!

De sejeste superbabies

For et par uger siden havde Lisettes lillesøster, Christina, taget de sejeste udklædningsdragter med til familiens babyer -og hun havde bagtanker! Der var et regulært babyboom i familien omkring årsskiftet, hvor vi først fik Tristan (a.k.a. Spiderman) og Nohr (a.k.a. Hulk) i slutningen af september, og Lisettes søster og kusine blev forældre i januar til henholdsvis Gaia (a.k.a. Superwoman) og Texas (a.k.a. Batman) med få dages mellemrum, og det skulle nu udnyttes! Alle babyerne var samlet til fejringen af Lisette og hendes søsters fødselsdag, og så var det nærliggende at få taget nogle sjove billeder af kvartetten i deres superheltekostumer!

Fotografering af superbabyerne

 

Christina er både en dygtig fotograf og sej til Photoshop, og det kom der de her super seje billeder ud af, som jeg selvfølgelig bare blev nødt til at dele. Både Tristan, Nohr, Gaia og Texas har givet os lov -med samtykke på både dansk, polsk og arabisk, under forudsætning at vi ikke røber deres efternavne, da efterspørgslen på dem allerede er alt for stor.

Hvad synes i?

Tak fordi du læste med!

Månedsbilleder // Tristan og Nohr 1 år

Vi har fået taget månedsbilleder af Tristan og Nohr hele deres liv (høhø), og forleden fik de taget de sidste billeder i serien -bare en smule forsinket, da de netop er fyldt 13 måneder. De var ikke lige i verdens bedste fotograferingshumør den dag, men motivet er jo smukt :). De er i hvert fald 2/4 af mine yndlingsmotiver!

Elsker deres krøller
Som brødre vi dele -jeg tager det hele!
Det er ikke kun lutter lagkage at få taget billeder
Tristan❤️
Nohr❤️

Mor er forelsket ❤️❤️❤️

Tak fordi du læste med!

Tristan og Nohr 1 år!!!

For et år siden havde jeg de værste presseveer i mands minde (eller i hvert fald i mit minde!),  som føltes fordoblet i smerter fordi der lå to små fyre inde i maven og pressede sammen for at komme ud. Jeg var 37+0 og var i fuld gang med at fordoble min børneflok! Fødslen tog ikke lang tid, men efterlod både psykiske og fysiske ar som har taget en del tid at bearbejde. Måske er de endda ikke helt bearbejdet endnu. Fødselsoplevelsen kan du læse meget mere om lige HER.

Lisette med to helt nye, lækre små drengebørn

To små mirakler ser dagens lys

Lille Tristan var den første som blev født klokken 10.43. Han vejede 2465 g og var 49 cm lang, Han blev næsten skudt ud som en raket, og mens Lisette hurtigt fik lov at klippe navlesnoren, begyndte fødselsholdet at arbejde på tvillingebror Nohrs ankomst. Nohr havde drillet fødselsholdet fra start, hvor han drønede rundt inde i maven så de ikke kunne komme til at måle hans hjertelyd ordentligt. Nu hvor lille Tristan var ankommet, havde Nohr pludselig endnu mere plads til at drøne rundt inde i maven, og det var svært at fange hjertelyden selvom de sad med både scanner og doptone. Da Nohrs navlesnor så kom ud før Nohr fik de travlt, og fra de tog beslutningen om kejsersnit klokken 10.56 og til hans ankomst 11.06 gik der kun 10 min, hvor jeg nåede at blive kørt ud af Fødegangen.  hen til elevatoren, tre etager ned, ind på en operationsstue, blive bedøvet, maven skåret op og Nohr trukket ud! Imponerende! -og så sov jeg endda fra det hele! Nohr vejede 2625 gram og var også 49 cm lang.

Stolt mor og stolte søskende. Tristan og Nohr bliver for første gang lagt sammen på Neonatal
1 uge gamle. Nohr til venstre, Tristan til højre

Alt vel. P.S Send flere penge!

Det gik jo heldigvis godt med begge drenge, som suger al energi (og alle vores penge) ud af os :). De gror som ukrudt, er stort set altid glade, kravler i hver deres retning, rejser sig op af ALT, går langs møblerne, putter ALT i munden og elsker at lege med deres søskende. Det var en omvæltning at få små børn i huset igen, og vi skulle ud at anskaffe os alt igen, da vi ikke havde regnet med at skulle have flere børn, men hvor var det dog en skøn omvæltning. Tristan og Nohr er virkelig nogle dejlige, glade, skønne drenge, som spreder en masse glæde og god karma omkring sig. Vi er alle vilde med dem herhjemme, og ikke mindst deres store søskende som elsker at lege med dem. Og nu er de allerede et år! Ja, det er vildt som tiden flyver, og fantastisk at følge deres udvikling på sidelinien…Og vi synes stadig ikke at det er hårdt at have tvillinger!

Hver dag er en fest! Her i Legoland september 2017

Hurra, hurra, hurraaaaaaaaaaaa…

Morgenen i dag blev fejret som vi fejrer alle fødselsdage herhjemme: Med masser af gaver, lækker morgenmad og bare vores lille familie fra morgenstunden. For et par uger siden holdt vi fest for familien, og om en uge bliver de fejret af vores venner. Normalt vælger vores børn selv hvor de vil spise om aftenen, men det er Tristan og Nohr ikke helt gamle nok til, så vi laver deres livret i aften: Spaghetti med kødsovs. Vi ville have været i zoo i dag, men vejrudsigten så bestemt ikke tillokkende ud, så vi har hygget herhjemme i stedet.

Vi ville lige have en treer, men endte med to dejlige børn mere -og det værdsætter jeg hver dag.

Tak for dig Nohr Maximillian.

Tak for dig Tristan Jackson.

Tak for jer.

Og kæmpe stort tillykke med jeres første år. Vi elsker jer!

Tak fordi du læste med!

Tak fordi du læste med!

Tristan og Nohr 11 måneder -i går

I går rundede de små bøller de 11 måneder -og jeg fatter det ikke! Der nu officielt kun en måned til jeg ikke kan kalde dem babyer mere. Jeg ved godt, at det er totalt kliché, men jeg synes virkelig, at jeg lige har født dem.

Nohr
Tristan
Tristan tv og Nohr th

Drengene startede i dagpleje med rolig opstart for en måneds tid siden -og med en pause på to uger, fordi vi strandede på Madeira! De har det fantastisk i dagplejen, og har nu prøvet at sove der flere gange i sidste uge. De har faktisk slet ikke været kede af det derhenne, men de har selvfølgelig også hinanden -og de to fantastiske dagplejemødre, som virkelig gør det godt.

Tristan og Nohr kravler rundt i hele huset -og ud af huset, hvis vi glemmer at lukke en dør. De rejser sig op af ALT, og Tristan har givet slip flere gange. Tristan elsker at gå rundt med gåvogn, eller at vi holder hans hænder og støtter ham, så han kunne måske godt begynde at gå inden han fylder et år. Drengene er begyndt at få rigtig meget glæde af hinanden, og søge hinanden, og det varmer virkelig en mors hjerte.

De er begge stadig SUPER GLADE for mælkebaren, så jeg var ret nervøs over at skulle starte på arbejde. Det blev dog gjort til skamme, for de har klaret sig så flot uden mælk i dagplejen. De kommer så kravlende med 1000 km/t, når jeg kommer hjem, og så er der ellers mælkefest. Jeg håber lidt at kunne stoppe inden de fylder et år, men jeg tror ikke helt på det. Jeg vil nemlig helst have at de selv siger fra. Isabella sagde fra 9 mdr gammel og Nicolaj knap 13 måneder gammel (der havde jeg ellers besluttet at stoppe et par dage efter).

De er stadig glade 99% af tiden, og de er bare to fantastiske drenge, som bringer en masse glæde ind i vores liv. Jeg synes stadig ikke, at det er hårdt at have tvillinger -men der er meget logistik -og meget renden efter små banditter i hver sin retning!

De skulle have været til fotograf i dag, men Nohr har haft 39-40 i feber hele ugen, så det har vi udsat -og fejrer det i stedet med et lægebesøg til klatmand!

Tak fordi du læste med!

Tak fordi du læste med!

Tristan og Nohr 10 måneder

Mine to små bøller fylder 10 måneder i dag. TI MÅNEDER -og kun to måneder til de fylder 1 år. Det er jo slet ikke til at forstå! Om 2 dage starter de i en skøn, økologisk naturdagpleje med 10 børn i alt, og selvom jeg ved at stedet bare er perfekt, er jeg slet ikke klar til at sende dem i dagpleje endnu! Puha! Lisette siger, at jeg havde det på samme måde med Isabella og Nicolaj, så jeg er vist lidt af en pylremor! De to små mælkeigler hænger stadig ud i mælkebaren temmelig ofte, så har lidt ondt af dagplejemødrene, som ikke lige har (sådan en) mælkebar ved hånden.

Der er knald på herhjemme, hvor begge drenge er temmelig mobile efterhånden. Det kan du læse mere om i indlægget Freden er slut. Nohr kravler, og Tristan kryber mega stærkt. De rejser sig op af alt, piller i alt, hiver i alt, undersøger alt og ER overalt! Men de er også blevet super gode til at "lege" sammen og have glæde af hinanden. Det er helt tydeligt, at de nyder hinandens selskab og har et helt specielt bånd!
Der er sket en sand tandeksplosion herhjemme, hvor begge drenge er gået fra tandløse til indehaver af intet mindre end fire tænder hver! Heldigvis er de ikke begyndt at bide (så meget) under amningen endnu -men Nicolaj har fx fundet ud af, at det er en dårlig idé at stikke grabberne ind i munden på dem!
Tristan og Nohr er nogle fantastiske små drenge, som bringer ufattelig meget flæse ind i hele familien. De er stadig super nemme, og nu er vi begyndt at kunne putte dem ved 20-tiden i stedet for 22 tidligere! Det er fantastisk at få lidt aften igen!
Billederne er fra drengenes månedlige månedsbilleder, og de var i fuld hopla, da de blev taget, selvom det var tid til en lur. Er de ikke bare skønne? Der er endnu flere billeder fra deres fotoshoot på Instagram (regnbuemor.dk)

Tak fordi du læste med!

Tak fordi du læste med!