Skiferie i Bad Gastein, dag 3 //Første dag i skiskole

Skiferie i Bad Gastein, dag 3 //Første dag i skiskole
Første dag i skiskole

I dag startede pigerne i skiskole. De skal være i skiskole i 3 dage á 5 timer (inkl frokost), og så kunne vi gøre pisterne usikre imens! Pigerne skulle møde i skiskole 9.45, hvor de blev delt ind på hold efter niveau. Heldigvis kunne de komme på hold sammen, hvilket de rigtig gerne ville.

Hej hej unger!
Bøgetosser på tur

Mødrene smuttede op og sonderede terrænet og kom på tur på de røde pister -i et lidt højere tempo end når tøserne er med. Det blæste en del på toppen i dag, så vi fik oplevet at køre i stiv side- og medvind, når vi ikke lige kørte i læ for de store graner. På grund af blæsten føg det en del med sne, så det nogen gange kunne være svært at se evt snedynger på pisten. Til gengæld var pisterne ikke overrendt, og vi havde nogle super lækre, børnefri timer på ski.


Varm kakao med flødeskum og kage-tid

Vi hentede to meget glade og stolte piger i skiskolen kl. 15. De havde haft en super lækker skidag, hvor de rigtig havde udviklet sig og forbedret deres skiløb. Vi tog et par ture ned ad en nærliggende piste med dem, hvorefter vi tog på café, så ungerne kunne få varm kakao og kage, og de voksne en dejlig cafe latte.

På vej tilbage til hotellet med to trætte piger

Vi nåede lige at komme med som de sidste med stoleliften, inden den lukkede, og så gik turen tilbage til hotellet. Her fik vi badet lidt i poolen, spist aftensmad og nu er gassen gået af ballonen. I morgen venter endnu en skøn dag.

Tak fordi du læste med! Husk at du kan følge Regnbuemor på Instagram (regnbuemor.dk) og Facebook (Regnburmor.dk). Jeg bliver mega glad, hvis du følger bloggen.

Skiferie i Bad Gastein, dag 2 // Skiløb i højt solskin

Skiferie i Bad Gastein, dag 2 // Skiløb i højt solskin
Skiløb i sigte!

19 timer efter vi hoppede på bussen i Odense, landede vi endelig i Bad Gastein, hvor sne og højt solskin ventede! Det lykkedes os at få sovet rimeligt godt i bussen på vej herned, så vi var relativt udhvilede. Vi blev indlogeret på vores luksushotel, hvor vi spiste en fin morgenmad inden vi strøg hen for at leje ski og komme op på pisten!

Morgenmadstid på hotellet
Jetzt sollen wir essen
På vej op på bjerget
Forventningsfulde mødre

Skiferien blev endelig skudt igang, og kabineliften emmede af god stemning og masser af forventning, efterhånden som vi nærmede os toppen af bjerget! Der var simpelthen bare så smukt, og med klart vejr og det flotteste solskin, kunne man se hele dalen.

Det lækreste solskin
Fart på rollingerne

Pisterne var velpræparerede, skitalenterne store og alle glade. Hvor var det bare SKØNT at få ski under fødderne igen! Modsat sidste år, hvor jeg var meget uheldig med udlejningsstøvlerne x flere, så jeg måtte gå ned i str flere gange, og havde seriøse problemer med at få skiene til at lystre, kørte det bare på skinner denne gang, og skiløbet var super lækkert!

Frokost i solskin

Vi nød varm suppe udenfor i solskinnet, mens vores trætte ben og fødder fik et hvil. Der var så varmt, at vi måtte tage jakkerne af -og til trods for faktor 30 i ansigtet, blev næsen en smule forbrændt! Virkelig skøn dag.

Svømmetur på hotellet

Tilbage på hotellet tog vi os en skøn dukkert i hotellets pool, spiste aftensmad og er nu noget nær døde af træthed! I morgen skal pigerne i 4-timers skiskole, og de voksne skal gøre pisterne usikre og fylde maverne med cafe latte imens ;-). Vi glæder os til endnu en skøn dag!

Tak fordi du læste med! Husk at du kan følge Regnbuemor på Instagram (regnbuemor.dk) og Facebook (Regnburmor.dk). Jeg bliver mega glad, hvis du følger bloggen.

Skiferie i Bad Gastein, dag 1 // Lang bustur i godt selskab

Skiferie i Bad Gastein, dag 1 // Lang bustur i godt selskab
Klar til mange timer i bus

Endelig, endelig kom dagen som Isabella og jeg har set frem til længe: Årets skiferie, som i år går 10 dage til Bad Gastein i Østrig! Kl. 13.00 steg vi på bussen i Odense, og efter en maratonopsamling på vej ned mod grænsen, kørte vi endelig ind i Tyskland, hvor vi skal køre i rigtig mange timer inden vi rammer Østrig i de tidlige morgentimer.

Mor og dattertur for the win

Isabella og Laura i en hyggestund
Linda (mor til Laura) og mig

I år rejser vi ikke alene, men sammen med Linda og Laura, som vi mødte på sidste års skiferie. Der er super god kemi og sort humor i massevis, så det skal nok blive fornøjelige 10 dage! Nu er der gjort klar til natten, vi har fået godnatsang af chaufføren (hør den på Instagram), sæderne er smækket tilbage, og når vi vågner i morgen tidlig, står den på stor morgenbuffet -og endelig ski og sne under fødderne! What’s not to like?

Aftensmad samtidig med sytten andre busser = Pæn ventetid
Godnat fra Tyskland -et eller andet sted mellem Leipzig og München

Vi glæder os!

Tak fordi du læste med! Husk at du kan følge Regnbuemor på Instagram (regnbuemor.dk) og Facebook (Regnburmor.dk). Jeg bliver mega glad, hvis du følger bloggen.

Regnbuemors nytårstale…eller…Året der gik…Bare læs, ok!?

Regnbuemors nytårstale…eller…Året der gik…Bare læs, ok!?
Regnbuemor -aka Sophie

For 5 år siden lavede jeg et nytårsfortsæt, som er det eneste jeg nogensinde har holdt, og som jeg har holdt fast i lige siden: Jeg vil kun tilbringe tid med mennesker, som vil mig det godt, og hvis selskab jeg nyder. Det har kostet lidt venner og et par brødre med familie, men det er det bedste jeg nogensinde har gjort for mig selv! Livet skal leves, og den sparsomme fritid man har, skal bruges konstruktivt og med mennesker, man holder af.  Jeg tror ellers egentlig ikke rigtig på nytårsfortsætter, men det her…ja, det virker sgu! Og ved i hvad? Jeg mangler på ingen måde de mennesker i mit liv. Nu skal det jo ikke forstås som, at jeg skubber alle omkring mig væk. Vi har rigtig mange fantastiske mennesker i vores liv, hvis venskab eller familiebånd jeg sætter stor pris på. Men jo mere voksen jeg bliver, des mere forstår jeg vigtigheden af, at man ikke skal lade sig træde på, ikke skal finde sig i hvad som helst, og ikke skal holde fast i ting der VAR, men fokusere på ting der ER.

2018 bød på rigtig mange gode stunderoplevelser og rejser, som vi holder utrolig meget af i vores familie.

I januar fyldte jeg 37 år, som jeg nøjedes med at fejre med min kone og børn. Jeg gør ikke det store nummer ud af min egen fødselsdag, så vi hyggede os bare og tog lidt ud at spise.

Isabella på ski for første gang
Ambulance til Nohr

I februar havde jeg Isabella med på hendes allerførste skiferie, som gik til Wagrain i Østrig. En super dejlig (og tiltrængt efter 9 års skipause) skiferie, hvor vi rejste på en forældre-barn-skitur, så Isabella ville have en masse børn at lege med, og mig en masse voksne at snakke med. Isabella viste sig at være en haj på ski, og allerede første dag susede hun ned ad bakkerne. På tredjedagen var det hende der ventede på mor her, når vi stod ned at pisterne -med sætninger som “Kom nu mor, jeg troede du sagde du var god til at stå på ski?!” og “Bare tag det roligt ned ad bakken mor, jeg kan se du bliver bange!”. Dejlige møgunge! Vi tager i øvrigt på ski igen til februar med en af mødrene og hendes datter, som vi mødte på sidste års skiferie. Det bliver super hyggeligt.

Februar blev desværre også måneden, hvor Nohr prøvede at være på sygehuset to gange inden for meget kort tid. Først spiste han (måske) en af sin morfars (min far) farlige piller, og skulle have aktivt kul, og kort tid efter prøvede han at køre i ambulance for første gang, efter han havde slået hovedet meget kraftigt, været vågen, og så pludselig blev helt ukontaktbar. Noget af en forskrækkelse.

I marts blev mødrene luftet til en Thomas Helmig koncert på Odeon i Odense, hvor vi først spiste på MASH og derefter nød den fede koncert. Det var fantastisk med alenetid, som vi kun sjældent har.

Fest i Weissenhaüser

I april tog vi til Weissenhaüser Strand i Tyskland til en feriepark med stort vandland og legeland. Vi var afsted med vores veninde, Tina, og havde en super skøn tur. Det var vores andet besøg i Weissenhaüser og bestemt ikke det sidste.

Det var også i april at vi tog hul på vores sæsonkort til Tivoli Friheden og Legoland, som vi holder meget af at komme i.

Lalandia
Nicolaj med armen i gips

I maj tog vi en tur til Lalandia med Lisettes forældre, søster og hendes kæreste og barn. En rigtig skøn tur. Vi er vilde med Lalandia, og har i mange år holdt 1-3 ferier eller forlængede weekender i Lalandia. Det var også i Lalandia at Nicolaj prøvede at brække noget for første gang. Han brækkede nemlig sin lillefinger i Monky Tonkyland og endte med armen i gips i tre uger. Jeg tror han synes, det var lidt sejt.

Lille Tristan indlagt

I juni blev Tristan, midt i den varme måned, indlagt med umåleligt højt infektionstal og dobbeltsidig lungebetændelse. Den lille mand var indlagt i 5 dage, og var temmelig skidt. Han blev heldigvis frisk igen, så han kunne nå med  på et besøg på Det Fynske Dyrskue med dagplejen, hvor drengene var super begejstrede for at se alle dyrene og hygge med deres små venner.

På bilferie

Juli måned bød på tre ugers SKØN ferie for os i Tyskland, Holland og i sommerhus. For første gang kunne man følge med på bloggen efter hver rejsedag, som gik til Hamborg, Slagharen forlystelsespark (Holland), Westerbergen Vakantiepark (Holland), Amsterdam (Holland) og til sidst en uge i Lisettes forældres skønne sommerhus i Odsherred. Vi formåede at rejse i tre uger for 9000 kr i alt for os alle 6 +benzin, mad, lommepenge og entreer. Første afsnit af vores rejsefølgeton kan læses HER

I juli lavede vi også sæsonkort til Sommerland Sjælland, da det ligger meget tæt på svigernes sommerhus, og vi nåede to besøg i løbet af ugen i sommerhus. Og vi nåede naturligvis også at besøge Tivoli Friheden og Legoland.

Popsi og Krelle-koncert på Børnetorvet

August bød på Popsi og Krelle-koncert på Børnetorvet i Odense, hvor vores to små drenge oplevede deres store idoler for første gang. Kæmpe hit.

Fødselsdagsdrenge
Popsi og Krelle-kage
Fødselsdagsbord
Halloween i Tivoli Friheden

I september havde vi Isabella med til hendes første “voksenkoncert” ,ed Thomas Helmig, og pigebarnet var intet mindre end begejstret. Der blev sunget, danset og hygget.

September blev også måneden, hvor jeg lagde min livsstil om og begyndte at spise efter SENSE-principperne. Det er i skrivende stund blevet til minus 15 kg!

30. september fyldte Tristan og Nohr 2 år. En dag der blev fejret i starten af oktober med et brag af en Popsi og Krelle temafødselsdag. I oktober var vi også til Halloween i både Legoland, Tivoli Friheden og Tivoli i København, og vi fejrede at Lisette fyldte 38 år den 22.

Nicolaj 8 år
Unicornkage
Unicornfest

I november fyldte Nicolaj 8 år. Han havde valgt at han på dagen gerne ville i en trampolinpark, Jumping Fun og spise aftensmad på McDonalds. Nicolaj holdt en skøn Harry Potter-temafødselsdag for sine kammerater, som blev et stort hit.

November blev også måneden, hvor vi fejrede Isabellas kommende 10-årsfødselsdag med et brag af en Unicorn-temafest for familien og hendes bedste veninde.

Isabella 10 år -stor dag
Julebag i Tarup Centret
Julebag lillejuleaften

8. december fyldte Isabella 10 år. Første runde fødselsdag! En stor dag hun havde set frem til længe. Hjemme hos os bestemmer fødselaren dagens gang, så vi startede med brunch i byen, herefter 8-9 timers powershopping og til sidst stor kinesisk buffet. Skøn dag.

December måned bød også på Popsi og Krelle julekoncert,  julebagning i Tarup Centret for jeg-ved-ikke-hvilken-gang, hygge og nogle skønne juledage i familiens skød, hvor Isabella tog en tur i Tivoli i København med sin moster, vi hyggede i Dinos Legeland og tog i biografen et par gange.

2018 blev sluttet af med et brag af en nytårsfest med flere af vores gode venner med børn. Vi var 8 voksne og 13 børn nytårsaften, og det var simpelthen så hyggeligt at feste sammen på børnenes præmisser.

Nu har vi taget hul på 2019, hvor vi allerede har flere oplevelser på ærmet. Til februar tager Isabella og jeg 10 dage på ski til Bad Gastein i Østrig. Februar byder også på Lukas Graham-koncert til de voksne. I marts skal vi en lille uge til Weissenhäuser Strand, I april skal vi overnatte på det nye Legoland Castle og Isabella og os skal overnatte en nat i København, hvor hun bestemmer hvad vi skal lave (noget af hendes fødselsdagsgave), i maj skal ungerne til ComKean-koncert (en youtuber), i sommeren regner vi med at tage tre uger til Disneyland/Paris/Frankrig/Amsterdam, i juli skal vi til Marcus og Martinuskoncert i Malmø og Ed Sheeran-koncert i Odense og oktober byder på Ariana Grandekoncert.

Vi ser frem til en masse skønne oplevelser i det nye år, og vil gerne takke alle jer der trofast læser med og kommenterer på bloggen. Det betyder utrolig meget! Tak for jer.

Tak fordi du læste med! Husk at du kan følge Regnbuemor på Instagram (regnbuemor.dk) og Facebook (Regnburmor.dk). Jeg bliver mega glad, hvis du følger bloggen.