6 lande, 23 dage, dag 23 // Hjemme igen!

6 lande, 23 dage, dag 23 // Hjemme igen!
På vej hjem efter 23 dage på farten

Tiden går hurtigt, når man har det sjovt! Jeg synes næsten lige vi har sat kursen mod Frankrig, og pludselig er 23 dage gået hurtigere end hurtigt. Selvom vi har rejst rigtig meget med ungerne, har vi aldrig oplevet så meget på en ferie -måske lige bortset fra vores Caribien/Florida-rejse i 2015. Det der bilferie vokser lidt på os, selvom vi nok foretrækker flyferie. Man oplever i hvert fald en masse ting, man ellers ikke ville få oplevet.

Vi er blevet vilde med Berlin…

…og skal UDEN TVIVL tilbage dertil. Byen er spækket med historie, og jeg interesserer mig rigtig meget for Anders Verdenskrig, så jeg er meget høj på oplevelser. Der er flere ting, jeg rigtig gerne vil se -blandt andet DDR-museet, som vi desværre ikke fik presset ind i denne omgang.

Ungerne på legecafe i formiddags

Dagen startede ved 9-tiden…

…hvor mødrene stod op og begyndte at pakke bilen. Tetrispakke vel at mærke, for vi er kommet til at shoppe lidt. Da ungerne stod op og var blevet spist af, tog Lisette dem på legecafe ved siden af lejligheden. Her kunne forældre komme med deres børn, som så kunne lege med legetøj, boldbassin, legeredskaber med mere, mens man kunne nyde en kop kaffe eller lignende. Imens gjorde jeg lejligheden rent. Totalt win-win med børn der blev kært trætte uden at være i vejen for rengøringen. Ungerne hyggede sig så meget, at vi først kørte ud af Berlin ved 13-tiden. Ingen grund til hastværk. På vejen hjem stoppede vi til frokost, senere til et fræs-energi-af-stop og til sidst et stop ved grænsen. Her provianterede vi en lille smule, for vi havde simpelthen nærmest ingen plads tilbage i bilen.

Vi landede i Odense ved 23-tiden -glade, trætte og tilfredse efter en vellykket ferie. Triptælleren sagde 3372 km. Alligevel en god slat ;-). I morgen har jeg sidste feriedag inden job. Vi har dog heldigvis tre miniferier i Sverige, Norge og Fårup Sommerland i vente -så helt slut med ferie er det ikke -og resten af familien stryger faktisk i sommerhus på tirsdag, mens jeg lades hjemme med malerpensler og en del opfriskning af hytten.

Tak fordi du har fulgt vores rejseeventyr.

Tak fordi du læste med! Husk at du kan følge Regnbuemor på Instagram (regnbuemor.dk) og Facebook (Regnburmor.dk). Jeg bliver mega glad, hvis du følger bloggen.

6 lande,23 dage, dag 22 // Berlin Zoo og shopping

6 lande,23 dage, dag 22 // Berlin Zoo og shopping
Berlin -vi kommer tilbage!

I dag havde vi sat ur, for en gangs skyld, for det var vores sidste hele dag i Berlin. I morgen vender vi snuden mod Danmark igen. Planen var Berlin Zoo, shopping på Kurfürstendamm og Mall of Berlin og ellers bare at slentre rundt og hygge os.

Berlin Zoo

Berlin Zoo

Berlin har faktisk to zoologiske haver. De er begge super gode på hver sin måde, men den anden zoo får i virkeligheden de mest rosende ord med på vejen. Vi valgte dog Berlin Zoo, da de har pandaer, som vi alle rigtig gerne ville se. Begejstringen ville da heller ingen ende tage, da ungerne spottede pandaerne i Zoo -og de ER godt nok også nuttede. Det var overraskende billigt at komme ind i Zoo i forhold til danske priser. Vi betalte kun €35,50 for os alle 6 (børn under 4 er gratis), men fik også lidt rabat pga vores Berlin WelcomeCard. Vi fravalgte akvariet, da vi lige har været i SeaLife. Havde vi taget akvariet med, var entréen lidt dyrere.

Skønne dyr i Berlin Zoo.

Berlin Zoo er super hyggelig, og dyrene har nogle fine anlæg. Vi så en masse dyr, vi ikke har i vores egen zoo i Odense, og parken var overskueligt indrettet i flotte omgivelser. Der er også en rigtig god legeplads, som vi nærmest ikke kunne drive ungerne væk fra -selv de store, som ellers sjældnere og sjældent bliver fanget af legepladser. Fantastisk. Et besøg i Berlin Zoo kan klart anbefales. Næste gang vi kommer til Berlin, prøver vi den anden zoo.

Kurfürstendamm / Ku’Damm

Berlin Zoo ligger lige ved den store shoppegade, Kurfürstendamm, så naturligvis fik vi også shoppet bagefter. Normalt shopper vi rigtig meget på vores ferier, men vi har faktisk slet ikke shoppet så meget, som vi plejer. Vi prøver at blive mere bevidste om, hvad vi egentlig har brug for. Dog ikke mere bevidste end at Nicolaj har 7 forskellige Eiffeltårne med hjem fra Paris ;-). Vi måtte lige en tur på Starbucks, inden turen gik mod Potsdamer Platz, så vi kunne få Pizza Hut til aftensmad igen. Det har vi virkelig savnet.

Glade børn foran Berlin Mall

The Berlin Mall

Lige ved Potsdamer Platz ligger The Berlin Mall med over 300 butikker fordelt over mange etager. Øverst er der en stor food court, og stedet er ganske velbesøgt. Isabella ville rigtig gerne derhen at shoppe, så efter den tidlige aftensmad tog vi derover. Centret er rigtig flot og indbydende, men egentlig også lidt kedeligt. Til trods for rigtig mange fine butikker, gik vi relativt hurtigt igennem.

Playmobilhit

Tristan og Nohr var voldsomt begejstrede for et lille område med en pop-up-shop med Playmobil. Der var Playmobil at lege med, og drengene fordybede sig i leg længe. Vi valgte derfor at skiftes med at gå med Isabella rundt, så drengene kunne hygge sig i stedet for at sidde og glo i deres klapvogn. Fordi de var så begejstrede for Playmobil, købte vi fem store æsker og fire små, som de får til deres fødselsdag. De havde nemlig 50% på Playmobil -og jeg elsker at gøre en god handel!

Vi kom faktisk allerede tilbage til lejligheden omkring kl 20. Jeg tror vi alle er ved at være lidt oplevelsesmætte. Vi har stadig rigtig mange ting vi gerne vil opleve i Berlin, men det må blive næste gang. I løbet af de sidste tre uger har vi oplevet 6 lande, 3 hovedstæder, været i tre forlystelsesparker (Parc Asterix, Disneyland Paris og Walt Disney Studios), set over 25 attraktioner og museer, kørt flere tusinde kilometer i bil, gået gennemsnitligt 10 km om dagen målt i skridt, været i 6 shoppingcentre og 1 outlet, kørt mere med tog og metro end vi har gjort de sidste 10 år og boet i mobilehome på en campingplads for første gang. Det har været en FREMRAGENDE ferie, men jeg er løbet tør for feriedage og skal på job igen på mandag. Lisette, det heldige asen, har et par uger mere. Hende og ungerne tager i sommerhus i næste uge. Næste weekend skal vi til Sverige i tre dage, da Isabella (og jeg) skal til koncert, weekenden efter skal vi bo i Fårup Sommerland og et par uger senere skal vi på minicruise til Norge. De fantastiske oplevelser er bestemt ikke slut endnu -men vi trænger til lige at være lidt hjemme. Berlin har gjort det fantastisk godt. Vi vender UDEN TVIVL tilbage. Og tænk sig. Berlin var bare en pludselig indskydelse for en måned siden.

Tak fordi du læste med! Husk at du kan følge Regnbuemor på Instagram (regnbuemor.dk) og Facebook (Regnburmor.dk). Jeg bliver mega glad, hvis du følger bloggen.

6 lande, 23 dage, dag 21 // Berlinmuren

6 lande, 23 dage, dag 21 // Berlinmuren
Dagens stemning

27 grader. Høj sol. Kun få skyer. Glade børn. Berlin. What’s not to like? Dagen i dag har været super lækker -også selvom vi ikke fik oplevet helt så meget som de andre dage. Vi stod tidligere op end vi har gjort de sidste dage, men var langsomme til at komme ud ad døren. Frokosten blev derfor indtaget på den gode kinesiske restaurant lige ved siden af lejligheden -og så skulle vi ellers ud at have en på opleveren!

Berlinmuren -Bernauer Straße
Berlinmuren, mindesite og museet

Berlinmuren og museet

I dag gik vi i DDRs fodspor, og selvom planerne var mange, var børnene trætte, og vi gik derfor lidt på kompromis med vores ønsker. Børnene er trods alt blevet slæbt rundt til mange ting på denne lange ferie. Første stop blev Berlinmuren, som vi så på Bernauer Straße, hvor der også er et mindesite for Murens ofre og et lille, gratis museum, som vi besøgte. Bernauer Straße ligger meget tæt på Nordbahnhof Station, og her kan man se en del af Berlinmuren, billeder af nogle af ofrene under regimet, fortællinger om hvad der skete dengang m.m. Museet er ganske lille, men man kan komme ind at se en film, som fortæller om Berlinmuren. Meget informativt. Da der var meget varmt i dag, måtte vi lige svale os på Mauer Cafe med lidt kolde drikkevarer inden turen gik videre. Planen var Checkpoint Charlie og DDR-museet, og vi tog da også toget hen til området for Checkpoint Charlie, men kunne mærke, at børnene ikke kunne rumme mere i dag.

Rittersport

Rittersport. Igen.

I stedet tog vi (igen) over på Rittersport-museet, hvor ungerne (og de voksne) lavede chokolader. På cafeen nød ungerne en snack, Lisette lidt kage og jeg en kop Cafe Latte, og så slappede vi ellers af mens vi ventede på chokoladen. Det var tredje dag i streg, så da vi gik, sagde personalet i cafeen: “Vi ses i morgen”. Det tror jeg nu ikke, vi gør, men det har været hyggeligt at besøge stedet.

Pizza Hut og Potsdamer Platz

Pizza Hut

Vi elsker Pizza Hut, og har spejdet efter restauranten flere gange. I Paris lå der flere, men vores GPS lavede hele tiden ballade, og da der var hedebølge, opgav vi at finde den! I dag prøvede vi dog igen, og vi vadede derfor fra Friedrichstraße til Potsdamer Platz, hvor vi endelig fandt en Pizza Hut. Den findes jo desværre ikke i Danmark mere. Turen var bestemt ikke spildt, for vi fik set en masse af Berlin til fods -også Mall of Berlin, som vi da bestemt må se nærmere på i morgen. Ungerne var enige i, at maden var lækker, så der blev spist til den store guldmedalje -og så var vi faktisk allerede hjemme ved 21-tiden -noget tidligere end de andre dage.

Hyggeaften

Tvillingerne blev straks puttet, og så skulle der slappes af. Det var super hyggeligt med noget kvalitetstid med de to store, og vi fik også pakket lidt. I morgen er det nemlig vores sidste hele dag i Berlin. Lørdag kører vi hjem, når vi har spist morgenmad, og efter snart 23 dage gør det heller ikke så meget at hverdagen vender tilbage.

Tak fordi du læste med! Husk at du kan følge Regnbuemor på Instagram (regnbuemor.dk) og Facebook (Regnburmor.dk). Jeg bliver mega glad, hvis du følger bloggen.

6 lande, 23 dage, dag 20 // Shit! Vi kom en dag for sent!

6 lande, 23 dage, dag 20 // Shit! Vi kom en dag for sent!
Nicolaj er meget interesseret i metrosystemet, og følger med i hvor langt vi er nået

Ih hvor er vi dog begejstrede for Berlin! Og ih hvor havde vi glædet os til at skulle op i kuplen i Reichtag…som vi så havde billetter til I GÅR. Mere om det senere i indlægget. Dagen har budt på en masse oplevelser, og vi har ikke betalt en eneste entre! Og solen? Den har tittet rigtig meget frem og givet os et dejligt vejr i dag. What’s not to like?

Rittersport
Rittersport Cafe

Rittersport -produktion af egen chokolade

Dagen startede med (endnu!) et besøg på Rittersportmuseet. I går kom vi nemlig lige præcis lidt for sent til at ungerne kunne nå at lave deres egen chokolade. I butikken kan man selv vælge 3 ingredienser til enten hvid -, mørk – eller mælkechokolade, og ca 30-40 minutter efter er chokoladen klar. En normal plade på 100 G koster knap €4 og en stor plade på 250g kostede €7,50. Isabella lavede en lille, og vores chokoladeelskende Nicolaj lavede den store. Isabella valgte skumfiduser, guldkrymmel og tivolikrymmel i sin (mælke)chokolade, og Nicolaj valgte skumfiduser, Smarties og tivolikrymmel på sin. Der var rigtig mange forskellige at vælge mellem.

Mens vi ventede på at chokoladen skulle størkne, spiste vi en ok frokost i Rittersportmuseets cafe, hvor vi fik 25% i rabat fordi vi har købt et Berlin WelcomeCard (fri transport i Berlin + rabat til attraktioner, i restauranter mm). Man kunne også få forskelligt chokoladebaseret bagværk og en masse forskellige kakao. Bagefter hentede vi chokoladerne, og Isabella og Nicolaj synes det er den BEDSTE chokolade de nogensinde har smagt. “Kan vi komme herhen hver dag på ferien, mor?”, spurgte ungerne -og tja, nu må vi se. Der er jo så mange spændende steder at se i Berlin.

Reichtag

Reichtag-kuplen

For flere uger siden bookede jeg billetter til Reichtag-kuplen ved siden af Brandenburger Tor. Jeg skrev møjsommeligt ind i kalenderen, hvad dag det var, lavede påmindelser og skrev det på vores liste til i dag. Vi måtte da også skynde os videre fra Rittersport-museet, fordi vi havde tid ved kuplen klokken 14. Vi fik dog en lang næse, da damen ved indgangen fortalte os, at vi var kommet en dag for sent! Jeg havde simpelthen skrevet den forkerte dag ind på min tlf! Bare ærgerligt, Sonnyboy! Vi måtte bestille nye billetter, hvis vi ville ind. Vi opdagede dog, at kuplen skulle restaureres de næste 5 dage, så vi har valgt at gemme det til en anden ferie i Berlin. For at toppe ironien, rendte vi faktisk rundt nær kuplen i går omkring samme tidspunkt, og ærgrede os over, at vi ikke kunne tage derind den dag, når nu vi var i området.

Bus 100

Efter Reichtag hoppede vi på Bus 100 mod Alexanderplatz, hvor mange af vores udflugtsmål lå. Bus 100 er kendt for at køre forbi rigtig mange attraktioner, og vi fik også set en masse flotte bygninger. Målet var SeaLife+Aquadome, Little Big City og DDR-museet, hvis vi kunne nå det.

Sealife + Aquadome
Et sjældent billede af os samlet

Sealife+Aquadome

Første stop blev Sealife, hvor vi kunne komme gratis ind, fordi vi har sæsonkort til Legoland. Tristan og Nohr er vilde med fisk, så det var nærliggende at tage til en attraktion lige efter deres hjerte. Begejstringen udeblev da heller ikke, og hver gang de så en fisk (det var pænt mange gange ), blev der begejstret udbrudt: “Se mor, fis, fis!” eller “Se mor, mere fis”. Efter Sealife var vi oppe i Aquadome, hvor man kører op i en rund elevator omgivet af akvariefisk. Flot oplevelse.

Little Big City

Little Big City

Ikke så langt fra Sealife ligger Little Big City, som er en flot miniatureby som skildrer Berlins historie. Lyset skifter fra dagslys til nat, og flere steder kan man aktivere byen med knapper. Især de små var meget begejstrede, og vi fik snakket lidt mere historie med de store. Der findes ingen bedre måde at lære om historie, end når man står midt i den. Det tog ikke så lang tid at gå igennem Little Big City, men ungerne synes det var alletiders. Vi kom gratis ind pga vores Legoland sæsonkort, som har tjent sig godt ind. Med kortet kan man også komme i Berlin Dungeon og Legoland Discovery Centre, men det har vi ikke planer om umiddelbart.

Hard Rock Cafe

Hard Rock Cafe Berlin

Efter Little Big City valgte vi at vente med DDR-museet til i morgen. Vi var ved at være sultne, og vi havde også lovet Isabella at komme over til Hard Rock Cafe i den anden ende af byen. Hard Rock Cafe ligger på den populære shoppinggade, Kurfürstendamm, og så fik vi ligesom slået to fluer med et smæk! Heldigvis for mors pengepung, havde de fleste butikker lukket, men vi kom en tur i Primark (=Mega billigt tøj), hvor vi fandt en masse fine ting. Bagefter tog vi over på Hard Rock Cafe, hvor Isabella købte en sweatshirt og en t-shirt, som var et stort ønske. Vi skal ud omkring det område igen, når vi tager i Berlin Zoo -så mor her slipper nok ikke for at skulle have pungen frem!

Vi landede i lejligheden ca 22.15 -mætte af indtryk efter en skøn dag! Vi glæder os til en ny fantastisk dag i morgen 😉

Tak fordi du læste med! Husk at du kan følge Regnbuemor på Instagram (regnbuemor.dk) og Facebook (Regnburmor.dk). Jeg bliver mega glad, hvis du følger bloggen.