KRÆFTedeme bekymret for brystkræft

I 1970´erne døde min mormor, som jeg desværre aldrig nåede at møde, af brystkræft. I 2009 var det min elskede mor der bukkede under for selvsamme sygdom. Jeg har altid frygtet at selvsamme lortesygdom skulle ramme mig. Alligevel har jeg været en hat til at få mig selvundersøgt, hvilket er paddehattedumt! Forrige torsdag, da jeg var gået i seng, tænkte jeg dog pludselig, at jeg hellere måtte mærke efter på mine bryster. Jeg ved ikke, hvad der lige fik mig til det dér, men jeg frøs til is, da jeg mærkede en knude i mit venstre bryst. Den havde jeg ikke mærket før. For lidt over en måned siden havde jeg bemærket, at min brystvorte så lidt anderledes ud, men havde egentlig slået det lidt hen (idiot!), og i lang tid har jeg været irriteret over hævede lymfer under armen. Nu hvor jeg også mærkede knuden, blev jeg oprigtigt nervøs. Næste morgen prøvede jeg at få fat i lægen, men forgæves, da de havde lukket den dag. Lige mit held. Jeg måtte derfor vente hele weekenden på at kunne få ringet, da det er et job for egen læge og ikke vagtlægen.

Min dejlige mor, som heldigvis lige nåede at møde Isabella (tv)

Mandag den 04.06.18 tog jeg på arbejde om morgenen, og fik så fat i lægen i lægernes telefontid. Jeg kunne heldigvis få en tid samme eftermiddag, og dagen på job var præget af bekymring og grådlabilitet. Besøget hos lægen bekræftede desværre min frygt. Lægen kunne også godt mærke knuden og se brystforandringen, og 1-2-3 var jeg blevet til en patient i en kræftpakke! Jeg fik en tid til mammografi, ultralyd og lægesamtale den kommende fredag. Jeg reagerede faktisk ikke rigtig på det før jeg næste dag mødte op på job. Et par kollegaer vidste, at jeg var taget til lægen dagen før, og spurgte høfligt ind til det, hvorefter jeg brød sammen og sagde, at jeg var kommet i et brystkræftpakkeforløb.

Hele ugen var præget af bekymring, og på selve dagen for undersøgelsen kunne jeg næsten ikke fungere på jobbet, fordi jeg simpelthen var så bange for svaret! Hver gang en kollega spurgte ind til den kommende undersøgelse, brød jeg sammen. Det var derfor også med en kæmpe knude i maven, at jeg betrådte røntgenafdelingens mammografiafsnit. Jeg var meget stille og meget alene. Jeg ville nemlig ikke have nogen med, selvom flere havde tilbudt at følge med mig. Jeg følte ikke, jeg kunne rumme andre end mig selv.

Det var helt surrealistisk at stå inde til mammografien. Mine tanker gik til min mor, hvis forløb også startede med en mammografi, og jeg kæmpede for at bevare fatningen. Efter at have fået mast mine ammeflade bryster endnu mere flade, skulle jeg ind til en læge som skulle ultralydsscanne og beføle brysterne. Lægen kunne sagtens mærke knuden i brystet og mærke de hævede lymfer i armhulen, men var umiddelbart ikke så bekymret under scanningen. Hun valgte derfor ikke at tage en biopsi, men afsluttede mig fra kræftpakken. Umiddelbart blev jeg lettet over svaret, men allerede en time efter levede bekymringerne igen i fuld flor i maven, som havde jeg en kæmpe knude af angst og nervøsitet. Mavefornemmelsen var simpelthen forkert! Da jeg i løbet af weekenden talte med flere venner, som kendte folk som var blevet fejldiagnosticeret med, at det “bare var kirtelvæv” lige som jeg fik at vide, valgte jeg, at jeg simpelthen bliver nødt til at få lidt afklaring her.

Nu har jeg gået hele weekenden uden den forløsning som svaret burde have givet i fredags. Grådlabiliteten forsvandt med svaret i fredags, men mavefornemmelsen skriger efter en reel afklaring. Jeg har derfor kontaktet røntgenafdelingen igen, og de gik med til at lave en fornyet ultralyd om en måned med evt biopsi. Det har givet mig ro i sjælen, og forhåbentlig kan en biopsi give mig det gode svar jeg har brug for.

Det var KRÆFTedeme noget af en forskrækkelse…

Tak fordi du læste med!

En indlæggelse kommer sjældent alene…

“Lisette! LISETTE! Se lige Nohr. Jeg kan ikke rigtig komme i kontakt med ham!…Jeg tror vi skal ringe 1-1-2!”, sagde jeg noget panisk til Lisette torsdag aften, da Nohr blev ukontaktbar efter at have slået hovedet ned i klinkegulvet. Han havde siddet i sofaen og hygget sig, da han pludselig faldt ned med hovedet først. Han græd heldigvis med det samme, men sad efterfølgende meget stille og bleg og sagde ikke rigtig noget. Han kravlede dog grædende over til mig, da jeg kom hjem -og så skete det: Han besvimede og vi kunne ikke vække ham. Jeg prøvede lidt forskellige tricks uden effekt. Kunne se at han trak vejret, men at han var ukontaktbar, så efter et par forsøg på at vække ham, ringede jeg 1-1-2 -et nummer jeg ellers har meget respekt for. Mens jeg ringede prøvede Lisette at få den unge mand vækket, og da jeg havde talt med Alarmcentralen i ganske kort tid, vågnede Nohr lidt op, da Lisette tog Nohr ud i den kolde luft. “Min lille dreng har slået hovedet og har været besvimet, men nu er han lige vågnet lidt op, så det er nok lidt overkill at bruge jer”, sagde jeg ydmygt. For 1-1-2 skal virkelig kun bruges med omtanke, så man er sikker på at have en ledig vogn til de alvorligt syge patienter! Personen jeg talte med (husker faktisk ikke kønnet!) spurgte ind til situationen, Nohrs tilstand med mere. Og Nohr var nu stadig ret bleg. Og ret stille. Og faldt lidt hen engang imellem. “Vi sender en vogn”, sagde personen -og så sad vi ellers og ventede på ambulancen, mens jeg, uvist af hvilken grund, sad og grublede over, om jeg skulle aflyse den, fordi Nohr et par gange fik det lidt bedre. Jeg er virkelig ikke god til at bruge det der 1-1-2!

Nå, to søde ambulancereddere kom ind ad døren og begyndte at undersøge lille Nohr, som ikke var helt glad for situationen og de fremmede mennesker, som satte alle mulige måleting fast på ham. Han havde et noget højt blodtryk og puls i de første mange målinger, men værdierne (pånær pulsen) kom heldigvis ned i et rimeligt leje. Redderne konfererede med en ortopædkirurgisk bagvagt på sygehuset, og de ville gerne have at Nohr kom ind til et tjek -så Nohr fik sin allerførste tur i en ambulance. Redderne var simpelthen så søde og omsorgsfulde hele vejen igennem, og de gjorde hele situationen tryg.

Vi ankom til FAM (Fælles Akutmodtagelse) hvor Nohr blev undersøgt af en rar læge, som mente det nok var meget smart at Nohr blev observeret for hjernerystelse på Børneafdeling H7 natten over. Det var egentlig også det, jeg var mest tryg ved, for det var lidt skræmmende at Nohr havde været besvimet hjemme. Jeg nåede at få hilst på nogle af mine tidligere kollegaer fra Skadestuen, og så blev vi ellers fulgt over på H7, hvor vi blev indlogeret på vores stue.

Nohr var her kvikket lidt op, og han kravlede lidt rundt og undersøgte stuen og alle de spændende ting, men så snart han havde fået målt værdier, fik han lidt mælk til natten, og så gik han ud som et lys! Natten igennem skulle han have målt blodtryk, puls, bevidsthedsniveau og lyses i øjnene ofte, og jeg frygtede lidt en nat, hvor Nohr ville vågne hele tiden, da han altid har sovet utroligt let. Gokket i hovedet var dog så tilpas hårdt, at Nohr simpelthen sov fra samtlige undersøgelser hele natten -inkl at blive lyst i øjnene! Jeg sov rimelig let hele natten, for jeg var en lidt bekymret mor, og jeg ville nok ønske at Nohr havde reageret bare en lille smule på undersøgelserne!

Næste morgen kom der en patient mere ind på stuen, og de synes de skulle tale i et super højt leje, som kunne have vækket selv en komapatient. Nohr vågnede, havde en lille opkastning, og kiggede sig lidt omkring. Og så skulle området ellers undersøges! Han fik inspiceret sengen og legerummet -og havde en regulær fest! Alt det spændende legetøj! Nok var han lidt træt og mat i sokkeholderne, men det der legerum var SÅ fedt og samtlige køretøjer blev inspiceret. Et par timer senere blev vi løsladt, og Nohr fik lov at komme hjem og blive observeret videre for sin hjernerystelse. Han har været ret træt hjemme, men har også haft overskud til at lege og hygge med sine søskende. Nu synes jeg, at Nohrs indlæggelseskvote er opbrugt, da han også var indlagt kortvarigt to dage forinden, da han (måske) havde spist en af min fars piller. Der har været rigeligt knald på for et godt stykke tid nu, så nu ville det være rart med raske børn og ubekymrede mødre!

Tak fordi du læste med!

Aktivt kul på Nohr!

“Hvis han ikke kan spise sin “lakrids”is inden for 15 minutter, så må vi lave et overgreb på Nohr”, sagde sygeplejersken på Børneafdeling 17 på Næstved Sygehus i går aftes, da Nohr skulle have aktivt kul. Vi havde været hjemme at spise hos min gamle far i Faxe, og havde lavet en pillerunde i hans bolig, så de små ikke fik fingre i noget, de ikke skulle. Alligevel formåede Nohr at åbne et skab, hvor der åbenbart lå et lille æggebæger med Pradaxa, som er et stærkt blodfortyndende middel. Lisette hørte ham hoste, som om han havde fået noget galt i halsen, og så fandt hun to kapsler medicin i nærheden af ham. Jeg fik hurtigt identificeret medicinen som Pradaxa, og så ringede jeg til Giftlinien for at forhøre mig om, hvad vi skulle gøre. Tvivlen skulle komme ham tilgode, og vi skulle derfor en tur forbi børneafdelingen , så Nohr kunne få aktivt kul, som kan neutralisere medicinen i maven. Ungerne havde en fest med alt det fremmede legetøj

Vi skulle egentlig hjem til Odense, men vi måtte ikke bruge de halvanden time det ville tage, da han skulle behandles hurtigst muligt. Så hele familien på seks troppede op på afdelingen.

Sonde

Da Nohr havde fået et par skefulde af den spændende “lakrids”is, var den slet ikke spændende mere, og vi måtte derfor ty til sonden, som bestemt ikke huede den unge mand. Vores ellers meget rolige Nohr kæmpede en brav kamp, men sygeplejersken vandt og Nohr fik sit aktive kul i sonden. Da han skulle observeres i et par timer, kørte Lisette de tre andre unger tilbage til mormor og morfar, da de var meget trætte, og Nohr og jeg blev på sygehuset. Træt Nohr på Børneafdelingen

Efter et par timer hvor Nohr holdt regulær fest i venteværelset (man fik lov at passe sig selv temmelig meget), fik vi endelig lov at komme hjem. Vi snuppede en ekstra overnatning på Sjælland hos bedsterne, og er nu endelig hjemme igen. Vi slap med forskrækkelsen -og Nohr har det fremragende. Vi tog alle de forholdsregler vi kunne, og der skal ikke mere end få sekunder til før små bavianer laver ballade. Det er især værd at huske, når man har to små pilfingre med ude på nyt territorier.

Tak fordi du læste med!

Tristan indlagt med hjernerystelse

“Klonk!” lød det forleden inde fra soveværelset, efterfulgt af lidt stilhed og bagefter et hjerteskærende vræl! Hvad der bare ikke måtte ske, skete. Nicolaj havde mistet overbalancen, med Tristan i armene, så Tristan havde hamret hovedet ind i væggen. Heldigvis ikke med så stor kraft.  Nicolaj brød straks sammen, og var ulykkelig over, hvad der var sket, selvom han altid passer så godt på! Efter lidt trøsten, faldt Tristan til ro. Der var ingen buler at se, og han havde det ok, mens Lisette læste godnathistorie for de store. Kort efter begyndte han dog at kaste eksplosivt op og blive rigtig dårlig -så vagtlægen blev kontaktet, og så kørte jeg mod sygehuset for at få tjekket, om Tristan havde fået hjernerystelse. 

Klattet Tristan
Da vi nåede frem til vagtlægen, var Tristan (som ungerne ALTID gør på vej til vagtlægen) frisket op, og selvom han ikke helt var sig selv 100%, sendte han lidt smil i lægens retning og samarbejdede flot til undersøgelsen. Dommen var: “Fordi han har kastet op, kalder vi det hjernerystelse, men det får babyer sjældent, så det har han ikke. Vi behøver ikke se ham igen, hvis han kaster op hjemme“.  Vi kørte derefter hjem, og herefter begyndte den unge mand at kaste op flere gange. Jeg valgte at se ham lidt mere an, fordi vi jo lige var blevet tjekket, men opkastningerne blev ved løbende gennem natten, og om morgenen var han endnu mere klattet, havde fået feber og var bestemt ikke sig selv. Kl 06.45 sad vi derfor klar i skadestuen, da jeg ikke var helt tryg ved situationen længere. Jeg havde begge drengene med, for mælkebaren følger med mig. 

I skadestuen blev det bekræftet, at der naturligvis var tale om en hjernerystelse. Tristan havde dog igen fået det lidt bedre, så vi fik besked på, at vi trygt kunne observere ham hjemme. Jeg nåede dog ikke længere end til venteværelset, før Tristan kastede eksplosivt op to gange mere -og så blev det til en indlæggelse i stedet!

Indlagt!
Først kom Tristan på Afd H7, hvor de begyndte at observere ham for hjernerystelse. Her viste det sig, at Tristan havde et tårnhøjt systolisk blodtryk på 130/ og en puls på 170, hvilket flere målinger ikke lavede om på. De turde derfor ikke andet end at få den lille mand en tur i CT-scanneren -og sådan en lille baby fylder godt nok ikke meget i sådan en stor scanner! Jeg stod ved siden af Tristan, da han blev scannet, og formåede at aflede ham lidt, så han ikke skulle i narkose. 
Lille baby vs stor scanner
Scanningen viste heldigvis, at Tristan IKKE havde en blødning, og alt så fint ud. Feberen var imidlertid steget, og blodtrykket og pulsen var stadig høj, så Tristan blev overført til Afd H4. Her kom han på isolationsstue pga opkastningerne. De frygtede Novovirus pga opkastningerne, selvom jeg virkelig prøvede at argumentere for, at han jo havde kastet op pga hovedtraumet (og havde desuden heller ikke kastet op siden skadestuen) + at han på ingen måde havde tynd mave. Der blev taget blodprøver, og den unge mand sov det meste af tiden fraset lidt få korte opvågningsperioder, hvor han blev ammet lidt. 

Ved 23-tiden kom der en læge ind der kunne fortælle, at infektionstallene var forhøjede, men at der formentlig var tale om en virus. Vi drøftede blodtryk mm, og argumenterede med lægen om, at det ikke var nødvendigt at måle værdier om natten, da blodtrykket lå stabilt (til den høje side), og han ville vågne af at blive lyst i øjnene hele tiden (og hans bror ville vågne af alle besøgene! -ikke så fedt når der kun var en mor). Desuden havde en scanning vist, at der jo ikke var blødning eller lignende i hjernen, og så gav det ikke helt mening at skulle måle så meget. 

Godnattid i fængselssengene
Natten forløb ok, selvom babyerne var lidt urolige og holdt mig vågen fra 2-4 og igen fra kl 6. Normalt sover de igennem (Nohr vågner engang imellem en enkelt gang). Tristan vågnede op med et lidt pænere blodtryk, uændret puls og 39 i feber. Isolationen blev ophævet om morgenen -for selvfølgelig var det ikke et maveonde! Ved middagstid fik han taget blodprøver igen, som viste at infektionstallene var steget lidt mere, dog formentlig stadig kun svarende til en virus. Der blev podet for lidt af hvert -og så blev vi heldigvis udskrevet med åben indlæggelse i en uge. Det er bedre at komme sig hjemme. Vi skal dog fortsat være ret obs på væskeindtaget, da Tristan ikke indtager så meget, og bleerne kun har meget lidt tis i, men vi håber vi kan undgå at skulle tilbage til hospitalet!
Lidt klattet bassemand efter hjemkomsten
Herhjemme virker feberen til at være faldet lidt. Tristan sover stadig meget, og ammer ikke så meget, men virker alligevel til at have det en lille bitte smule bedre! Dejligt! Det er godt at være hjemme igen, omend jeg skal til undersøgelse med Nohr på sygehuset imorgen!

Tak fordi du læste med!

Tak fordi du læste med!

Knæk (den skide!) cancer! I dag ville min mor være fyldt 74 år

I dag ville min mor være fyldt 74  år. Vi er dog desværre allerede gået glip af  8 fødselsdage. 8 fødselsdage som har efterladt os med et savn af dét det kunne have været. Et savn efter en mor, svigermor, mormor, farmor og plejemor. Mor mangler i mit liv. Hun nåede heldigvis at møde Isabella som baby, hvilket jeg er dybt taknemlig for, men hvor ville jeg dog ønske, hun også havde mødt Nicolaj, Tristan og Nohr. Jeg vælger dog at tro på, at hun følger med i deres liv på en eller anden måde. Alt andet ville være ubærligt at tænke på!

Mor og lille Isabella
Mor døde af brystkræft, som havde spredt sig til stort set hele kroppen pånær hjernen. Hun kæmpede bravt og tappert i tre år inden kroppen sagde stop. Hendes egen mor døde også af det samme, og det sætter da ens tanker igang. 
<3

Id over at mors fødselsdag minder mig om savnet, så gør det store fokus på Knæk Cancer i denne uge det også. Det er pisse hårdt, men jeg er også glad for, at der bliver samlet penge ind til forskning (og lige så vanvittigt forarget over at læse, at De i Go’Morgen DK lod en seer vinde 1000.000 (ja 1 MILLION) kr af de donerede penge!

Jeg har besluttet mig for at se Knæk Cancer-showet i aften, selvom det bliver pisse hårdt. Jeg satser også stærkt på at donere penge, som jeg altid gør. Det spøger bare lidt i baggrunden, hvordan de vil prioritere at bruge pengene. Jeg håber også, at folk husker, at der er mange andre forfærdelige, invaliderende sygdomme, som desværre ikke får lige så meget fokus som cancer. Sygdomme er noget fanden har skabt!

Jeg ville ønske canceren selv gik cancer og døde!

Elskede mor
Til minde om Lene Bramsbye 29.10.42-04.08.09

Tak fordi du læste med!

Syg Isabella

Af Lisette
Det er aldrig sjovt at blive vækket om morgenen. Slet ikke når det stadig er så mørkt, som det nu engang er om vinteren.  I morges var ingen undtagelse, så efter at have kaldt på de sovende små mennesker de obligatoriske fem minutter, gik jeg ind for at se, om der var sprækker i øjnene. 

Selvom Isabella havde smidt dynen, var hun så varm, at man næsten kunne spejle et æg på ryggen af hende. Stakkels Isabella var blevet syg.  Dermed kunne pålægskassen og rugbrødet pænt lægges tilbage, for Isabella skulle ingen steder i dag. Og når Isabella blev hjemme, så kunne Nicolaj lige så godt også blive hjemme. Det lod til, han var glad for det. Han sov i hvert fald til kl. 9.  

Isabella

Selvom man kun er en syv-årig pige, kan man sagtens være mandesyg. Således er vand og mælk blevet serveret af undertegnede og lillebror under små klynk af ubehag. Øjnene er blanke, panden varm, og kroppen slap, så i vandret position har hun set fjernsyn hele dagen. Skulle der skiftes kanal, var det naturligvis lillebrors opgave. 

Feber er aldrig sjovt, men det er endnu værre at se sine små pus være syge. Så snart bliver hun puttet i vores seng, som de altid bliver, når de er syge, og så håber jeg, hun er noget mere frisk og oprejst pige i morgen.

Tak fordi du læste med!

Tak fordi du læste med!

Om at miste // Jul, minder og savn

Julen er hjerternes fest, men for mange er den også en tid, hvor folk bliver mindet lidt ekstra om, hvem der mangler. Jeg mistede min elskede mor, til den forbandede cancer, i august 2009, og selvom jeg i aften skal fejre den sjette jul uden hende, mangler hun stadig. (Læs mere her: Om at miste // Når sorg bliver til savn -åbner i nyt vindue).

Nicolaj og Isabella pynter juletræ
 
Skønne minder

Jeg har en masse skønne minder om julen med hele familien samlet. Vi har altid fået både and og flæskesteg til jul -med mors FANTASTISKE brune sovs, som jeg slet ikke selv kan lave lige så godt. Mor var en ørn i køkkenet, og julemad bliver nok aldrig det samme igen, om end svigerfar bestemt også laver skøn mad! Vores juletræ mindede altid allermest om et fastelavnsris, da vi var otte søskende, som alle havde lavet vores eget bidrag til træet. Det var fyldt med både farvede og hvide, elektriske lys, og nær toppen satte jeg altid en hvid engel, som jeg havde lavet i børnehaven. Træet var ikke kønt, men det var personligt, og vi elskede det. Det kom altid først ind omkring Lillejuleaften, eller juleaften, for min mor kunne ikke så godt tåle grantræer -lidt uheldig kombi.

Dengang vi var alle børn hjemme, var der to mandler i risalamanden. Med de to mandler, hørte to konvolutter. I den ene var der en gave, og i den anden var der opvasken efter julemaden! Der var flere der prøvede at give mandlen videre under bordet! Efter opvasken kom der altid et stort fad ind på bordet med nødder, konfekt, frugtflæsk, mentokarameller, guldkarameller og anden julekonfekt, og vi elskede det. Så dansede vi om juletræet hånd i hånd, og vi sluttede altid af med “Nu er det jul igen”. Da vi var små, kom julemanden (typisk en af vores brødre, som liiiige skulle på toilettet), og senere åbnede vi gaverne en for en. Julen emmede simpelthen af hygge. Efter gaveoppakningen havde vi pakkeleg -oftest med terninger eller som bingo, og det var simpelthen så sjovt og hyggeligt, når vi kæmpede indædt om at vinde pakkerne. Vores juleaftener endte altid først efter midnat, og så begyndte vi børn at se frem til nytåret, som vi også elskede.

Efter mor blev syg blev julen ikke helt det samme mere. Vi fik tre juleaftener med mor. Den ene af dem var frygtelig, for der var mor indlagt, og havde ikke kræfter til at komme hjem. Jeg lavede julemaden derhjemme, hvor vi var min far, min lillesøster og min lillebror den jul. Tårerne trillede ned af kinderne, for det føltes ikke rigtigt, at hun ikke var der. Juletræet var kommet ind i stuen, men der var ikke sat et eneste stykke pynt på, for mor manglede. Vi spiste juleanden i stort set tavshed, for vi havde kun en ting i tankerne: At komme op til mor på sygehuset. Lige så snart det sidste stykke and var slugt, sad vi i bilen på vej til sygehuset med frisk risalamande i en skål, og en masse pakker til pakkeleg, som vi ville overraske mor med. Mor havde heldigvis enestue, og vi fik lov at tage et bord derind. Mor nød risalamanden, om end hun ikke havde meget appetit, og jeg tror hun brugte meget energi på pakkelegen, om end hun også havde lidt overskud til at grine lidt. Vi udvekslede gaver og sad og hyggede i et par timer, og så kunne mor ikke holde til mere. Jeg synes det var en afsindigt trist juleaften, og hver gang jeg tænker tilbage på den, får jeg en klump i halsen. 

Isabellas første jul. Min elskede mor sidder med Isabella t.v. (14 dage ) og min søsters datter Nadja (ca 3 mdr)
 

Året efter var jeg 14 dage forinden blevet mor til Isabella, og mor var heldigvis frisk nok, til at være med juleaften. Vi holdt det hos min bror Thomas, og vi var 5 børn tilstede. Jeg var lykkelig for, at mor nåede at opleve en jul med Isabella og sine andre børnebørn, og jeg husker aftenen som rigtig god, selvom jeg havde en kraftig fornemmelse af, at det ville blive den sidste jul med mor. Det fik jeg desværre ret i. Da det var Isabellas første jul, skulle vi holde halv jul med begge hold bedsteforældre, så efter desserten kørte vi hjem til Lisettes forældre.

Første jul uden mor var hjemme hos Lisettes forældre, og selvom savnet af mor var stort, var julen egentlig ok. Der var mange der var opmærksomme på, at tage sig af mig, så jeg følte vi var en helt flok, som hånd i hånd gik igennem julen. Det var faktisk nytåret det år, som var allerværst, for nu gik jeg ind i et nyt år, som jeg ikke skulle opleve med min mor. Min mor ville ikke få lov at blive ældre. Hun ville ikke få lov at opleve Isabella vokse op, og ikke mindst manglede jeg (og gør stadig), hendes opkald nytårsaften. Hun ringede altid lige over midnat, og ønskede mig godt nytår. Jeg savner hendes opkald hvert eneste år.

Anden jul var faktisk værre end den første, for der var ikke lige så mange der tænkte over, at jeg manglede min mor. Jeg sender min mor mange kærlige tanker hver jul, men det er stadig nytåret, der er værst.

Husk nu at værdsætte de mennesker, du har omkring dig. Man aner ikke hvor længe man har hinanden. Jeg er dybt taknemmelig for de skønne mennesker, jeg har i mit liv. Julen er glædens fest -og denne jul vil jeg mindes min mor med glæde. Mindes vores skønne juleaftener, hendes skønne julemad og hendes fantastiske væsen. Jeg vil tænke på alle de mennesker, jeg har kær, og jeg er sikker på at mor følger med et eller andet sted fra 🙂

Tak fordi du læste med ❤️

Tak fordi du læste med!