Tristan indlagt!

Tristan indlagt!

“Infektionstallet er umåleligt på maskinen, så det er i hvert fald over 200. Jeg ringer lige over til Børnemodtagelsen og melder jeres ankomst”, sagde vagtlægen, da jeg for et par uger siden sad med en ualmindeligt klattet Tristan i konsultationen, som havde 40,2 i temperatur og som havde sovet næsten hele tiden i halvandet døgn. Han havde godt nok haft tisset lidt det sidste halvandet døgn, men han var alligevel så klattet, at jeg gerne lige ville have lyttet på ham.

Meget klattet, ung mand hos vagtlægen

Vagtlægen mente at kunne høre, at Tristan havde dobbeltsidig lungebetændelse. I Børnemodtagelsen blev Tristan derfor stetoskoperet, sendt til røntgen af lungerne, fik et sug ned i næsen for at undersøge hans snot, taget blodprøver og fik lagt drop. 5 stik på kort tid, og Tristan reagerede knap nok på det. Infektionstallet (CRP) var på over 300, så Tristan blev indlagt på H4 -på samme stue hvor hans storebror Nicolaj lå alvorligt syg som spæd. Det gjorde dog ikke så meget indtryk på os, for historien om Nicolaj endte heldigvis godt.

Stue 10 på OUH. Samme stue hvor vi var indlagt med Nicolaj som spæd, hvor Nicolaj var alvorligt syg. Vi var dog ok med at ligge der, for historien om Nicolaj endte heldigvis godt
Syg lille put
Lille mand

Jeg var noget overrasket over, at Tristan blev syg så hurtigt, og fik så høje infektionstal efter kun halvandet døgn, men det viste sig også, at han ud over den dobbeltsidige lungebetændelse OGSÅ havde parainfluenza- og adenovirus, så der var ikke noget at sige til, at han var lidt skidt. Tristan fik udleveret en maske af en lungefysioterapeut, og den skulle han trække vejret igennem hver anden time. Noget den unge mand bestemt ikke brød sig om.

Langsomt i bedring

Børn er så utroligt fedt indrettet, at de lever i nuet, så så snart Tristan mærkede en lille smule bedring, kom der godt nok fut i fejemøget! Gangene blev cyklet tynde. Både på trehjulet cykel og med mor eller storebror som chauffør. Tristan nægtede dog at spise og drikke!

Lige så snart Tristan fik det en lille smule bedre, blev gangene kørt tynde på den lille cykel
…også på den store cykel sammen med mor…
…og med Nohr og storebror Nicolaj

Tristan var i klar bedring, men ville stadig ikke drikke, så han kunne ikke få lov at komme hjem. Feberen var væk, og drengen havde et aktivitetsniveau som en ADHD-dreng på koffein. På fjerdedagen for indlæggelsen foreslog jeg, at man undlod at give Tristan væske om natten, så han havde en chance for at kunne drikke lidt om dagen. Det er lidt af en balancegang, for Tristan skulle have nok væske til at slimen i hans lunger ikke blev for sej. Tristan blev sat over på peroral mikstur, og væsken blev ikke sat til om natten,  og næste morgen begyndte den lille fyr at drikke igen!

Tristan var vild med legestuen

Tristan blev udskrevet på 5. dagen, og det kunne ikke være på et mere passende tidspunkt. Dagplejen havde nemlig et forældre-børn-arrangement på Dyrskuet på den anden side af vejen, så en lille time forsinket fulgte Tristan og jeg trop til en skøn dag på dyrskue i Odense. Det kan du læse mere om i næste indlæg.

UDSKREVET -og nåede lige på Dyrskue med dagplejen
Som var et stort hit!

Tristan er efterhånden ved at være helt på toppen igen. Tænk at få dobbeltsidig lungebetændelse i JUNI måned. Mærkeligt nok fik flere af børnene i dagplejen lungebetændelse, dog ingen så slemt at det krævede indlæggelse, men det må have været en heftig baktusse!

Tak fordi du læste med!

KRÆFTedeme bekymret for brystkræft

KRÆFTedeme bekymret for brystkræft

I 1970´erne døde min mormor, som jeg desværre aldrig nåede at møde, af brystkræft. I 2009 var det min elskede mor der bukkede under for selvsamme sygdom. Jeg har altid frygtet at selvsamme lortesygdom skulle ramme mig. Alligevel har jeg været en hat til at få mig selvundersøgt, hvilket er paddehattedumt! Forrige torsdag, da jeg var gået i seng, tænkte jeg dog pludselig, at jeg hellere måtte mærke efter på mine bryster. Jeg ved ikke, hvad der lige fik mig til det dér, men jeg frøs til is, da jeg mærkede en knude i mit venstre bryst. Den havde jeg ikke mærket før. For lidt over en måned siden havde jeg bemærket, at min brystvorte så lidt anderledes ud, men havde egentlig slået det lidt hen (idiot!), og i lang tid har jeg været irriteret over hævede lymfer under armen. Nu hvor jeg også mærkede knuden, blev jeg oprigtigt nervøs. Næste morgen prøvede jeg at få fat i lægen, men forgæves, da de havde lukket den dag. Lige mit held. Jeg måtte derfor vente hele weekenden på at kunne få ringet, da det er et job for egen læge og ikke vagtlægen.

Min dejlige mor, som heldigvis lige nåede at møde Isabella (tv)

Mandag den 04.06.18 tog jeg på arbejde om morgenen, og fik så fat i lægen i lægernes telefontid. Jeg kunne heldigvis få en tid samme eftermiddag, og dagen på job var præget af bekymring og grådlabilitet. Besøget hos lægen bekræftede desværre min frygt. Lægen kunne også godt mærke knuden og se brystforandringen, og 1-2-3 var jeg blevet til en patient i en kræftpakke! Jeg fik en tid til mammografi, ultralyd og lægesamtale den kommende fredag. Jeg reagerede faktisk ikke rigtig på det før jeg næste dag mødte op på job. Et par kollegaer vidste, at jeg var taget til lægen dagen før, og spurgte høfligt ind til det, hvorefter jeg brød sammen og sagde, at jeg var kommet i et brystkræftpakkeforløb.

Hele ugen var præget af bekymring, og på selve dagen for undersøgelsen kunne jeg næsten ikke fungere på jobbet, fordi jeg simpelthen var så bange for svaret! Hver gang en kollega spurgte ind til den kommende undersøgelse, brød jeg sammen. Det var derfor også med en kæmpe knude i maven, at jeg betrådte røntgenafdelingens mammografiafsnit. Jeg var meget stille og meget alene. Jeg ville nemlig ikke have nogen med, selvom flere havde tilbudt at følge med mig. Jeg følte ikke, jeg kunne rumme andre end mig selv.

Det var helt surrealistisk at stå inde til mammografien. Mine tanker gik til min mor, hvis forløb også startede med en mammografi, og jeg kæmpede for at bevare fatningen. Efter at have fået mast mine ammeflade bryster endnu mere flade, skulle jeg ind til en læge som skulle ultralydsscanne og beføle brysterne. Lægen kunne sagtens mærke knuden i brystet og mærke de hævede lymfer i armhulen, men var umiddelbart ikke så bekymret under scanningen. Hun valgte derfor ikke at tage en biopsi, men afsluttede mig fra kræftpakken. Umiddelbart blev jeg lettet over svaret, men allerede en time efter levede bekymringerne igen i fuld flor i maven, som havde jeg en kæmpe knude af angst og nervøsitet. Mavefornemmelsen var simpelthen forkert! Da jeg i løbet af weekenden talte med flere venner, som kendte folk som var blevet fejldiagnosticeret med, at det “bare var kirtelvæv” lige som jeg fik at vide, valgte jeg, at jeg simpelthen bliver nødt til at få lidt afklaring her.

Nu har jeg gået hele weekenden uden den forløsning som svaret burde have givet i fredags. Grådlabiliteten forsvandt med svaret i fredags, men mavefornemmelsen skriger efter en reel afklaring. Jeg har derfor kontaktet røntgenafdelingen igen, og de gik med til at lave en fornyet ultralyd om en måned med evt biopsi. Det har givet mig ro i sjælen, og forhåbentlig kan en biopsi give mig det gode svar jeg har brug for.

Det var KRÆFTedeme noget af en forskrækkelse…

Tak fordi du læste med!

En indlæggelse kommer sjældent alene…

En indlæggelse kommer sjældent alene…

“Lisette! LISETTE! Se lige Nohr. Jeg kan ikke rigtig komme i kontakt med ham!…Jeg tror vi skal ringe 1-1-2!”, sagde jeg noget panisk til Lisette torsdag aften, da Nohr blev ukontaktbar efter at have slået hovedet ned i klinkegulvet. Han havde siddet i sofaen og hygget sig, da han pludselig faldt ned med hovedet først. Han græd heldigvis med det samme, men sad efterfølgende meget stille og bleg og sagde ikke rigtig noget. Han kravlede dog grædende over til mig, da jeg kom hjem -og så skete det: Han besvimede og vi kunne ikke vække ham. Jeg prøvede lidt forskellige tricks uden effekt. Kunne se at han trak vejret, men at han var ukontaktbar, så efter et par forsøg på at vække ham, ringede jeg 1-1-2 -et nummer jeg ellers har meget respekt for. Mens jeg ringede prøvede Lisette at få den unge mand vækket, og da jeg havde talt med Alarmcentralen i ganske kort tid, vågnede Nohr lidt op, da Lisette tog Nohr ud i den kolde luft. “Min lille dreng har slået hovedet og har været besvimet, men nu er han lige vågnet lidt op, så det er nok lidt overkill at bruge jer”, sagde jeg ydmygt. For 1-1-2 skal virkelig kun bruges med omtanke, så man er sikker på at have en ledig vogn til de alvorligt syge patienter! Personen jeg talte med (husker faktisk ikke kønnet!) spurgte ind til situationen, Nohrs tilstand med mere. Og Nohr var nu stadig ret bleg. Og ret stille. Og faldt lidt hen engang imellem. “Vi sender en vogn”, sagde personen -og så sad vi ellers og ventede på ambulancen, mens jeg, uvist af hvilken grund, sad og grublede over, om jeg skulle aflyse den, fordi Nohr et par gange fik det lidt bedre. Jeg er virkelig ikke god til at bruge det der 1-1-2!

Nå, to søde ambulancereddere kom ind ad døren og begyndte at undersøge lille Nohr, som ikke var helt glad for situationen og de fremmede mennesker, som satte alle mulige måleting fast på ham. Han havde et noget højt blodtryk og puls i de første mange målinger, men værdierne (pånær pulsen) kom heldigvis ned i et rimeligt leje. Redderne konfererede med en ortopædkirurgisk bagvagt på sygehuset, og de ville gerne have at Nohr kom ind til et tjek -så Nohr fik sin allerførste tur i en ambulance. Redderne var simpelthen så søde og omsorgsfulde hele vejen igennem, og de gjorde hele situationen tryg.

Vi ankom til FAM (Fælles Akutmodtagelse) hvor Nohr blev undersøgt af en rar læge, som mente det nok var meget smart at Nohr blev observeret for hjernerystelse på Børneafdeling H7 natten over. Det var egentlig også det, jeg var mest tryg ved, for det var lidt skræmmende at Nohr havde været besvimet hjemme. Jeg nåede at få hilst på nogle af mine tidligere kollegaer fra Skadestuen, og så blev vi ellers fulgt over på H7, hvor vi blev indlogeret på vores stue.

Nohr var her kvikket lidt op, og han kravlede lidt rundt og undersøgte stuen og alle de spændende ting, men så snart han havde fået målt værdier, fik han lidt mælk til natten, og så gik han ud som et lys! Natten igennem skulle han have målt blodtryk, puls, bevidsthedsniveau og lyses i øjnene ofte, og jeg frygtede lidt en nat, hvor Nohr ville vågne hele tiden, da han altid har sovet utroligt let. Gokket i hovedet var dog så tilpas hårdt, at Nohr simpelthen sov fra samtlige undersøgelser hele natten -inkl at blive lyst i øjnene! Jeg sov rimelig let hele natten, for jeg var en lidt bekymret mor, og jeg ville nok ønske at Nohr havde reageret bare en lille smule på undersøgelserne!

Næste morgen kom der en patient mere ind på stuen, og de synes de skulle tale i et super højt leje, som kunne have vækket selv en komapatient. Nohr vågnede, havde en lille opkastning, og kiggede sig lidt omkring. Og så skulle området ellers undersøges! Han fik inspiceret sengen og legerummet -og havde en regulær fest! Alt det spændende legetøj! Nok var han lidt træt og mat i sokkeholderne, men det der legerum var SÅ fedt og samtlige køretøjer blev inspiceret. Et par timer senere blev vi løsladt, og Nohr fik lov at komme hjem og blive observeret videre for sin hjernerystelse. Han har været ret træt hjemme, men har også haft overskud til at lege og hygge med sine søskende. Nu synes jeg, at Nohrs indlæggelseskvote er opbrugt, da han også var indlagt kortvarigt to dage forinden, da han (måske) havde spist en af min fars piller. Der har været rigeligt knald på for et godt stykke tid nu, så nu ville det være rart med raske børn og ubekymrede mødre!

Tak fordi du læste med!

Aktivt kul på Nohr!

Aktivt kul på Nohr!

“Hvis han ikke kan spise sin “lakrids”is inden for 15 minutter, så må vi lave et overgreb på Nohr”, sagde sygeplejersken på Børneafdeling 17 på Næstved Sygehus i går aftes, da Nohr skulle have aktivt kul. Vi havde været hjemme at spise hos min gamle far i Faxe, og havde lavet en pillerunde i hans bolig, så de små ikke fik fingre i noget, de ikke skulle. Alligevel formåede Nohr at åbne et skab, hvor der åbenbart lå et lille æggebæger med Pradaxa, som er et stærkt blodfortyndende middel. Lisette hørte ham hoste, som om han havde fået noget galt i halsen, og så fandt hun to kapsler medicin i nærheden af ham. Jeg fik hurtigt identificeret medicinen som Pradaxa, og så ringede jeg til Giftlinien for at forhøre mig om, hvad vi skulle gøre. Tvivlen skulle komme ham tilgode, og vi skulle derfor en tur forbi børneafdelingen , så Nohr kunne få aktivt kul, som kan neutralisere medicinen i maven. Ungerne havde en fest med alt det fremmede legetøj

Vi skulle egentlig hjem til Odense, men vi måtte ikke bruge de halvanden time det ville tage, da han skulle behandles hurtigst muligt. Så hele familien på seks troppede op på afdelingen.

Sonde

Da Nohr havde fået et par skefulde af den spændende “lakrids”is, var den slet ikke spændende mere, og vi måtte derfor ty til sonden, som bestemt ikke huede den unge mand. Vores ellers meget rolige Nohr kæmpede en brav kamp, men sygeplejersken vandt og Nohr fik sit aktive kul i sonden. Da han skulle observeres i et par timer, kørte Lisette de tre andre unger tilbage til mormor og morfar, da de var meget trætte, og Nohr og jeg blev på sygehuset. Træt Nohr på Børneafdelingen

Efter et par timer hvor Nohr holdt regulær fest i venteværelset (man fik lov at passe sig selv temmelig meget), fik vi endelig lov at komme hjem. Vi snuppede en ekstra overnatning på Sjælland hos bedsterne, og er nu endelig hjemme igen. Vi slap med forskrækkelsen -og Nohr har det fremragende. Vi tog alle de forholdsregler vi kunne, og der skal ikke mere end få sekunder til før små bavianer laver ballade. Det er især værd at huske, når man har to små pilfingre med ude på nyt territorier.

Tak fordi du læste med!