Lebbeliv // At springe ud…igen og igen!

Kærlighed i Caribien
“Nå, hvad laver din mand så?”, er et af de spørgsmål man ofte får, når man løber ind i nye mennesker. Svaret kommer meget an på, hvem man snakker med, for er det for eksempel en patient, så svarer jeg bare hvad professionen er, uden at fortælle at kønnet ikke passer. Det er dog lidt anderledes, når det gælder mennesker, som man i fremtiden skal have en relation til. Her kan det godt føles lidt som at springe ud…igen og igen…hvilket jo egentlig er ret fjollet! For jeg er sprunget ud for mange år siden, hvilket bestemt ikke var helt nemt!  Dengang Lisette og jeg sprang ud, sprang vi ud sammen, for vi havde begge kun haft fyre før, da vi pludselig blev forelsket i hinanden. Forud for det havde vi været hinandens bedste veninder i 6 år, og vi kunne i virkeligheden ikke blive meget tættere, medmindre det skulle være som par. Vi havde dog begge ret svært ved at springe ud, for ingen af os havde nogensinde tændt på det samme køn, og vi havde meget svært ved at forlige os med tanken! Da vi begyndte at være kærester aftalte vi derfor (lidt naivt), at vi bare var kærester indtil vi fandt en fyr! Efter et år måtte vi dog indse, at ingen af os ønskede denne løsning. Vi havde det skønt sammen, og det hele føltes rigtigt…vi kunne bare ikke dele glæden med nogen andre, for hvordan ville omgivelserne ikke reagere? Et år efter vi blev et par, flyttede vi sammen som “veninder”, hvilket folk ikke synes var så sært, for vi havde hængt sammen som ærtehalm i mange år forud for det. Vi kunne derfor leve skjult videre som et par, selvom det var temmeligt anstrengende ikke at kunne dele sin glæde med andre.

Kærlighed i Amsterdam
To gange var vi lige ved at springe ud, fordi en af os stejlede, og var træt af hemmelighedskræmmeriet, men vi mistede modet. Til sidst var vi dog SÅ trætte af at holde det hemmeligt, at vi meget impulsivt sendte en sms rundt til den nærmeste familie, hvor vi fortalte om vores forhold. Til vores held tog de fleste det rigtig flot, en enkelt kneb en glædeståre, en anden græd over det og resten sagde, at de havde haft det på fornemmelsen. Det blev i hvert fald en overvejende positiv oplevelse, selvom der gik lang tid derefter, hvor vi stadig ikke kunne lide at kysse eller holde i hånd foran familien.

Nå, det var lidt off topic…Selvom det er over 10 år siden vi sprang ud sammen, kan vi begge stadig få følelsen af at skulle springe ud, når vi skal ses med nye mennesker, for eksempel nu, hvor jeg lige har skiftet job. Det er bestemt ingen hemmelighed, at jeg lever i et lesbisk forhold, og alligevel er det så svært at sige “min kone”, at jeg oftest siger “min bedre halvdel”, når jeg omtaler Lisette, fordi jeg ikke rigtig ved, hvordan folk vil reagere, og fordi jeg ikke ønsker den øgede opmærksomhed på det pågældende tidspunkt.Når det så er sagt, er det også meget befriende, når folk ved det, for det er jo hverken noget jeg skammer mig over eller som bekymrer mig -og i bund og grund må folk synes hvad de vil!

Så hvorfor har jeg det så sådan? Jeg aner det faktisk ikke, for jeg har aldrig haft nogen dårlige oplevelser ved at springe ud. Samfundet virker også til at acceptere det mere og mere.

Jeg er dog faktisk “sprunget ud” for en af mine nye kollegaer. For første gang omtalte jeg Lisette som “min kone” i den aller første samtale vi havde, og hendes reaktion var fantastisk: “Er du gift med en kvinde? Ej hvor cool. Hvem af jer har så født børnene?”…alligevel har jeg omtalt Lisette som “min bedre halvdel” på det nye job lige siden, men det er nok et spørgsmål om tid, før der er en der spørger mig, hvad min mand laver, og jeg så kan komme med standardsvaret: “Jeg har ikke en mand, men en kone…”

Tak fordi du læste med!

Vi du læse flere indlæg i samme genre, kan du blandt andet læse disse to indlæg:

Lebbeliv // Jeg kender en lesbisk i Hjørring (åbner i nyt vindue)

Manden i lesbiske forhold (åbner i nyt vindue)

Tak fordi du læste med! Husk at du kan følge Regnbuemor på Instagram (regnbuemor.dk) og Facebook (Regnburmor.dk). Jeg bliver mega glad, hvis du følger bloggen.

Familieliv // Hyggedag

Nicolaj og Lisette er kørt til Hillerød på Sjælland for at se et Michael Jackson-show, som Nicolajs moster Christina giver ham i fødselsdagsgave. Nicolaj er VILD med Michael Jackson. Isabella skulle til fødselsdag hos en pige fra klassen, og skal lege med en af sine søde veninder i morgen, så vi blev på Fyn. Vi udnyttede tosomheden med at lave en super lækker hyggedag! Da Isabella havde været til fødselsdag, kørte vi derfor en tur i Rosengårdcentret, hvor Isabella blev forkælet max, havde skøn alenetid med sin mor og med aftensmad efter eget valg. 

Klar til shopping! Isabella var lidt træt efter en rigtig sjov fødselsdag
  
Hyggebesøg på cafe Kaffe Karma, hvor vi delte en meget lækker smoothie
  
Glad Isabella har lige købt en længe ønsket bog om Minecraft
  
Hygge på Jensens Bøfhus
 

Isabella valgte, at vi skulle spise på Jensens Bøfhus, og hun nød at få al opmærksomheden fra sin mor -lige så vel som at jeg er sikker på, at Nicolaj nyder opmærksomheden med Lisette lige nu. Om en uges tid bytter vi barn. Jeg tager Nicolaj med til Onkel Reje-show, og Isabella skal til Kagebord hos vores venner med Lisette. Det er skønt at have lidt alenetid med kun et enkelt barn, og vi har haft en FANTASTISK dag!

Nu sidder Isabella og tegner i stuen. Snart skal hun puttes -og hun har ønsket at sove i mors seng <3

Tak fordi du læste med!

Tak fordi du læste med! Husk at du kan følge Regnbuemor på Instagram (regnbuemor.dk) og Facebook (Regnburmor.dk). Jeg bliver mega glad, hvis du følger bloggen.

Arbejdsliv // God weekend! Hver weekend!

Weekenden er her. Nu. Og jeg NYDER at mit nye arbejdsliv byder på weekendfri HVER weekend! Det er bestemt ikke en selvfølge, når man er sygeplejerske!

Jeg startede som sagt job i sidste uge (Arbejdsliv // Første dag på nyt job -åbner i nyt vindue), og da det er i et ambulatorium, betyder det fri hver weekend, aften/nat og helligdage. En luksus jeg ikke har haft siden jeg blev færdigudlært i 2005! Alting er ikke gratis, så jeg har selvfølgelig ikke lige så meget hverdagsfri, og jeg går også lidt ned i løn, fordi jeg ikke får tillæg for aften/nat/helligdage, men regnestykket går op alligevel. Jeg får nemlig meget mere familietid, ro, mindre stress og mere arbejdsglæde. Jeg har haft en fatastisk første uge. Skønne, åbne, kompetente kollegaer fra alle faggrupper, et spændende speciale og en kombination af operationsgang og ambulatorium. Jeg er blevet taget godt imod, og jeg oser af energi, når jeg har fri, i stedet for at være drænet for selvsamme. Jeg er simpelthen så glad for min beslutning.
 Jeg kommer stadig til at afløse på min gamle afdeling, men jeg kan selv styre hvornår, og om jeg vil have involveret min weekend. Så nu hvor jeg har fri hver weekend, kan jeg juble sammen med alle de andre lønmodtagere som fejrer, når der er weekend!

…Så RIGTIG god weekend. Jeg vil nyde min i fulde drag!

Tak fordi du læste med.

Tak fordi du læste med! Husk at du kan følge Regnbuemor på Instagram (regnbuemor.dk) og Facebook (Regnburmor.dk). Jeg bliver mega glad, hvis du følger bloggen.

Åben vs lukket donor

Det er ikke nogen hemmelighed, at vores børn er kommet til verdens ved hjælp af donorinsemination. Vi valgte en lukket donor, da jeg skulle være gravid i 2007, og dengang føltes det helt rigtigt for os. Jeg har tidligere skrevet lidt om dette emne, og det kan læses i indlæggene:

Mor, mor, donorfar og (første) barn (åbner i andet vindue)

Familieliv // Hvorfor har jeg ikke nogen far? (åbner i andet vindue)

Nicolaj -snart 5 år

Isabella -snart 7 år
Tankerne bag

Vi havde mange overvejelser, dengang vi skulle beslutte vores børns fremtid. Vi tænkte, overvejede, diskuterede, undersøgte og snakkede igen og igen om, hvad der ville være bedst for vores kommende barn. Vi overvejede om vi skulle blive gravid med et homoseksuelt par, men vi kom (måske lidt egoistisk) frem til, at vi ikke ville dele børnene med nogen. Vi ville gerne have børnene på fuld tid, og ikke som delebørn fra fødslen. Når det så er sagt, respekterer jeg alle de regnbuefamilier, som får det op at køre, og der er fordele og ulemper ved alting.

Da vi var blevet afklaret omkring det, var spørgsmålet om vi skulle benytte os af en åben eller en lukket donor. På det tidspunkt (2007) skulle vi have bragt strå (sæd) hjem fra USA, for at få en åben donor, og så var denne åbne donor jo pludselig ganske langt væk. Vi kunne sagtens se en masse fordele ved, at børnene kunne finde ud af, hvem deres donor var en dag, men var også bange for, at de kunne blive svært skuffede, hvis deres forventninger til dette menneske måske ikke blev indfriet. Da vi skulle lave første barn, besluttede vi os derfor for, at vi ville vælge en lukket donor.

Resultatet blev Isabella, som snart fylder 7 år, og Nicolaj, som snart fylder 5 år. Verdens dejligste unger, som vi bestemt ikke vil være foruden. De er lavet af samme donor, og vi har en udvidet profil på donor, hvor vi kan se billeder, sygdomsprofil, høre hans stemme m.m. Det er børnene velkomne til at se til hver en tid. Vi er nemlig meget åbne omkring det hele, og har gemt alle papirerne hen ad vejen…

Og nu det store spørgsmål: Hvad ville vi have gjort i dag? Ville valget stadig falde på en lukket donor?

Svaret er NEJ. Hvis vi kunne lave det om i dag, ville vi have valgt en åben donor til børnene, så de havde en mulighed for at møde deres donor, hvis de ønskede det. I dag kan man vælge mellem en masse åbne donorer, og det virker også som om tendensen er, at bruge åbne donorer oftere og oftere. Vi handlede ud fra vores bedste overbevisning, da vi lavede de to skønne børn, men i dag ville vi ønske, at de kunne komme til at møde ham en dag. Skulle vi ønske at få et tredje barn en dag, ville vi dog bruge samme donor, så alle tre børn havde de samme vilkår -for det er godt nok nogle skønne børn vi har fået ud af de strå 🙂

Tak fordi du læste med!

Tak fordi du læste med! Husk at du kan følge Regnbuemor på Instagram (regnbuemor.dk) og Facebook (Regnburmor.dk). Jeg bliver mega glad, hvis du følger bloggen.