Udskrevet! Verdens sejeste!

Udskrevet! Verdens sejeste!
Syg far, bekymret datter

Verdens sejeste far!

For ca 5 år siden var jeg vanvittigt bekymret for min far, som var blevet indlagt hundesyg med tarmslyng. Han blev svagere og svagere, blev smidt rundt på den ene afdeling efter den anden (10 stk på fire forskellige sygehuse) og mine søskende og jeg var virkelig bekymrede for, at han ikke klarede den. For 5 uger siden stod vi med samme problematik -denne gang med et langt mere alvorligt billede! (Læs mere HER). Lægerne mistænkte alvorlig cancer med virkelig dårlig prognose, min far var hundesyg og kiloene RASLEDE af ham (over 20 kg). Jeg forberedte mig mentalt på, at han ville dø snart. Min stærke, intelligente, seje far -kun en skygge af sig selv. Jeg forberedte mine brødre på, at udfaldet nok var døden. Jeg forberedte mine børn på, at morfar var alvorligt syg. Av!

Jeg fejler sgu ikke noget alvorligt…

…sagde min evigt optimistiske far, selvom hans mad ikke kunne passere mavesækken, blodprøverne var skæve og kiloene fortsat raslede af. “Jeg har sgu ikke kræft. Jeg har lovet dig at blive mindst 100 år. Bliver jeg ikke det, så går det nok også. Jeg har haft et langt og godt liv”. Selv om min far ikke troede på diagnosen, var han alligevel lidt nervøs for prognosen, for han begyndte at fortælle os, hvem der skulle have hvad. Cancerdiagnosen troede han dog ikke på!

Stærke, intelligente, seje far!

Svar på undersøgelser

Som dagene gik kom der svar på flere og flere undersøgelser. Lægerne var stadig i vildrede, men ingen af prøverne bongede ud for cancer (læs mere HER). Min far havde fået lavet endnu en gastroskopi, denne gang i narkose, og der havde de set, at han havde gastroparese (lammelse af mavesækken/slap mavesæk). Han kom i behandling, og pludselig kunne maden igen passere ned gennem mavesækken. Han kunne begynde at spise, slippe for den parenterale ernæring og fik langsomt energi igen! Der er stadig ikke svar på de sidste prøver, men vi forventer ikke cancer. Lægerne har dog fundet lidt forandringer i spiserøret, som kan være et forstadie til kræft -men det skal der”bare” holdes øje med!

For fem uger siden troede vi far skulle dø

…men han er gjort at et fantastisk stærkt stof. HAN ER NEMLIG BLEVET UDSKREVET!!! Han skal have lidt mere hjemmehjælp her i starten, mindes om at huske at drikke mm -men han er udskrevet. Lægerne ved stadig ikke, hvad der præcis skete, men medicinen virker, han får det bedre for hver dag der går -og jeg tror ikke jeg bliver forældreløs lige om hjørnet.

Stærke, intelligente, seje far, som nu har snydt døden to gange!

Tak fordi du læste med! Husk at du kan følge Regnbuemor på Instagram (regnbuemor.dk) og Facebook (Regnburmor.dk). Jeg bliver mega glad, hvis du følger bloggen.

Lægerne leder efter en cancer, men de leder i blinde…

Lægerne leder efter en cancer, men de leder i blinde…
Svagelig far i sygesengen

Fortsat fra indlægget 17 dages stilhed, alvorlig baggrund.

Alt ved gastroskopien så dystert ud, og som sygeplejerske kunne jeg ikke lade være med at Google på de fund, da havde gjort sig ved gastroskopien og CT-scanningen med kontrast. Takket være Sundhed.dk, kunne jeg løbende følge med i min fars journal, hvilket han havde givet tilladelse til. Her holdt jeg øje med blodprøvesvar, biopsisvar og journalnotater (med 1-2 dages forsinkelse), og måtte flere gange gøre personalet på afdelingen opmærksom på ting. F.eks. da visse blodprøver blev mere og mere “skæve”; da min far ikke blev vejet fast trods stort vægttab inden indlæggelsen; da der ikke var ordineret fysioterapi; da han burde få anlagt CVK til den parenterale ernæring og da der ikke blev bestilt “sladrehanks”blodsukker, da min far pludselig præsterede et tårnhøjt blodsukker o.s.v. Som pårørende med sundhedsfaglig baggrund, har jeg nok været lidt af en pestilens med alle mine spørgsmål, men jeg havde et helt andet indblik i journalen, fordi jeg kun skulle holde øje med min fars journal, og fx ikke over 10 journaler, som man ellers skal holde øje med. Lad mig bare sige, at jeg den sidste måneds tid virkelig har udviklet min viden inden for mave-tarm-medicin, som jeg ellers aldrig har arbejdet indenfor!

Et hyggeligt aftenbesøg hos min elskede farmand

Vi leder efter en cancer, men vi leder lidt i blinde…

…fik jeg at vide, da jeg talte i telefon med en af sygeplejerskerne. På grund af det store vægttab, som selvfølgelig til dels kunne skyldes ventrikelretentionen (ingen passage mellem mavesæk og tarme), var lægerne meget opsatte på, at der måtte være en cancer et eller andet sted. Alt hvad min far spiste, blev nede i mavesækken uden at komme videre, og han tabte sig yderligere 7 kg den følgende uge. Der blev planlagt flere undersøgelser i form af endnu et par gastroskopier (kikkertundersøgelse nede i maven), røntgen og parenteral ernæring (ernæring via drop uden om mavesækken). Jeg var forbandet bekymret for min far, som jeg var sikker på, jeg kun havde i kort tid endnu, og det gjorde, at jeg arbejdede på højtryk hele tiden med al min tankevirksomhed. Min evigt optimistiske far, tog det meste med ophøjet ro. I hvert fald udadtil. Han troede ikke på lægernes dystre profetier, og var som altid optimistisk.

Nicolaj og morfar -i bedring

Far i narkose

Til dem der ikke kender gastroskopier, er det en lille kikkert som føres ned gennem halsen og ned i mavesækken. Patienten får lidt beroligende, men det er stadig en ganske ubehagelig undersøgelse. Lægerne havde problemer med at få undersøgt min far ordentligt, da han havde svært ved at kooperere til undersøgelsen, så de besluttede sig for at lave en tredje gastroskopi -men denne gang i narkose. Og hurra for narkose. Fordi min far sov, kunne lægerne uden problemer få kigget godt og grundigt i mavesækken. De tog nogle biopsier, som vi endnu mangler svar på, men de gjorde sig også en yderst interessant opdagelse: Min far har gastroparese (en “slap” mavesæk), som dækker indgangen til tarmene, så maden ikke kommer videre! Der var altså ikke ventrikelretention og måske er vi endda så heldige, at der ikke er cancer! Måske kan det klares medicinsk, måske skal der lægges en sonde direkte ned til tarmene -men status er, at jeg er gået fra en udsigt til at blive forældreløs meget snart til forhåbentlig at få lov at beholde min far et godt stykke tid endnu!

Far (a.k.a. julemanden) og datter

Vi holder vejret i spænding -og håber at de medicinske tiltage virker -og at de sidste biopsier ikke viser cancer! Tænk at jeg nok får lov at beholde min far lidt endnu.

Tak fordi du læste med! Husk at du kan følge Regnbuemor på Instagram (regnbuemor.dk) og Facebook (Regnburmor.dk). Jeg bliver mega glad, hvis du følger bloggen.

17 dages stilhed, alvorlig baggrund.

17 dages stilhed, alvorlig baggrund.

Alvorlig stilhed

I de 4 år jeg har blogget på regnbuemor.dk, er det endnu aldrig sket, at der er gået 17 dage uden skriverier. Rekorden er vel en uge, og jeg ønsker heller ikke, at der går længere mellem indlæggene. Baggrunden er dog af alvorlig karakter, og mit fokus har været alle andre steder end på bloggen. Min far blev indlagt for 4 uger siden, og de sidste uger har været en mental rutschebanetur. Det har virket så hult at skrive om de sædvanlige familieting, og det her indlæg har været i tankerne flere gange. Min far har givet tilladelse til, at jeg skriver dette indlæg.

Min søde far, som vi kender ham normalt

For 4 1/2 uge siden blev jeg ringet op af min far…

Han havde det skidt, var træt hele tiden, havde kvalme, havde ingen appetit og følte sig yderst forstoppet. Samme morgen havde han taget elscooteren ned til sin læge i nabobyen, og forlangt at blive set. Lægen kunne se, at min far havde tabt sig rigtig meget. Han tog blodprøver -og sendte så ellers min svagelige far hjem. Min far, som ellers er i rigtig fin stand trods sine 87 år, var ikke blevet meget klogere, og var alligevel så autoritetstro, at han bare kørte hjem. Lægen var dog snarrådig nok til at kontakte visitatoren i kommunen, og vedkommende havde kontaktet mine brødre for et møde. Det var det møde mine brødre var på vej til, da de kom forbi min far den 22.august. Og det var den dag de så en lille, spinkel, afkræftet mand sidde i sin lænestol. Han havde tabt sig et sted mellem 15-20 kg de sidste uger, var afkræftet og bleg. Ikke en holdbar situation.

Min far som han så ud, da mine brødre kom forbi

En ambulance kom og hentede min far for at køre ham til Akutmodtagelsen på Slagelse Sygehus…

Blodprøverne var “skæve”, nyretallene alt for høje og min far svært dehydreret. Efter mange timers ventetid blev han overført til Mave-tarm-medicinsk afdeling, hvor der blev planlagt en masse forskellige undersøgelser, for ingen vidste præcis, hvad min far fejlede. Der blev bestilt en CT-scanning med kontrast, men på grund af de dårlige nyretal, måtte min far først hydreres op, og først 4 dage senere kunne han komme en tur i scanneren.

Om mandagen kom første melding: Min far havde ventrikelretention (ingen passage mellem mavesæk og tarm), og videre plan skulle lægges. Derudover også en cyste på hjertet, væske i lungerne, brok og forskubbede organer. Han tabte sig fortsat i vægt og maden kom ikke videre end mavesækken. Imidlertid forstod han ikke, hvad diagnosen gik ud på, for han bad om at blive udskrevet uden yderligere udredning. Jeg var ulykkelig og uforstående, for han ville blive udskrevet til den sikre sultedød, da han ikke kunne optage føde. Han frasagde sig hjertestopsbehandling, intensivbehandling og medicin og ville bare hjem. Der blev bestilt fuld hjemmepleje og sat en masse i værk. Jeg var grædefærdig, og forstod ikke, hvordan en ellers så livsglad og selvhjulpen mand bare kunne udskrive sig til den sikre død. Jeg besluttede mig dog for IKKE at prøve at påvirke min fars beslutning, da han er 87 og var ved sine fulde fem. Jeg havde dog rigtig svært ved at acceptere, at jeg i en alder af 38 år skulle være forældreløs (mistede min mor for 10 år siden).

Jeg besøgte ham om torsdagen, hvor jeg egentlig bare gerne ville se ham, da vores tid sammen nu var knap. Udskrivelsen var planlagt til fredag. Det første han sagde, da jeg kom ind ad døren var, at han havde besluttet sig for at genoptage undersøgelserne og behandlingen. Han ville dog fortsat ikke genoplives ved evt hjertestop -og det er fuldt forståeligt. Jeg blev SÅ glad, og han fik et kæmpe kram. Det her var hans egen beslutning, og jeg var glad for, at jeg havde kunnet se ud over min egen egoistiske næsetip. Min far havde ikke forstået konsekvensen af, at sige nej til behandlingen. Han havde ikke forstået, at det ville betyde den visse død, og han synes ikke helt hans tid var kommet endnu. Det var en sygeplejerskes ord, der havde gjort forskellen. Min far er en meget lærd og intelligent mand, og sygeplejersken havde gjort ham opmærksom på, at han langsomt ville blive mere og mere konfus.

Diagnose søges

Nu skulle der så sættes en masse undersøgelser igang for at finde ud af, hvorfor min far ingen passage havde. Der blev planlagt en gastroskopi (kikkertundersøgelse ned i mavesækken), som forhåbentlig kunne klarlægge, hvad problemet var. De første meldinger var dystre, da der under gastroskopien var set svære Barretforandringer i spiserøret og noget der så ondartet ud i mavesækken. Der var taget prøver, som vi skulle vente 6-10 dage på svar på, og min far kom i cancerpakkeforløb. Når man googlede spiserørs- og mavesækskræft kunne man læse om en meget dyster prognose…

Læs med i næste indlæg, hvor vi kommer nærmere en diagnose… (sorry…cliffhanger, I know…)

Tak fordi du læste med! Husk at du kan følge Regnbuemor på Instagram (regnbuemor.dk) og Facebook (Regnburmor.dk). Jeg bliver mega glad, hvis du følger bloggen.

Regnbuemors nytårstale…eller…Året der gik…Bare læs, ok!?

Regnbuemors nytårstale…eller…Året der gik…Bare læs, ok!?
Regnbuemor -aka Sophie

For 5 år siden lavede jeg et nytårsfortsæt, som er det eneste jeg nogensinde har holdt, og som jeg har holdt fast i lige siden: Jeg vil kun tilbringe tid med mennesker, som vil mig det godt, og hvis selskab jeg nyder. Det har kostet lidt venner og et par brødre med familie, men det er det bedste jeg nogensinde har gjort for mig selv! Livet skal leves, og den sparsomme fritid man har, skal bruges konstruktivt og med mennesker, man holder af.  Jeg tror ellers egentlig ikke rigtig på nytårsfortsætter, men det her…ja, det virker sgu! Og ved i hvad? Jeg mangler på ingen måde de mennesker i mit liv. Nu skal det jo ikke forstås som, at jeg skubber alle omkring mig væk. Vi har rigtig mange fantastiske mennesker i vores liv, hvis venskab eller familiebånd jeg sætter stor pris på. Men jo mere voksen jeg bliver, des mere forstår jeg vigtigheden af, at man ikke skal lade sig træde på, ikke skal finde sig i hvad som helst, og ikke skal holde fast i ting der VAR, men fokusere på ting der ER.

2018 bød på rigtig mange gode stunderoplevelser og rejser, som vi holder utrolig meget af i vores familie.

I januar fyldte jeg 37 år, som jeg nøjedes med at fejre med min kone og børn. Jeg gør ikke det store nummer ud af min egen fødselsdag, så vi hyggede os bare og tog lidt ud at spise.

Isabella på ski for første gang
Ambulance til Nohr

I februar havde jeg Isabella med på hendes allerførste skiferie, som gik til Wagrain i Østrig. En super dejlig (og tiltrængt efter 9 års skipause) skiferie, hvor vi rejste på en forældre-barn-skitur, så Isabella ville have en masse børn at lege med, og mig en masse voksne at snakke med. Isabella viste sig at være en haj på ski, og allerede første dag susede hun ned ad bakkerne. På tredjedagen var det hende der ventede på mor her, når vi stod ned at pisterne -med sætninger som “Kom nu mor, jeg troede du sagde du var god til at stå på ski?!” og “Bare tag det roligt ned ad bakken mor, jeg kan se du bliver bange!”. Dejlige møgunge! Vi tager i øvrigt på ski igen til februar med en af mødrene og hendes datter, som vi mødte på sidste års skiferie. Det bliver super hyggeligt.

Februar blev desværre også måneden, hvor Nohr prøvede at være på sygehuset to gange inden for meget kort tid. Først spiste han (måske) en af sin morfars (min far) farlige piller, og skulle have aktivt kul, og kort tid efter prøvede han at køre i ambulance for første gang, efter han havde slået hovedet meget kraftigt, været vågen, og så pludselig blev helt ukontaktbar. Noget af en forskrækkelse.

I marts blev mødrene luftet til en Thomas Helmig koncert på Odeon i Odense, hvor vi først spiste på MASH og derefter nød den fede koncert. Det var fantastisk med alenetid, som vi kun sjældent har.

Fest i Weissenhaüser

I april tog vi til Weissenhaüser Strand i Tyskland til en feriepark med stort vandland og legeland. Vi var afsted med vores veninde, Tina, og havde en super skøn tur. Det var vores andet besøg i Weissenhaüser og bestemt ikke det sidste.

Det var også i april at vi tog hul på vores sæsonkort til Tivoli Friheden og Legoland, som vi holder meget af at komme i.

Lalandia
Nicolaj med armen i gips

I maj tog vi en tur til Lalandia med Lisettes forældre, søster og hendes kæreste og barn. En rigtig skøn tur. Vi er vilde med Lalandia, og har i mange år holdt 1-3 ferier eller forlængede weekender i Lalandia. Det var også i Lalandia at Nicolaj prøvede at brække noget for første gang. Han brækkede nemlig sin lillefinger i Monky Tonkyland og endte med armen i gips i tre uger. Jeg tror han synes, det var lidt sejt.

Lille Tristan indlagt

I juni blev Tristan, midt i den varme måned, indlagt med umåleligt højt infektionstal og dobbeltsidig lungebetændelse. Den lille mand var indlagt i 5 dage, og var temmelig skidt. Han blev heldigvis frisk igen, så han kunne nå med  på et besøg på Det Fynske Dyrskue med dagplejen, hvor drengene var super begejstrede for at se alle dyrene og hygge med deres små venner.

På bilferie

Juli måned bød på tre ugers SKØN ferie for os i Tyskland, Holland og i sommerhus. For første gang kunne man følge med på bloggen efter hver rejsedag, som gik til Hamborg, Slagharen forlystelsespark (Holland), Westerbergen Vakantiepark (Holland), Amsterdam (Holland) og til sidst en uge i Lisettes forældres skønne sommerhus i Odsherred. Vi formåede at rejse i tre uger for 9000 kr i alt for os alle 6 +benzin, mad, lommepenge og entreer. Første afsnit af vores rejsefølgeton kan læses HER

I juli lavede vi også sæsonkort til Sommerland Sjælland, da det ligger meget tæt på svigernes sommerhus, og vi nåede to besøg i løbet af ugen i sommerhus. Og vi nåede naturligvis også at besøge Tivoli Friheden og Legoland.

Popsi og Krelle-koncert på Børnetorvet

August bød på Popsi og Krelle-koncert på Børnetorvet i Odense, hvor vores to små drenge oplevede deres store idoler for første gang. Kæmpe hit.

Fødselsdagsdrenge
Popsi og Krelle-kage
Fødselsdagsbord
Halloween i Tivoli Friheden

I september havde vi Isabella med til hendes første “voksenkoncert” ,ed Thomas Helmig, og pigebarnet var intet mindre end begejstret. Der blev sunget, danset og hygget.

September blev også måneden, hvor jeg lagde min livsstil om og begyndte at spise efter SENSE-principperne. Det er i skrivende stund blevet til minus 15 kg!

30. september fyldte Tristan og Nohr 2 år. En dag der blev fejret i starten af oktober med et brag af en Popsi og Krelle temafødselsdag. I oktober var vi også til Halloween i både Legoland, Tivoli Friheden og Tivoli i København, og vi fejrede at Lisette fyldte 38 år den 22.

Nicolaj 8 år
Unicornkage
Unicornfest

I november fyldte Nicolaj 8 år. Han havde valgt at han på dagen gerne ville i en trampolinpark, Jumping Fun og spise aftensmad på McDonalds. Nicolaj holdt en skøn Harry Potter-temafødselsdag for sine kammerater, som blev et stort hit.

November blev også måneden, hvor vi fejrede Isabellas kommende 10-årsfødselsdag med et brag af en Unicorn-temafest for familien og hendes bedste veninde.

Isabella 10 år -stor dag
Julebag i Tarup Centret
Julebag lillejuleaften

8. december fyldte Isabella 10 år. Første runde fødselsdag! En stor dag hun havde set frem til længe. Hjemme hos os bestemmer fødselaren dagens gang, så vi startede med brunch i byen, herefter 8-9 timers powershopping og til sidst stor kinesisk buffet. Skøn dag.

December måned bød også på Popsi og Krelle julekoncert,  julebagning i Tarup Centret for jeg-ved-ikke-hvilken-gang, hygge og nogle skønne juledage i familiens skød, hvor Isabella tog en tur i Tivoli i København med sin moster, vi hyggede i Dinos Legeland og tog i biografen et par gange.

2018 blev sluttet af med et brag af en nytårsfest med flere af vores gode venner med børn. Vi var 8 voksne og 13 børn nytårsaften, og det var simpelthen så hyggeligt at feste sammen på børnenes præmisser.

Nu har vi taget hul på 2019, hvor vi allerede har flere oplevelser på ærmet. Til februar tager Isabella og jeg 10 dage på ski til Bad Gastein i Østrig. Februar byder også på Lukas Graham-koncert til de voksne. I marts skal vi en lille uge til Weissenhäuser Strand, I april skal vi overnatte på det nye Legoland Castle og Isabella og os skal overnatte en nat i København, hvor hun bestemmer hvad vi skal lave (noget af hendes fødselsdagsgave), i maj skal ungerne til ComKean-koncert (en youtuber), i sommeren regner vi med at tage tre uger til Disneyland/Paris/Frankrig/Amsterdam, i juli skal vi til Marcus og Martinuskoncert i Malmø og Ed Sheeran-koncert i Odense og oktober byder på Ariana Grandekoncert.

Vi ser frem til en masse skønne oplevelser i det nye år, og vil gerne takke alle jer der trofast læser med og kommenterer på bloggen. Det betyder utrolig meget! Tak for jer.

Tak fordi du læste med! Husk at du kan følge Regnbuemor på Instagram (regnbuemor.dk) og Facebook (Regnburmor.dk). Jeg bliver mega glad, hvis du følger bloggen.